Denne artikel handler især om det teosofiske begreb Vejen. I artiklen berettes også om Vejen i kristen optik, samt om en mulig forståelse af Vejen før Jesu tid.

Når ordet Vejen bruges i overskriften, er det lidt misvisende. Ordet er absolut i betydningen, der er en vej, nemlig den fortælleren eller forfatteren skildre. Selve ordet Vejen stammer tilbage til Jerusalem, hvor den første kristne menighed hed Vejen, underforstået vejen til Herren. Andre kalder den første kristne menighed i Jerusalem for urmenigheden. Det var stedet, hvor apostlene var aktive en kort overgang efter Jesu død. I årene efter Jesu død kaldte apostlene Jesu lære for Vejen. De anså Jesus og hans liv som en vejviser. Ordet kristen og kristendom er kommet til senere. Flere hævder: Ordet kristen dengang var et skældsord eller øgenavn, som fjender af den spirende tro brugte.

Vejen, som et teosofisk begreb

Hvad er Vejen? Det er et udviklingsforløb. På det punkt er der overensstemmelse mellem kristendom og teosofi. Kristendommen hævder; det sker i et liv. Tidsfaktoren for åndelig udvikling eller opstigning til Gud beskæftiger kristendommen sig ikke med. Teosofien hævder, det tager mange liv – reinkarnation. Den teosofiske lære beskriver Vejen detaljeret, og hævder: Vejen er en sjæls trinvise udviklingsproces fra lidt før en sjæl tager 1. indvielse til og med 5. indvielse.

Hvordan finder man Vejen? Det sker ved karakterudvikling, meditation, studier, tjeneste og så handler det om, at stille sig til rådighed. Kort sagt, så handler det om åndelig udvikling og øget sjælskontakt. Man behøver nu ikke lede efter Vejen, den dukker op, når du som menneske er klar til at møde den. Hvordan beskriver teosofien Vejen?

I Alice A. Baileys bog: Blændværk et verdensproblem, gives seks regler for at betræde Vejen. Det hævdes: De er urgamle og i symbolsk form, oversat fra de gamle optegnelser som opbevares i visdommenshal. (Alice A. Bailey: Blændværk et verdensproblem. Side 52.)

Hvordan lyder reglerne, hvad betyder de, og giver de overhoved nogen mening i dag?

Første regel
Vejen betrædes i fuldt dagslys som kastes på den af dem der ved og fører an. Intet kan derfor skjules og ved hvert sving må mennesket stå ansigt til ansigt med sig selv.

En tolkning kunne lyde: Udvikling af sjælen sker fortrinsvis i det fysiske liv med hjælp fra Hierarkiet, Kristus og Sanat Kumara. For dem kan intet skjules. Efter hver inkarnation, kort efter døden, gennemgås det levede liv, og den personlige karma er synlig.

Anden regel
På vejen afsløres det skjulte. Enhver ser og kender den andens skændsel. Og alligevel er der, trods denne store afsløring, ingen der vender om, ingen der håner hinanden, og ingen der vakler på Vejen. Vejen fortætter ind i dagslyset.

En tolkning kunne lyde: Der sker også en forædling af sjælene mellem livene og i denne tilstand er alt synlig for alle. Alle kan se hinandens karakter og karakterbrist, gode og dårlige sider, begåede gerninger og ugerninger i de forgangne liv. Trods det, fortsætter udviklingen uden hån eller skændsel. Vejen leves og betrædes både mellem livene og i et liv.

Tredje regel
På vejen vandrer man ikke alene. Der er ingen fremstormen, intet hastværk. Og dog er der ingen tid at spilde. Dette ved enhver pilgrim og skynder sig fremad omgivet af sine brødre. Nogle går foran; han følger efter. Nogle sakker bagud; han sætter farten. Han rejser ikke alene.

En tolkning kunne lyde: Du er aldrig alene, når du går Vejen. Det gælder mellem livene og i et liv. Du er omgivet af brødre og søstre – medrejsende. Alle giver en hånd, og hjælper hinanden.

Fjerde regel
Tre ting skal pilgrimmen undgå: At bære en hætte som skjuler hans ansigt for andre. At medbringe en vandkrukke som kun indeholder vand nok til at dækkes hans eget behov. At bære en stav på skulderen, når staven ikke har nogen krumning til at holde i.

En tolkning kunne lyde: Lad dit indre lys skinne, det ses især i dine øjne. Når du vandre på Vejen, skal du tilstræbe at være: Ærlig, sandhedssøgende, generøs og ydmyg. Ikke at vandrer sorgløst af sted, uden hensyn til andre, men være forberedt på modgang i livet, og alligevel hjælper du dine brødre og søstre.

Femte regel
Enhver pilgrim på Vejen må medbringe hvad han behøver: En krukke med ild til at varme sine medmennesker med. En lampe, hvis lys han kaster på sit hjerte for derved at vise sine medmennesker naturen af sit skjulte liv. En pung med guld som han ikke strør om sig med, men deler med andre. En forseglet krukke, hvori han bære sin aspiration til at kaste for fødderne af ham, som venter på at modtage ham ved porten – en forseglet krukke.

En tolkning kunne lyde: Prøv at planlæg dit liv og tilstræb: En åbning af dit hjerte, og når det sker, vis da din sande karakter for dine medmennesker – lad dit sjælslys skinne. Del med dine brødre, men kast ikke perler for svin. Når du når frem til himlens port eller paradis, da er adgangstegnet dit kausallegeme, med alle dine indsamlede erfaringer.

Sjette regel
Pilgrimmen må, når han vandre på Vejen: Have det lyttende øre – den givende hånd – den tavse tunge – det rene hjerte – den gyldne stemme – den rappe fod – det åbne øje, som ser lyset. Han ved at han ikke rejser alene.

En tolkning kunne lyde: En pilgrim bør: Lytte og forstå – være generøs og samtidig sparsommelig – kunne holde på en hemmelighed, og ikke udsprede rygter, løgn og sladder – vær sanddru – kærlighedens kilde findes dybt i dit hjerte. Hvordan nås denne kilde? Via det knuste hjerte. Når du forstår hvorfor det er knust, forstår du lidelsens mysterium – prøv at føl med dit hjerte, før du taler, og sig intet, der kan medvirke til mistro og had – begiv dig rask og frimodig af sted – når det tredje øje åbner sig, stol da på det som din vejviser. Når det er helt åbnet, ved du, hvem der er dine brødre og søstre også i levende live.

Giver disse gamle regler mening i dag? Ja. Mine tolkninger er et tegn på det. Som et supplement til de seks reglers fortolkning videregives hermed nogle erfaringer fra vandring på Vejen. Vejens tegn er listet i alfabetisk rækkefølge:

– Alle der går Vejen bliver prøvet eller fristet i stort som småt. Jesus oplevelser, under hans 40 dage i ørkenen, er nok de mest kendte tilfælde. Jo længere fremme du er på Vejen. Jo større er prøvelserne eller fristelserne.

– Det er først i de sidste inkarnationer på Vejen, du bliver helt bevidst om den, og genkender nogle af dine medvandre.

– Din interesse og omsorg for fællesskabets og dets behov tiltager, jo længere fremme du er på Vejen.

– Din sensitivitet, intuition, glæde, forståelse, nærvær og medfølelse øges gennem livet når du går på Vejen.

– Dit materielle begær og personlige ønsker mindskes gennem livet. Det er især tydeligt mellem 2. og 3. indvielse. Mennesker der puger rigdom sammen, viser tydeligt, hvor langt de er på Vejen.

– For langt de fleste gælder, Vejens tegn er tydeligst i de sidste inkarnationer på Vejen. Du skal også tage højde for: Hvad du oplever i dit indre og ydre, er nøje knyttet til din livsopgave, og det du skal lære i et liv. Du kan være langt fremme på Vejen, uden at vide det. Åh ja, i forbindelse med din dødsproces, eller når du nærmer dig vejs enden i et liv, åbenbares det.

– Freden i dit indre tiltager generelt hen af Vejen, der kan dog være stormvejr ind i mellem.

– Hen af Vejen mister rigdom og prestige langsomt deres betydning, og virker til sidst ikke mere som en drivkraft.

– I de første liv, hvor du betræder Vejen, er der kun antydninger af Vejens tegn. For langt de fleste vil vandringen være ubevidst.

– Nogen vil måske spørge: Hvad sker der, når Vejen slutter? Som sådan slutter den aldrig. Når jeg skriver Vejen slutter, betyder det: Nu er det ikke mere nødvendigt for en sjæl, at sende et legeme i inkarnation. Teosofien hævder: Du er blevet Mester.

– Når du er sidst på Vejen, bliver karmiske relationer tydelige. Karma bliver nu og her, ikke i næste liv eller senere. Populært sagt: Der er kontant og hurtig harmonisering. De sidste liv på Vejen er tit fysiske lidelses fulde. Til gengæld får du et rigt indre liv, fx med: Spirituelle eller transpersonlige oplevelser, glimt fra nogle af dine tidligere liv, og på et tidspunkt skuer du din sjæl og dens indvielses processer. Til sidste får du intuitiv bevidsthed eller kosmiskbevidsthed, andre kalder det kristusbevidsthed.

– Når du er sidste på Vejen, er mulighederne for ændringer store i forhold til din livsplan. Din vilje spiller en voksende rolle, sammen med ansvar og karma.

– Når du vandre på Vejen, så sker der på et tidspunkt noget forunderligt. Der indtræder en tilstand; hvor åndelig glæde og smerte eller lidelse, eksisterer side om side. Det er et paradoks: Du lider og er samtidig lykkelig. Du glæder dig over det åndelige lys, trods dine psykiske smerter og fysiske lidelser.

– Tjenestearbejde, det at tjene, betyder noget i dit liv, og tiltager hen af Vejen.

I afsnittet er der brugt flere ord, der ikke er defineret. Ord der stammer fra den teosofiske lære. Det kan du læse mere om i den alsidige litteratur, der findes på området. Især litteratur af Alice A. Bailey og Geoffrey Hodson giver dækkende forklaring på brugte ord som: Indvielse, karma, reinkarnation, visdommenshal, Sanat Kumara, Kristus, Hierarkiet, Mester og det tredje øje.

Finders der andre måder, Vejen er skildret på? Ja, det gør der.

Liv som en pilgrimsvandring

Lene Højholt har skrevet en bog med titlen: ”Vejen” og med undertitlen ”Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet.” Hun er forfatter, sognepræst, cand.mag. i kristendomskundskab, psykologi og kunsthistorie. Siden midten af firserne har hun formidlet livs vejledning gennem undervisning, kurser, retræte, pilgrimsvandring og individuelle samtaler.

Forfatteren kalder Johannesevangeliet for et kristent mystikerevangelium, og hævder: Det indeholder en skjult og grundlæggende struktur, det er muligt at finde. Hun kalder det en trosvej til mødet med Gud. Overordnet handler bogen om afdækning af denne vej, som gør det muligt for en læser at vandre, hvis viljen er til stede. Hun hævder også, at evangeliet er skrevet af apostlen Johannes. Hvor han videregiver en vej, og hans egen plads ved Jesu side. Kort sagt: Et liv betragtes som en pilgrimsvandring for sjæl og krop.

Bogen kan læses på flere måder; som en nytolkning af Johannesevangeliet, som en fremstilling af disciplenes trosvej, eller den kan bruges som en hjælp til fordybelse i evangeliet. Hvis du som læser selv ønsker, at gå samme vej som disciplene er bogen et pålideligt redskab. Den skitserer en trosvej, du som læser får mulighed for at vandre, og bogen rummer ingen endegyldige tolkninger. Hvis du vil vandre, så sker det lettest ved fordybelse i teksten, og ved brug af en meditation, som er beskrevet i bogen. Meditationen åbner for en indre rejse gennem evangeliet, en bevidstheds rejse i Kristi fodspor. Forfatteren råder til, at forholde sig til teksterne med hjertet, og mindre med forstanden, fordi evangeliet ”taler” til hjertet – hjertesprog.

Da jeg læste bogen, satte jeg mit sind frit, og lod det vandre ind i en anden dimension. På den måde blev både Jesus og Gud mere nærværende. De fik en større betydning for mig. Det gjaldt især, og var tydeligst, hvad angik Jesus. Både Johannesevangeliet og bogen giver et indtryk af: Jesus var i direkte kontakt med Gud. Under den samtidige gennemlæsning af Johannesevangeliet fik jeg en fornemmelse af, at evangeliet fremlægger og fremhæver en tæt kontakt mellem Jesu og Gud, ud fra et ønske om, at sådan er det. Med sin forkyndelse søger Jesus, at udbreder anerkendelse af Gud til sine tilhørere. Et er sikkert: Jesus herliggør Gud.

Lene Højholt hævder: Den voksne nærhed mellem Jesus og disciplene vises i evangeliet ved, at Jesus først kalder dem disciple, så tjenere, så venner, så brødre og til sidst børn. Med disse fem titler beskriver Jesus hele udviklingsforløbet på trosvejen. Det har forfatteren ret i, men hun holder sig inden for kristendommens dogmer. Udtrykt i kristne termer så er Vejen en proces, der føre dig til Paradis og Gud, og det skal klares på et liv.

Hele dette forløb, at gå Vejen, kan ikke nås på et liv. Derfor hævder jeg: Med de fem ord: disciple, tjenere, venner, brødre og til sidst børn, beskriver Jesus hvordan et menneske skal handle eller optræde, hvis vedkommende ønsker en øget bevidsthed, der til sidst føre til oplysning. Det er altså en proces over tid, lang tid. For at nå målet er reinkarnation og karma en nødvendighed, og det modsiges ikke i Johannesevangeliet. Tværtimod forekommer flere passager, der kan tolkes som tegn på reinkarnation og karma. Det samme findes i de tre andre evangelier.

Antroposofi
Det er en lære, der er formuleret af Rudolf Steiner. (1861 – 1925). Han var forfatter, antroposof, mystiker og grundlage Antroposofisk Selskab. Han var i begyndelsen teosof, men brød med teosofien, og skabte sin egen lære kaldet antroposofi. Den er inspireret af teosofien og flere begreber, der også er hjørnestene i teosofien, går igen i hans lære. Det gælder bl.a. reinkarnation, karme og bevidsthedens evolution. Samtidig prioriteres Kristus og Jesus højt. Steiner var med til at grundlægge Kristensamfundet. Det er kristendom på nye flasker, en anderledes form for kristendom, hvor ovennævnte elementer indgår. Steiner var også påvirket af den tyske filosof og digter Johan Wolfgang Goethe. Steiners lærer falder ind under betegnelsen åndsvidenskab. Hele den mangfoldige antroposofiske lære er i vid udstrækning Rudolf Steiners værk. Ordet antroposofi betyder menneskevisdom. I teosofien sættes Gud højst, hvorimod antroposofien tager udgangspunkt i det enkelte menneske. Om det udtaler Rudolf Steiner: ”Antroposofi er en visdomsvej, der føre fra det åndelige i et menneske til det åndelige i universet.”

Antroposofi kan med fuld ret kaldes en udviklingsvej – et trin på en moderne himmelstige.

Vejen og de Gotiske katedraler

”Mysteriet om katedralen i Chartres” er titlen på en bog. Den er skrevet af den franske journalist Louis Charpentier (1905-1979). Han var mystiker, forfatter, og søgte nogen af verdens mysterier på de steder, hvor de foregik i fordums tid. Bogen er nok Frankrigs mest kendte esoteriske værk, den er udkommet i 30 oplag, og oversat til flere fremmede sprog.

Kapitel for kapitel beskrives katedralen i Chartres. Dens historie og tilblivelse skildres på en både faglig og pædagogisk lærerig måde. Det sker bl.a. ved brug af mange tegninger og foto. Katedralen ligger i byen Chartres 95 km. sydvest for Paris. Byen ligger på en flad og frugtbar slette med katedralen på en høj midt i byen, så den og dens umage tårne kan ses viden om. Katedralen er et mesterværk indenfor den gotiske arkitektur. Selve tilblivelsen af katedralen er et forunderligt kapitel. Fra ide til kirken stod færdig gik der kun 26 år fra 1194 til 1220, det er i sig selv en bedrift. Det skal tages med i betragtning at, katedralen indeholder den største og kendteste gotiske hvælving, dens glasmosaikker er nogen af verdens smukkeste, kirkens skib og kor er 130 m langt, det samme som Notre-Dame i Paris. Alt i alt er Katedralen i Chartres nok en af verdens smukkeste domkirker eller katedraler. På en egen måde er den livgivende, i katedralen findes ingen sarkofager eller kendte gravsteder. Det er et symbol på menneskelig ligeværd.

Bogen rejser mange spørgsmål, og giver svar på nogen af dem. Hvorfor byggede man en katedral, der kan måle sig med Notre-Dame i Paris, i en lille by som Chartres? Hvor kom midlerne fra? Indbyggerantallet i 1194 var ikke ret stort. Er Tempelherreordenen og de gotiske katedraler et udtryk for en mystisk understrøm i kristendommens historie? Eksisterede der en esoterisk visdom dengang, som er gået tabt, men kommer til udtryk i de gotiske katedraler?

I bogen tegnes en tydelig forbindelse mellem Tempelherreordenen og de gotiske katedraler. De blev alle bygget i en periode på ca. 200 år hvor Tempelherreordenen eksisterede. Ordet indvielse går igen flere steder i bogen. En af bogens hypoteser: Det var højt indviede, der i det skjulte virkede ved, at skabe disse katedraler for at vække menneskeheden. Er der noget om dette? Ja. Det vil jeg mene.

Under flere besøg har jeg konstateret:

– På det fysiske plan er katedralen utrolig smuk, den påvirkede alle mine sanser. Samtidig fornemmede jeg, at den er placeret på et sted, hvor jordens æteriske energi er stærk eller høj. Det vil sige på en af jordens energilinjer, måske et chakra. Med det indre og smukke lys i kirkerummet påvirker den stærkt på det astrale plan. De mange store og farvestrålende mosaikvinduer er teologi i billedformat. Da jeg stod i kirken og beundrede dem, og deres lysvirkning, tænkte jeg: ”Wauw – et himmelsk udskibningssted.”

– På mentale planet påvirker den også stærkt med dens udformning, geometri, fuldendte form og harmoni, samt de mange tankeprocesser der ligger bag kirkens konstruktion. På kausalplanet påvirker den med sine mange og stærkt sigende symboler. Det gælder: Indgangspartiet, labyrinten, de skjulte pentagrammer og fem takkede stjerne, de mange skulpturer, de store og farverige glasmalerier og katedralens tre rosenvinduer. Hvad er en rose symbol på? Genfødsel eller reinkarnation. Hvad er den fem takkede stjerne symbol på? Indvielse af sjæle og efterfølgende bevidsthedsudvidelse.

Hovedargumentet i bogen: Katedralen i Chartres er et målrettet instrument, som i sig selv påvirker et menneske. En transformerende kraft til omdannelse af mennesket, en ”bro” mellem den ydre og indre verden. Er det sandt? Ja. Det vil jeg mene.

Katedralen i Chartres er en tavs og ordløs fortæller. Dens ”sprog” er udformet i træ, sten og glas. Den symboliserer pagtens ark, kraft og visdom omsat til arkitektur og sten. At katedralen samtidig er en fryd for øjet, fuldender det skønne helhedsbillede. Den er et himmelstræbende monument i både sten og ånd. For at gøre mystikken komplet, så huser katedralen også en Sort Madonna. Det rejser en række til dato ubesvarede spørgsmål: Hvem lavede dem? Hvor kommer de fra? Hvem gemte dem? Hvad symboliserer de?

Om noget så er Chartres et fysisk og åndeligt fyrtårn. Hvis man vil spirituel udvikling, er den et ”Himmelskib.” Den er også en vejviser, der gengiver Vejen på en meget anderledes måde. Findes der andre sådanne ”Himmelskibe?”

Ja. Der findes mange, men lad mig nævne et: Sainte-Chapelle. Det en mindre katedral midt i Paris. Den er mere enkel og overskuelig end Katedralen i Chartres. Indvendig er den usædvanlig smuk. Fra gaden går man lige ind i et storslået våbenhus, der udgør hele underetagen. Andre kalder det et kapel. Af en smal sten og vindeltrappe, der kun tillader mennesker at komme op enkeltvis, ender man på første sal. Her åbenbares et storslået kirkerum af en skønhed uden lige. Det var i fordums tid forbeholdt kongen, og hedder derfor: Det kongelige Kapel.

”Wauw – sikke en himmelport.” Udbrød jeg, da jeg første gange besøgte stedet. Længe sad jeg i stilhed og mediterede, samt bad en bøn for verdensfred, og så en lang stund med indre stilhed. Alt har sin tid, selv verdens formentlig smukkeste rum må forlades. En tur ned af en anden smal vindeltrappe, og kort efter står jeg ude på fortovet sammen med Margit i et lunt sensommer vejr. De to stentrapper er stærke symboler: Du ankommer alene til denne verden, og du forlader den også alene. Kirkerummet på første sal er et endnu stærkere symbol. Hvis nogen spurgte: Finn, hvordan ser et veludviklet kausallegeme ud? Da vil svaret lyde: Besøg Sainte-Chapelle og dets kirkerum. Hvis du er til det, så bed en bøn og mediter, eller sid blot en stund i stilhed. Joe. Også Sainte-Chapelle skildrer Vejen på sin helt egen måde. Den er en pålidelig strømpil i mørke.

Domkirker og katedraler har i mit voksne liv virket stærkt tiltrækkende på mig. Små kirker, kan være hyggelige og smukke, men de har slet ikke den tiltrækningskraft som katedraler har. Min kærlighed til katedraler tændte i 1968, da jeg var med som redningsmand ved branden i Roskilde Domkirke. Den blev yderligere forstærket i 1972, hvor jeg var med til Kg. Frederik d. 9. begravelse. Her deltog jeg som vagtmester på Falcks vagtcentral i Roskilde.

Hvorfor holder jeg af, at komme i katedraler? Først og fremmest fornemmer jeg en storhed, noget der er lang større end mig selv. Så er proportionerne ligesom sat på plads – ydmyghed. Samtidig giver det store rum en vis form for anonymitet, hvor man kan være i fred, og samtidig være en del af noget langt større – enhed. Mange domkirker og katedraler virker åben og imødekommende, samt modvirker det sekteriske element. Fordi mange katedraler i sig selv udgør en helhed, og samtidig er usædvanlig smukke. De sætter mit indre i bevægelse, det gælder især de gotiske katedraler. De er symbolske landkort.

Vejen i historisk lys

Nu vil nogen måske spørge: Findes der nogle gamle beretninger om Vejen? Til det er svaret: Ja.

– Jakobsstigen også kaldet Himmelstigen stammer tilbage fra Det Gamle Testamente. Her omtales patriarken Jakob. I en vision seer og oplever han en stige mellem himmel og jord, hvor engle bevæger sig op og ned af alle dens trin, og med Elohim øverst oppe.

– Orfeus er i græsk mytologi en sanger og profet. Han siger om Vejen: Den vej er trang, som føre fra jorden og op til guderne. Først en blomsterstrøet stim derefter en stejl opstigning og til slut øde klipper, hvor lynene flammer og hvor det umådelige rum omgiver en – det er seerens og profeternes lod på jorden. Citat fra bogen ”De store indviede” side 165.

Mange af de gamle mysterieskoler og ordner fra fordum tid, har formentlig også haft et bud på, hvad vej et menneske bør gå. De steder hvor de var aktive, var de hemmelige understrømme i tiden. De er især kendt fra det gamle Egypten, Grækenland, Mellemøsten og Indien. Deres lære kaldes den hemmelige filosofi eller den hermetiske filosofi. Der findes stort set ingen skriftlige vidnesbyrd om deres lære. For nogle mennesker har de været trin på deres udviklingsvej. Så Vejen er som sådan ikke af ny dato. Forståelsen af den, og vores viden om den er tiltaget hen af vejen gennem de sidste godt 3.000 år. Jesu liv var et kvantespring. I sig selv var han en lysende vejviser på Vejen.

Vejen, som guddommeligt lys

Johannes Scotus Eriugena (ca. 815 – 877) var en irsk præst, filosof, teolog og munk. Han var ansat ved Karl den Skaldedes hof i Frankrig som leder af hans hofskole. Han betragtes som en af de mest originale tænkere i middelalderen, og tilhørte den platonisk kristne tradition. Han var også kristen mystiker. Han var så egenartet og gådefuld, at kun få eller ingen i hans samtid rigtigt forstod ham. Han ragede uklar med Pave Nicolas. Han beordrede Karl den Skaldede til at fyre Johannes fra sit hof, og sende ham til Rom. Ordren blev aldrig udført. Ca. 300 år senere tager Pave Innocens d. 3. sagen op, og fordømmer Johannes værker. Ud fra dette må det siges, Johannes var langt forud for sin tid. Trods Vatikanets fordømmelse bliver Eriugenas tanker kendt gennem flere af middelalderens store tænkere og mystikere bl.a. Mester Eckhart og Nikolaus af Cusa.

Hvorfor blev Eriugena fordømt? Hans tanker og skrifter var ikke i overensstemmelse med Romerkirkens teologi. Derfor blev hans værker stemplet som kætterske, og hans skrifter forbudt. Andre hævder, det skete fordi han blev misforstået og misbrugt.

Hvad tænkte og skrev Eriugena? Han skrev flere værker. I hans hovedværk ”Om naturens deling” skildre han, hvorledes den skabte verden udgår fra Gud som den første enhed, for gennem mangfoldighed, at vende tilbage til enhed i Gud. I denne proces skelner han mellem fire stadier: Det første er Gud som enhed og som den natur der skaber, men ikke skabes. Det andet trin består i den guddommelige idefylde, der rummer de skabtes tings forbillede. Denne natur, som identificeres med den anden person i treenigheden, er i en vis forstand frembragt, men også skabende, idet den udvikler det åndelige og legemlige univers. Dette udgør på sin side den tredje natur, som er skabt, men ikke selv skaber. Endelig består det sidste stadium i den natur, som hverken er skabt eller skaber, og dette vil sige Gud, til hvem alle ting vender tilbage. Kort sagt: Så blander Eriugena Platons ide lære med den kristne treenigheds lære. (Citat: Gyldendals store Danske Encyklopædi.)

I en kommentar til prologen i Johannesevangeliet reflektere Eriugena over ordene: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” (Joh. 1. 4/5.) Han læser passagen som et udtryk for menneskets indre forhold til Gud, og når det hedder, at ”det ikke er os der taler, men Faderens Ånd i os”, skal det forstås således, at Gud på forunderlig og ubeskrivelig måde taler i vort indre og siger: Det er altså ikke Jer (menneskene), der begriber mig (Gud), men det er mig selv, der i jer gennem min ånd begriber mig selv; thi I er ikke selv det guddommelige lys, der består i sig selv. (Citatet er fra bogen ”Den kristne mystik” side 140.)

Jeg har medtaget Eriugena af flere grunde:

– Eriugena hævder på nu dansk: Det er især gennem menneskers erkendelse, Gud oplever og begriber sig selv.

– I hans hovedværk skildres en overordnet vej eller proces for at vende hjem til Gud. Hvor det, udtrykt i moderne sprog, handler om bevidsthedsevolution. Mange hundrede år senere beskriver den teosofiske lære og Martinus det sammen, men nu udtrykt i et nutidigt sprog, og langt mere detaljeret og klart.

– Eriugenas tolkning af prologen i Johannesevangeliet giver en første og god forklaring på Gud kontra lys, om end tolkningen just ikke er let tilgængelig. Det er hans teori om de fire stadier bestemt heller ikke.

– Martinus hævder også: Gud oplever gennem mennesker.

Åndens vej til Gud, illumination

Det er navnet på et mindre værk skrevet af: Johannes af Fidanza. Han er født omkring 1218 i byen Bagnoregio i det centrale Italien, og dør i 1274 i Lyon. Han er bedst kendt under navnet Bonaventura. Et navn han tog ved sin indtræden i Franciskanerordnen i 1243. Senere blev han biskop og kardinal. På universitetet i Paris underviste han i teologi og filosofi. Samme sted skrev han om treenighed og kristologi. I 1257 blev han valgt til ordensgeneral for Franciskanerne, den øverste leder af ordnen. Efter sin død blev han helgenkåret, og betragtet som en stor kirkelære.

Bonaventura var en stor kristen tænker og mystiker. For ham stammer al sand erkendelse fra en indre og guddommelig oplysningsproces. Den skabte verdens genstande eksistere kun i kraft af, at være afbildninger af den guddommelige ideverden. Det kan også siges på en anden måde: Verden er tænkt, og krystalliserede tanker. Han skrev en biografi om Frans af Assisis, samt flere teologiske værker bl.a. ”Itinerarium mentis in Deum” hvilket betyder åndens vej til Gud. Ordet itinerarium betyder vej eller rute som en proces. I syv kapitler beskriver Bonaventura en trinvis opstigning til Gud.

Bonaventura generalisere ud fra ham selv, og hans egne relationer til kristendommen og dens syn på Gud. Mellem Bonaventura og den fattige analfabet der sad på bagerste række i en katedral er et udviklingsforløb af en vis længde. Eller sagt på en anden måde: Bonaventura kommer slet ikke ind på tidsfaktoren ved åndelig udvikling. Alt det han nævner om at vende hjem til Gud, indtræffer ikke i et liv. Det kræver mange liv, at nå til Bonaventuras stade eller mentale udviklingstrin. Den tanke end ikke strejfer ham, trods det han netop skriver om en udviklings proces, som han kalder en trinvis opstigning til Gud. Man tager et trin af gangen, ingen går direkte fra stigens første trin til dens top. Mit postulat er: Bonaventuras skitserede udviklingsproces, med eller uden tætte kristne relationer til Gud, er umuligt uden reinkarnation og karma.

Bonaventura løber ikke ind i sammen problemer som Johannes Scotus Eriugena. De har begge transpersonlige oplevelser af lys, som de lægger frem og beretter om. Bonaventura var en mand af sin tid og stand. Allerede i første kapitel taler han kort for, at man godt må slå de uviden ihjel. Han opfordrer direkte til, at verden drager i krig mod de uvidne. Da jeg læste det, virker det påfaldende, og passer ikke ind i resten af teksten. Det rejser spørgsmålet: Skriver Bonaventura dette, fordi han vil tækkes hele ideen om korstog og inkvisitionen, der var aktive på hans tid? Vi ved det ikke. Trods hans mystik og anderledes udlægning af kristendommen blev han ikke anset for kætter, og kom ikke på kant med inkvisitionen, Vatikanet eller Paven. Symbolsk sagt: Det med de uvidne, man godt måtte slå ihjel, var det hans ”livsforsikring?”

Overordnet betragtet er det interessant; Bonaventura omtaler syv trin. Teosofien beskriver også en tilbagevenden til vores ophav. I stedet for 7 trin, omtales de 7 planer. Er et trin og et plan udtryk for det samme – en evolutionær udvikling af sjæle/bevidsthed, og dermed også af mennesker?

Vejen i Jerusalem

Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte: Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge.

Jesus fik da fat på et ungt æsel og satte sig op på det, sådan som der står skrevet: Frygt ikke Zions datter! Se, sin konge kommer, ridende på et æsels føl.

Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de straks i tanke om, at det var det, man havde skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. Skaren, som havde været med ham, da han kaldte Lazarus ud af graven og oprejste ham fra de døde, vidnede om det. Det var også derfor, skaren var gået ham i møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette og andre tegn. Da sagde farisæerne til hinanden: Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham. (Johs. 12. 12/19.)

Alle fire evangelier bringer en beretning om Jesu indtog i Jerusalem. Det anses som en central og vigtig handling i Jesu liv. Man kan kalde dette indtog for et ”vejskilt” på Vejen. Hvorfor drog Jesus ind i Jerusalem på et æsel? Hvorfor var indtoget meget anderledes end den måde datidens konger og herskere, lod sig hylde på? Hvorfor handlede Jesus indtog ikke om hæder, magt og ære?

Standard svaret vil være: Måden Jesus ankom til Jerusalem på, var for at opfylde en gammel profeti, men det rækker videre. Jesus kommer ubekymret ridende som en konge trods det, han ved; hvad der venter forude. Han er hverken magten eller krigens mand, men fuld af åndskraft. Derfor er der ingen soldater, ingen hornmusik og intet guld eller glimmer. Det hele er enkelt; et æsel, bærende på en langhåret mand med skæg, iført løst hængende og lyst tøj, samt sandaler. Hvad vil Jesus fortælle os? Hvad symboliserer handlingen?

Viste Jesus med sin handling: Vi er sat fri? Det handler om at være fuldt og helt til stede nu og her, med al vores kraft og af hele vores hjerte? Bekymringer er tidsspilde, det føre til angst og unødig frygt?

Jesus lader sig fejre. Det vil sige: Jesus optræder med autoritet, men ikke med magtens autoritet. Så det kan udlægges som et opgør med kongemagten og datidens skikke. Ønsker Jesus at være en autoritet, der tjener – en folkets mand? Ja det vil jeg hævde! Jesus fremviser en tjenende rolle, som peger hen på fremtiden. Jesus var den første verdenstjener. Så for alle os andre handler det altså om at tjene. Det vil sige; at påtage sig tjeneste arbejde, og det kan gøres på mange måder.

I teksten står, at folkemængden gik Jesus i møde med palmegrene. I Matthæusevangeliet står blot, at folkeskaren skar grene af træerne og strøede dem på vejen. I Johannesevangeliet får vi at vide: Det er palmegrene. Jeg tror også der blev strøet olivengrene på vejen, det var et meget almindeligt træ på Jesu tid. Hvad er disse grene og træer symboler på?

– Palmer og palmegrene er symbol på triumf, berømmelse, retskaffenhed, sejr, velsignelse og livskraft. Træets blade er grønne året rundt.

– Oliventræer og grene symboliserer udødelighed, frugtbarhed og fred.

Alt det de to træer symboliserer passer på Jesus og hans mission. Kort sagt: Jesus var et menneske der kom med et freds budskab og et ønske om at tjene.

Hvad symboliserer et æsel? Det er et langsommeligt arbejdes dyr. Ved at ride på det, udviste Jesus ydmyghed. Symbolsk fortæller handlingen: Det er hårdt arbejde og en langsommelig affære at bliver et vist og godt menneske. Det nås ikke på et liv.

Med farisæernes slutbemærkning: ”Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham.” (Johs.12. 19). Forudser Johannes Jesu betydning?

Symbolsk fortæller Jesu handling og Johannes ord: Du må opgive det gamle for, at det nye kan komme til. Det handler langt hen af Vejen om overgivelse – at turde give slip.

 

Bøger der relaterer til denne artikel:
Astral legemet. Arthur E. Powell. Visdomsbøgerne.
Bibelen: 1. udgave og første oplag. Det Danske bibelselskab 1992.
Blændværk et Verdensproblem. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
De store indviede. Edouard Schure. Lemuel Books.
De syv Stråler. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Den kristne Mystik. Aksel Haaning. Forlaget Vandkunsten
Den Æteriske dublet. Arthur E. Powell. Visdomsbøgerne
Indvielse. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Mentallegemet. Arthur E. Powell. Visdomsbøgerne
Mysteriet om katedralen i Chartres. Louis Charpentier. Forlaget Ganesbakti
Politikens Symbol Leksikon. J. C. Cooper. Politikens forlag
Rudolf Steiner. Johannes Hemleben. Visdomsbøgerne
Sjælen, livets kvalitet. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Symbol ordbog. J. E. Cirlot. Visdomsbøgerne
Vejen – Meditativ fordybelse i Johannesevangeliet. Lene Højholt. Forlaget Borgen
Visdommens Veje. Bonaventura. Museum Tusculanums Forlag

 

NB
Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger og DVD´er om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser.
Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.

Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard