Ligesom det gælder for alle aspekter af vor natur, har kærlighed både en aktiv og en modtagende form, så for fuldt og helt at udvikle og balancere hjertet må vi anerkende begge aspekter af udviklingen af kærlighed og praktisere begge aspekter i vort liv. Vi kan på et givet tidspunkt føle os mere kaldet til at praktisere det ene aspekt frem for det andet, men over tid må vi udvikle os til at rumme hele kærlighedens fylde i vort liv.

Vi ser det aktive udtryk for kærlighed tydeligt i begrebet udstråling. Kærligheden er storsindet, den er generøs, den er grænseløs, den er en kilde. Ud fra en vis betragtning er der to måder at eksistere på. Der er sendere, og der er modtagere. I forbindelse med aktiv kærlighed kan vi opleve os selv som sendere. Det udelukker ikke følelsen af at være del af en gruppe af tjenere, og vor evne til at elske, til at give, til at udstråle er derfor ikke del af et netværk. Vi kan tænke på det på den måde, at vi kan være et redskab eller en sender, men vi kan ikke virkelig formidle kærlighed, med mindre vi i os selv udvikler evnen til at sende (og ikke blot modtage) kærlighed, til at formidle kærligheden, til at udtrykke den. Så der er en udstrålende form for kærlighed, som er selve nøglen til forståelse af det aktive aspekt af kærlighed. At udforske betydningen af at være en kilde kan være en kraftfuld uddybning af oplevelse af vort eget kristusvæsen.

Kærligheden som en udstrømmende gral

En af de måder, hvorpå det er personligt transformerende, er, at når vi begærer ting, navnlig ting som vi opfatter som værende uden for os selv, så tænker vi på os selv som modtagere, som et hul, der kan puttes ting i. Vi går omkring, som om vi bar en kurv og kigger efter ting, vi kunne lægge i denne kurv. Men vi kan også være en kurv, der flyder over; en kurv, der er som en gral, der flyder over. Dét er en anden type identitet. Når vi ser ind i os selv, er der så et hul, som har behov for at blive fyldt, eller finder vi en udstrålende kilde? Er den kærlighed, vi søger, uden for os selv, så vi leder efter denne kærlighed for at tage den til os, eller er vi den udstrømmende kærlighed? På en måde er det ganske enkelt et spørgsmål om, hvordan vi ønsker at opleve os selv. Der er et punkt i ethvert menneske, som er helt, som er perfekt, og som er strålende. Og hvis vi åbner os for den del, vil vi opleve, at vi ikke blot fylder os selv og tilfredsstilles indefra, men vi kan lade denne kærlighed flyde videre til verden omkring os.

Vi kan udtrykke den form for generøsitet eller overflod i vort liv på forskellige måder. Det kan være så simpelt som vor holdning til andre, at være en kilde af positivitet, af anerkendelse, respekt og bekræftelse, af positiv holdning til andre mennesker. En kilde til næring, omsorg og forståelse. I forskellige sammenhænge kan vi opleve, at vi ønsker at udtrykke denne overflod til en eller anden; vi deler et måltid med andre, eller vi deler en bog. Vi kan sidde i meditation og visualisere, hvordan vi udtrykker vor kærlighed til andre; en visualisering som er en udstrømning og en transmission af den universelle overflod. Vi kan anvende healingsteknikker, eller vi kan stille vor energi til rådighed og udføre forskellige opgaver. Alle disse måder er aktive udtryk for kærlighed, og nogle er almindelige væremåder, hvor andre er specielle teknikker.

Den modtagende side af kærlighed relaterer sig mere til vor evne til at tage imod, men det er en særlig form for at modtage, forstået sådan at det ikke er en tagen imod, som er baseret på en følelse af mangel, som vi har behov for at fylde. Det er mere baseret på den forståelse, at vor evne til at føle med andre mennesker og forstå dem er healende og transformerende i sig selv. En del af vor menneskelige natur har at gøre med at føle os anerkendt og forstået, at føle at vi hører til, at føle os elsket. Så et aspekt af modtagende kærlighed er følelsen af at føle os dybt set, dybt følt og dybt hørt af et andet menneske. Dette aspekt rummer et utroligt potentiale for helbredelse, for opvågnen. Faktisk er der en psykoterapeutisk metode, som udelukkende baserer sig på at spejle oplevelsen af at være forstået tilbage til den anden person. Det interessante i denne forbindelse er, at mennesker, som praktiserer den form for psykoterapi, oplever, at det andet menneske opnår indsigt i sig selv og begynder at folde sig ud. Det er som om, at når vi spejler en person meget dybt, vil vi bringe dybere niveauer af dem op til overfladen. Hvis vi er nærværende på en varm, modtagende måde, hvor vi har respekt og omsorg for et andet menneske, vil vi bringe dets sjæl op til overfladen.

At tage del i andres byrder

Et andet aspekt af betydningen af modtagende kærlighed er, at vi kan tage del i andres byrder. Vi kan anvende vor egen tilstedeværelse, vor egen ild til at deltage i transformationen af et andet menneskes byrde. Det kan ske gennem en modtagende form for kærlighed. Vi kender sikkert alle i forskellig grad til, hvordan vi kan tage del i andres byrder. Vi taler med et andet menneske og går derfra med en følelse af, at vi tog noget på os. Nogle gange sker dette ikke bevidst, og så har vi det ikke så godt med det. Men hvis vi tager imod disse muligheder i en ånd af uselviskhed og tjeneste, kan disse oplevelser være bevidste kærlighedshandlinger, være bevidst deltagen i et andet menneskes liv. Og kendsgerningen er, at skønt vi hver især er individuelt ansvarlige for vor egen karma, så er det også sandt, at vi alle er hinanden, og at det er fuldkommen naturligt at tage del i transformeringen af et andet menneskes byrder, at tage del i et andet menneskes karma. Hver gang vi ser på et andet menneske og lytter til det, føler vi personen og tager del i dette menneskes karma. Det betyder ikke bogstaveligt, at vi overtager hele dette menneskes historie, alle dets tidligere begrænsninger og udfordringer, men vi tager del i og føler med dette menneske. Vore lidenskaber er vor livsenergi, vor personlighed, vore ønsker og alt, hvad der kommer herfra. Alle vore håb og al vor karma udspringer af lidenskaber. Så når vi har medfølelse, tager vi del i et andet menneskes lidenskaber, et andet menneskes liv, et andet menneskes oplevelser.

Vi må derfor ikke være åndelige puritanere og føle, at vi bliver snavsede, når vi tager del i livet, tager del i menneskeheden og Jorden og tager del i det menneskelige livs virvar. Men det betyder igen heller ikke, at der ikke er grund til at træffe vore valg. Det er ikke nødvendigvis til det højeste gode for os at tage andre menneskers byrder på os hele tiden i så høj grad, det er os muligt. Vi må vælge, hvad der er vor karma i livet, hvor vi skal være åbne, hvor vi skal holde vore energier inde, og hvad vi skal bruge vor energi på.

Både når det gælder den udstrålende kærlighed og den følsomme kærlighed, åbner vi vort hjerte i en form for længsel. Vi rejser igennem både et indre og et ydre landskab. Vi rejser ikke blot gennem livet i en fysisk verden som en slags bevægelse fra et sted til et andet; vi rejser også gennem et indre landskab. Et landskab af ønsker, af følelser, erindringer, håb, tanker, planer og succeser og af ting vi fortryder. De forskellige dimensioner af vore psykologiske oplevelser danner faktisk en form for landskab, som vi passerer igennem, og vor evne til at færdes i det terræn, hvordan vi forholder os til det, hvordan vi oplever det, og hvad vi stiller op med denne oplevelse, er udtryk for hjertets udviklingsgrad.

Kærlighed kræver mod

En af de mest grundlæggende forudsætninger for hjertets udfoldelse er mod – mod til at elske. Det er svært, fordi det landskab, livet præsenterer os for, det landskab vi trænes på, og som vi må åbne os for, rummer mange elementer, hvoraf nogle er smertefulde og svære. Det gælder såvel med hensyn til vor egen indre oplevelse, oplevelsen af forskellige elementer af vor egen karakter og karmiske baggrund, som vi må åbne os for for at transformere og heale, som det generelle landskab i verden, som vi passerer igennem. En del af hjertets udfordring består i at udvikle en form for modtagelighed, mod og følsomhed, som er åben for det enkelte øjeblik, og som er jomfruelig og villig til at forholde sig til, hvad det rummer. Måske har vi eksempelvis en oplevelse med et andet menneske, hvor vi føler os kaldet til at bringe vort nærvær, vor kristusbevidsthed til dette menneske. Samtalen går i en bestemt retning, som bringer visse følelser og emner frem, og så begynder det andet menneske at bevæge sig i en retning, vi ikke bryder os om, så vi begynder at få visse følelser, eller dele oplevelser, som vi ikke har det godt med. Er vort hjerte da stærkt nok til at forblive åbent? Er vi villige til at udvise forståelse, eller begynder vi at lukke hjertet og tænke, at det er dumt, han/hun skulle ikke føle sådan, hvorefter vi begynder at bevæge os ind i et mere snævert rum, hvor hjertet er mindre åbent, mindre sensitivt, og vi trækker os tilbage. Måske spacer vi ud og begynder at tænke på andre ting. Gør vi det, har vi mistet en mulighed for at åbne hjertet.

Det er helt enkelt udfordringen til i det enkelte øjeblik at blive ved at mærke, hvad vi oplever, både i os selv og omkring os. Men livet består af både smertefulde, neutrale og positive oplevelser, og hvis vi ikke er villige til at opleve hele spektret, hvis vi kun ønsker at tage imod de gode oplevelser og afviser de negative, så vil hjertet indsnævres. Vi har gjort vort hjerte mindre. Det er grunden til, at mod er så fundamentalt for kærlighed. Vi må have styrken til at være med alt, hvad vi oplever og rummer, såvel det negative som det positive. Og jo mere negativitet, jo mere udfordring, jo mere lidelse, jo mere forvirring og uvished, som vi er villige til at rumme og acceptere hos både os selv og andre, jo mere glæde, jo mere forståelse, jo større lyksalighed, medfølelse, fred og tilfredshed vil vi også blive i stand til at opleve. Og gradvist vil denne fred, medfølelse og forståelse vise sig at være selve grundlaget under vore svære følelser. Vi bliver ikke ved med at svinge frem og tilbage mellem positive og negative tilstande. Gradvist vil vi opnå en dybere følelse af fred, klarhed, sindsligevægt og kærlighed, som er selve vort hjertes rum, igennem hvilket vi er i stand til modigt at være med alt, hvad vi rummer eller oplever.

Det er vigtigt at søge at udvikle balance mellem det at være åben og forbinde os med andre, og på samme tid at bibeholde klarhed. Det kan sammenlignes med at gå i vandet. Vi vil gerne gå langt nok ud til at blive våde, men vi ønsker ikke at komme helt ned under vandet. Det gælder både i vort eget liv, hvor vi søger at åbne os for vort eget indre landskab, og i vort forhold til andre mennesker, fordi vore egne ubevidste følelser og ønsker, og vore egne tidligere oplevelser, er et stort område, og efterhånden som hjertet åbner sig, afdækkes dette landskab, så vi er nødt til at forholde os til det. Vi behøver ikke at analysere alle detaljer, vi behøver ikke at blive dygtige psykologer med komplekse teorier om, hvordan vi mon udviklede os på denne måde i dette og andre liv, skønt vi uundgåeligt vil opnå en vis indsigt i dette. Det er mere sådan, at vor transfor-mation sker gennem vor grundlæggende villighed til at føle dybt i os selv og i verden, og samtidigt være objektiv og klar, idet vi afbalancerer denne sensitivitet, denne empati, denne evne til at føle, med bevidsthed, nærvær, tilfredshed og fred.

Medfølende kærlighed

Måske er vi er sammen med et andet menneske, som vi har medfølelse med, og vi oplever os selv miste vort centrum, miste sindsroen og blive nervøse og føle os mærkeligt til mode. Vi identificerer os med det andet menneske på en sådan måde, at vi bliver overvældet af dette menneskes frygt eller sorg på en måde, så det bliver vort eneste fokus, eller vi oplever os selv kæmpe med det. Så er vi ikke længere i balance, vi er ikke længere i hjertets sande centrum. Vi har bevæget os mere ind i hjertets følelsesnatur og har mistet klarheden, sandheden og vor balance. For at udtrykke det på en anden måde, så kender en indre del af os sandheden, som er lyset, men vi må også være villige til at opleve og deltage i andre menneskers og vor egen smerte, forvirring, tvivl, kamp, vrede og andre former for følelser og tilstande og søge at afbalancere disse følelser, for når vi gør det, kan vi forbinde os og bringe lyset ind dér.

Hvis vi kun er interesseret i en udstrålende kærlighed, kan vi på en måde holde os selv tilbage og blot udstråle, men kvaliteten af det lys vil være begrænset. For sand, dyb kærlighed er en balance af disse kvaliteter, er en balance mellem følsomhed og forståelse. Det lys, vi udsender, er ikke en form for abstrakt energi. Vor evne til at formidle åndelige kvaliteter er baseret på vor evne til at kende deres natur, at være i kontakt med dem. Og vi kan kun være i kontakt med dem, hvis vi kender dem. Vi må kende deres sande natur for at kunne virkeliggøre dem i os selv for igen at kunne formidle dem til andre.

Så selvom vi kan være formidlere og vække dybere kilder af lys for at sende til andre, er vor evne til at formidle dette lys afhængig af os selv. Kvaliteten af senderen er ikke ligegyldig, den er i betydelig grad afgørende for kvaliteten af det, vi formidler. Så hvis vor forståelse af kærlighed er, at vi ikke virkelig ønsker at føle og forstå, at vi ønsker at holde os tilbage og udstråle lyset på afstand, så vil det begrænse kvaliteten af det lys, vi formidler. For kvaliteten er ensbetydende med vor forståelse af, hvad lys er, og hvad kærlighed er. Det sande, dybe hjerte er ikke-dualistisk, det holder sig ikke på afstand, det deltager, det har indføling, det føler dybt, og det har omsorg. Og det kender sandheden, det viser vejen, og det er villigt til at være objektivt.

Så en måde at arbejde med det på er, at styrken af vor dybere bevidsthed kan holde os indtunet med sandheden, med det vi ved; en klarhed. Og vor følelsesnatur kan anvendes til at forbinde os med, til at forstå med og til indføling. Hvis vi holder en balance mellem de to, skaber vi en transmission og en kombination af lys og kærlighed til det, vi føler, til den sammenhæng, vi forbinder os med: Et menneske, Jorden, os selv, vor personlighed. Hvis vi indtuner os med vor dybere natur og omfatter kroppen på en måde, hvori vi er i kontakt med vor følelsesnatur, så hjælper vi til at indgyde den fornyet liv. Hvorimod hvis vi forbliver på en ophøjet plads, indtunet med en højere vibration og glemmer kroppen, så kan det ganske vist have en værdi i sig selv, men det hjælper os ikke rigtigt til at integrere den. Vi er nødt til rent faktisk at føle og forbinde os og holde både kroppen og den højere vibration i vor bevidsthed for at skabe grundlag for en healing, så det må vi også gøre i vort forhold til andre. Det vil sige rent praktisk at projicere vor følelsesnatur til dem og ikke blot som en iagttager betragte dem på en objektiv måde, men at være i samklang med dem.

Den modtagende form for kærlighed vil sige at deltage i, at tillade vore vibrationer at spejle andres vibrationer, og dog balancere dem med vor dybere sjælsbevidsthed, det vil sige hvor vi ikke fuldstændig identificerer os med deres lidelse. Det er som at sige “Jeg forstår, selvom jeg ikke ser det på samme måde”. Og hvis jeg kan holde begge dele på samme tid og ikke dømme det ene standpunkt i forhold til det andet ved at sige, at “Du tager fejl ved at føle på den måde”. Hvis vi forstår, og dog indtager vort eget standpunkt ved at sige “Jeg kan godt se tingene fra din side; jeg forstår, hvorfor du føler det på den måde, og jeg har respekt for det. Jeg forstår virkelig, hvordan du kan se tingene på den måde – kan du se, at der også er en anden måde at se det på? Prøv engang at betragte det på den måde.” Ved at gøre det er du faktisk i stand til at føde den anden forståelse og følelse hos dig selv eller i verden omkring dig.

Modstand mod kærligheden

På en måde er det sådan, at det, der holder vor karma på afstand, er vor modstand mod at opleve den; vor mangel på accept af den. Så i takt med at vor villighed til at have kærlighed, at acceptere og at forstå vokser, vil alle de dele af os selv og verden komme op til overfladen, som har brug for forståelse og brug for at blive healet. Vi træder ind i et liv med forståelse af arbejdet og af det materiale, der kommer op for at heales, forløses og transformeres. På et tidspunkt bliver vi et brændende hjerte; et brændende, fortærende hjerte.

Verdens lidelse

Og her er vi – hele verden er fyldt med lidelse. Selv plante- og mineralriget lider, om end på en anden måde end vi gør. De lider ikke på en neurotisk måde. Men dybt i deres væsen føler de sig også adskilt fra Gud. De oplever følelsen af, at noget mangler, og de længes. Det er årsagen til, at der er evolution i mineralriget, og det er årsagen til at formerne udvikler sig, at stjerner dannes, at galakser fødes og kondenserer sig til konstellationer, og at mineraler og krystaller dannes. Alle disse former udtrykker ét liv, der stræber, der søger at udfoldes, at bevæge sig, og når det vågner og bryder igennem til næste niveau, overgår det til planteriget – og det fortsætter med at længes. Det er årsagen til, at planterne vender sig mod solen. De søger instinktivt lyset. De udvikler evner til at transformere lyset til mere liv igennem fotosyntesen og bliver bevidste om, at de ønsker at se det. Derfor bliver de dyr, så de kan udvikle øjne, og udvikle kroppe, der kan bevæge sig omkring. Derefter udvikler de det dybere øje; det øje, der bevidst siger “Jeg er et øje, og derfor kan jeg se. Hvad er det, der foregår?” og som bliver en bevidst aktør i en dybere forståelse af “Hvad det er, jeg søger efter.”

Så når vi åbner hjertet, oplever vi, at der er liv overalt; liv, som i os selv og i alle livsformer længes efter opvågnen, bortset fra de, der har fundet fred, som har erkendt deres sande natur. Som er nået til erkendelse af den universelle kærlighed – som er blevet en kilde.

Der er ingen planeter, hvor dette ikke finder sted, selvom der er planeter, som i overvejende grad er glæde. Alle planeter deltager, så længe de overhovedet eksisterer, i samsara. Der er derfor både et element af lidelse, men samtidig, hvis planetens indre liv overvejende er oplyst, eksisterer det i en tilstand af lyksalighed og kærlig forståelse, og dermed er planetens primære og alt-overskyggende eksistens fredfyldt, lyksalig, harmonisk og oplyst. Så på den måde er der planeter, som er guddommelige, men hvis de er bodhisattva-planeter, fortsætter de deres vækst. De forsvinder ikke bare fra det manifesterede univers, men fortsætter med at tage del i universets lidelse.