Denne artikel handler om sjælens mørke nat, og personer der har oplevet dele af denne proces. Det er en udviklingsfase, hvor det centrale er at give slip; selve det at overgive sig til noget der er langt større end ens jegbevidsthed eller personlighed. Det handler meget om, at kunne rumme alle typer af følelser, tanker og transpersonlige oplevelser, på ens vej mod frigørelse.

Sjælens mørke nat kan anskues ud fra flere synsvinkler; et åndsvidenskabeligt og kristent synspunkt. Rent faktisk er det samme, der sker på de indre planer, og som opleves af et menneske i inkarnation. Dette uanset om man er kristen, teosof, esoteriker eller troende af anden art. Det skal tilføjes: De transpersonlige oplevelser i forbindelse med sjælens mørke nat relaterer tit til ens tro, især i forbindelse med tolkningerne og beskrivelse af de indre oplevelser.

Den kristne udlægning

Nogen kristne udlægger Jesu fristelser af djævelen, og påstår det var Jesu mørke nat. Fristelserne handlede om: At gøre sten til brød, at blive tilbudt alverdens rigdom ved at bevise sin herkomst, samt at bevise sin udødelighed ved at kaste sig ud fra klipper.

Nogle teologer hævder, at disse fristelser kan opfattes som en indre kamp mod egne lavere egoistiske begær, og dermed som sjælens mørke nat. Til det første ja, til det sidste nej. Det har umiddelbart ikke noget med sjælens mørke nat at gøre. Fristelser er og bliver fristelser, og de indgår som et led i indvielses processer. Du bliver prøvet. For Jesus var det uden tvivl en prøvelse af de store, og han bestod. Det skal pointeres, at begrebet ” sjælens mørke nat” ikke forekommer i Det Nye Testamente.

Andre kristne hævder: Sjælens mørke nat er en indstrømning fra Gud, hvor sjælen renses for uvidenhedens mørke. Andre igen hævder: Sjælens mørke nat er den tid der går, fra du har banket på porten til Guds Rige, og til den går op. Andre igen hævder: Det er en periode, der går forud for en forening med Gud. Når dette er sagt, så fornemmer jeg: Mange kristne kender slet ikke dette begreb. Ret beset er begrebet sjælens mørke nat ikke forenelig med dogmerne om opstandelse.

Nu vil nogen måske spørge: Hvor stammer begrebet sjælens mørke nat fra? Den første der direkte beskriver det, og bruger ordet sjælens mørke nat, er Juan de la Cruz, Johannes af Korset (1542/1591). Han var karmeliter munk, præst, forfatter og mystiker. Han har et stort forfatterskab bag sig, især med mange digte. I Spanien er han stadig anerkendt for sin poesi. I hans litteratur beskriver han en detaljeret vej til Gud, som mennesker kan gå, hvis de vil forenes med Gud. I forbindelse med denne proces, oplever man sjælens mørke nat. Det er fra ham dette begreb stammer, så det er vokset ud af den kristne mystik.

Johannes af Korset var skriftefader for Teresa af Avilas (1515/1582), og de udgjorde et åndeligt par. De havde stor indflydelse på hinandens beslutninger, tankegang og holdninger. Sagt på en anden måde: De var stærkt knyttet til hinanden. Deres venskab og forhold var af platonisk art. Det kan bedst betegnes som åndelig forelskelse og elskov. Både i Teresa af Avilas og Johannes af Korsets litteratur findes beklagelser over, at der er så få, der når så lang som dem. Yderligere levede de i en periode, hvor den kristne mystik stod i fuldt flor. Underforstået; det burde lette vejen. De drog begge den konklusion: Alle er kaldet til at være mystikere, men kun få besvarer kaldet. Næsten alle viger i mødet med de renselses processer, der går forud.

Ovennævnte konklusion mener jeg ikke, er rigtig. Som jeg ser det, så har det en helt anden og naturlig forklaring, hvor reinkarnation, karma og indvielse giver en forklaring. Alle er ikke kaldet til at være mystikere. Teresa og Johannes tankeverden og holdninger lå mile vidt fra de tre nævnte begreber. Måske så langt væk, at de end ikke kendte deres eksistens? Måske kendte de til begrebet genfødsel, men så har det for dem været det rene kætteri?

Hvad siger Johannes af Korset om sjælens mørke nat? Han skriver bl.a.: ”Når dette kontemplationens guddommelige lys rammer sjælen, som endnu ikke er fuldt illumineret, så forårsager det et åndeligt mørke i den; for den ikke alene overvinder sjælen, men formørker også sjælens naturlige forstand. Det er af denne grund, at Dionysius og andre mystikere, teologer kalder dette indgivet kontemplation og en stråle af mørke – vel at mærke for den sjæl, som endnu ikke er oplyst og renset – for intellektets naturlige styrke transcenderes og overvældes af det stærke supernaturlige lys.”

Nu vil nogen måske spørge: Hvem er Dionysius? Der er tale om Pseudo-Dionysius. Han var en kristen munk, filosof og teolog. Han var aktiv i årene 528/550. Det vides ikke, hvornår han er født, eller hvornår han døde. Han er så vidt vides, den første der bringer mørke på banen i forbindelse med Gud – Guds mørke. Med det mente han: Gud er og bliver mørke i forhold til den menneskelige forstand. Gud kan ikke begribes med tanken.

Hvad kan der siges mere om sjælens mørke nat i kristen terminologi? Sjælens mørke nat er det mørke, der går forud for mødet eller forening mellem sjæl og Gud. Det opleves som tomhed, forladthed, tørhed og mørke. Det kan stå på i mange år.

Mother Therese (1910-1997) er et godt eksempel på det. Gennem langt det meste af sit liv var hun katolsk nonne, og stiftede ordenen Barmhjertighedens Missionærer med virke i den Indiske storby Kolkata. Her viede hun sit liv til at tjene de syge, fattige og udstødte. Gennem livet var Moder Teresa søgende og stærkt troende, men fik ingen personlig eller direkte respons i bønnen. Hun levede i et åndeligt mørke, og følte at både Gud og Jesus ikke ville kendes ved hende. I forbindelse med hendes takketale efter modtagelsen af Nobels Fredspris taler hun om, at Kristus er overalt. Men indad til følte eller oplevede hun ikke hans nærvær. I en række breve skriver hun yderligere om mørke, ensomhed og tortur, samt mangel på kontakt med Kristus. Mørket varede mere end 50 år, langt hovedparten af de år hun var nonne.

Som jeg ser det: Hun gennemlevede en stor renselses proces, og blev samtidig prøvet på sin tro. I en artikel i Kristeligt Dagblad, der er skrevet af Moder Teresas læge, Tarum Kumar Praharja, står: ”Hun så Gud overalt i dagene før hun døde.” Det tyder på; at hun fik et bevidstheds gennembrud til et indre plan, kort før hun døde. Symbolsk sagt: Hun blev en lysets engel, der frigjorde sig fra mørkets dal. (Artiklen om Moder Therese stod i Kristeligt Dagblad mandag d. 27. aug. 2007.)

Jeg vil hævde, Moder Teresa gennemlevede sjælens mørke nat, og det var et led i en indvielsesproces. Det hun oplever, er lige efter bogen, med undtagelsen af længen på sjælens mørke nat godt 50 år. Strengt taget, så tror jeg ikke; man generelt kan udmåle længden af sjælens mørke nat. Denne oplevelse er en proces, og et individuelt anliggende, hvor karma og den fri vilje spiller en stor rolle. Spiller de forskellige stråle også ind i forbindelse med ”sjælens mørke nat?” Det er ikke utænkeligt.

Den teosofiske udlægning

Den teosofiske lære har ikke nogen definition på sjælens mørke nat. Ja, den omtaler slet ikke sjælens mørke nat. Det nærmeste det er muligt at kommer om dette emne er i Alice A. Bailey/Tibetaneres litteratur. Citat: ”Den vanskeligste periode for den sensitive, følsomme aspirant er mellem 2. og 3. indvielse. Det er en periode med intense lidelser, hvor han bukker under for blændværk og illusioner, hvor han involvere sig dybt i situationer, der er uafklarede i lang tid, og hvor han bevæger sig støt fremad, så godt han kan, på baggrund af sin fornemmelse for retning og sin åndelige beslutsomhed. Det må han som regel gøre i mørke og under ledelse af det logiske og forstående tankesind, men sjældent under indflydelse af inspiration. Ikke desto mindre fortsætter det gode arbejde. Følelserne bringes under kontrol, og ifølge sagens natur indtager tanken i stadig stigende grad sin retmæssige plads. En gang imellem strømmer der lys ind fra sjælen via sindet – flakkende og endnu usikkert og uforudsigeligt. Ofte komplicerer det blot sagen, men i sidste instans frembringer det den nødvendige kontrol og fører til frihed.” Citatet stammer bogen: The Rays and the Initiations, side 683. Den engelske udgave.

Den danske teosof Søren Hauge har skrevet adskillige bøger bl.a. Levende Visdom. Det er hans esoteriske hovedværk. Den er på 750 sider og rummer et hav af oplysninger, men ikke et ord om sjælens mørke nat.

Som jeg tyder nedenstående udtalelse af teosoffen Charles W. Leadbeater, så beretter han om sjælens mørke nat, men han bruger et andet ord – avichi. Han sætter oplevelsen i forbindelse med fjerde indvielse.

Leadbeater skriver: ”Et af trækkene ved fjerde indvielse er, at mennesket skal opleve at det er helt alene. Først skal han være alene på det fysiske plan; alle hans venner tager afstand fra ham på grund af misforståelser; lige i øjeblikket er mennesket overladt til sig selv med følelsen af at hele verden er imod ham. Dette er måske ikke så stor en prøvelse, men der er en anden side af den, som er af indre art; han skal nemlig også et øjeblik opleve den tilstand, der kaldes avichi, som betyder ”den bølgeløse.” Det vil sige uden vibration. Avichi-tilstanden er ikke som mange antager en slags helvede, det er en tilstand i hvilket mennesket er fuldstændig alene i rummet, en følelse af at være afskåret fra alt liv, selv fra Logos, og den er uden tvivl den uhyggeligste oplevelse et menneske kan have. Den siges kun at vare et øjeblik, men for dem som har følt dens ekstreme rædsel, føles den som en evighed. For på det niveau eksisterer tid og rum ikke.” Citatet er fra side 144 i bogen: Mestrene og vejen.

Set i forhold til Jesus og hans korsfæstelse så giver Leadbeaters ord fuld mening. Tænk blot på ordene: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Som gengivet i Matthæus og Markusevangeliet. En helt anden ting: Leadbeater bruger ordene; det siges. Det tyder på; han har ikke selv har haft oplevelser i den retning. Han kan godt have haft oplevelser af denne art senere i hans liv, men jeg tror det ikke.

Den amerikanske esoteriker, mystiker og forfatter Mark Sullivan skriver: ”Sjælens Mørke Nat er et udtryk, der blev anvendt af St. John af Korset til at beskrive en periode med åndelige prøvelser, som kan omfatte en følelse af desperation, ringe håb og tro, tab af forbundethed men Ånden, følelse af åndeligt nederlag, tab af mening, dyb følelse af at være ufuldkommen, og tilsvarende udfordringer. St. John identificerede to former for Sjælens Mørke Nat: Sansernes mørke nat, og sjælens mørke nat. Om disse siger han: Den ene form for mørke relaterer sig til sanserne og beskriver den tilstand, hvor sanserne renses og tilpasses Ånden, og den anden form for mørk nat eller renselse er åndelig, hvor Ånden (vort indre væsen) renses og afklædes, så den tilpasses til og forberedes for forening med Gud igennem kærlighed. Sjælens Mørke Nat er helt enkelt en død, som går forud for en fødsel og er som sådan i visse traditioner som eksempelvis Zen blevet omtalt som ”Den Store Død.” I Agni Yoga (og forskellige andre traditioner) antages der at være adskillige af disse større død-og-genfødsels cyklusser – den død, hvor vi ophører med at identificerer os med det fysiske legeme, med det emotionelle legeme, med sindet og endelig med det intuitive selv eller sjælen. Hver af disse processer har en tilsvarende ”mørk nat,” der kulminere i den fjerde, som er den sidste og mest gennemgribende transformation der leder til sahaja Samadhi eller Selv-Realisering.”(Citater er fra Mark Sullivans ordbog om Agni Yoga, der er udgivet af Den Gyldne Cirkels Forlag.)

Sagt med mine ord: Sjælens mørke nat er det mørke, der går forud for en persons bevidstheds gennembrud til de højere planer, først og fremmest til det buddhiskeplan. Det skal understreges: Gennembruddet er en proces, der strækker sig over flere liv. Sjælens mørke nat er samtidig en række prøvelse, der kulminere i forbindelse tredje og fjerde indvielse. I forbindelse med tredje indvielse ”går” sjælen fra mørke, og ud i blændende lys. Inden lyset tænder fornemmes total forladthed, og en ændring af tidsfornemmelsen. Tiden går langsomt, uendeligt langsomt. Du oplever en følelse af at være: ”Palle alene i verden.” Samtidig fornemmer du, at døden er meget tæt på dig. Så nær, så du tror, du måske skal død.
(Hvad angår begrebet indvielse så er det Alice A. Baileys lære om indvielse)

Det skal pointeres: Det er min oplevelse i forbindelse med sjælens mørke nat. Andre oplever det på helt andre måder. De omtaler en periode med skygger, mørke, sorg og hårdt arbejde, hvor de let blev ledt på afveje af nagende tvivl, ængstelse, eller de led af forskellige frygttilstande. Andre igen snakker om depression. Jeg tror, at sjælens mørke nat opleves meget forskelligt, samt at strålerne har en vis indflydelse på oplevelsen. Det gælder især ens sjælsstråle og monadiske stråle. Som jeg seer det. Kan sjælens mørke nat variere meget i tid, og med perioder i tidligere liv. Disse perioder kan kaldes prøver eller test til den store eksamen, andre kalder disse prøver for delindvielser.

En oplevelse af sjælens mørke nat

I 1998 var kroppen Finn vidne til en indvielsesproces. Denne oplevelse er kun en ud af flere, men i denne oplevelse er gengivet, hvordan jeg oplevede sjælens mørke nat, og det efterfølgende gennembrud. Det indtraf under en meditation på kursuscenteret Kilden, hvor jeg i begyndelsen havde svært ved at finde både kropslig og indre ro. Derfor beder jeg Jesus om hjælp ved en kort bøn. Inden den er færdig, dør al uro og alle former for spænding forsvinder. En total og meget dyb stilhed indtræder sammen med en ophøjet stemning. Det står på i nogle sekunder, så lyder der pludselig et brag i mit hoved. Det kan sammenlignes med den lyd, der fremkommer når blytunge, store jernporte sprænges, og resterne flås til side. Braget ruller gennem krop og sind – indre jordskæv. Alt går i sort, og tiden slukker. Overalt er truende mørke. Den mediterende person/krop er tæt på at panikke; er jeg ved at dø?

I det sorteste, sorte mørke oplever jeg på den indre skærm mig selv, som en lille sølvagtig lyskugle, der falder og falder gennem mørke. Det bliver tættere og tættere, samtidig med at jeg taber fart. Langsomt bremser lyskuglen op, og bliver til en dråbe med en lang lysende sølvhale efter sig – en sølv komet. Langt væk tænker den mediterende, Finn der sidder på stolen, fokuser på Jesus. Ord fra bibelen ruller gennem mit hoved. Dråben af sølvlys accelerer, og tiltager i fart. I et splitsekund gik betydningen af ordet op for mig. Det var et password, og virkede som et relæ, der blev slået til i mit hoved. ”Var det tiden der slukkede, og kort efter tændte igen? Var det døden, der bankede på?” Spørger nogle tanker. Intet svar indløber.

På min indre skærm dukker nu nogle mørke bjergmassiver af lys op sammen med en sø, ikke en sø af vand, men af flydende ild agtig lys. Sølvdråben sætter kurs direkte mod søen. Kort efter eksploderer alt pludselig i et stærkt og blændende hvidt og sølvagtigt lys. I centrum af eksplosionen tænder en stor fire takket gylden stjerne af pulserende lys. Et dybt suk lyder, og en bølge af lettelse skyller gennem ham Finn, der sidder og mediterer.

Guldstjernen vokser, den lyser stærkt og stråler. Den pulserer, og jeg fornemmer den er fuld af liv og bevidsthed. Guldstjernen bliver stående, og det fornemmes, at bevidsthed/kraft flyder fra guldstjernen over i den mediterende Finn. Det viser sig ved, at den pulsere stærkere og tager form som en kæmpe sol eller lyskugle med en masse takker, der vokser ud og ind i alle retninger. Jeg fornemmer, at ”lokalet” er fuld af gyldne lysskyer og så bliver alt gylden lys.

Den mediterende Finn mærker sit åndedræt. Det bliver langsommere og langsommere og falder til sidst i et med stjernens pulseren. Jeg fornemmer at kraft “vandrede” fra guldstjernen, via ”ham” der iagttager, og videre over i den mediterende Finn. Guldstjernen som sådan fornemmes, men er ikke at øjne nu. Noget nyt kommer til i det gyldne lys – en forbindelse etableres.

Den fire takkede lysstjerne vender tilbage for en stund, så ændre den form og flyder ud som en gylden, ildagtigt lysvæske, der skiftevis stiger og synker i hele meditations lokalet – ildtidevand. Nu dukker alle de andre mediterende op, som ægformede lysskikkelser i forskellige vekslende farver, og de bliver badet i det gyldne lyshav. I det fjerne lyder Jørgens stemme som en svag hvisken, en tovholder til livet. Han afslutter meditationen, og kalder os tilbage.

Det gyldne lyshav af ild agtig tidevand, bruser støt og roligt videre gennem hele lokalet i lang tid efter, at meditationen er slut, og den efterfølgende samtale er i gang. Om jeg tænker eller ej, er helt uden betydning for lyshavets virke. Jeg åbner øjnene og alle de andre kursister dukker op på hver deres stol, hvor de sidder og snakker om meditationen. Lyshavet forsvinder, men ikke den brusende lyd og følelsen af varme og brusende vand. Jeg lukke øjnene igen, og hele synet fortsætter ganske uændret.

Først da samtalerunden er færdig, begynder lyshavet at aftage og ebber langsomt ud. Det erstattes af et stærkt hvidt og sølvagtigt lys. Lyset og stemningen minder om, da jeg engang under en sommerferie i Frankrig, gik på havbunden i bugten ved Le Mont St. Michel i Normandiet, kort efter tidevandet var skiftet fra højvande til lavvande. Tilbage var ikke noget vand, kun et stærkt sølv- og hvidt flimrende varmt lys. Skabt af sommer og sol fra en skyfri himmel, samt en våd og sølvglinsende havbund. Der bestod af sten og sand.

Hver gang jeg lukker øjnene, dukker det hvidlige lys op, iblandet en stærkt sølv flimmer, der pulserer meget kraftigt. Det er mig umuligt at sige noget eller blot at tænke. Så fred hersker, sammen med en alt gennemtrængende glæde og harmoni – lyksalighed.

Timer senere ebber lyset langsomt ud, og bevidstheden går tilbage i sit normale leje. Det konstateres, at dagens undervisning i psykologi og middagspausen er gået tabt. Resten af dagen går jeg rundt med en fornemmelse af, at noget ophøjet, måske helligt, har opsøgt mig, og er trængt ind i min bevidsthed. Jeg føler det som en skelsættende dag, noget nyt er hændt i mit indre. “Muren” til en anden verdner er sprængt. En ny og ukendt forbindelse er skabt. Til hvad og hvad skal forbindelsen bruges til? Spørger en tanke. Intet svar indløber.

Set i forhold til det Leadbeater skriver, hvor han sætter oplevelsen af sjælens mørke nat i forbindelse med fjerde indvielsen, mener jeg ikke, min beskrevne transpersonlige oplevelse har relationer til sjælens fjerde indvielse, men er et led i sjælens tredje indvielse. Så det kan være, min transpersonlige oplevelse var en generalprøve?

Refleksion

Selv om sjælens mørke nat er et kristent mystikerbegreb, mener jeg; det er relevant at bruge i forbindelse med den esoteriske lære og teosofien. Min oplevelse af sjælens mørke nat, (lyskuglen der bremser op) varede kun få minutter, som skildret i oven nævnte beretning. Til gengæld var det en koncentreret og yderst uhyggelig oplevelse, hvor jeg troede min dødsproces, var gået i gang. Med mit password skete der et afgørende gennembrud til de indre planer. Det udløste, det modsatte – lyksalighed. Det varede resten af dage, og klingede først af adskillige dage senere.

Når dette er sagt, skal det pointeres: Gennem mit liv har jeg oplevet flere perioder med alvorlige kriser og nedture. Da de hændte, forbandt jeg dem ikke med begrebet sjælens mørke nat. Det var på det tidspunkt et ukendt begreb. Med det kendskab jeg nu har til mine tidligere liv, forekom sjælens mørke nat periodisk flere gange i forskellige tidligere liv. Det skete især i et liv i middelalder, hvor jeg begik selvmord.

For at uddybe begrebet sjælen mørke nat, gengives den indiske mystikeren, Sri Ramana Maharshi oplevelse af denne tilstand.

I en alder af 17 år fik han en stærk mystiker oplevelse, der forandrede hans liv for altid. Han oplever; han skal dø. I stedet for at tilkalde familien eller en læge, lægger han sig på jorden, og lader som om, han er død. Samtidig spørger han ind af: Hvad er døden? Det indebære, at hans legeme skal forsvinde, og brændes til aske. Så følger en helt afgørende indsigt: Kroppen er død. Han kan fornemme at ”jeget”, der er mig, uafhængigt af legeme og død, altså en udødelig sjæl. Om oplevelsen udtaler han senere:

”Alt dette var ikke en dunkel tanke. Den strømmede livfuldt igennem mig som en levende sandhed, jeg opfattede direkte næsten uden tankeaktivitet. ”Jeg” var noget meget virkeligt, det eneste virkelige i forbindelse med min aktuelle tilstand. Frygten for døden var forsvundet for altid. Optagelsen i Selvet fortsatte ubrudt fra det tidspunkt af. Andre tanker kunne komme og gå som forskellige toner i musikken, men ”Jeget” fortsatte som den fundamentale
sruti tone, der ligger bag, og som blander sig med alle de andre toner.”

Han betegner oplevelsen som pludselig befrielse og oplysning. Sruti betyder: Det hørte ved en guddommelig åbenbaring. Hans dødsproces er også helt speciel. For Maharshi var hans dødsproces eventyrlig. Samtidig var den et vidnesbyrd om, at hans dødsfrygt var forsvundet, som han tidligere havde hævdet.

Maharshis transpersonlige oplevelse af sjælens mørke nat, minder på flere måder om min. Der er en forskel: Hans transpersonlige oplevelse indtrådte, da han var sytten år gammel, min skete først, da jeg var 53 år. Det vil sige: I langt hovedparten af sit liv, ca. 54 år, besad Maharshi en meget anderledes bevidsthed end det, der er normal for langt de fleste mennesker. Sammenligningen tjener kun det formål, at belyse sjælens mørke nat fra forskellige vinkler, og hos forskellige personer.

Jesus og sjælens mørke nat

Under et kursus på Den Gyldne Cirkel i jan. 2014 indtraf en opsigtsvækkende oplevelse. Under en meditation, hvor vi mediterede over betydningen af brød og vin, oplevede jeg pludselig et gigantisk, pulserende indigofarvet lyshav på den indre skærm. Kim der guider meditation sagde noget om et blåt fangst net, og Jesus som menneskefisker. Da lød følgende klare og tydelige ord i mine øre: ”Stråle to/lyshav. Getsemane. Golgata.” Forunderligt; var det Jesus jeg oplevede som et indigofarvet lyshav, der talte til mig?

Kort efter denne meditation er kursus dagen slut. Klokken er godt 22,00, så det er ved at være sengetid. Under min korte nedskrivning af dagens gang, tænker jeg over betydningen af de tre strofer, i forbindelse med sjælens mørke nat. Lidt før vi gik i gang med meditationen, stillede jeg Kim nogle spørgsmål om sjælens mørke nat. Under meditationen kom svaret: ”Stråle to/lyshav. Getsemane. Golgata.” Hvad betyder disse strofer?

Vel hjemme i Greve finder jeg min Bibel frem. I alle fire evangelier omtales Getsemane og Golgata. Hvad skete der de to steder, og hvad kan der udledes af dem i forbindelse med sjælens mørke nat?

Luk. 22. 39/46.: Så brød han op og gik, som han plejede, ud til Oliebjerget, og disciplene fulgte med. Da han kom derud, sagde han til dem: ”Bed om ikke at falde i fristelse!” Og han fjernede sig et stenkast fra dem, faldt på knæ og bad: ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.” Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham. I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden. Da han rejste sig fra bønnen og var kommet tilbage til disciplene, fandt han dem sovende, og overvældet af sorg, og han sagde til dem: ”Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse.”

Mat. 27. 45/50.: Men fra den sjette time faldt mørket over hele jorden, indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: Eli, Eli! Lema´ sabakta´ni – Det betyder: Min Gud., min Gud! Hvorfor har du forladt mig. Nogle af dem som stod der og hørte det, sagde: ”Han kalder på Elias.” Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den op på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: ”Lad os se, om Elias kommer og frelser ham. Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

Da ordene lød: Stråle to/lyshav – Getsemane og Golgata, udløste de glæde og kærlighed i både mit sind og krop. Stederne har altså en betydning i forbindelse med sjælens mørke nat og Jesus. Hvilken betydning: Jesus oplevede sjælens mørke nat som en proces der begynder i Getsemane Have, og slutter med hans død på korset.

I påsken 2014 var jeg langfredag oppe på Den Gyldne Cirkel/Birkemosegård, for at passe mit frivillige arbejde. Her deltog jeg i en meget smuk nadver ceremoni. Den var ledet af Lykke, en underviser på stedet. Bagefter købte jeg et biografisk skrift om Asger Lorentsen. På side 98 læser jeg: ”Mærk hans (Jesus) proces i Getsemane Have og følg med i hans videre hændelsesforløb, hvori han fængsles, kommer til forhør først hos jøderne, derefter hos Pontius Pilatus, bærer overliggeren ud til Golgata og bliver naglet til korset. I disse timer er han dybt absorberet ind i disse begivenheder. I det øjeblik han forlader kroppen, er der en dyb krise typisk for 4. indvielse, nemlig en ren tomhedsfornemmelse, kaldet sjælens mørke nat forberedt af kausallegemet.” I det biografiske skrift står betydelig mere om hvilken betydning, denne hændelse havde for jorden og de indre lysverdener. Det biografiske skrift om Asger Lorentsen er samlet og redigeret af Lis Frederiksen.

Som jeg læser Asger, så er sjælens mørke nat, hvad angår Jesus, en proces der begynder i Getsemane Have og kulminerer på korset, da Jesus udånder. Nu ved jeg ikke helt; hvad Asger mener med ordene: I det øjeblik han (Jesus) forlader kroppen, er der en dyb krise typisk for fjerde indvielse, nemlig en ren tomhedsfornemmelse, kaldet sjælens mørke nat forberedt af kausallegemet. Jesus forlader sin krop: Ja, den dør. Jeg vil hævde: For Jesus kulminerede sjælens mørke nat på dette tidspunkt. Det bekræftes også af ordene: Stråle to lyshav. Getsemane. Golgata, der lød under meditationen i jan. 2014.

Det er formentlig også sandt: I dødsøjeblikket og kort efter er der en dyb krise, en gigantisk omstillings proces, der er typisk for fjerde indvielse. Ordet krise betyder: Et afgørende vendepunkt, og en farlig vanskelig situation. Hvordan det opleves, skal være usagt. Det med oplevelse af en tomhedsfornemmelse: Ja. Jeg tror blot; det er en meget ”fattig” beskrivelse af det oplevede.

Jeg tror ikke kausallegemet som sådan forbereder sjælens mørke nat. Solenglen er ved at takke af, for at drage ”hjem” i beriget tilstand. Vender den hjem til Shamballa og Sanat-Kumara? Både ja og nej. Som jeg ser det: Solengle har en forbindelse til Sanat Kumara. Symbolsk sagt: Sanat Kumara er deres arbejdsgiver. Teosofien hævder: Solengle kommer fra Sirius. Hvis dette står til troende: Så vender de hjem til Sirius. Flere teosoffer sætter lighedstegn mellem den kristne Gud og Sanat-Kumara. Ja, jeg har hørt en af dem udtale: Sanat-Kumara er de kristnes Gud. Om det forholder sig sådan, skal være usagt. Jeg nævner det blot, så du som læser får en valgmulighed eller lyst til; at sætte dig ind i problematikken via studier og meditation.

Nogle teosoffer hævder: Solenglen brænder op, når den takker af, og forlader bindingen til et menneskes indre verden. (Kausallegemet) Jeg mener ikke den brænder op. Den person der er vidne til en sjæls indvielse, oplever på et tidspunkt, i forbindelse med tredje indvielse, et stærkt ildagtig lys. Fra dette lys udstråler varme, som mærkes på ens krop. Især på ens ansigt, fordi man automatisk kigger opad. Dette er en fysisk oplevelse, og ikke noget der sker på den indre skærm. Ja, det er en meget kraftfuld og stærk oplevelse. At vedkommende oplever dette er jo meget naturligt, da en solengel er et ”ildvæsen.” Derfor tror jeg, at flere teosoffer i tidens løb har hævdet: Solenglen brænder op. De hævder det formentlig ud fra deres egne oplevelser. Jeg har også hørt nogle teosoffer hævde, at det er kausallegemet der brænder op, med hjælp fra solenglen. Hvad der præcist sker på de indre planer, skal væres usagt?

Tilbage til kausallegemet. Symbolsk sagt: Det har i lange tider fungeret som en bolig for en sjæl. Det har samtidig fungeret som tærskelvogter i forhold til de øverste planer: Det buddhiske, atmiske og monadiske plan. Sagt på en anden måde: Disse planer er ikke tilgængelige for den bevidsthed, der er knyttet til et menneske i inkarnation. Først når en sjæl har taget 2. indvielse og er i gange med tredje indvielse sker en gradvis bevidsthedsmæssig adgang til dele af disse planer, for personen i inkarnation. Hvad der reelt sker med kausallegemet skal være usagt. Går det ind i en hvileperiode, for at reinkarnere igen på et senere tidspunkt. Det jeg oplevede som varme og stærkt lys er formentlig solenglens begyndende frigørelse fra kausallegemet. Hvornår takker solenglen endeligt takker af? Det gør den formentlig ved fjerde indvielse.

Hvis vi ser på en anden person end Jesus, der formentlig tager fjerde indvielse, fx Sokrates, så er hans dødsproces, som beskrevet af Platon, helt anderledes end Jesus. Sokrates dødsproces virker fredelig og Sokrates er helt afklaret om, at hans krop skal dø. Der er ikke nogen dramatik eller synlig krise. For Sokrates er der i forbindelse med hans dødsproces, ingen sjælens mørke nat. Han døde efter indtagelse af gift, der langsomt lammede hans krop. Så det kan være, det sker mens kroppen er lammet eller i dødsøjeblikket. Det ved vi ikke noget om.

Det kan diskuteres om Sokrates tog 3 eller 4 indvielse. Reelt ved vi ikke nok om Sokrates dødsproces til at kunne afgøre det. Et livslangt studie af Platons filosofi med fokus på dette, kan måske afklare spørgsmålet?

Nu er det ikke sådan, at jeg kritiserer Asger. Som læser kan du betragte det skrevne som en uddybning. Jeg har skrevet det i et forsøg på, at forstå Asger, ud fra betydningen: Hvad gemmer der sig bag hans ord?

Francis Bacon og sjælens mørke nat

Hvem var Francis Bacon (1561/1616)? Han var britisk filosof, forfatter og statsmand. I den katolske kirkes regi figurerede han på listen over forfatter, hvis bøger var forbudt – bandlyst. Meget taler for, at det var ham der forfattede Shakespeares værker. Hovedargumentet er: Skuespilleren William Shakespeare var ikke en mand med stor indsigt i historie, kultur, dannelse, jura og som beherskede flere sprog. Dette passer lang bedre på Francis Bacon. Det at skrive skuespil var ikke passende for en mand af Bacons stand.

Gennem sit voksenliv steg Bacon konstant i graderne. Han var bl.a. rigsadvokat, rådgiver for flere højadelige personer, rådgiver for Dronning Elizabeth og Kong James d. 1. Bacon blev slået til ridder, var parlaments medlem og rigskansler. Listen er langt længere. Gennem livet skrev han, i sit eget navn, adskillige bøger især om filosofiske emner. Pludselig, som et lyn fra en klar himmel, vendes hans liv på hovedet i 1621. Her gengivet fra bogen:

Shakespeare Mysteriet, af Søren Hauge. Citat… Sir Francis Bacon, Baron af Verulam og Viscount St. Alban, oplevede det helt store fald fra højderne. Han blev anklaget for korruption, og James beordrede ham til ikke at forsvare sig og til at erklære sig skyldig. Han fik frataget sine æresbevisninger, sit embede, retten til statslige embeder og retten til at sidde i parlamentet. Han fik en bøde på 40.000 pund og blev fængslet i Tower. Trods den kendsgerning at anklagen viste sig at være en ren skinmanøvre og et politisk skaktræk, der en gang for alle var bestemt til at fjerne ham fra al indflydelse, fik han ingen oprejsning. James havde interesser i klemme og – stik imod den retspraksis, som Bacon kendte ud og ind – fandt domfældelsen sted uden at han fik et ord indført. Han blev dog hurtigt løsladt, og forvist til sit landsted i Gorhambury ind til videre. At der vitterlig var tale om en sag uden substans understreges af, at han blev løsladt efter få dage, at han fire måneder senere fik lov til at komme til London igen, og at kongens underskrev en fuldmagt til benådning af ham.

Det ekstra groteske i situationen var, at den nye rigskansler, Biskop John Williams, ikke satte sit segl på fuldmagten før Bacon opgav retten til York House i London, da kongens favorit, Georg Williers, Hertugen af Buckingham, ønskede det til sig selv. Efter flere forgæves forsøg på at beholde det opgav Francis Bacon i marts 1622, og fik straks sin benådning. Under disse chokerende omstændigheder, hvor han var blevet frataget al ære og mulighed for at gøre sig gældende, arbejdede Bacon næsten feberagtigt for at færdiggøre og påbegynde en lang række større og mindre værker… Helbredet var stærkt svigtende, og det justitsmord, som var blevet begået mod ham, havde været en veritabel jordrystelse, en sjælens mørke nat.” Citat slut.

Hvad oplevede han på de indre planer? De ejendommelige omstændigheder ved hans død påskedag den 9. april 1626 kan du læse om i bogen: Shakespeare Mysteriet af Søren Hauge. Den er meget velskrevet og spændende bog.

Pater Pio og sjælens mørke nat

Den katolske præst og mystiker Pater Pio (1887/1968) oplevede også sjælens mørke nat. Den 9. aug. 1912 skriver han til sin åndelige vejleder: ”Her er et blegt billede af, hvad Jesus gør i mit indre. Lige som en strøm river alt, hvad den møder, ned i havet dyb, på samme måde rives min sjæl der er sunket ned i Jesu kærligheds grænseløse ocean ind i hans uendelige rigdomme.”

Efter denne mystiker oplevelse kommer en periode, hvor Pios sjæl er omgivet af mørke. Han føler: Gud har forladt ham, og han lider grufulde pinsler. Til hans vejleder skriver han: ”En uendelig ørken af mørke, af fortvivlelse, af lammelse, dødens fødested, forladthedens nat, fortvivlelsens hule. På dette sted befinder min sjæl sig langtfra Gud og fuldstændig alene. Denne tilstand har intet med tvivl at gøre.” Pio tvivler ikke på Gud, men han føler sig forladt af Gud.

Efter en periode kommer Pio ud mørket. I en vision oplever han, at han skal bo i klosteret Santa Maria del Grazie i San Giovanni Rotondo, der ligger på Garganobjerget. I visionen fortæller Jesus ham, at han har brug for at styrke sin krop der. Jeg hævder: Pater Pio oplevede sjælens mørke nat.

Alice A. Bailey og sjælens mørke nat

Alice B. Baileys litteratur og hendes samarbejde med Tibetaneren er formentlig velkendt af de fleste esoteriker. Men hvem var Alice A. Bailey på det personlige plan? Om det udtaler hun selv: ”Citat… En helt ubetydelig kvinde, som blev tvunget – sædvanligvis mod sin vilje, af omstændighederne, en aktiv, påtrængende samvittighed og en viden om, hvad hendes Mester ønskede af hende – til at påtage sig visse opgaver. En kvinde, som altid var ræd for livet – delvis måske på grund af en alt for beskyttet barndom, som naturer så genert, at hun selv i dag må opbyde alt sit mod for at ringe på dørklokken, når hun skal til et frokostselskab, som er meget huslig og elsker at lave mad og vaske (og Gud skal vide, hun har fået lov til det), og som hader offentlighed. Jeg har aldrig været robust, men har haft en enorm vitalitet. Gennem hele mit liv har jeg været tvunget til at holde sengen i ugevis og somme tider i månedsvis. I de sidste otte år er jeg blevet holdt i live af lægevidenskaben, men – og det er noget jeg må sige jeg er stolt over – jeg har holdt den gående på trods af alt. Jeg har syntes, livet var ganske overordentlig dejligt, selv i de perioder, som man almindeligvis ville have betegnet som de værste. Der har altid været meget at gøre, så mange mennesker at lære at kende. Jeg har kun haft en alvorlig ting at beklage mig over, og det er, at jeg altid har været så træt.” Citatet stammer fra bogen: En ufuldendt selvbiografi side 13. Jeg kan kun opfordre til: Læs hele bogen! Den er velskreven og en spændende biografi.

Ud fra ovennævnte kan drages følgende konklusion: Alice A. Bailey oplever i en del af livet sjælens mørke nat, og hun vender det til noget positiv. Når man læser hendes CV, er der umiddelbart intet der tyder på sjælens mørke nat. Kun når man læser hendes egne ord og korte beretning om sine personlige genvordigheder, træder sjælens mørke nat frem. Hun er samtidig et bevis på, at sjælens mørke nat er mirakuløs.

På en gammel kirkegård i England er der en gravsten, hvorpå der står nogle ord, som jeg Alice A. Bailey har den dybeste forståelse for:

Her ligger en stakkels kvinde, som altid var træt.
Hun levede i en verden, der bare krævede sin ret.
Græd ikke over mig venner, for i det land, hvor jeg søger ly,
vil der ikke være mere at støve af, eller feje, eller sy
Græd ikke over mig venner, skønt døden os må skille,
fra nu af skal jeg aldrig have noget at bestille.

Nå, et sådant sted ville være et virkeligt helvede, og jeg har ikke lyst til at tage derhen. Jeg har lyst til at får et nyt og mere passende legeme og komme tilbage og samle alle de løse, finde den samme gruppe af medarbejdere og fortsætte arbejdet. (Citatet stammer fra bogen: En ufuldendt selvbiografi side 13).

Med disse får ord får Alice A. Bailey føjet både: Karma, dharma, reinkarnation og indirekte også indvielse ind i hendes livscyklus. Meget tyder på; hendes sjæl var tæt på 3. indvielse, eller at den tog 3. indvielse.

Lars Muhl og sjælens mørke nat

Den danske sanger, forfatter, healer og mystiker Lars Muhl har også oplevet sjælens mørke nat. Om det skriver han: ”Det var det år, hvor jeg var faldet ind i sjælens sorte nat. Det skete i form af en række anfald, som på det fysiske plan bevirkede, at jeg fik lammende ondt i nakke, kvalme, mistede al energi og måtte ligge i sengen flere dage af gangen. Det var som at være fanget i et ingenmandsland mellem bevidst og ubevidst, mellem vågen og søvn, i en tilstand af jern. At ligge fastlåst i et næsten hermetisk lukket torturkammer, hvor alt var tungt og trægt og sprængt. Hvor enhver tanke forsvandt i en apatisk døs, næsten inden den var tænkt. Hvor bare det, at skulle beslutte mig for at række ud efter et glas vand, forekom så uoverkommeligt, at jeg som regel lod være. Når jeg en gang i mellem kom til mig selv, nåede jeg blot at tænke, at dette måtte være helvede, inden jeg sank ned i et bundløst mørke. Jeg havde kun oplevet noget lignende i 1992, da jeg begyndte arbejdet på min første bog (Sjæl i flammer), som blev til, mens jeg befandt mig i en tranceagtig tilstand næsten magen til.

I to måneder levede jeg dengang i det samme rum, enten på kaffe og treo, hakkende på min gamle skrivemaskine, eller liggende bevidstløs på en lige så gammel sofa. Dag og nat forsvandt i en monoton tåge, og kun arbejdet forvandlede den til noget, der mindede om en slags eufori; en uvirkelig, psykosomatisk tilstand, som ikke hørte op, før bogens sidste punktum var sat.

Nu kom tilstande tilbage og gjorde mig uarbejdsdygtig i længere og længere tid. Et utal af lægebesøg, undersøgelser på hospitaler, hos diverse speciallæger og alternative behandlere gav intet resultat. Jeg fejlede klinisk set ikke noget. På et tidspunkt lå jeg nærmest bevidstløs i sengen i to uger, uden at få andet end kiks og vand. Selv da jeg en dag faldt om hos min nabo og måtte tilbringe resten af dagen på hospitalet med ilttilførsel og drops, kunne man ikke finde årsagen til min tilstand. Som tiden gik oplevede jeg, at jeg ofte måtte slippe taget i musikken. Fordi den var trængt i baggrunden af dette andet. Krisen var således total. Efter mere end to år på denne måde var min lyst til at leve lig nul. Men så skete det, der måtte ske… Citatet stammer fra bogen: Seeren fra Andalusien, den ny udgave, side 25/26.

Hvad sjælens mørke nat ikke er

Sjælens mørke nat har ikke noget med den almindelige og kendte psykologi at gøre. Når det er sagt, så har det alligevel noget med det psykiske at gøre. Vi skal blot ind i en form for dybdepsykologi, hvor begrebet sjæl og bevidsthed er medtaget som selvstændige faktorer, der overlever døden. Altså er sjælen ikke et luftigt begreb, men en realitet. Bevidsthed er ikke noget hjernen producerer. Bevidsthed er en selvstændig faktor, der kan fungere uafhængig af hjernen. Nogen psykologer omtaler sjælens mørke nat med ord som; tristhed, mismod, melankoli, tungsind eller taler om sjælens mørke nat i forbindelse med psykiske sygdomme. Som sådan har det ikke noget med sjælens mørke nat at gøre, men de nævnte følelser og oplevelser kan optræde i forbindelse med sjælens mørke nat. Det samme kan psykiske sygdomme.

Nogle visdomsord om sjælens mørke nat

– Sjælens mørke nat handler om et utal af konfrontationer/kriser, bl.a. med forskellige oplevelser af, at noget dør. Der dør noget i dig, og noget nyt fødes. Du fornemmer døden overalt, både i det formløse og især i alle former. Jeg ved ikke, hvor mange ligvogne jeg har set, når jeg har været på vej op til Den Gyldne Cirkel. Under en Lysrejse til Rom i 2014 mødte jeg døden i Rom, og fornemmede den meget stærkt i Peters Kirken.

– Sjælens mørke nat indtræffer periodisk i flere liv, og kulminere formentlig i forbindelse med fjerde indvielse. Det sker sandsynligvis først i dødsøjeblikket for den inkarnerede person.

– Sjælens mørke nat er en proces og især et bevidsthedsfænomen. Hvor du bliver prøvet, og vist dit mørke, samt oplever hvor langt du er på Vejen.

– Nogen anskuer og beskriver sjælens mørke nat som en arketype, bag hvilket gemmer sig en udviklingsfase. Ud af mørke skabes lys. Hvis det står til troende, så er sjælens mørke nat et led i en skabelsesproces. Formentlig forekommer den på mange måder, både non-lokalt og lokalt.

– I forbindelse med tredje indvielse, bliver personligheden et vidne til noget af det, der sker på de indre planer bl.a. sjælens mørke nat. Er sjælens mørke nat en del af en døds eller omstillingsproces for personlighed og sjæl? Et er sikkert: Det er stærke oplevelser og store kræfter, der viser sig og træder frem.

– I forbindelse med sjælens mørke nat ændrer man opfattelse af døden. Det er ikke noget man skal bekæmpe. Den bliver en slags ven. Døden er nødvendig, og hverken ond eller god.

– Min teori om sjælens mørke nat: Den sker periodisk mellem 2. og 3. indvielse. I forbindelse med 3. indvielse er sjælenes mørke nat en generalprøve til det, der sker ved 4. indvielse. Det er beskrevet gennem Jesu oplevelser i Getsemane og på Golgata.

Når jeg i overskriften bruger ordene: Stilhedens mirakel, er det fordi sjælens mørke nat, er en mirakuløs oplevelse. Hvor du oplever stilhed på en helt speciel måde. Så anderledes, at det i få øjeblikke virker uhyggeligt.

Bøger der relaterer til denne artikel:

De syv stråler. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
En ufuldendt selvbiografi. Alice A. Bailey. Visdomsbøgerne
Hvad sker der efter døden? Geoffrey Hodson Visdomsbøgerne
Johannes af Korset. Grethe Livbjerg. Katolsk Forlag
Indvielse. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Levende Visdom. Søren Hauge. Lemuel Books.
Karma og Dharma. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Mestrene og Vejen. C. W. Leadbeater. Visdomsbøgerne.
Ord af lys og kærlighed. Johannes af Korset. Katolsk Forlag
Pater Pio. Giorgio Bressan. Books on Demand.
Pater Pio. Inge Stoltenberg. Visdomsbøgerne
Pater Pio, mennesket og mystikeren. Lissie Lundh. Katolsk Forlag
Reinkarnation. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Seeren fra Andalusien, mindeudgaven. Lars Muhl. Lindhard & Ringhof
Shakespeare Mysteriet. Søren Hauge. Lemuel Books
Sjælen, livets kvalitet. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Sjælens Slot. Teresa af Avila. Visdomsbøgerne
Stof til eftertanke. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Strålerne og indvielse. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Teresa af Avilas liv. Fortalt af hende selv. Visdomsbøgerne

NB:
Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser.

Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.

Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard.