Når vi åbner vort hjertecenter for Gud som universel kærlighed, kan vi få en oplevelse af at være forbundet med et universelt fokus for guddommelig kærlighed, men vi ved sjældent, på hvilket plan dette fokus findes, og hvor i universet det findes. Den følgende forståelse skal ikke ses som en egentlig forskning heri, men blot som de oplevelser, som jeg fik under en indre rejse mod kærlighedens udspring i universet. Oplevelsen kan bidrage til en anskueliggørelse af muligheder for dybere hjertekontakt. Det betyder, at læserne og fremtidige esoteriske forskere kan få andre eller supplerende forståelser, end der gives i den følgende beskrivelse. Den bedste anvendelse af de følgende beskrivelser opstår, hvis de læses meditativt og eventuelt til smuk hjertemusik.
Solenglens kærlighed
Den gyldne ashrams kærlighedNår vi går dybere i vor søgen efter Guds hjerte, kan vi fornemme et center for guddommelig kærlighed for hele vor planet. Dette center er ikke blot Kristus, men hele den gyldne ashram, som kaldes for Hierarkiet. Ligesom sjælen er hjertecentret i menneskets samlede bevidsthed, er den gyldne ashram hjertecentret i de samlede riger og planer i Den Planetare Logos. Denne forståelse åbner for spørgsmålet om, hvorvidt Den Planetare Logos “personlighedshjerte” i virkeligheden består af samtlige menneskers hjertechakraer. I det mindste kan den meditative fornemmelse bekræfte, at det planetare hjerte udstrømmer kærlighedsliv i en stadigt større stimulering af menneskehedens hjerte med det formål at skabe en genklang af den gyldne ashrams hjertevibration midt i de tre lavere planetare legemer.
Når vi fornemmer os dybere ind i den store gyldne ashram som repræsentant for Guds hjerte i Den Planetare Logos, kan Kristus opleves som centrum og en samlende kraft i dette hjerte. Men samtidigt kan der opstå en erkendelse af, at også Buddha og Sanat Kumara er med i det planetare hjerte. Analogien er her måske, at de syv chohaner, Manuen, Verdenslæreren (Kristus), Mahachohanen, Buddha og Jordens Indre Konge (Sanat Kumara) tilsammen udgør de tolv hjerteblade, hvoraf de inderste repræsenterer monaden (Shamballas) flamme. I sin funktion som monadens Selvopofrelsens Ild (Sacrificial Fire) kan Sanat Kumara således være forbundet med alle menneskers egoiske lotuser og hjertechakraer.
Solens Hjerte
Opdagelsesrejsen går videre i en fornemmelse af, at i det næste led af Universets Hjerte kan der opstå en dobbelt oplevelse: Grundlæggende fornemmes universets hjertekvalitet som så ekspansivt og universelt, at det er, som om de buddhiske og atmiske planer ligger helt åbne for udstrømningen fra Solens Hjerte. Det er, som om disse verdener er så meget badet i sollys og så præget af enhed, at der ikke er en videre vej at følge. Samtidig kan vi opdage, at hvis vi vælger at finde en vej, så bliver det muligt. Ved vor esoteriske viden om, at strømmen fra solens hjerte kan gå igennem Venus, Jupiter, Neptun og Vulkan, er der muligheder for at finde den særlige vibration af universets hjerte, der findes i disse planetvæsener. Eventuelt kan vi i bogen Esoterisk Astrologiaf Alice A. Bailey nå til en dybere forståelse af kærlighedsaspektet af disse planetare Logoi, således at denne forståelse kan hjælpe os ind på rette spor i en videre opdagelsesrejse.
Hvis udstrømningen fra solens hjerte følges direkte tilbage til dens kilde, kan vi få følgende indre fornemmelse: Når vi bevidsthedsmæssigt bevæger os mod solen, kan der komme en overvældende oplevelse af, at solens hjerte er guddommens primære kærlighedscenter for menneskene på Jorden. Ligesom den fysiske sol udsender eksplosioner af lys, kan vi fornemme, at solens hjerte er som et kolossalt kraftcenter af især hvid og gylden vibrerende lyskraft, der gennemstrømmer hele solsystemet. Den energimæssige fornemmelse er først og fremmest som en ekspansiv sol, der skinner på og gennemstrømmer alt, som om selve solvibrationen er lys, kraft, glæde, belivelse og kærlighed. Hovedindtrykket er således, at solens hjerte er den store livgiver, der gennemstrømmer, omslutter og nærer al bevidsthed i solsystemet.
Hvis vi søger at gøre os sensitive for nuancerne i solens hjerte, kan der komme en oplevelse af, at solens hjertecenter ikke bare indeholder det neutrale kærlighed-liv, men har en ganske særlig kvalitet som blød, varm, medfølende, medlidende og omsluttende. Der kan opstå en fornemmelse af, at solvæsenet er blødere end andre solvæsener, som en virkning af, at den både har en 2. stråle sjæl og en 2. stråle personlighed. Fornemmelsen er således, at solvæsenet i et ganske særligt omfang har en kærlighedsevne, der ikke bare er neutral, men som er omsorgsfuld på en måde, der kan minde om en fader-moders medfølende omsorg for sit barn. Samtidigt kan der fornemmes en kvalitet i solens hjerte, som minder om en vældig skytsengel, der omslutter sit menneske med en næsten medmenneskelig varm kærlighed. Der kan således opstå en fornemmelse af, at solvæsenet i særlig grad retter denne form for kærlighed imod planeten Jorden og alle dens væsener, fordi der netop nu er et særligt behov for at favne dette væsen.
Hvis vi søger at forstå det aspekt af kærligheden, som skaber opstandelsen og livet i hjertecentrene, så kan det fornemmes, som om selve den umådelige ekspansions- og opstandelseskraft er farvet af medlidenhedens varme.
Sirius kærlighed
Når vi søger at flytte opmærksomheden fra indtuningen med Solens Hjerte til indtuningen med Sirius, kan vi fornemme, at vi bevæger os ind i en anden form for kærlighed. Fornemmelsen af Sirius kan beskrives som mere strålende og lysende på en måde, der virker endnu mere universel og klar. Medens Solens Hjerte har en grundtone af varme, virker det, som om Sirius grundtone er klarhed med et enormt kosmisk overblik. Subtil renhed og vibrerende klarhed kan give en fornemmelse af flydende lyskrystaller og af at bevæge sig i univers efter univers af lysstof. Til vor store forbavselse kan vi få en oplevelse af, at selv om Sirius vibrationsmæssigt er på et højere niveau end solvæsenet, så er det, som om der er en umådelig formskabende intelligens bag de lysuniverser, der synes at afløse hinanden i det uendelige. Selv om lysuniversernes former, strukturer og arkitekturer ikke opleves som så konkrete, som de kan opleves i planeten Jordens indre verdener, så vidner de alligevel om tilstedeværelsen af en højtudviklet, differentieret og mangfoldig formskabende evne.
Vi bliver her mindet om, at Sirius står for en enestående kombination af kærlighed og visdom. Og vi bliver mindet om, at Sirius er Mestersjælens hjemmeunivers. Det er, som om de Sirius-indviede her kan fremvise for besøgende fra Jorden, hvordan lysuniverser kan opbygges ved intelligensens højeste muligheder som medskabere af den guddommelige arkitektur. Her går skabende intelligens, skønhed, visdom og kærlighed op i en højere enhed, som om der ikke længere skelnes mellem disse forskellige kvaliteter.
Når vi søger at udskille den vibration, der strømmer fra Sirius hjertecenter, må vi først gøre os klart, at Sirius hjertechakra befinder sig på det kosmisk mentale plan, og derfor er umuligt for mennesker at få en direkte kontakt med. Men indirekte kan der komme en oplevelse, der kan beskrives som følger: Den klarhed, visdom og skønhed, der vibrerer i lysuniverserne i Siriusvæsenet, er farvet af en usædvanlig blødhed. Det er, som om Sirius speciale er at kunne kombinere lysende krystallinsk klarhed med en enestående intelligens/visdom og alligevel forblive blød. Det virker, som om kærlighedens blide, nænsomme og bløde lys kan forenes med klarheden, uden at klarheden bliver mindre, og uden at sigtbarheden i universet formindskes. Også på kærlighedens område synes Sirius at have nået en fuldkommengørelse, der står som et lysende forbillede for en vis del af galaksens solsystemer. Dens grundlæggende forbillede er kombinationen af kærlighed og visdom løftet op til det højeste niveau, der kan nås i et solsystem. Her forsvinder forskellen mellem kulde og varme, og her forsvinder forskellen mellem intelligens og kærlighed. Her kan man blot hvile i Siriuslogos kærlighedsstrøm på en måde, der fortæller, at lidelsen er overvundet, og at den selvopofrende, blødende og varme kærlighedskvalitet, der f.eks. præger Sollogos hjerte, ikke er kærlighedens grundkvalitet, men er en bestemt farvning af den universelle kærlighed. Kærlighedens grundkvalitet, som den opleves på Sirius, virker uadskillelig fra visdommen og så ophøjet og universel, at vi mindes om, at Siriusvæsenet er en hellig logos, medens Solvæsenet endnu kæmper med sine egne helliggørende og forvandlende indvielser.
Den kosmiske Kristus
I den store Kosmiske Logos, i hvem tusinder af solvæsener lever og røres, er der en dyb beslutning om selvopofrelse. Det er, som om Den Kosmiske Logos har nedfældet noget af sig selv i de stjernesystemer, vi kender som Orion, Plejaderne, Sirius, Store Bjørn og stjernekredstegnene. Denne nedfældning er motiveret af kærlighed, og den indebærer en lidelse og en begrænsning for Den Kosmiske Logos, der kan beskrives, som om Den Kosmiske Logos har korsfæstet noget af sig selv for at hjælpe billioner og atter billioner af monader med deres udfoldelse gennem den kosmiske dags involution og evolution. Denne kosmiske korsfæstelse er båret af kærlighed til disse billioner af væsener fra konstellationer, sole, planeter og mikrokosmiske universer. Og samtidigt synes denne selvopofrelse båret af en kærlighed til selve galaksevæsenet.
I endnu højere grad end for Solvæsenets vedkommende virker det, som om Den Kosmiske Logos er Fader-Moder-Gud for alle de væsener, der belives inden for dens bevidsthedsfelt. Det nærmeste ord, der kan udtrykke fornemmelsen, er uendelig kærlighed og uendelig medfølelse, som om Den Kosmiske Logos elsker hvert eneste levende væsen i dens aura så dybt, at den lader noget af sit hjertes væsen følge med igennem de forskellige bevidsthedsplaner fra makrokosmos til mellemkosmos og mikrokosmos, således at selv et menneskes personlighed har en bevågenhed fra Den Kosmiske Kristus. Til vor store forbavselse kan vi således få en oplevelse af, at den fjerneste og meget overordnede repræsentant for guddommen samtidigt er os ganske nær. Dette synes at skyldes, at Den Kosmiske Kristus har indbygget i sig den specielle form for kærlighed, som kan kaldes for selvopofrende kærlighed. Og vi kan få et indtryk af, at det er en åbenhed for netop Den Kosmiske Logos, der har inspireret upanishade-mystikeren til følgende hyldest:
Til Den Ene, som er i ilden, og som er i vandene.
Til den guddom, der har udstrømmet sig selv gennem verden.
Til den guddom, som er i sommerplanterne og i skovens herre.
Hyldest, hyldest til den guddom.
At næres af flere strømme.
Den ovenfor beskrevne meditative indføring i emnet om at finde stadigt dybere niveauer af universets hjerte indeholdt mange overraskelser for mig. For hvert niveau oplevede jeg det, som om jeg nu havde fundet en fuldkommen gudskærlighed, og alligevel viste det næste niveau sig at indeholde en ganske forskellig vibration af kærlighed. Samtidig er det ikke muligt at sige, hvilken af de forskellige beskrevne kærlighedsformer, der er den mest fuldkomne, da det kan vise sig, at den næste kosmiske logos eller den galaktiske logos har en tredje kærlighedsform eller måske har samme kærlighedsform, som beskrevet i Siriussystemet.
Hvis de her beskrevne indtryk om forskellige niveauer af kosmisk kærlighed holder i en fremtidig åndelig forskning, så står vi på Jorden over for en grundlæggende problemstilling om, hvilken type kærlighed der fremover skal lægges mest vægt på. De citater, der tidligere blev bragt om kærlighed, som beskrevet i Alice A. Bailey litteraturen, viser tydeligt, at mesteren Djwahl Kuhl og antageligt de fleste andre mestre i Det Store Hvide Broderskab er Sirius-orienterede i deres forståelse af den tætte sammenhæng mellem kærlighed og visdom, hvor kærlighed endog kan kaldes for ren fornuft (pure reason), og hvor det buddhiske plan kan kaldes sædet for det klare kolde lys (clear cold light). Hele Alice A. Bailey litteraturen er præget af siriusindstrømningen, hvad der er ganske naturligt, da mestrene som femte indviede bliver første indviede i Sirius Logen.
Da Den Kosmiske Logos kærlighed ifølge den ovenfor beskrevne oplevelse er mere kristusagtigt selvopofrende, varm og sammensmeltende i forhold til stoffets verden, kan vi forvente, at visse mestre og impulser i særlig grad vil respondere på strømmen fra Den Kosmiske Kristus direkte igennem Solens Hjerte og til Jorden og menneskeheden. Min erfaring tyder på, at den antagelse er rigtig, og at der igennem de sidste årtusinder er begyndt at etableres en særlig kærlighedsindstrømning med hovedfokus i Kristus og vestlige impulser. Da denne kærlighedsindstrømning kun indirekte og uden større indre forståelse er beskrevet gennem Alice A. Bailey, og kun antydes i esoterisk litteratur med rødder i Østen, så står vi måske i en situation, hvor de to kærlighedsforståelser ligger som forskellige inspirationskilder bag verdensreligionerne og de åndelige grupper. Samtidigt overlapper de to forståelser naturligvis hinanden. Den typiske overlapning ligger i opfordringen til verdenstjeneste og praktisk næstekærlighed, uden at der samtidigt er sans for det blødende hjertes selvopofrende, varme og medfølende kærlighed. De to kilder til kærlighed på Jorden skal ikke ses som konkurrenter, men som to strømme der reguleres indbyrdes, således at de gensidigt forstår hinanden, respekterer hinanden og accepterer, hvilken plads i udviklingen de skal få.
Vi står her over for en grundlæggende problemstilling omkring Siriuslogens indflydelse på menneskehedens udvikling. En vanskelighed ved denne loges indflydelse, set i forhold til de forståelser om kosmisk kærlighed, som blev antydet i oplevelsen om Den Kosmiske Kristus, er, at den åndelige undervisning, som stammer fra Siriuslogen, har lagt vægt på åndens og bevidsthedens tilbagetrækning fra stoffet på en måde, der kan give et misforhold til de skabte verdener. Den form for identifikationskærlighed, som oplevedes omkring solvæsenets kærlighed og endnu stærkere ved Den Kosmiske Kristus kærlighed, indebærer et forhold til de skabte verdener, der giver disse verdener samme berettigelse som de transcendante verdener. Jo mere kærlighedsforståelsen fra Den Kosmiske Kristus får indflydelse på udviklingsvejen i menneskeheden, jo mere kan vi forvente, at de skabte verdener accepteres som Guds selvåbenbarelse og som lige så guddommelige som andre verdener. Heri ligger nogle dybere problemstillinger om forholdet mellem ånd og stof og om forskellen på en maskulint præget åndelig filosofi og en feminint præget åndelig filosofi.
Hvis det er rigtigt, at vi er på sporet af en forskel på en Siriusskole og dennes vibration og forståelse og en livsforståelse og vibration, der er naturlig i Den Kosmiske Logos hjerteudstrømning, så er det ikke vor opgave at afgøre, hvilken forståelse der er den bedste eller den højeste, da en fuldkommen forståelse og en fuldkommen kærlighed sandsynligvis kun kan findes i komplementariteten mellem forskellige forståelser og vibrationer. Men det er vor opgave at finde frem til hvilken kærlighedsstrøm, der bedst passer til vor individuelle udvikling og vore individuelle opgaver. Spørgsmålet er da: Hvilken skole eller indstrømning skal vi hver især respondere på og repræsentere i en bestemt inkarnation?