Er det muligt at møde Kristus? Ja, det er muligt. Her er en beretning fra et møde med Kristus. Det indtraf under en rundrejse i Israel, hvor vi bl.a. besøgte Oliebjerget og Getsemane Have. I Alle Nationer Kirke, der ligger i Getsemane Have, udspandt sig en mystiker oplevelse, af andre kaldet en transpersonlig hændelse. Jeg oplevede det som en åbenbaring, et kald og et vidnesbyrd om Kristus aktivitet.
Jerusalem d. 8. nov. 1997.
Den gyldne Bro
Under et besøg i Jerusalem går busturen til Oliebjerget. Det er den højeste top på et højdedrag, der ligger øst for den gamle bydel i Jerusalem. Oliebjerget ligger ca. 800 meter over havets overflade, hvilket er højere end Jerusalem, så der er en storslået udsigt over byen. I den gamle bydel ligger tempelpladsen smukt badet i sollys. Derefter køre vi ned til Getsemane Have og Alle Nationers Kirke, der ligger på højde med Jerusalem.
De fleste følger rejselederen, ligeså min hustru Margit, mens jeg går stille rundt for mig selv. I Getsemane Have hersker fred. Vejret er varmt og solen skinner fra en blå og skyfri himmel. Grundstemningen og kraften på stedet, føles lidt anderledes end i Kapernaum, som jeg besøgte i går. Jeg har læst, at Getsemane Have var stedet, hvor Jesus følte dødsfrygt og kvaler. Efter min bedste overbevisning og indføling, mærkes ingen form for frygt, men i stedet en manifestation af stålsat viljestyrke og fasthed. Kraften føles meget stærk og intens. Gad vide om; fuglene, de mange blomster, buskene og de gamle oliventræer stadig husker Jesus? Over stedet hviler en helt speciel glans – et svagt gyldent lysskær.
Stille og ydmygt går jeg rundt i denne dybe væren af fred, det er simpelthen umuligt at være andet. Fred er til stede over alt, sammen med en udefinerlig form for stor og overmenneskelig viljestyrke. Det opleves nu som fasthed og stor karakterstyrke. Fra haven går det af en trappe op under halvtaget og de store buer på Alle Nationers Kirke. Her står jeg stille en stund, i den midterste af de tre buer og betragter Jerusalems ringmur og Den Gyldne Port. Under Jesu indtog i Jerusalem gik turen fra Oliebjerget netop gennem denne port.
Mens jeg står og betragter den Gyldne Port, danner der sig en gylden bue fra solen, højt på himlen, og ned til Den Gyldne Port. Den gyldne bue af solild forsvinder bag Jerusalems gamle ringmur, og Den Gyldne Port, der har været tilmuret siden 1530. Dog ses et gyldent skær ved porten. Ifølge jødisk tradition hævdes det, at det vil være den port, hvorigennem Messias en dag vil drage ind i Jerusalem. Det er et fantastisk skue: Med en pulserende og ildagtige gyldne bue, stråle eller bro, og jeg oplever det med åbne øjne, samtidig med den fysiske verden.
Pludselig tænder en ny gylden lysbue, der minder om en gangbro. Den udgår fra Den Gyldne Port og ender i Alle Nationers Kirke, lige hvor jeg står. Den vokser og bliver til en stor og flot gylden pulserende hængebro. Den er dannet af en masse små og store gyldne lysstråler eller tråde. De udgør et mønster, der hele tiden pulserer, og ligner flydende guldlys. Jeg er dybt forundret og forstår ikke, hvad det er, jeg oplever. En ting er sikkert, jeg oplever et syn med åbne øjne, samt er klar over, at jeg er den eneste, der har denne åbenbaring.
Efter en stund opdager jeg, at der midt på Den Gyldne Bro, udgår en mindre lysbro. Den forsvinder ned i en dal. Det er formentlig Kidrons Dal, som den lille lysbro ender i bunden af, og lysbroen er til venstre for mig. Denne lille lysbro, er ikke særlig tydelig i forhold til den store lysbro mellem Den Gyldne Port og Alle Nationers Kirke. Længe står jeg forundret og bare betragter.
Pludselig hører jeg et kor synge inde i kirken. De synger salmen: Dejlig er Jorden. Jeg går ind i kirken, for at se koret og opleve de smukke toner, men der er ikke noget kor. Der går kun nogle turister rundt med deres fotoudstyr.
Med et slår stemningen om, som ved en begravelse. Et syngende kor toner frem, men ikke af denne verden. Kort efter stopper sangen, og der ses en masse skikkelser, der deltager i en begravelse. Der er både gejstlige og ledere tilstede fra flere religioner. Tydeligst lægger jeg mærke til en lama i hans farvestrålende gevandter, samt en af pavens håndgangne mænd med hans særegne hovedbeklædning. Midt i kirken står et stort hvidt lystårn, der hvor kisten skulle have stået, men der er bare ingen kiste eller noget lig at se.
I tankerne spørger jeg lystårnet: ”Hvem er du, og hvad sker der?”
”Du er til en begravelse, af en der kæmpede for os alle,” lyder det i mine øre.
”Du store lysskikkelse, hvem er du,” spørger jeg i tankerne.
”Dit højere selv. Vi er alle tre samlet til de tos begravelse,” lyder det i mine øre.
”Det forstår jeg ikke, er det min egen begravelse jeg overvære,” spørger jeg i tankerne.
”Ja. Det kan man godt sige, men det er mere end det,” lyder svaret.
”Jeg forstår det ikke. Du siger, at det er min egen begravelse jeg overvære. Er det fra slutningen af dette liv eller først den jordiske afslutning af mit næste liv,” tænker jeg.
”Du har næsten selv svaret. Det er muligt at nå i dette liv, men ikke sandsynligt eller ønskeligt,” lyder det i mine øre.
”Dette syn, her i kirken, er altså afslutningen på mit næste liv, som jeg oplever nu,” tænker jeg.
”Ja. – sådan kan man godt sige,” lyder svaret,
”Jeg forstår det stadig ikke. Er du min sjæl eller højere selv?” spørger jeg i tankerne.
”Jeg er dit højere selv. Nogen vil måske bruge ordet sjæl,” lyder det i mine øre.
Et orkester begynder at spille. Det er trompeter og basuner der dominere og de spiller forrygende godt. Jeg forstår det ikke. Der er ikke noget orkester at se, så hvor kommer musikken fra? Jeg opgiver at stille flere spørgsmål, for jeg forstår ikke svarene. Jeg er også tilfreds med, blot at vide, at begravelsen måske er et fremtids syn fra afslutningen af mit næste liv. Jeg bliver stående i kirken og lytter til den skønne musik.
Efter en stund går jeg stille og ydmyg mod kirkens udgang og indgang, der er en og samme. Ude foran kirken, får jeg lov til stadig at skue de smukke gyldne broer. Bag mig inde i kirken begynder alle nu at synge: Altid frejdig når du går. Det lyder himmelsk som et kor af engle. Jeg er dybt forundret og ydmyg ved at overvære dette og står igen på samme sted, som før jeg gik ind i kirken. Sangen dør ud Den Gyldne Bro er nu meget tydelig og pulsere utroligt kraftigt og ildagtigt, samt udstråler et gyldent skær.
En tanke spørger: ”Mon de snart bærer kisten ud på broen og ned på kirkegården.” Men intet sker. Der er jo heller ingen kiste eller noget lig.
Så står jeg igen og venter, ligesom i Kapernaum, men Jesus kommer ikke til syne og murværket i porthvælvingen forbliver, hvor det er. Pludselig fornemmer jeg, at den Gyldne Bro godt nok udgår fra Den Gyldne Port i Jerusalems ringmur og over til Alle Nationers Kirke, men den går videre og forsvinder på en uforklarlig måde et sted i mig og uden om mig. Jeg føler, at den har en samhørighed med mit kronechakra og pinalchakra, men også med hjertechakraet. ”Lysbroerne må være oplevede symboler,” tænker jeg.
”Hele hændelsen er langt mere end det,” siger en anden tanke.
Dybt berørt og med blanke øjne forladers kirkens buegang af en trappe. Jeg går ned i en tilstødende have, modsat af hvor jeg kom op. På vej ned af trappen toner korsangen ud, og hele synet forsvinder. På en forunderlig måde bringer de gamle træer og buske, de mange blomster, fuglenes sang, varmen og sollyset mig blidt tilbage, så kun den fysiske verden nu sanses.
Jeg er total uforstående over det skete, og trøster mig med, at tiden nok vil åbenbare betydningen af det oplevede. Efter en stund dukker en tanke op: ”I går stod du flere gange i Kapernaum og ventede på Johannes og Jesus, den sidste gang du ventede, var det kun Jesus du ventede på. Hvorfor ventede du ikke mere på Johannes? Hvorfor var det kun Jesus, du ventede på til sidst i Kapernaum? I dag stod du igen og ventede, og denne gang på Jesus.
Pludselig tænder en lysende tanke: Det er for tidligt.
Længe lyser tanken op på den indre skærm, og pludselig lyder det: ”Der er relationer mellem beskeden fra Den gamle af Dage og denne hændelse.”
Jeg forstår det ikke. Det skal nok heller ikke forstås, men blot opleves. Den indre skærm slukker, og en samhørighed med stedet indtræder. En samhørighed jeg aldrig før har oplevet så stærkt.
Efter en stund forlades Getsemane Have, og jeg tilslutter jeg mig rejseselskabet. Kort efter kører vi i bus tilbage til vores hotel, og resten af dagen er til fri disposition. Til fods får Margit og jeg set noget af det gamle Jerusalem, og gerne så meget som muligt. Så vi er godt trætte og fødderne er ømme, da vi når tilbage til vores hotelværelse. Inden vi går i seng, sidder vi begge og små pjatter som børn på kanten af et badekar med ømme fødder forankret i sæbevand.
Efter fodbad og brusebad finder jeg et kort frem over Israel. På det står tydeligt; et af de bjerge, der ligger bag bakkekammen som jeg så på, da jeg i går stod og ventede på Jesus og Johannes i Kapernaum, hedder Saligprisningsbjerget. Bjergprædikenen handler meget om saligprisning, især det jeg fik læst op af en indre stemme – forunderligt.
Margit ligger og læser i sengen, mens jeg sidder og grubler ved et bord. Tankerne drejer sig fortsat om bjergprædikenen. Den er måske det mest centrale i kristen etik? Måske er den det centrale i kristendommen som helhed – hjertet i kristendommen? Måske er det mere korrekt at sige: Jesus er hjertet i kristendommen?
Jeg oplevede lys, musik og sang på en helt speciel måde, og følte det var en velsignelse af fremtidigt arbejde, og måske et kald. At blive ønsket held og lykke med fremtidigt arbejde, er vel heller ikke det værste, man kan opleve. Jeg tror at velsignelsen også rækker ind i det næste liv. Synet og hændelsen var noget helt enestående, og en meget stærk oplevelse. Noget helt andet end religiøse doktriner, samt det at tro. Hvor Jesus kommer ind i denne sammenhæng, forstår jeg stadig ikke.
Har hændelsen i Kapernaum mon en forbindelse til oplevelsen i Alle Nationers Kirke? De har et fællestræk: En stor længsel efter Jesus. I Kapernaum ventede jeg også på Johannes, men holdt pludselig op med at vente på ham, og ventede derefter kun på, at Jesus skulle komme mig i møde. Hvorfor holdt jeg så pludselig op med at vente på Johannes? Navnet Johannes dækker over flere personer med tilknytning til Jesus, da han vandrede på Jorden for ca. 2000 år siden. Hvilken Johannes var det mon, jeg ventede på?
Ydmyg og stille går det i seng. De sidste bevidste tanker:
– Vil Messias mon gøre sin entre gennem Den Gyldne Port, når tiden er til det, skal være usagt. Jeg tror det nu ikke. Messias har været her, og gik gennem denne port for 2000 år siden. En ting oplever jeg dog som sikkert: Den Gyldne Port er et symbol på, at mennesker skal åbne deres lukkede hjerter, så ”Kristus” kan komme ind. Det handler om en ny bevidsthed, der vil folde sig ud på grund af Kristuslys.
– Med denne oplevelse er det for alvor gået op for mig: Arketypen Gud som den gamle vise mand med et gråt skæg for alvor er skrottet og erstattet af: ”Alt er i Gud” og ”Gud er i alt.”
– Var min oplevelse en åbenbaring? Ja. Det mener jeg. Det også var et kald med indhold – belæring.
Refleksion anno 2014
I nov. 2013 er jeg igen på rundrejse i Israel. Denne gang er det med min datter Lenette jeg rejser. På denne rejse besøger vi også Oliebjerget og Alle Nationer Kirke. På et tidspunkt sidder jeg i Getsemane Have, og nyder stedets fred og ro. Solskinnet og de gamle oliventræer påvirker mig igen på denne uforklarlige måde. Kan de mon huske Jesus? Pludselig står det klart for mig: Det lysbro jeg oplevede i 1997, var en åbenbaring, hvor Kristus viste sig for mig. Er det måden Messias vil tone frem på, for det enkelte menneske? Ja, det tror jeg. I dagens verden handler det ikke om, at møde en fysisk frelsende person eller en opstanden, der kommer ned gennem skyerne. Det handler om udvikling af bevidsthed. På den måde er det muligt at møde Kristus, Buddha, Jesus og de andre opstegne Mestre. I dette tilfælde mødte jeg Kristus. Samtidig fik jeg en belæring, og blev velsignet. Det var en mystiker oplevelse af de helt store, og en af smukkeste transpersonlige oplevelse, jeg har haft. En af dem der har været med til at ændre mit liv på en gennemgribende måde. Måske vil nogen spørge: Hvorfor hævder du, det var Kristus, du mødte. Du mødt ham jo ikke face to face?
Nej jeg mødte ikke Kristus face to face. Et direkte møde med ham, ville jeg som inkarneret person næppe overleve. Hans energi og udstråling er enorm, og min krop er ikke beregnet til et sådant møde. Derfor skete mødet på denne måde.
Hvordan vil et møde med Mestre ske i fremtiden? Mit bud er: Om adskillige århundrede, måske årtusinder ud i fremtiden, når jorden er blevet et fredeligt og kærligt sted at være, da bliver det muligt, at møde dem i fysiske inkarnationer. Indtil til da, i de næste århundrede handler det om udvikling af bevidsthed, for på den måde, at forberede Kristi tilsynekomst eller genkomst.
I bogen ”Hjertes visdom” på side 59 skriver teosof og lysarbejder Asger Lorentsen følgende om Sol-kristusindstrømning: ”Ifølge manges oplevelser og erkendelser er der i slutningen af det tyvende århundrede startet en ny Sol-kristusindstrømning, der bygger videre på det, der skete for 2000 år siden. Ved denne indstrømning synes selve det planetare hjerte at optage så megen solvibration i sig, at dens lys er ved at blive meget forøget. Den nye Sol-kristusindstrømning i vor tid synes at have den specielle opgave, at starte begyndelsen på selve Jordens opstandelse og at stimulere det planetare væsens indvielsesproces. En virkning af denne Sol-kristusindstrømning synes, at ånds-kærligheds-livet i Shamballa og Det Store Hvide Broderskab er ved at blive stærkt forøget. Når de fire højere verdener på planeten gennemstrømmes endnu stærkere fra Solens Hjerte, så vil ånden og sjælen i alle mennesker blive stærkt vitaliseret. Dette betyder igen, at det da bliver nemmere for menneskets indre væsen at gennemtrænge de ydre personligheder, således at den levende ånd, den levende Kristus og den levende gudskærlighed begynder at stimulere de højere chakraer til en gennemtrængning af personlighedens forskellige lag. Det motto, som Kristus slog an for 2000 år siden, bliver således i stedse højere grad en levende realitet i den næste totusindårige cyklus. Mottoet lyder: Jeg er opstandelsen og livet. Energien i dette motto kan føres tilbage til den ekspansive kærlighedskraft, der strømmer fra solvæsenet ind i Jorden.”
Min transpersonlige oplevelse bekræfter sandheden i det Asger her skriver. Reelt er det et vidnesbyrd. Mystikeroplevelsen er også et vidnesbyrd om, at der findes en anden verden end den fysiske.
Bøger med relationer til denne artikel:
Blændværk et Verdensproblem. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
De syv Stråler. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Dine mange liv. Mira Kelley. Det Blå Hus, Gyldendal A/S
Et kristent svar på reinkarnationslæren. Leslie Dorn og Sven Damsholt. Visdomsbøgerne
Hjertets visdom. Asger Lorentzen. Den Gyldne Cirkels Forlag
Indvielse. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Jesus og Kristusimpulsen. Asger Lorentzen. Den Gyldne Cirkels Forlag
Karma og Dharma. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Liv efter liv, samtaler om reinkarnation. Annie Dunch. Forlaget Documentas
Reinkarnation. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Reinkarnation. Christoffer M. Bache. Forlagt Aschehoug
Reinkarnation er forenelig med kristendom. Karl Aage Kirkegaard. Visdomsbøgerne
Reinkarnation i kristen tradition. J. Head og S. L. Cranston. Visdomsbøgerne
Reinkarnation og Frihed. Poul Lauritsen. Forlaget Borgen
Sjælen, livets kvalitet. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Symbol ordbog. J. E. Cirlot. Visdomsbøgerne
NB.
Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser.
Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.
Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard