Døden er det lys, der på et tidspunkt lammer alle fysiske livs funktioner, sagt på en anden måde: Døden afslutter alle biologiske organismers liv. Døden er en esoterisk lov opløsning og tilbagelevering. Hvordan styres og fordeles dødens lys eller energi?

Det giver Alice A. Bailey et svar på i bogen ”Døden – det store eventyr.” Hun skriver: Døden er en intuitionens handling, som overføres af sjælen til personligheden og fuldbyrdes derefter af den individuelle vilje i overensstemmelse med den guddommelige vilje. Og derefter lyder et ord. Det udstrålende lyspunkt, der steg ned, stiger nu op; det responderer på den svage tone, der kalder det tilbage, tiltrukket af sin oprindelige kilde. Dette kalder mennesket død, men sjælen kalder det liv. Genopstandelse er naturens nøgleord; ikke død. Døden er kun genopstandelsens forgemak.

Dødsprocessen foregår okkult således:

A. Det første stadium er tilbagetrækningen af livskraften til det æteriske vehikel fra det tætte fysiske legeme, som derefter går i forrådnelse og opløses i sine bestanddele. Det ydre menneske forsvinder og kan ikke længere ses af det fysiske øje, selv om mennesket stadig befinder sig i det æteriske legeme. Når det æteriske syn er blevet, vil tanken om døden antage helt andre dimensioner. Når et flertal af menneskeheden kan set et menneske være virksom i sit æterisk/fysiske legeme, vil tabet af det tætte fysiske legeme blive betragtet som en befrielse.

B. Det andet stadium er tilbagetrækning af livskraften fra det æteriske legeme og dets devitalisering.

C. Det tredje stadium er tilbagetrækning af livskraften fra den astrale eller emotionelle form, således at den kan opløses på lignende måde, hvorefter livet koncentreres andetsteds. Livet har vundet i vitalitet gennem eksistensen på det fysiske plan og har fået yderligere farve gennem emotionelle erfaringer.

D. Det sidste stadium for mennesket er at trække sig tilbage fra det mentale vehikel. Efter denne firfoldige tilbagetrækning er livskræfterne udelukket koncentreret i sjælen.

Du kan læse meget mere om døden i Alice A. Baileys bog ”Døden det store eventyr.” Ovennævnte citater stammer fra side 12 og side 83.

Døden som en tro følgesvend gennem livet

Dette er en personlig beretning om døden som følgesvend gennem mit liv.

Den første tid

Gennem hele mit liv har jeg levet i dødens skygge. Det begyndte allerede før jeg blev født. En forårs dag i 1945 havde min far nær skudt mig og min mor ved en vådeskuds ulykke. Han sad og rensede en pistol, da den pludselig gik af. Han havde godt nok taget magasinet ud af pistolen, men han glemte, at der sad en patron i kammeret. Pistolen var klar til kamp! Min mor sad lidt fra ham på kanten af et skrivebord. Kuglen ramte skrivebordet få centimeter fra hendes krop og runde mave.

Selve min ankomst til denne verden var heller ikke uden problemer. En sommer dag i juni måned 1945 opsøger min mor Sankt Josephs Hospital, som bl.a. driver en fødeafdeling for Københavns Kommune. Hun bliver vist ind på et kontor. En nonne kommer lidt efter for at snakke med min mor om den kommende fødsel. Ordene vælder ud af hende, men hun bliver afbrudt af søsteren med ordene: ”Om De kan føde her, er ikke noget jeg kan tage stilling til – vent et øjeblik.”

Lidt efter vender hun tilbage, og medbringer en ledende søster. Endnu en gang fortæller min mor. På spørgsmålet: ”Hvorfor er din mand ikke med?” Svare min mor: ”Han er interneret, fordi han har arbejdet som vagtmand for tyskerne under besættelsen.”

”Med den baggrunde de og deres mand har, kan De ikke føde her på hospitalet,” siger den ledende nonne bestemt. ”Vil det sige, I afviser mig,” udbryder min mor harmdirrende.

”Ja. De kan ikke føde her. De burde have tænkt dem om for længe siden,” lyder det skarpt fra en af dem. ”Er det ikke et offentligt hospital?” Spørger min mor.

”Ja. Vi driver en fødeafdeling for Københavns Kommune. Og…?”

I en grå tåge forlader min mor hospitalet. Uretfærdighed pisker gennem hendes krop og konstant runger det i hendes hovedet: Hvor skal jeg føde, når tiden kommer? Hvorfor ville de ikke kendes ved mig og mit barn? Hvordan kan katolske og kristne nonner opføre sig sådan, når de tjener Gud og Jesus? Hvor er deres næstekærlighed?

Enden på historien bliver, at min mor føder mig på en privatklinik på Frederiksberg. I den forbindelse sker der lidt af et mirakel før min fødsel. Min far har ingen penge, han er jo interneret af modstandsbevægelsen. Min mor er p.t. arbejdsløs, og hun bor sammen med min farmor. Hun tjener til dagen og vejen ved hjemmearbejde af forskellig art. Hun syer, stryger, reparere tøj for folk, og har lejet et værelse ud til en logerende. Pengene er små, meget små. Hvor skal pengene komme fra til betaling for fødslen? Pludselig dumper en kuvert ind gennem brevsprækken i min farmors lejlighed i Bispeparken. Den indeholder 750 kr. i kontanter. Det er nok til betaling af fødeklinikken og til køb af babyudstyr. Familien har aldrig opklaret, hvem der donerede pengene. Hvor kom de fra? Hvem afleverede dem?

Selve fødslen er heller ikke uden problemer. Min mor ankommer til fødeklinikken omkring kl. 9,00. Kort efter hun er anbragt på en briks, besvimer hun. Det sidste hun husker er, at hun råber: ”Jeg dø, jeg dør.” Seks timer sener lyder en stemme: ”De har født en køn og velskabt dreng. Lille Fru Nielsen hvad har De dog oplevet? Under den lange og hårde fødsel, har De haft det ene mareridt efter det andet.”

Min farmor kommer skubbende med en vugge, og stiller den ved siden af min mors seng. På en hvid pude ses et sovende, gulligt barnehoved. Jordmoderen tager forsigtigt drengen op af vuggen, og lægger ham i sengen ved siden af min mor. Min farmor siger: ”Det har været en streng fødsel, og på et tidspunkt var man bange for både dit og drengens liv, så en ambulance blev tilkaldt. Den holdt stand by, for evt. at overføre Jer til Rigshospitalet, men der blev ikke brug for den.”

Min farmor kommer troligt i de næste dage, og er hos os i den korte tid, der må være besøgende. Det var et under, at hun fik lov til at blive på klinikken under fødslen. Det var dengang ualmindeligt, meget ualmindeligt. Efter godt en uge er vi hjemme. Et par dage efter hjemkomsten cykler min mor til Gentofte, og får arbejde på en regnestok fabrik. Ugelønnen er ca. 71 kr. og arbejdstiden er 48 timer.

Efter fødslen trives jeg ikke. Jeg tager ikke på i vægt, gylper og kaster op. Så jeg bliver indlagt på Børnehospitalet Fuglebakken. Her er jeg i fem uger, og min farmor besøger mig hver dag. Om søndagen besøger min mor mig også, det er hendes ugentlige fridag. Senere går jeg af flere omgange til lysbehandlinger på Finsen Instituttet. Det er på grund af natlige mareridt, og fordi jeg stadig kaster op. Lægerne siger: Det er på grund af nogle kirtler i maven. Hvor mareridtene stammer fra, kan lægerne ikke forklare?

Alt dette er ikke noget jeg kan huske. Joe, lidt af det. Langt det mester af denne viden er indsamlet i forbindelse med mange og lange samtaler med min mor, og med den øvrige familie. Det skete især over en årrække som resurse arbejde i forbindelse med, at jeg skrev familiens historie.

Til gengæld husker jeg tydeligt den næste hændelse. Jeg går i første klasse på Sankt Petri Skole i centrum af København. På vej hjem fra skole er der i et stræde lidt fra skolen samlet en horde af rødder. Pludselig kommer en råbende, skrigende og stensmidende flok lige mod mig og en kammerat. Vi ser os på hinanden, smider vores skoletasker og fanden tager ved os. Vi løber for livet, og ender ude på Christianshavn. Langsomt kommer jeg til mig selv, siddende under en bro, der går over en kanal. Den ene sporvogn buldre over broen efter den anden, så jorden ryster. Vandet kalder på mig, det er smukt, koldt og virker dragende. Samtidig er det ubeskrivelig fredeligt, især når det svagt klukker mod broen og bolværket. Mine første tanker er: Hvornår mon forfølgerne gav op, du opdagede det aldrig. Hvad er der sket med skoletasken?

Mange år senere i 1997 skal jeg for første gang i mit liv til healing. Vel fremme hos en healer i Karlslunde fortæller healeren Jette om behandlingen. Den kan bestå af kinesisk kiropraktik, healing, samtale og evt. tibetansk medicin. Da jeg ligger på briksen, siger Jette: Jeg seer en masse vand, i vandet er et billede af en dreng på 7 – 8 år, og det hele vibrerer. Der er megen frygt, vrede, og desperation forbundet med det. Har du engang været ved at drukne?

Tænke, tænke og svaret lyder: Ikke det jeg ved af.

Det skal du ikke tænke mere på. Nu healer jeg dig, og en eller to behandlinger til, så skulle det være i orden, lyder det, mens hun skubber, hiver og trykker forskellige steder på min krop. En time er gået, en ny tid aftales, og så går det hjem af, efter jeg har betalt for healingen.

I bilen på vej hjem, dukker hændelsen fra dengang op, og jeg ser drengen Finn for mig, som han sidder under broen og kigger på sit spejlbillede i vandet. Er der noget, der i mit liv har virket tiltrækkende på mig, så var det netop det kanalvand, trods dets grums og oliefilm. En tanke tager form: Har du som dreng været tæt på at tage dit liv, under en af Torvegades små kanalbroer på Christianshavn, ikke langt fra Vor Frelsers Kirke med dens smukke snoede tårn og gyldne spir? Svaret lyder: Ja. Du var tæt på, meget tæt, men noget holdt dig tilbage.

Atter en gang må jeg konstatere: En tyskerunge i København havde det ikke let. Det er ikke nogen beklagelse. Thi, jeg oplevede også skønne og kærlige øjeblikke. Det var ikke kun had, jeg mødte. Det var ligeligt fordelt.

Ungdomsårene
Også i den periode er jeg flere gange tæt på døden. Det sker bl.a. under en fjeldvandring i Norge. En flok spejdere er på vej op af en stejl bjergsti i Jotunheimen. Nogen af os syntes, det er spændende at klatre lidt, så vi fjerne os fra stien. Pludselig skrider min ene fod, og jeg begynder at vælte bag over. En af spejderlederne der klatrer bag mig, giver mig et skub forover og holder på mig, til jeg igen får fodfæste. Det gik lynhurtigt. På få sekunder oplevede jeg, at mit liv begyndte at passerede revy for mine øjne. Bagefter står vi begge og sunder os. Bjergvæggen ender ca. 50 meter nede i en kløft. Jeg får fremstammet en tak, og så fortsætter vi vider op, men nu af den regulere bjergsti.

I sommeren 1963 forlader jeg Gl. Holte skole med en realeksamen. Kort før er familien flyttet til Roskilde. I juli måned dør min elskede farmor. Den dag hun dør, er hendes sidste ord ved morgenbordet: Farvel Edith. Nu må du tage, over og afløse mig. Min mor tænker ikke nærmere over ordene. Så sammen med min far og undertegnede køre vi på arbejde. Det er min mors sidste arbejdsdag på Nærum Nylon. Derefter skal hun holde ferie, og bagefter passe familiens nye kunsthandel i Roskilde. Min far og undertegnede, er i gang med at male et hus udvendigt i Virum. Af forskellige omveje får min mor beskeden: Farmor er blevet kørt til sygehuset med et hjertetilfælde. Det var en nabo, der ringede til Nærum Nylon. En time efter den besked er vi fremme på Roskilde Sygehus. Her er beskeden: Anna Nielsen ankom med en ambulance til modtagelsen kl. 11,45. Hun var død ved ankomsten, formentlig af et hjertestop. Min farmors død kom ikke helt bag på mig. Gennem mere end 10 år har hendes helbred været skrantende. Hun har bl.a. kæmpet mod livmoderhalskræft og dårligt hjerte. Til gengæld var sorgen stor. Den dag i dag tænker jeg jævnligt på hende. Hun var et usædvanligt kærligt og opofrende menneske. Hvad angår kærlighed er hun blevet en lysende vejviser for mig. Den kærlighed hun nærede til mig, søger jeg at formidle videre. Det sker bl.a. til mine børn, børnebørn og svigerbørn.

Hen på sensommeren er jeg til undersøgelse og test på Militærhospitalet, og til forskellige prøver og samtaler på Flådestation Holmen i København. Mit mål er at blive konstabel, og samtidig tage en faglig uddannelse. For derefter at fortsætte på officers skole, og samtidig tage en uddannelse som maskinmester. Efter 12 år vil jeg så være maskinmester og maskinofficer, samt have mulighed for at skifte fra militæret til et civilt job, hvis jeg ønsker det. Under hele forløbet har jeg en rimelig indtægt.

Jeg bliver antaget, og skal begynde som konstabelelev samtidig med, at jeg aftjener min værnepligt. Efter små 3 års tjeneste bl.a. på 2 ubåde og to overfladeskibe pådrager jeg mig en alvorlig lungesygdom. Jeg bliver indlagt på Militærhospitalet i København. Uger senere bliver jeg udskrevet, med besked om, at tage hjem til Roskilde, og afvente yderligere besked fra personalekontoret på Holmen. Jeg får også at vide, at jeg har en lungesygdom, der gør mig uegnet til militærtjeneste. Uden for sygehusets port står jeg en varm sensommer dag og konstaterer: Verden er dybt uretfærdig. Først nogle dage efter hjemkomsten går op for mig, at mine fremtidsplaner er totalt kuldsejlet. Kort efter bliver min kontrakt med Marinen ophævet. Jeg bliver kasseret som soldat og hjemsendt. Min sidste handling i Søværnet er at aflever min uniform på Flådestation Holmen. Nu her ca. 50 år efter er jeg stadig i live, og jeg har mange gange takket de, som takkes bør. Ikke mindst healere på de indre planer især Verdensmoder Maria.

Frem til min 70 års fødselsdag
I løbet af de næste 36 år arbejder jeg i Falcks Redningskorps. I den periode er jeg tæt på døden. Det gælder ikke min personlige død, men via de mennesker jeg møder undervejs. Det sker på ambulanceture, ved kørsel med redningsvogn og ligvogn. Her møder jeg resultatet af dødens arbejde mange gange.

I forbindelse med min mors dødsproces er jeg med hele vejen. Lige fra hun får konstateret dårligt hjerte på Herlev Sygehus. Hvor hun er indlagt af flere omgange. Efter den første indlæggelse dør hun ca. 3 måneder sener på et plejehjem i Gladsakse. Her udånder hun omgivet af børnebørn og undertegnede. Også i den forbindelse bliver jeg bagefter overraske over det store afsavn. I skrivende stund savner jeg hende stadig. I de sidste 10 år af hendes liv, kom vi til at stå hinanden meget nær. Jeg besøgte hende fast en gang hver uge. Vi spiste frokost, snakkede religion, den nære familie og hele familiens historie. Det vil sige to generationer tilbage, som hun huskede de implicerede personer, og den tids historie. Dagen efter besøgte blev oplysningerne tastet ind på min computer. Nå ja, så besøgte jeg hende også jævnligt sammen med min hustru Margit, børn og børnebørn. Familie sammenhold var meget vigtigt for Margit.

Hvad angår min hustru Margit, så gælder lidt et samme, hvad angår det at dø. Det er en lang proces. Lige fra hun første gang får konstateret brystkræft, til hun dør af en kræftsvulst i hjernen 18 år senere. I den periode har jeg siddet mange gange ved en hospitalsseng, og også været med under et to måneders ophold på et hospice i Himmelev ved Roskilde. Herfra bliver hun hjemsendt med beskeden: Det er for tidligt. Underforstået, din kræft er ikke så fremskreden, at du er tæt på at død. 11 måneder senere udånder hun på Roskilde Sygehus. Den dag er jeg ved hendes side sammen med både børn, børnebørn og svigerbørn. Hun ville helst dø på et hospice, men nåede det ikke. Selve den akutte dødsproces tog en uge. Hele lærdommen under vores lange ægteskab handlede om kærligheds relationer af mange forskellige slags. Set i bakspejlet går det med kærlighed igen og igen.

Nu vil nogen måske spørge: Hvad med din fars død? Her var jeg ikke tæt på processen, men på resultatet. Min far får et hjertestop i hans bil på vej til København. På motorvejen ved Tåstrup mister han kontrollen over bilen, og pløjer ind gennem noget krat og nogle træer. Ved ankomsten til Glostrup Sygehus er han kvæstet, men døde af hjertestop. Det viser en senere obduktion. I den anledning bliver jeg kontaktet af politiet, der godt vil snakke med mig. Jeg bliver afhørt på Politistationen i Glostrup, og bagefter identificere jeg min fars lig på skadestuen i Glostrup. Hans pung og kørekort forsvandt under bilens kontakt med krat og træer. Det hører med, min far brugte af princip ikke sikkerhedssele. Da han døde, var hans hjertepulsåre meget forkalket. Han dør i 1977 i en alder af 53 år.

Han døde tidligt! Har hans: Internering efter besættelsen, byretsdommen, to år i fængsel, fordi han arbejdes for den tyske marine som vagtmand, tabet af borgerlige rettigheder for en tid, samt den sociale udstødning, spillet en rolle i forbindelse med hans tidlige død? Ja, det tror jeg. Rollen som en af samfundets syndebukke, var hård kost for min far. Han havde det meget svært med følelsen af, at være blevet behandlet uretfærdigt.

Nu kan man spørge: Har du yderligere været tæt på døden? Ja, lad mig næve nogle tilfælde, jeg umiddelbart kan huske. Jeg havde lige fået kørekort, og var tæt på at vælte med bilen. Jeg kørte alt, alt for stærkt. Under branden i Roskilde Domkirke d. 26. aug. 1968, var jeg tæt på at styrte ca. 10 meter ned fra en skotrende på domkirketaget. Under en tur op i fjeldene på Færøerne overraskede regn og tåge os. Jeg var meget tæt på afgrunden. Var min fod gledet, var der mange meter lodret ned til havet. Forsigtigt vendte familien om. Margit, vores børn og undertegnede tog hinanden i hånden og forsigtigt gik det retur ned af fjeldstien, samme sti som vi var kommet op af.

På et tidspunkt reagerer jeg ikke på, at mit forhøjede blodtryk begyndte at stige. En dag hvor jeg går ind af vores bryggersdør i Gershøj, vender jeg mig om, og ser en sort skikkelse, der smutter med ind – døden. Timer senere er jeg hos min læge. Her får jeg en indsprøjtning og nogle piller, som jeg tager med det samme. Han vil have mig sendt på sygehuset, men det siger jeg nej til. Jeg slipper ikke helt. I et af lægehusets rum ligger jeg på en briks i en god times tid, før jeg får lov at tage hjem. Blodtrykket er faldende og svimmelheden er aftagende. Så med en recept på yderligere blodtryksmedicin, forlader jeg lægehuset.

Jeg sad ved min svigerfars seng sammen med Margit, da han udånder. Det samme gælder da Buller, min mors samlever, udånder. Her var forløbet ret dramatisk. Min mor ringer til mig i Gershøj, og siger: ”Buller ligger inde i sengen, og han har frygtelige smerter. Han vil ikke have, at jeg ringer efter en ambulance eller vores læge. Hvad skal jeg gøre?” Da min mor ikke vil ringe efter en ambulance mod Bulles vilje, siger jeg: ”Om ca. en halv timer er jeg inde hos Jer.” Allerede ude på trappeopgange kan jeg hører Bullers skrig. Vel inde i lejligheden får jeg beroliget både Buller og min mor. Efter jeg har siddet lidt ved Bullers sengekant, er det i orden, at vi ringer efter en ambulance. Han skriger stadig, når smerterne i brystet bliver for voldsomme. Ambulancen ankommer med udrykning, og fortsætter til Herlev Sygehus med udrykning. Min mor og undertegnede følger bagefter i min bil. Efter behandling på akutmodtagelsen ender Buller oppe på deres hjerteafdeling. Her udånder han efter kort, mens min mor holder ham i hånden, og jeg sidder ved sengekanten. Sekunder før han dør, river han iltmasken af, rejser sig op i senge og prøver at sige noget. Der kommer nogle få uforståelige ord ud af hans mund, så synker han sammen og er død.

I sep. 2014 er jeg med på en lysrejse. Hvor det i bus går fra Danmark til Rom og retur, med stop i adskillige byer undervejs. Vi ankommer til Rom, drejer af motorvejen, og holder ved et betalingsanlæg. Jeg kigger ud af bussens vindue, og seer ned på en tom rustvogn, der holder i sporet ved siden af bussen. Efter lidt ventetid, sættes kursen mod Roms centrum. På et tidspunkt køre vi over floden Tiberen af en gammel bro, ind mod den gamle bydel. På højre hånd ligger Tiberøen. Ved et lyskryds på den anden siden af broen holder vi for rødt. Jeg kigger ud af bussens vindue, og ser en flot mercedes rustvogn, der sætter i gang for grønt. Den køre gennem krydset og forsvinder i trafikmylderet på den anden side. Det bliver grønt, og bussen køre ud i krydset. Da vi passere ligvognens ”spor,” lyder det højt i mit hoved: ”No point to return.” Orden står som printet i mit hoved. Jeg forstår ikke, hvad de betyder, eller hvordan ligvognsoplevelsen skal tolkes. Der spekuleres og grubles, pludselig bremser bussen op, og vi holder ved vores hotel.

Dagen efter er der rundtur i Vatikanets Museum, der fremviste en gigantisk rigdom uden lige. Efter det går det videre til Peterskirken. Der er et mylder af mennesker. Guiden finder et roligt hjørne og fortæller om kirken og Vatikanet, der er en selvstændig stat i Rom. Videre går det rundt i Peterskirken. Den er stor, mega stor, og der er et mylder af mennesker. På et tidspunkt stopper vi ved et stort alter, hvorunder der er et glasbur. I det er udstillet et balsameret pavelig. Efter forklaring af guiden, fortsætter vi til andre altre, der også huser udstillede gejstlige lig. Jeg må erkende, det bryder jeg mig ikke om. Hvor er etikken henne, når man udstiller døde på denne måde. Så kan kirken være udsmykket på den skønneste måde, hvad den i øvrigt også er. Jeg finder et roligt hjørne og sætter mig. Min lyst til at brække mig, er stor, meget stor.

Peterskirken er en kombination af en kirke og et lighus. Uden tvivl er det verdens flotteste lighus. Som jeg ser det: Kirke for sig, og lighus for sig. Som et dansk ordsprog lyder: Snot for sig, og skæg for sig. Reelt burde Peterskirken hedde Dødskatedralen. Den er verdens flotteste gravmægle, og et storslået monument.

Inden i mig er alt i vildt oprør. Tanker kommer og tanker går, til sidst lægger roen sig. Da lyder det højt i mit indre: ”De karmiske bølger vil med usvigelighed sikkerhed ramme Vatikanet og Romerkirken. Det er kun et spørgsmål om hvordan og hvornår?” Så ja, jeg mødte døden i Peterskirken i Rom, og snakket med ”ham” i et gadekryds også i Rom.

Udover det, har jeg via flere af mine transpersonlige oplevelser oplevet døden. Det skete under tilbagespolinger til tidligere liv. Her blev jeg vidne til ”min” død i flere tidligere inkarnationer.

Mennesker der har forholdt sig til døden

Her omtales tre mennesker, der har forholdt sig til døden og det at dø:

J. Krishnamurti (1895/1986)
Den indiske filosof J. Krishnamurti skriver følgende i bogen ”At være menneske” om sandhed og døden: ”Sandhed er frihed fra det kendte.” Han begrunder det med følgende ord: ”Vi ønsker ikke at vide, hvad døden er; vi ønsker ikke at kende til det mærkelige mirakel døden er – dens skønhed, dybde, umådelighed. Vi ønsker ikke at udforske dette noget, som vi ikke kender til. Det eneste vi ønsker er at fortsætte…”

Bede Griffiths (1906/1993)
Han var en katolsk munk, præst og mystiker. Han blev født i England, hvor han voksede op og studerede. En stor del af sit liv tilbragte han i et kloster/ashram i Sydindien. Her var han en stor drivkraft, og skabte en indisk kristen teologi. Han skrev bl.a. to bøger ”Ægteskabet mellem øst og vest” & ”Kirken må dø for at kunne genopstå.” De handler bl.a. om død og det, at noget skal dør for, at noget nyt kan vokse frem

Sri Ramana Maharshi (1879-1950)
En af de store vismænd i Indiens historie var mystikeren, Sri Ramana Maharshi. Han blev også kaldt den tavse mand. Han blev født i en lille Indisk landsby, med navnet Venkataram. Senere fik han navnet Sri Ramana Maharshi. I en alder af 17 år fik Venkataram en stærk mystiker oplevelse, og den forandrede hans liv for altid. Han oplever, at han skal dø. I stedet for at tilkalde familien eller en læge, lægger han sig på jorden, og lader som om, han er død. Samtidig spørger han ind af: Hvad er døden? Det indebære, at hans legeme skal forsvinde, og brændes til aske. Så følger en helt afgørende indsigt: Kroppen er død. Han kan fornemme at ”jeget”, der er mig, uafhængigt af legeme og død, altså en udødelig sjæl. Om oplevelsen udtaler han senere:

”Alt dette var ikke en dunkel tanke. Den strømmede livfuldt igennem mig som en levende sandhed, jeg opfattede direkte næsten uden tankeaktivitet. ”Jeg” var noget meget virkeligt, det eneste virkelige i forbindelse med min aktuelle tilstand. Frygten for døden var forsvundet for altid. Optagelsen i Selvet fortsatte ubrudt fra det tidspunkt af. Andre tanker kunne komme og gå som forskellige toner i musikken, men ”Jeget” fortsatte som den fundamentale sruti tone, der ligger bag, og som blander sig med alle de andre toner.”

Han betegner oplevelsen som pludselig befrielse og oplysning. Sruti betyder: Det hørte ved en guddommelig åbenbaring. Måske handler det om vibration?

Kort efter oplevelsen slog han sig ned ved foden af et helligt bjerg Arunachala i Sydindien, og boede der resten af sit liv. I de første år levede han i ensomhed og stilhed. Hen af vejen tiltrak han hengivne disciple, og langsomt voksede en ashram frem. I de senere år af hans liv, modtog han gæster og turister. Folk kom til ham, for blot at være i hans nærhed. Han blev verdensberømt. Maharshis fredfyldte væsen transformerede harmoni til omgivelserne. Blot ved sin personlige tilstedeværelse skabte han fred og harmoni i omgivelserne. Selv sagde han om dette fænomen: ”Oplysning er fred og lyksalighed.”

Flere kendte mennesker besøgte ham for at modtage belæringer. Det var mennesker som: Mahatma Gandhi, Paramhansa Yogannanda, Sommerset Morgan, og Paul Brunton. Sidstnævnte var forfatter og opdagelsesrejsende, samt med til at gøre Maharshi kendt uden for Indien. Mahatma Gandhi var indisk politiker og fredsaktivist. Han var med til at frigøre Indien fra Britisk besættelse, vel at mærke kun med fredelige midler. Paramhansa Yogannanda var en berømt Indisk guru, og har introduceret millioner af vesterlændinge til meditation og yoga. Sommerset Morgan var en kendt britisk forfatter, der rejste en del i Indien.

Maharshis ”metode” var, at formidle tavs væren, da han mente ord er fattige og ikke rækker. For ham gik vejen til oplysning via, at stille spørgsmålet: Hvem er jeg? Ved en vedvarende selvudspørgen, og efterfulgt af stilhed, vil man nå til den erkendelse; at jeget ikke er bundet til kroppen men er universel. Han skrev ikke selv noget ned, men gav belæringer især til hans disciple. Den lære der toner frem, har rødder tilbage til Indiens gamle lære: Advaita-vedanta filosofien. Det er en non-dual lære, der betyder ikke to eller ikke dualismen. Den tog sin begyndelse ca. 1.500 år fvt. Altså en lære han får adgang til i tiden efter hans mystiker oplevelse som 17 årig. Det kan også siges på en anden måde; spontant fik han adgang til det buddhiske plan med dens store indhold af kærlighed og visdom. Formentlig nåede hans bevidsthed helt op til det logoiske plan.

Det handler altså om, at fjerne mentale ideer, forklaringer, teorier og dogmer, da de ligger som et slør foran ren væren. Om det udtaler Maharashi: ”Sindet er en vidunderlig kraft, der ligger i selvet. Det, der opstår i denne krop som oplevelse som oplevelse af ”jeg,” er sindet. Når det subtile sind træder frem gennem hjernen og sanserne, erkendes navne og former. Når det sker gennem hjertet, opstår navne og former ikke. Hvis sindet forbliver i hjertet, vil ”jeg” eller egoet, som en kilde til alle tanker, ikke opstå, og Brahman vil skinne. Hvor der ikke er det mindste spor af egoet, der er Brahman.” Brahman er den øverste universelle ånd, og den altomfattende Gud i Hinduismen.

Noget andet og helt specielt i forbindelse med Ramana Maharshi var; det der hændte i tiden omkring hans død. Han oplevede at dø lykkelig og bevidst. I nov. 1948 fik han en mindre kræftknude på armen, som blev fjernet ved en operation. Senere bredte kræften sig, og nye operationer fulgte kombineret med medicinsk behandling. Det virkede ikke som beregnet, og i marts 1950 indstilles al behandling på Maharshis foranledning. En af hans tilhængere bad ham om at helbrede sig selv. Til det svarede han: ”Hvorfor være så tilknyttet til kroppen?”

I begyndelsen af april er han for svag til at gå, og besøgstiden for hans tilhængere blev begrænset. Besøgende måtte defilerer forbi det lille rum, hvor han tilbragte sine sidste dage.
En af hans disciple beretter: Om aftenen d. 14. april masserede vi hans krop. Han bad os om hjælp, til at komme op i siddende stilling. Netop i det øjeblik begyndte man at synge eller chante: Arunachala Shiva, Arunachala Shiva. Da Maharshi hørte det, lyste hans ansigt op, og strålede af glæde. Fra hans øjne strømmede glædeståre, og flød i lang tid ned af hans ansigt. Jeg tørrede dem fra tid til anden, og jeg gav ham også en skefuld vand kogt med ingefær. Lægen ville hjælpe ham med vejrtrækningen, men Maharshi viftede ham væk. Ingen ilt eller genoplivning. Nu blev hans vejrtrækning gradvis langsommere og langsommer. Klokken 20,41 stoppede den helt. Maharshi var gået over.

En sådan måde at dø på vil jeg kalde både lykkelig og bevidst. Jeg tror: For Maharshi var hans dødsproces eventyrlig. Samtidig var den et vidnesbyrd om, at hans dødsfrygt var forsvundet, som han tidligere hævdede.

Visdomsord om døden:

Her bringes en række visdomsord om død og det at dø. Det er min måde, med får ord, at sige noget om døden. Visdomsordene er samlet gennem mange år. Når de passerede min hjerne, skrev jeg dem ned på en seddel og lagde dem i en kasse. Da jeg fik en computer, ”vandrede” sedlerne fra kassen og via et tastatur ind i computeren. Når jeg i dag ”fanger” visdomsord, bliver de skrevet ind med det samme. Åh ja, jeg har næsten altid en kuglepen og en lille notesblok på mig, så noget af processen sker stadigvæk via papir og tastatur. Hovedparten af visdomsordene om døden, hviler på mit levede liv, hvor døden som sagt har været en tro ledsager – en meget tro følgesvend.

Død:
At dø er en befrielse fra form.

At tro du har kontrol over liv og død, er blændværk.

Den dag du dør, fødes du et andet sted. Din dødsdag er også din fødselsdag.

Er død en kvalitet og fornyer? For mennesker er døden en budbringer, der medfører radikale forandringer. Ingen død, ingen fornyelse.

Er tid og død modsætninger?

Når du dør, efterlader du såvel dine ting som din krop.

Når du er død, er du den, du er, hverken mere eller mindre.

Ved alle former for død sker en tilbagetrækning af liv, og bevidsthed der ændrer fokus.

Døden:
Det, at dø, er et eksistensvilkår.

Døden er: Som en drejescene, hvor lyset slukkes, du går ud og et sceneskifte finder sted.

Døden er dobbelt: En afslutning og begyndelse. Set i et større perspektiv er der ingen begyndelse eller afslutning.

Døden er en returbillet. Ved fødslen rejser du ud i et liv, og ved døden vender du tilbage.

Døden er en værdi fuld makker. Den viser: Hvor dyrebart dit liv er.

Døden er ikke endelig. Livsstrømmen er uendelig, retningen forskellig.

Døden er ikke livets modsætning. Døden giver livsstrømmen retning.

Døden er livets forudsætning.

Døden er en esoterisk lov om opløsning.

Døden er et fælles menneskeligt vilkår, og et vidnesbyrd om: Vi er lige meget værd.

Døden stopper alle former for begær. Når du i levende live konfronterer døden i dens forskellige aspekter, fordriver du samtidig grådighed.

Dødens kim er til stede i al form.

En solnedgang er smuk! Prøv at gøre din egen død lige så smuk.

Hvordan ser døden ud? Den er sort, tung og lammer fysisk liv.

I døden høster du. Når du står ansigt til ansigt med døden, bliver du fuldt bevidst om det levede liv.

Ved døden går tiden i stå, rummet ender og det materielle bliver meningsløst.

Døden og bevidsthed:
Døden medfører et bevidsthedsskift, hvor sjælen giver afkald på dags- og søvnbevidsthed.

Døden skaber en bevidsthedsbro der skiller og samtidig binder dine liv sammen.

Er døden et frø i vores bevidsthed, der under forskellige påvirkninger spire?

For bevidsthed er døden en styret tilbagetrækningsproces.

Døden og de efterladte:
For de efterladte er døden kendetegnet ved afsavn og tomhed.

Døden og det endelige:
Hvis døden er absolut, da giver livet ikke mere mening.

Hvis døden er endelig, bliver etik og moral hyggesnak for filosoffer og teologer.

Hvad skal vi med moral og etik, hvis døden er endelig?

Idealer om ret og uret bliver meningsløse, hvis døden er en definitiv afslutning.

Døden og det meningsløse:
At døden virker meningsløs, skyldes mangel på tro eller viden.

Når døden opleves meningsløs, skyldes det, at sjæles hensigter er ukendte.

Døden og det onde:
Betragt døden som ond, og den bliver det absolutte onde.

Mange mennesker betragter det at dø som en form for ondskab. Det har ikke noget med ondskab at gøre. Måden en krop dør på, kan være en følge af ondskab.

Døden og forberedelse:
En smuk og fredelig død kræver forberedelse livet i gennem.

Kan døden forberedes? Gør hver dag bedre end den forgangne, så dø du lykkeligst.

Døden handler også om: Hvordan du vil huskes.

Døden og hjertet:
Et er, at forstå døden med sin hjerne. Noget andet er, at forstå døden med sit hjerte. For hjernen er døden en teori, for hjertet er den virkelighed.

Med hjertet kan døden ikke fortrænges.

Døden og indvielse:
Den store død sker, når alt er sluppet og den fjerde indvielses port passeres.

Den tredje indvielse rummer mange aspekter af, at noget dør. Den er også en generalprøve til den store død. Hvor alt skal slippes.

Døden og kristendom:
Hvad er kristendommens svaghed? Mange præsters voldsomme dæmonisering af døden – helvede.

Døden og livskunst:
Den største livskunst er måske, i god tid at gøre sit materielle og åndelige bo op.

Døden og sorte huller:
Kan døden ses i det fysiske? Ja. Sorte huller er gigantiske kosmiske dødsspiraler.

Døden og tid:
At dø er en proces, der kan tage sekunder eller år, nogen vil påstå et helt liv.

Er der mellem tid og død et sammenhæng, vi ikke kender?

Døden er et fuldt stop i livets kredsløb.

Døden sørger for, at alt på jorden har sin tid.

Døden slukker livets ur.

Hvis du har et uafklaret forhold til døden, kommer du let til at fråse med din tid. Livstid kan ikke købes.

Døden og vilje:
Døden er også et spørgsmål om vilje: Vilje til at abstrahere. Vilje til at give slip.

Døden som befrier:
Døden frigør bevidsthed og sjæl fra en krop.

Døden som bro:
Døden er en absolut nødvendig proces, og en begyndelse til dit næste liv.

Døden er livetsbro, der bringer dig sikkert fra liv til liv.

Døden som en trussel:
Betragt døden som en trussel, og det bliver det mest frygtelige, du skal møde.

Døden som en udgang:
Døden er en udgang, hvor du skilles fra den fysiske verden, dine nærmeste, samt fra din egen kendte eksistens.

Døden som kamp:
Hvis du gennem livet har samlet stor materiel rigdom, har du meget at slippe. Døden bliver let en hård og ulige kamp.

Hvis du ved, hvornår du skal stoppe med at samle materiel rigdom, letter du overgangen.

Døden som rejse:
Med døden begynder en ny rejse ind i en anden virkelighed.

Døden som skaber:
Død er enhedsskabende og samtidig med til at adskille.

Er døden skabt fred?

Fødsel og død er hjørnestene i al skabelse og udvikling.

Med døden ophører den individuelle adskilthed.

Døden som søvn:
Døden er meget lig søvn, du er blot væk i en længere periode.

Døden ved selvmord:
Ved et selvmord søger du kontrol over døden og håner livet. Det er ikke den bedste indgangsvinkel til efterlivet.

Dødens historie:
Gennem tiderne har der været to grundholdninger til det, at dø.

• Det er en afslutning på livet, hvor krop og psyke ophører med at fungere, og det var det.

• Efter et livs afslutning følger der noget andet, og her er der mange bud.

Dødens dobbeltfunktion:
På den ene side lever du for at dø, på den anden side dør du for at leve.

Dødens nærvær:
Dødens nærvær er en drivkraft. Den giver dig mulighed for, at realiserer det du indeholder, inden det er for sent.

For nogen bringer døden intensitet ind i livet for andre frygt.

Når døden banker på, kan du ikke mere taget livet for givet.

Når døden varsler sit komme, følger tit en søgen mod det religiøse.

Vished og erkendelse af døden giver dybde og nærvær i et liv.

Dødsfrygt:
Det er centralt i livet, at minimere dødsfrygt.

Dødsfrygt kan forpeste dit liv.

Et menneske med stor dødsfrygt lever i sit eget mørke – en skyggetilværelse.

Når du fortrænger døden, øger du samtidig din dødsfrygt.

Dødsleje:
Når du sidder ved et dødsleje og oplever dødens komme, bliver hjælpeløshed og nærhed noget håndgribeligt.

Når du sidder ved et dødsleje er det centralt, at du tør være fuldt og helt tilstede, samt har tillid til dig selv, den døende og døden.

Dødsproces:
Det at dø er en proces alt jordisk liv på et tidspunkt gennemgår også planeten jorden. Ja så galt hele solsystemer.

Dødsprocessen er demokratisk, alle oplever den.

For din sjæl er døden ikke en tragedie, men en omstillings proces.

Døende:
En døende og en baby har to fælles behov: Ømhed og omsorg.

En døende har behov for ro og fred.

Bøger der relaterer til denne artikel:

Astral legemet. Arthur E. Powell. Visdomsbøgerne
At være menneske. J. Krishnamurti. Forlaget Aschehoug
Den Æteriske Dublet. Arthur E. Powell. Visdomsbøgerne
Døden det store eventyr. Alice a. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Hvad sker der efter døden? Geoffrey Hodson. Visdomsbøgerne
Indvielse. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Karma og Dharma. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Kirken må dø for at kunne genopstå. Bede Griffiths. Visdomsbøgerne
Metal legemet. Arthur E. Powell. Visdomsbøgerne
Ramana Maharshi og vejen til Selvet. Arthur Osborne. Visdomsbøgerne
Reinkarnation. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Sjælen, livets kvalitet. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Strålerne og indvielse. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Ægteskabet mellem øst og vest. Bede Griffiths. Visdomsbøgerne

NB:
Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser. Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.

Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard.