Dette er en beretning om en lysrejse, der foregår i sept. 2014. Underviser og guider på hele turen er teosof og fysioterapeut Lene Pape, samt teosof og åndeligvejleder B. Kim Pedersen. Teknisk arrangør er Væksthøjskolen på Djursland. Før selve afrejsen var jeg fire dage på højskolen. Her blev der især undervist i Norditaliens historie med vægten lagt på de steder, vi skal besøge. Der blev også undervist i kristendommens tilblivelse og historie fra før Jesus tid og op til i dag. Ud over det hørte vi om den katolske kirke og dens mange ceremonier. Det er noget Romerkirken virkelig er god til.
Ginnerup/Rothenburg
Klokken er 05,00 og 28 mennesker er samlet i en turistbus foran Væksthøjskolen. Af sted går det mod Rødekro lidt fra den Dansk/Tyske grænse, hvor vi holder morgenpause. En tår kaffe og et rundstykke fortæres, der tisses af og chaufføren udskiftes. Godt 8,30 går det videre af motorvejen, hvor et par skilte fortæller; at vi nu forlader Danmark og køre ind i Tyskland. Kort efter passere vi en afkørsel til Schleswig, hvis naboby er Eckernførde. Det er byen hvor Greven af Saint Germain i slutningen af sit liv arbejdede og døde. Som et lyn fra en klar himmel står det lysende klart for mit indre blik: Finn, i dit tidligere liv i Paris har du mødt Saint-Germain. Det var en forunderlig lysoplevelse, og så var den bare indlysende sand.
Det er tid til morgen meditation. Åh ja, den er vist allerede godt i gang, men jeg har svært ved at slippe ham Greven og ”lyn nedslaget.” Efter meditationen bliver vi undervist i Romerkirkens velsignelser og verdensbille. Katolicismen det er just ikke mig, med dens dobbelthed, falskhed, hykleri og kirkens uhyrlige rigdomme. Men jeg kan jo kun lytte, og ikke argumenterer mod det, Kim fortæller. Han virker glad for Romerkirken, og dens mange udtryksformer såsom et mega stort antal smukke katedraler, basilikaer og mindre kirker. Min lyst til at debattere er ellers stor – meget stor. Tankerne bliver indenbords i den mentale verden, hvor der dannes tankeformer – stærke tankeformer. De er ikke til Romerkirkens fordel. Er der en højere mening med dannelsen af disse tankeformer? Et nyt spørgsmål rejser sig: Var det også Greven af Saint Germains opgave, at danne nye og stærke tankeformer? Ja, det tro jeg! Han dannede, i samklang med andre, nye og stærke tankeformer om fred i det område, vi i dag kalder Vesteuropa.
Omkring kl. 12,30 holder vi frokostpause på en rasteplads, hvor vi spiser vores medbragte madpakker fra Væksthøjskolen. Videre går det af de tyske motorveje, med flere meditationer og mere undervisning. Efter et par pauser når vi frem til vort bestemmelsessted byen Rothenburg Ob der Tauber i Sydtyskland. Vores Hotel findes, og vi indkvarteres. En mindre rundtur i byen følger. Det er en smuk gammel by, især dens centrum med Altstadt. Bagefter er det tid til aftensmad i hotellets restaurant, hvor en velsmagende vegetarmiddag indtages under megen snak.
Rothenburg/Torino
Efter morgenmad og check ud fra hotellet går det vider af motorvej op over Alperne mod Torino. På en rasteplads i Schweiz holdes middagspause. En skål salt købes. Da kassedamen slår prisen ind på kasseapparater, havde jeg nær fået et slagstilfælde. En simpel skål med salat; betal venligst 17,50 euro! Det må siges, at være organiseret røveri. Omregnet til danske penge er det ca. 120 kr. Jeg betaler med en 20 euroseddel, og får nogle Schweizer mønter igen. Jeg er så befippet, at jeg putter pengene i lommen, og ikke får dem brugt til en pakke tyggegummi. Nu forstår jeg, hvorfor Schweiz er en neutral rigmands ghetto. Værst af alt: Schweiz er også en europæisk nassestat. Fællesskab og socialisme er just ikke dyder i Schweiz. Der vil man godt nyde, men har det svært med at yde til alles vel. Gad vide om Schweiz nationalmotto er: ”Har du penge, kan du få, har du ingen, må du gå. Siger du; du sulter, vi beklager.” Deres opførsel under 2. Verdenskrig i forhold til jøderne, var en svinestreg uden lige. Jødiske flygtninge blev afvist ved grænsen, og sendt tilbage til Tyskland, og den visse død i koncentrationslejre.
Videre går det over Alperne, hvor de smukkeste naturpanoramaer passer forbi i en lind strøm. Schweiz efterlades agterude med sin tunge og satte energi. Dette trods den vidunderlige natur. Alpernes storslåede bjerglandskaber lægges bag os, og vel inde i Italien holder vi pause. Her føles energien frisk og lettere. Videre går det henover Po Sletten, med dens flade og ensformige grønne landskab. Efter mere undervisning og meditation kører vi ind i Torino. Gade op og gade ned går det. Chaufføren har svært ved at finde vores hotel. Hans GPS giver ikke rigtige anvisninger. Den er beregnet til almindelige biler og ikke til busser. Det hjælper jo ikke noget, at den sender bussen op af en gade, hvor kun personbiler må køre. Pludselig holder bussen ind på en parkeringsplads. Chaufføren meddeler; det er tid for en pause ifølge køre-hvile-tidsbestemmelserne. En god halv time senere går det videre, og hotellet findes. Det lå kun få kilometer fra, hvor vi holdt pause. Det er et nydeligt hotel. Vi tjekker ind, og kl. 20,00 er der aftensmad. De forskellige vegetarretter nydes, med megen hyggesnak på kryds og tværs af bordene.
Torino/Damanhur
Efter en dejlig morgenmad går det i bus ud af Torino og nordpå. Efter en god times kørsel nås Valchiusella. Det er en smuk, frodig og grøn dal, der ligger lidt oppe i Alperne på den Italienske side. I denne dal og op af bjergsiden ligger Damanhur. Det er et religiøst kollektiv, og samtidig et socialt eksperiment. Stedet er opkaldt efter en ægyptisk by af samme navn, og Damanhur betyder ”Lysets by.” Den blev grundlagt i 1975 af Oberto Airaudi (1950/2013) og 24 ligesindede. Grundlæggeren blev til daglig kaldt Falco. Ud over deres fødenavne vælger alle indbyggerne i Damanhur et dyre- og blomsternavn.
Efter ankomsten bliver vi delt i to hold, med hver vores lokalguide. Ret beset er der to guider; en sød og venlig kvinde der skal holde styr på os, og en der ivrigt fortæller. Hun beretter: ”Selve Damanhur er et 25 kvadrat kilometer stort område, der består af godt 20 landsbyer. Det er kollektiver, og hvert sted bebos af ca. 30 personer. Hvert kollektiv har en eller flere arbejdsopgaver såsom; landbrug, gartneri, vindyrkning, frugtplantage, mejeri, bageri, værksted, klinik, restaurant, butik og kunstudstilling. Vi kalder os ”det spirituelle folk,” og har i tusindvis af støtte medlemmer verden over. Udover de faste beboere i landsbyerne er der ca. 500 personer, som er løst tilknyttet stedet. Yderligere er der oprettet lokale støttecentre i Europa, Amerika, Japan og det øvrige Italien. Vi fungerer som et autonomt, føderalt samfund. Alle de faste beboerne har et tidsbegrænset statsborgerskab. Vi har egen grundlov, dommere, flag, kalender og valuta. Den hedder Credito, og er kompatibel med euroen. Vi udgiver også en daglig avis. I dag valgfarter mange turister og pilgrimme til Damanhur, og vi arrangeres guidede rundvisninger fra morgen til aften.”
Derefter går vi en tur rundt i deres park. Den rummer mange kunstværker: Bitte må og mands store skulpturer, høje dekorerede søjler, en labyrint og et stort udendørs tempelområde. Det består af store terrasser, der er gravet ud i bjergsiden. De to siderne afgrænses af en rækker høje søjler, og for enden er der en scene med et stort alter. Tempel pladsen minder om et romerske amfiteater, men er udformet på en helt unik måde – typisk for Damanhur.
Vi stopper og beundre alteret, mens guiden beretter: ”Som I kan se, er stedet et spirituelt samfund. Det er baseret på en syntes af teosofi, New Age, gnosticisme og neopaganisme. Det vil sige en moderne religiøs interesse for før kristne traditioner som buddhisme, hinduisme, zarathustrianisme, taoismen samt de græske og romerske guder. Det handler også om naturen og dens kræfter. Neopaganisme rummer ikke en personlig Gud. De forskellige religiøse guder eller gudinder er blot en måde at personificere de universelle energier på. Disse energier kontakter vi ved hjælp af meditation og ritualer. Det er noget, vi gør det meget i. Året igennem udfører vi mange ceremonier, både her og oppe i tempelkomplekset.”
Vi forlader tempelpladsen og passerer stedets skole. Det er en række bygninger, hvor alle murerne er udsmykket med farverige blomster, fisk og fugle. I skolegården spiller nogle børn foldbold, og syntes vi skal spille med: Så det gør flere af os under grin og pjank. Lidt fra skolen ligger en klynge bygninger, der rummer små lejligheder. De bruges til retræte for beboerne, men de kan også lejes af udefrakommende, der ønsker fred og ro. De bruges også til beboelse i forbindelse med længere varende kurser eller uddannelser. Også her er alle bygningerne udsmykket efter alle kunstens regler.
Vi vender tilbage til velkomst- og informationscenteret, hvor vi blev modtaget. Her nyder vi en forfriskning. Kort efter går det i minibusser op af bjerget til stedets hovedkvarter. Det er indrettet i nogle gamle fabriksbygninger, hvor der før i tiden blev produceret it udstyr. Nu er bygningerne moderniseret og smukt udsmykket. En rundvisning følger, hvor vi besøger deres kunstskole. Her møder vi flere arbejdende kunstner, og besøger et udstillingsrum, hvor lys i mange former og afskygninger er det centrale. Stedet rummer også et stort supermarked, kontorer, et arbejdende smykkeværksted, en cafe, en afdeling for terapi med forskellige behandlerrum, et auditorium og flere rum beregnet til undervisning. Stedet huser også deres spirituelle universitet, og flere laboratorier.
Derefter går det videre op af bjerget i minibusser. Vejen er en smal grusvej med mange hårnålesving. For enden af vejen, efter vi har passeret nogle solide porte med adgangskontrol, nås Damanhurs mega store attraktion: Menneskehedens Tempel. Umiddelbart er der nu ikke noget tempel at se. Vi tager en elevator nogle etager ned. Hvor vi træder ud i et område, der huser en meditations- og healerskole. Derefter går det i gåsegang ned af smalle gange, korridorer og trapper, der er hugget ud i klipperne. Forrest går vores fortællende guide, og bagerst vores oppasser. En smukt udsmykket dør åbnes, og vi står kort efter i en stor sal med en gigantisk kuppel af glasmosaikker højt oppe. Wauw; sikke en lysende og farvestrålende himmel, udbryder jeg.
Guiden fortæller: ” Hele stedet er et gigantisk underjordisk tempelkompleks i fire etager, der er hugget og bygget ind i bjerget. Man begyndte på dette arbejde i 1978. Dag efter dag, måned efter måned, år efter år arbejdede frivillige på projektet, og vi arbejde stadigt på det. I dag fremstår et stort tempelkompleks med syv sale, flere mindre rum, mange gange og korridorer. Salene bærer navne som: Sfærernes Sal, Metallernes Sal, Jordens sal, Den Blå Sal, Labyrinten, Vandets Sal. Og så er der Spejlsalen, som vi står i. Dens gigantiske kuppel af glasmosaik er verdens største underjordiske glasmosaik. I vil opleve at alle salene og mange korridorer er overdådigt udsmykket med skulpturer, søjler, figurer, glasmosaikker, frisker eller vægmalerier. Salene afspejler forskellige aspekter af den menneskelige tilværelse, og fortæller en visuel beretning om religionernes udvikling. Alle gulvene er af marmor, og udført i de skønneste mønstre, med menneskefigurer eller symboler. Alt det vender jeg tilbage til.”
Vi forlader Spejlsalen gennem en dobbeltdør i glasmosaik, der var en del af udsmykningen. Da vi stod i Spejlsalen, var der ingen synlig dør. Vi vandrer fra sal til sal, og alle steder får vi en beretning, om den sal vi står i. I Vandets sal spiller et brusende vandorgel. Det har en overjordisk og berusende klang.
I den sidste sal vi besøger, tager Kim ordet. Han fortæller lidt om New Age og Alice A. Bailey. Derefter fremsiger vi Den Store Invokation. De to guider er forundret og virker bevæget. De sidste ord vi får med på vejen fra vores lokale guider er:” Det tempel I har oplevet, kaldes af mange for: Verdens ottende vidunder.” Jeg kan kun give hende ret.
Kort efter står vi igen oppe på jorden, og ned af bjerget går det i minibusser til stedets velkomstcenter, hvorfra vi startede rundvisningen. Her nyder vi en sen frokost, får lidt at drikke, og nogen handler ind i stedets kiosk, smykke- og boghandel.
Jeg henfalder i den mentale verden, og spørger mig selv: Hvad oplevede du, påvirkede stedet dig? Ja, jeg følte mig tæppebombet af de mange symboler. Jeg oplevede et gigantisk smukt kunstværk, der overgår ”Peterskirken” i Rom. Tempelkomplekset er et helt usædvanligt smukt og mega stort moderne kunstværk. Det er skabt i fællesskab af mange mennesker – et kollektivt kunstværk. Samtidig er det et oplevelses laboratorium for den besøgende. En syntese af; filosofi, kunst, videnskab, teknologi, spiritualitet og religion. Jeg kunne umiddelbart betragte dette storslåede kunstværk, og samtidig opleve stærke følelser og smukke tanker i mit indre. Der forekom også stunder helt uden tanker og følelser – ren væren. Da jeg forlod stedet, var der sket en indre transformation. Jeg var ikke helt den samme, som da jeg ankom. Nogle gamle holdninger var blevet kasseret, og nogle nye kommet til. Det var ikke holdninger i småtingsafdelingen. De mennesker jeg mødte på min vej, virkede alle kærlige, glade og veltilfredse. De grinede, sang, smilede og krammede i stor stil. Ja, her investerer man ikke i penge, men i alles gensidige lykke.
Et gammelt dansk ordsprog siger: Tro kan flytte bjerge. I Damanhur har man ikke flyttet et helt bjerg, men en stor del af det. Ingen tvivl: Falco var en stor visionær leder og mystiker. Damanhur udgør en helt speciel blanding af økologi og spiritualitet! Beboerne er meget kreative og nyskabende, og de har gjort en masse erfaringer, vi alle kan lære af. På stedet er det tydeligt: Åndelig udvikling er noget ganske håndgribeligt, og en mulighed for alle! Var det morgendagens samfund og religion, jeg periferisk oplevede eller skimtede? Ja. Det tror jeg. Under alle omstændigheder skuede jeg noget stort, meget stort! Min skildring er desværre meget fattig i forhold til virkeligheden. Det her skrevne er kun en beskeden appetitvækker. Kære læser: Giv dig selv en stor og unik oplevelse. Rejs til Norditalien, og tag dig tid til at opleve Damanhur!
Efter denne super event samles vi alle i bussen. Sidst på eftermiddagen bliver vi læsset af ved vores hotel. En lille gåtur i Torino følger, og kl. 19,30 er der aftensmad. Det bliver en længere middag. Hvor alle begejstret beretter om deres oplevelser i Damanhur. Til sidst syntes tjenerne, det er blevet for meget. Vi bliver diskret henvist, for videre snak, til hotellets lobby med dets behagelige læderstole. En kop kaffe eller the er også en mulighed. Jeg vælger kaffe.
Rundtur i Torino
Efter morgen maden går det med bus ud af Torino, og vi ender ved en mindre station. Det er ikke en almindelig togstation, men stedet hvor en tandhjulsbane går op af et mindre skovklædt bjerg. Billetter købes, og alle tager plads i en gammel togvogn af træ. Lidte efter skrumler og bumler toget adstadigt op af bjerget. Lidt før toppen stiger vi ud, og går det sidste stykke op til Basilica di Superga. Et stort skrummel af en kirke og kongeslot. Det ligner en blanding af en kirke og et græsk tempel. ”Skrumlet” er ca. 300 år gammel.
Overalt vrimler det med mennesker, en lokal guide kommer til, og en rundtur i selve kirken følger. Det ser ud til, at der skal være bryllup i kirken. Mange af gæsterne er iklædt tøj fra fordums tid – et væld af nationaldragter. Nogen bærer sværd, og et vagtkompagni står ved indgangen med gamle muskedonnere. Vi forlader kirken, og en rundvisning følger i de kongelige gemakker. Gad vide om det er nogle adelige efterkommer, der skal giftes?
Efter en sej rundvisning forlades de støvede gemakker, der bar præg af stor og megen rigdom, og vi går under jorden. Basilikaen er også gravsted for Huset Savoyen. Så under kirken i nogle store smukt udsmykkede kapeller er italienske konger, dronninger, prinser og hertuger stedet til hvile i store sarkofager. Den lokale italienske guide fortæller begejstret om denne underjordiske bebyggelse og dens beboer. Jeg bliver utilpas og fortrækker ud til kapellets hovedindgange, hvor der er lidt frisk luft. Jeg tro aldrig, jeg før har oplevet så tung en energi. Efter en evighed vender selskabet tilbage, og det går op af trapper og trapper til den friske luft. 2 timers rundvisning er slut.
På pladsen foran og ved siden af kirken er der en større folkefest i gang, med massere af flag og vimpler der ligner Dannebrog. Først danses der folkedans, så eksercerer vagtkompagniet og bagefter synger et stort kor. På festpladsen køber flere af os en forfriskning. Til aftalt tid mødes vi alle, og det går ned mod bjergbanen. Lidt før stationen danner vi rundkreds og synger dejlig er jorden, og fremsiger bagefter Den Store Invokation.
Vel ned af bjerget samler bussen os op, og det gå ind til Torinos centrum – frokost. Derefter går det med apostlenes heste rundt i Torino, og vi ender i Torinos Domkirke. Den lokale guide snakker og snakker på engelsk. Så han får lov at snakke, i stedet går jeg går stille rundt i Basilikaen. Jeg ender på stedet, hvor Jesu ligklæde efter sigende befinder sig. Thi, der er ikke noget ligklæde at se. Joe, på nogle storskærme kan man se ligklædet, som Jesus blev svøbt ind i efter hans korsfæstelse. Der berettes også om dets historie bl.a. om flere videnskabelige undersøgelse af ligklædet. I 2007 konkludere en forskergruppe, der gennem adskillige år har undersøgt klædet:
– På spørgsmålet om, hvor gammelt er ligklædet; svare de: Det er højst sandsynligt fra det første århundrede.
– På spørgsmålet om, hvem er manden der er afbildet på ligklædet; svare de: Det er højst sandsynligt Jesus Kristus.
– På spørgsmålet om, hvordan blev billedet dannet på klædet; svare de: Det er højst sandsynligt sket ved en strålingsproces.
Så langt videnskaben, men hvad er der med det ligklæde? Det er en Jesu biografi, der er ”skrevet” af Jesus, men blot ikke i ord. Jesus efterlod et visitkort, som det tog to tusinde år at tyde, og den dag i dag rummer det fortsat mysterier. Det er dybt alternativ, og den eneste af sin slags i verden. Siden 2002 er ligklædet blevet opbevaret i et skrin dækket af smukt stof, som jeg nu sidder og betragter. Ligklædet er sikret på alle mulige måder mod brand, tyveri og forurening. Selve ligklædet udstilles først for offentligheden i 2025.
Efter en længere meditation på stedet knæler jeg foran det gyldne skrin og beder en bøn for fred i verden. Pludselig går hele mit æteriske legeme op på fulde omdrejninger, og det samme gør alle mine chakraer. I løbet af kort tid løber svenden ned over min pande, ned af nakken og brystet. Der er en usædvanligt stæk energi på stedet, så jeg rejser mig, og finder et stille sted i kirken. Langsomt vender kroppen tilbage til normale tilstande. Så bortset fra en våd teshirts er alt igen ved det normale. Roen sænker sig, og stille tænker jeg tanker: Joe, Gud er. Gud er ikke nogen steder. Gud er usynligt tilstedet i alt. Videnskaben elsker den sunde fornuft. Men de kan ikke definere eller finde den sunde fornuft. Hvor er den? Hvad er den sunde fornuft?
Det hører med til historien; der er stærkt delte meninger om ligklædet er falsk eller ægte. Som jeg ser det: Ligklædet i Torino er et tavst vidnesbyrd om Jesus, og sandheden i evangelierne om Jesu grufulde korsfæstelse, hans gravlæggelse og opstandelse. Man kan også kalde ligklædet: Verdens bedste, ældste og mest avancerede visitkort. Selv efter ca. 2000 år rummer det fortsat tegn og mysterier. Hvis du vil læse mere om ligklædet, findes der en bog på dansk om klædet og dets historie. Bogen hedder ”Det sande ansigt,” og er skrevet af læge og forsker Niels Svensson. Han har deltager i en gruppe af forskere, der har undersøgt ligklædet.
På aftalt tid samles vi uden for basilikaen, og en rundtur følger i byens centrum. Vi ender på
Caffe Al Bicerin, stedet hvor man kan købe søde tanker. Det er en cafe, der stammer tilbage til 1763. En af salonerne ser ud som for 300 år siden, den er kun vedligehold – et arbejdende museum. Jeg har aldrig været i en Cafe med så mange lækre kager, isanretninger og forskellig drikkelse. Det er svært at vælge, men det lykkes. Selskaber trasker tilbage til det aftalte opsamlingssted, hvor bussen venter, og kl. 19,30 er der aftensmad på hotellet. Her ufolder sig en munter snak om dagens mange oplevelser.
Torino/Lucca via Genova
Efter morgenmad på hotellet tjekker vi ud, og bussen sætter kurs mod Genova. Byen nås, og bussen kører lidt rundt nær centrum. Det er just ikke let at finde et sted, hvor chaufføren blot kan holde og læsse os af. Til sidst lykkes det, og der aftales en tid, hvor bussen er tilbage på samme sted. Vi går op gennem den gamle bydel, og på en bakke ligger målet: Cattedrale di San Lorenzo. Det er en smuk katedral, hvor vi bl.a. besøger deres skatkammer. Her opbevares efter sigende det fad, som Johannes Døberens hoved blev lagt på, efter han blev halshugget. På stedet findes også kalken fra Jesu sidste nadver. Det er nu lidt pudsigt, mindst en katedral mere reklamerer også med, at de har dette relikvie. Ud over det, rummer skatkammeret mange andre flotte klenodier. De er alle anbragt bag tykt, tykt panserglas. Energien på stedet er stærk, men den er slet ikke på højde med det, jeg oplevede ved Jesu Ligklæde.
Efter kirkebesøgt går flere af os rundt i byen, og vi ender på en cafe. Her nydes vores frokost, inden det går ned til opsamlingsstedet, hvor bussen skal samle os op. Kort efter er der afgang mod byen Lucca. Undervejs holder vi ved stranden, hvor det er muligt at tage en dukkert i Middelhavet. Alt det vand pjaskeri og badehalløj er ikke mig, så jeg finder en strandcafe og nyder en tår kaffe. Lidte efter går det videre til byen Lucca i Toscana. Det er en af de mest konservative byer i Norditalien. Den blev grundlagt af etruskerne, og blev en koloni i det romerske rige i 180 fvt. Den gamle bydel er omgivet af en intakt, meget tyk og omfattende bymur. Ved en af byens porte bliver vi losset ud af bussen, får vores bagage, og på rad og række går det ind mod centrum. Vores hotel ”La Luna” findes, og kort efter er alle indkvarteret. Jeg går lidt rundt i den velbevarede og gamle by, inden det er tid til aftensmad. Efter dejlig vegetarmad på en af byens mange restauranter, går det tidligt retur til hotellet. Et kapitel i en biograf om Madam Blavatsky læses, og bagefter er det tid at sove.
Lucca/Firenze
Et dejligt morgenmåltid indtages, værelset rømmes, og der tjekkes ud. Hotellet skal opbevarer vores bagage, da vi skal på en rundtur i byen. En lokalguide melder sin ankomst. Besøg i flere gamle kirker og katedraler, det er ikke mig i dag, så jeg melder fra. Det med de engelsktalende lokalguider er også trælst, jeg forstår kun lidt af det, de fortæller. I stedet finder jeg en hyggelig fortovscafe, betragter folk der strømmer gennem hovedgaden, og læser sporadisk i bogen om Blavatsky. Lidt frokost indtages og cafeen forlades. På det aftalte tidspunkt mødes alle ved hotellet. Vores bagage findes, og det går retur til byporten, hvor vores bus venter. Kort efter er vi på vej mod Firenze. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Firenze. Her kommer chaufføren virkelig på en prøve. Rundt i byen går det, gade op og gade ned. Vi skal helt ind i centrum af byen, hvor vores hotel ligger. Problem; Chaufførens GPS sender ham ned af en gade, og pludselig må der ikke mere køre busser. Det kan nu heller ikke lade sig gør at passere gadens indsnævring med en bus. Så bakker vi, og bussen vendes midt i et gadekryds, hvor biler dytter og chauffører råber vredt ud af vinduet eller ryster på hovedet. Tilbage igen til omfartsvejen, og forfra går det. Da dette er sket for femte gang, altså af forskellige gader mod centrum, opgiver chaufføren og sætter os af. Så starter et 1,2 kilometers forhindringsløb med kuffert, inden vi når hotellet, der ligger i en smal gyde nær byens store katedral. Vi bliver nu også godt våde, da en regnbyge pludselig er en yderligere udfordring i kuffertløbet. Vel fremme indkvarteres vi, og sener er der middag på hotellet.
Firenze
Efter morgenmad forsamles vi i ved hotellets udgang. Udenfor pisker regnen ned, så alle finder en paraply frem. En lokalguide ankommer, og så går det rundt i byen. Gamle bygninger og statuer beses anmass, og forklaring på forklaring følger. Vi besøger også byens juveler- og shopping gade. En hidsig regn og tordenbyge giver vand i massevis, mens det buldrer og brager. Jeg jokker i en stor vandpyt, og mine sko er pjask våde inde som ude – fodbad. Alle kryber sammen under deres paraplyer, så der er ingen, der går shopping amok. Endelig, efter tre timers fri-luft-badning, er rundturen forbi. Åh ja, det med besøg i byens katedral springer jeg over, der er en alen lang kø foran kirkens indgang. Jeg er pjask våd. Så på hotellet, hvor vores bagage er sat til opbevaring, finder jeg min kuffert. Med noget tørt tøj under armen, låner jeg et badeværelse, tager et bad, får varmen og noget tørt tøj på. En stille cafe findes, en frokost indtages, og jeg læser videre i min teosofi bog. Senere samles vi ved hotellet, fatter vores kufferter og af sted går det mod bussen. Lokalguiden føre an, så vi kommer hurtigst muligt frem. Denne gang er kuffertløbet lidt kortere end da vi ankom, og nu småregner det kun. Ved byens jernbanestation venter vores bus.
Efter alle er nået frem til bussen, går det af sted mod Assisi. Byen nås. På en parkeringsplads uden for bymuren læsses vi af, og fatter vores bagage. Først går det gennem en byport i en stor og tyk ringmur, og videre går det op af stejle gader til vores hotel, der ligger midt i Assisi. Vi indkvarteres, og kort efter er der mad i hotellets spisesal. Udenfor er det diset, og regnbyge på regnbyge afløser hinanden.
Assisi
Efter en beskeden eller rettere en yderst spartansk gang morgenmad samles vi i hotellets konference rum. Vi begynder med en fælles meditation, og derefter beretter Lene om Frans:
”Frans blev født her i byen i 1182, og han dør også her i byen i 1226. Han var da 44 år gammel. Hans far var en velhavende klædehandler, og familien tilhørte middelklassen, men de var ikke adelige. I begyndelsen af livet gik han i sin fars fodspor, og i sin ungdom levede han et muntert liv blandt andre unge. Kort sagt: Han var en livsglad ungersvend og glad for piger. Det siges, han var kendt som den glade ungersvend – Assisis trubadur. I dag ville man kalde ham for en playboy. I 1202 udbrød der krig mellem Assisi og nabobyen Perugia. Det var samtidig et opgør mellem en konservativ adel med Paven i spidsen, og en ny middelklasse med Kejseren i spidsen. Frans deltog i krigen, blev taget til fange og fængslet i Perugia. Hans far købte ham fri, men han ville ikke være købmand. Han ville være ridder, så i 1205 drog hans af sted som ridder, for at tilsluttet sig en af tidens krigsherrer. På sin vej fik han en vision og et kald, der gjorde, at han omgående vendte hjem.
Ved hjemkomsten var han syg. Under hans sygdom fik han flere spirituelle oplevelser. Han oplevede bl.a. at Jesus en dag talte til ham. Det førte til et endelig brud med hans far, og jobbet som købmand. Fremover var hans fader: Vor Fader, du som er i Himlen. Han begyndte, at pleje spedalske og andre syge. I 1208, da han var 26 år gammel, blev han kaldet til at prædike bod og leve i fattigdom. I den forbindelse stiftede han og hans tilhængere året efter en ny munkeorden, der senere fik navnet Franciskanerne. Frans selv prædikede enkelt om fred, kærlighed og glæde. I nogle år drog han til Nærorienten for at missionere og prædike. Her oplevede han korsfarernes grusomheder, og blev voldsomt frastøde af det.
Efter hjemkomsten var han svag, og plages af sygdom resten af sit liv. På det nærliggende bjerget La Verna fik han et syn i 1124. Her mødte han en Seraf der bar på et korsfæstet menneske. Det afstedkom, at han fik Kristi sårmærker på hænder og fødder samt i siden. I tiden derefter var han stærkt præget af sygdom og svagelig. I den periode skrev han en kendt lovprisning til Gud: Solsangen. Han dør efter eget ønske afklædt og liggende på jorden, så han kunne forlade dette liv, lige så nøgen som da han kom ind i det.”
Lene deler en folder ud, hvor Solsangen er skrevet. Og så synger alle efter bedste evne, mens en medrejsende slår takten an på et klaver. Efter det beretter Kim om Clara, et kvindelig modstykke til Frans. ”Clara stiftede Clarisserordenen i 1212. Hun var ud af en adelig familie og en usædvanlig viljestærk kvinde. Hun havde healende evner som blev flittigt brugt. Hun healede handicappedes deformiteter og hjalp mange spedalske. Hendes sociale indstilling var lige så legendarisk som hendes healende evner. Allerede før hun blev nonne, samlede hun føde ind, som blev bragt ud til byens fattige. På det tid var det noget helt usædvanligt. En ung adelskvinde der samlede mad ind, og lod det bringe ud til de fattige, syge og spedalske. Clara var en kristen mystiker og bliver i dag kaldt: Fattigdommens mystiker. Hun havde en bevidsthed langt ud over det normale. Kort inde Clara dør, er hun alvorligt syg, og kan ikke deltage i julemessen. Da søstrene vender tilbage, kunne Clara genfortælle alt det, der var sket og sagt under messen. Hun havde haft et ”fjernt – syn.” Formentlig gik hun ud af kroppen, og var til stede ved julemessen, uden at være der. Så i dag er hun skytshelgen i Italien for mediebranchen. Det fortælles, at Clara to gange gennem bøn og bod frelste Assisi. Den ene gang var byen i fare for at blive plyndret, men ”bevæbnet” med en monstrans gik hun fjenden i møde. Det udstrålende lys fra den og Clara var så kraftigt, at det virkede blændende og samtidig lød der flere udefinerlige høje brag. Den fjendtlige hær blev rystet, opgav at indtage byen, og drog hastigt videre.”
Kim deler en folder ud, vi rejser os og beder Frans fredsbøn. Derefter samles vi i en rundkreds, holder hinanden i hånden og fremsiger Den Store Invokation. Konference rummet forlades. Efter vi har sat stole på plads, ser rummet ud, som da vi ankom. Derefter følger en rundtur i byen.
Først besøger vi torvet, hvor Frans i fuld offentlighed gjorde op med sit tidligere liv, og hans far. Derefter går det videre op af stejle gader til Basilica di Santa Chiara, hvor Clara ligger begravet. Videre går det, gennem regn og dis til et stort torv. Her ligger et gammelt Minerva Tempel med søjler, og hvad der til hører. Vi går op af trappen, paraplyerne rystes, og en indgang findes. Men nej, det er ikke et gammelt græsk tempel. Indvendig er det en smuk kirke, der er tilegnet Jomfru Maria. Stedet hedder da også: Santa Maria sopra Minerva. Udefra ligner den et græsk tempel med sine store søjler. Indvendig er det en smukt udsmykket kirke. Efter en stille bøn for fred går det videre, til den nedre del af byen hvor Basilica di San Francesco ligger. Det er et stort skrummel af en kirke og et kloster, der set på afstand, just ikke ligefrem er særlig smuk. Selv byens store ringmur sygner ikke af meget. Indvendig er Basilikaen smukt udsmykket af berømte kunstnere, og den er gravkirke for Frans.
Efter rundtur i kirken er der dømt sen frokost. Den indtager på en luksus restaurant lige over for Frances kirke. Snakken bølger frem og tilbage om stederne vi lige har besøgt. Et undrer mig; under rundturen forekom der ingen særlige følelser eller stemninger og heller ingen energi tilkendegivelser. Det var en tam affære, hvor alt drejede sig om at skaffe penge til huse for stedet. Uagtet alt dette så er Assisi noget specielt, man kan ikke sige Assisi, uden at Frans dukker op i tankerne. Nogen er betaget af stedet, det er jeg nu ikke. Til gengæld holder jeg af skikkelsen Frans. Han rørte ved et grundproblem for mennesker: Gud eller mammon! Jesus gjorde det samme. Man må vælge: Gud, åndelig udvikling eller præstation, ejendom og penge. Det var aktuelt på Jesus tid, på Frans tid og en udfordring for mange mennesker den dag i dag.
Resten af dagen går jeg lidt rundt i byen, læser i en medbragt teosofi bog på mit hotelværelse, mens storm og regn rusker udenfor. Aftensmaden indtages på hotellet. Det var en dag, hvor min paraply næsten blev slidt op. Flere gange vendte den vrangen ud af.
Assisi/Rom
Efter morgenmad, tjek ud på hotellet, går det ned af bakke mod den store parkeringsplads, hvor vi for to dage siden blev sat af. Bussen findes, men chaufføren diskuterer med en kommunal politibetjent. Det ender med, at chaufføren må betale en bøde for ulovlig parkering. Bussen har holdt parkeret fem minutter for længe. De må virkelig mangle penge i den by? Det siges også at være tilfældet. Gennem flere år har turisterne svigtet.
Farvel Assisi! Gad vide om jeg nogensinde vender tilbage? Frans og Clara fortjener det, men stedet gør ikke. Det autentiske er væk, tilbage er en handelsstation. Jeg kommer til at tænke på Jesus, da han på tempelpladsen i Jerusalem gjorde op med kræmmermentaliteten. Bussen sætter kurs ned mod dalen, hvor Basilikaen Santa Maria degli Angeli ligger, omgivet af en mindre by.
Vi sættes af ved kirke, og chaufføren finder en parkeringsplads. På pladsen foran kirken danner vi en stor rundkreds. Den Store Invokation fremsiges, og holdet stiller op til fællesfoto. Bagefter går det rundt inde i kirken. Indvendig er det en smuk kirke, og midt i kirken ligger en lille kirke. Den er fra det 9. århundrede, og kun 4 gange 7 meter. Indvendig minder den om den oprindelige kirke. Det var her, Frans fik sin første åbenbaring. I gennem årene er både den og den store Basilika blevet smukt udsmykker af forskellige berømte kunstner. I dag fremstår det som en helhed og et samlet kunstværk af usædvanlig skønhed. Stedet er franciskanernes helligste sted. På et tidspunkt sætter jeg mig, og falder ind i stedets energi. Der er en smuk energi, men ikke nær så kraftig, som den jeg oplevede ved Jesu ligklæde i Torino Domkirke.
Basilikaen er godt besøgt. Den rummer bl.a. 20 skriftestole, og de fleste er i brug. Der er endog kø af ventende mennesker ved adskillige af dem. Så stedet er populær blandt troende katolikker. Efter frokost samler bussen os op til aftalt tid. Vel inde i tørvejr sættes kursen mod Rom. Vejrguderne var just ikke med os, under besøget i Assisi.
Vi nærmere os Rom, drejer af motorvejen, og holder ved et betalingsanlæg. Jeg kigger ud af bussens vindue, og seer ned på en tom rustvogn, der holder i sporet ved siden af bussen. Efter lidt ventetid, sættes kursen mod Roms centrum. På et tidspunkt køre vi over floden Tiberen af en gammel bro, ind mod den gamle bydel. På højre hånd ligger Tiberøen. Ved et lyskryds, på den anden siden af broen, holder vi for rødt. Jeg kigger ud af bussens vindue, og ser en flot mercedes rustvogn, der sætter i gang for grønt. Den køre gennem krydset og forsvinder i trafikmylderet på den anden side. Det bliver grønt, og bussen køre ud i krydset. Da vi passere ligvognens ”spor,” lyder det højt i mit hoved: ”No point to return.” Orden står som printet i mit hoved. Jeg forstår ikke, hvad de betyder, eller hvordan ligvognsoplevelsen skal tolkes. Der spekuleres og grubles, pludselig bremser bussen op, og vi holder ved vores hotel.
Vi myldrer ud, bagagen læsses ud, og vi tjekker ind på hotellet. Buschaufføren og Kim køre tilbage til motorvejen for at parkerer bussen, og for at få en køretilladelse, så bussen kan køre frit rundt i Rom. De er væk i adskillige timer, og de ankommer til hotellet i en taxa, efter vi andre er godt i gang med middagen. Chaufføren ser just ikke glad ud. Kim fortæller diskret, at det tog godt 3 timer at få udskrevet en køretilladelse. Hvem sagde noget om Italiensk bureaukrati? Ikke nok med det, bussen blev godt ridset i hele højre side, da den påkørte et autoværn. Sammen med et par kursister findes en roligt udendørscafe. Vi får en forfriskning, og en givtig samtale folder sig ud.
Rom
Efter en god nats søvn, en tur under bruserne, er det tid til morgenmad. En lokalguide ankommer. Hun er bosiddende i Rom, og er dansker. Hun fortæller, at hun skal guide os rundt i Rom resten af dage. Kort efter går det i bussen ind til Vatikanet. Her får vi alle udleveret et sæt høretelefon, så vi kan høre hende fortæller på rundvisning. Vi begynder i Vatikanets Museum. Deres store malerisamling beses. Det er en af verdens største og betydeligste kunstsamlinger, der er samlet af paver gennem mange århundrede. Museet er gigantisk stort og flot. Guiden fortæller: Hvis man gik rund i hele museet i dets åbningstid, standsede op et minut ved hver enkelt udstillet genstand, stor som lille, ville man først være færdig om 14 år. Det siger noget om dets størrelse, og righoldige indhold. Nuvel Det Sixtinske Kapel og en masse flotte udsmykkede rum og gange hører også med til Musset. Alle steder bugner det af kunstgenstande. Det Sixtinske Kapel er stuvende fuld af mennesker, og kustoderne siger hele tiden: Videre, videre og peger mod udgangen.
Efter rundturen i Vatikanets Museum, der fremviste en rigdom uden lige, når vi ud på pladsen foran Peterskirken. Der er et mylder af mennesker. Guiden finder et roligt hjørne og fortæller om kirken og Vatikanet, der er en selvstændig stat i Rom. Videre går det rundt i Peterskirken. Den er stor, mega stor og der er et mylder af mennesker. På et tidspunkt stopper vi ved et stort alter, hvorunder der er et glasbur. I det er udstillet et balsameret pavelig. Efter guidens forklaring, fortsætter vi til andre altre, der også huser udstillede gejstlige lig. Jeg må erkende, det bryder jeg mig ikke om. Hvor er etikken henne, når man udstiller døde på denne måde. Så kan kirken være udsmykket på den skønneste måde, hvad den i øvrigt også er. Jeg finder et roligt hjørne og sætter mig. Min lyst til at brække mig, er stor, meget stor.
Peterskirken er en kombination af en kirke og et lighus. Uden tvivl er det verdens flotteste lighus. Som jeg ser det: Kirke for sig, og lighus for sig. Som et dansk ordsprog lyder: Snot for sig, og skæg for sig. Reelt burde Peterskirken hedde Dødskatedralen. Den er verdens flotteste gravmægle, og et storslået monument. En kursist kalder på mig, vi skal vider. Ud af kirken går det, og vi overværer schweizer gardens vagtskifte. Derefter går det over Peters Pladsen til en rolig sidegade, hvor vi indtager frokost. Roen lægger sig i mit indre, mens drikkelse og mad glider ned. Tanker kommer og tanker går, en sætninger gentager sig flere gange: De karmiske bølger vil med usvigelighed sikkerhed ramme Vatikanet og Romerkirken. Det er kun et spørgsmål om hvordan og hvornår?
Efter frokost samler bussen os op, og turen går rundt i Rom, mens guiden fortæller, om det vi passere. Vi bliver sat af ved Colosseum som besøges. Det samme gør en større udgravning af det oldgamle Rom. Efter det samles vi til aftalt tid ved bussen. Nogen tager ikke med, de vil godt se lidt mere af Rom, og finder selv tilbage til hotellet. Andre returner til hotellet. Nogen hviler sig, andre nyder livet på en fortovscafe, herunder undertegnede. Senere samles alle i hotellets restaurant til aftensmad.
Rom/Bolzano
Klokken 9,00 er alle samlet i bussen, der holder lige udenfor vores hotel Priscilla. Kursen sættes nordpå, og ca. 645 km. forude venter et hotel i Bolzano. Hurtigt er vi ude på en motorvej, og det går rask af sted. Vi mediterer, og Kim fortæller lidt om nogen af de seværdigheder, vi så i Rom. Det kan nu ikke rigtig hidse mig op. Siden vi for to dage siden kørte ind i Rom, hvor jeg mødte en ligvogn, og en indre stemme samtidig bød mig velkomme med ordene: ”No point to return,” har jeg spekuleret over, hvad det symbolsk betød? Nu står det lysende klart for mig: I dag er Rom en stor metropol, hvor de levende død færdes i hobetal. Det var uhyggelig tydeligt i Vatikanet og rigtig meget i Peterskirken – De Dødes Katedral. Kort sagt: Jeg mødte døden, i en helt ny betydning.
Bogen om Blavatsky læses færdig, og en tarotoplægning tydes af Birthe en medrejsende. Efter et par korte stop og en middagspause nås byen Bolzano, og vores hotel findes hurtigt. En lille rundtur i byen følger, og bagefter er der aftensmad på en af byens restauranter. Vel tilbage på hotellet går det tidligt i seng efter en lidt ensformig og lang dag – busrummel. I en bøn takker jeg de, der takkes bør, for min ligvogns og døds oplevelse og senere tydning. Derefter slukker dagens lys, og en anden virkelighed tager over.
Bolzano/Baunatal
Efter morgenmad og tjek ud, er der afgang mod byen Baunatal nær Kassel i Midttyskland. Alperne nås, af sted går det af Brenner Autobahn og grænsen mellem Italien og Østrig passeres. Udenfor veksler det ene storslåede bjerglandskab efter det andet. Vi køre over Europabroen, et storslået motorvejsbyggeri, der føre op over Brennerpasset i Østrig. Pludselig hyler en politibil, og vinker bussen ind på en rasteplads. Chaufføren stiger ud, og bussens fartskriver aflæses. Ingen problemer, til gengæld måtte chaufføren betale for en gammel og ubetalt bøde tilbage fra en tidligere tur i sommerferien. Så 250 euro måtte erlægges kontant. Videre går det, og efter en middagspause og et par tissepauser når vi hotellet i Baunatal først på aftenen. Aftensmaden indtaget i hotellets spisesal under megen snak. Nogen går en tur i rundt i byen, jeg vælger hotelværelset. Her begynder jeg på en ny teosofisk bog af Sandra Hodson. Den har navnet: Lys fra helligdommen.
Baunatal/Ginnerup
Morgenmaden indtages, vi tjekker ud og samles i bussen. Første stop er Herkules Monumentet. Det er bygget på et mindre bjerg, og er en del af en stor naturpark. Stedet ligger lidt syd for Kassel. Monumentet kan ses fra byen, og er dets varetegn. Selve monumentet er kæmpe stort og højt. Bygherren var en landgreve. Monument symboliserer kraft, mod og klogskab. Det var også et visuelt symbol på grevens enevældige magt. Og så var det jo meget godt, at det kunne ses fra byen. Ingen borgere i byen måtte glemme herskeren. Ud over det var han en stor jordbesidder. Området og undersåtterne han herskede over, var stort.
Vi går rundt og kigger. Monumentet er under restaurering og pakket ind i plastik. Kim og Lene fortæller skiftevis om stedet, og vi laver en fælles meditation. Jeg kan tydeligt mærke stedets æteriske energi. Man kan også sige, naturens energi kan mærkes. På en helt særlig måde fornemmer jeg, at Herkules Monumentet, og parkanlægget med dets søer, kanaler og vandfald genererer energi af æterisk art. Det er en energi, der mærkes lidt anderledes en naturens energi. Forklarer det nærmere, kan jeg ikke.
Efter besøget går det af motorvej mod Danmark. Der holdes tissepauser og en frokostpause. Nogen blunder, jeg læser i min teosofi bog. Efter et chaufførskifte ved grænsen, nås Væksthøjskolen ca. 21,00. Et par sandwich indtages, sammen med lidt drikkelse. Derefter går det i seng, og næste morgen sættes kursen mod Greve.
Vel hjemme
Det var en fantastisk rejse, hvor vi rejste i nutiden, og samtidig oplevede ca. 3000 års historie på flere planer. Det var en guddommelig rejse gennem smukke landskaber, kulturer, steders historie og storslåede spirituelle energier. Alt i alt var det en herlig rejse, der åbnede sig for os på mange måder, lige fra vi kørte ud af Danmark, og til vi nåede Rom. På hjemturen lukkede den sig bag os som en tidslomme, der svinder bort. Tilbage er et lysspor, det er muligt at rejse af, og helt uden en bus.
Nu vil nogen måske spørge: Hvad mener du med et lysspor? Under en meditation på Den Gyldne Cirkel, nogle dage efter hjemkomsten fra lysrejsen, afspiller Kim en cdér med musik fra Damanhur. Kort efter musikken begynder, er jeg på et splitsekund tilstede i en af deres tempelsale. Der forekom ingen ud-af-kroppen-oplevelse. Det var i øvrigt i den sal, hvor musikken blev spillet live for to uger siden af vores lokalguide på et meget specielt slagtøj. Musikken toner ud, og jer er fuldt og helt tilbage på Birkemosegaard ved Arresø nær Frederiksværk. Hvor jeg deltager i et weekend kursus afholdt af Kim.
Oplevelsen er intet mindre end forunderligt. På en måde jeg aldrig før har oplevet, var jeg i mit indre blevet forbundet med Damanhur. Åh, ja. Det er nu sket før. Her blev mit indre ved hjælp af en Mester forbundet med Wesak Dalen i Himalaya. Det tog 10 år, før jeg forstod, hvad, der var sket, og hvad det betød. Det tog yderligere små 10 år, før jeg turde fortælle om det. Ja, det sker først i skrivende stund her i sensommeren 2014. Det var en mega stor og meget smuk oplevelse. Denne gang gik det helt af sig selv, og ude hjælp af en Mester. Nu tog det kort tid, før forståelsen indfandt sig. Så ja, disse udefinerlige lysspor er virkelige. Det er muligt at rejse via dem rent bevidsthedsmæssigt, og uden en ud-af-kroppen-oplevelse. Ret beset må det også være energibesparende.
I skrivende stund, en måned efter hjemkomsten, står det klart for mit indre blik: Rejsen var et stille og stærkt opgør med Romerkirken og den katolske tro. Gad vide hvad Kristus og Jesus, mine ”arbejdsgivere på første sal,” syntes om det? Har jeg tydet deres impulser rigtigt? Hvad med bestyrelsesformanden på ”anden sal” Sanat Kumara? Hvordan ser den karmiske situation ud? Nå; det bliver først endeligt opklaret, når dette liv skal evalueres, efter kroppen Finn er død. Joe, det lå også i min ligvognsoplevelse.
Bøger der relaterer til denne artikel
Bibelen. Det Danske Bibelselskab 1992
De syv stråler. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag.
Den hellige Frans af Assisis. Johannes Jørgensen. Visdomsbøgerne
Den hemmelige lære. H. P. Blavatsky. Visdomsbøgerne
Det sande ansigt – Jesus og ligklædet i Torino. Niels Svensson. Forlaget Gyldendal
En ufuldendt selvbiografi. Alice A. Bailey. Visdomsbøgerne
Frans af Assisis, drømme og visioner. Tove Ahlmark. Visdomsbøgerne
H. P. Blavatsky. Mary K. Neff. Visdomsbøgerne
Hvad sker der efter døden? Geoffrey Hodson Visdomsbøgerne
Indvielse. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Karma og Dharma. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Jesus og Kristus impulsen. Asger Lorentsen. Borgens Forlag
Lys fra Helligdommen. Sandra Hodson. Visdomsbøgerne
Reinkarnation. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Saint-Germain, den mystiske greve. M. A. von Lowzow. Dansk historisk Håndbogsforlag
Sjælen, livets kvalitet. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Stof til eftertanke. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Strålerne og indvielse. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
NB.
Du kan læse meget mere om Frans af Assisis i artiklen af samme navn. Du kan også læse mere om Greven af Saint Germains/Rakoczy under teosofiske mestre.
Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger og DVD´er om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser.
Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.
Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard.