Når vi ved meditation, healing og det daglige livs åndelige virke får tilført guddommelige vibrationer, kan vi især skelne imellem to typer af lystilførsel. Den ene type kan kaldes for healing. Den består af forskellige vibrationer, som kan sive ind i vore fysiske og ikke fysiske legemer og organer. Derved skaber den mere helhed, den skaber stærkere indre liv, den får enkeltdelene til at harmoniseres, og den hæver område efter område i vibration. Den svarer således til, hvordan mange mennesker ser på den åndelige udvikling som en gradvis lystilførsel, som bl.a. har de virkninger, at vores humør bliver bedre, at vi får mere indre harmoni, og at vi kommer til at føle os mere vitale.

Den anden type tilførsel af lys indeholder en vibration af forløsende kærlighed og guddommelig tilgivelse. Denne vibration kommer fra et dybere område af guddommens bevidsthed. Dette dybere område kan kaldes for Guds hjerte eller et center for guddommelig kærlighed. Vibrationen er meget intensiv, den kan være konfronterende og ekspansiv, og den kan have en tilbøjelighed til at nedbryde fastlåstheder i personligheden. Som vibration kan den opleves som en brænden, som en stærk varme i hjertecentret eller som en kærlighed, der er så overvældende, at den får os til at græde. Hvis vibrationen er meget stærk, vil den berøre en dyb religiøs følelse i os og få os til at overgive os ud fra en grundliggende følelse af, at det er Gud selv, der berører os eller henvender sig til os som universel kærlighed.

Tilgivelsens under

Det specielle ved den direkte guddommelig kærlighed er, at den opleves som et møde mellem individet og Gud. Hvorfor er det så meget stærkere en oplevelse af at møde Gud ved denne vibration set i forhold til den healende vibration? Fordi den sigter mod at komme direkte ind i personlighedens center, og fordi den søger at aktivere den gudskerne, som er gemt i menneskets hjertechakra. Når udstrømninger af Guds kærlighed møder vor respons som længsel, overgivelse, hengivenhed og gengældt kærlighed, sker der en forløsning og en tilgivelse. I disse tilfælde går tilgivelsen ikke så meget på enkeltelementer om, hvad vi har gjort eller undladt at gøre. Tilgivelsen går her dybere ind omkring selve de mange valg, vi har gjort os igennem mange inkarnationer med at skille os ud fra Gud, med at blive mere individuelle og med at blive afvisende over for den åndelige virkelighed og den universelle bevidsthed. Tilgivelsen går på vor trang til at søge udad i menneskenes verden og afprøve vore ønsker og begær i denne verden, og tilgivelsen går på den generelle holdning af aflukkethed, stivhed og ufølsomhed, som præger os i egoets fase. Egoet bekræfter igen og igen, at man kun kan stole på sig selv, og at det er nødvendigt at være stærk og individuel for at klare sig i tilværelsen

Forløsning og tilgivelse sker, når mennesket er så mæt af egoets begrænsninger, holdninger og fastlåstheder, at det ønsker at modtage den vibration, som nedbryder begrænsninger og fastlåsthed. Når mennesket er nået til det trin, er der imidlertid ofte kommet en stærk tendens til at føle sig som syndig, som en oprører eller som en, der bestemt ikke har fortjent den guddommelige tilgivelse. Derfor bliver de fleste mennesker forbavsede, når de opdager, hvor stærk den forløsende og tilgivende kærlighed er, som under en terapi kan udstrømme fra Guds hjerte til dem som personer. De føler sig målløse over, at Gud interesserer sig så meget for dem, selv om de har valgt egoets veje. De føler sig dybt berørte over kærlighedens kraft. De føler, at den omsluttende og varme kærlighed, som de oplever, automatisk indeholder en tilgivelse af, at de har bygget egoet op med alle de virkninger, som dette har haft. Ved denne oplevelse af tilgivelse sker der et grundliggende skift i personlighedens forhold til Gud. Hvor det før måske var teoretisk og upersonligt, er der en tendens til, at det nu bliver selvoplevet, intimt og levende. Det er, som om der kommer en indre jubel over, at Gud har tilgivet mig, at Gud elsker mig, og at jeg nu har fået en kærlig, omsluttende, beskyttende og livgivende fader/moder.    

Den forløsende kærlighed

Jo længere tilgivelsen går ind, jo mere medfører den en forløsning. Forløsning går dybere end healing, selv om der er gradvise overgange mellem disse to måder, som det guddommelige lys og den guddommelige kærlighed kan virke på. Mange mennesker kan således formidle forskellige aspekter af healende lys, men kun få mennesker kan formidle den forløsende kærlighed fra det guddommelige hjerte. Den forløsende kærlighed er så brændende og så overvældende, at den trækker dybere og dybere områder af egoet ud af sit skjul og ind i en overgivelse uden forbehold. I de dybere forløsningsprocesser vil egoet således føle: ”Gud, jeg giver slip på alt, hvad jeg troede var mit. Jeg giver slip og giver over. Jeg overlader alt mit til dig. Gør med det, hvad du vil.” Når processen går endnu dybere, vil egoet sige: ”Gud, forløs alt, hvad der adskiller mig fra dig. Gør mig til en levende gral, hvorigennem du kan udstrømme i verden. Lad der ikke være nogen grænse i min bevidsthed, som hindrer dit arbejde gennem dette vehikel.” Efter denne fase er egoet rede til, at den forløsende kærlighed kan trænge ind i dybere og dybere områder af den skjulte del af egoet, som kan kaldes for tærskelvogteren.