Kuthumi eller Koot Hoomi er en 2. stråle Mester. Den anden stråle handler om kærlighed og visdom. Det vil sige; visdom er viden; der er vundet gennem erfaring og motiveret af kærlighed. Det er en stråleenergi eller kraft, der i sit positive aspekt bevirker, at et menneskes evner øges, det gælder fx: Sympati, medfølelse, empati, tålmodighed og evnen til at undervise. Energien medfører også en øget sensitivitet. På langt sigt, og som det vigtigste, giver denne energi et menneske mulighed for at identificerer den tidløse sjæl. Det vil sige: Et menneske der bliver uafhængig af formen.

Denne stråleenergi har også et negativt aspekt eller en svag side. Den kan føre til; selvmedlidenhed, frygtsomhed, mindreværd, overfokusering på studier og foragt for mentale begrænsninger. Det vil sige; et menneske der betragter ophobning af viden som et mål i sig selv. Altså en viden, der ikke omsættes til visdom.

Kuthumi arbejder tæt sammen med Kristus. Han arbejder for at forene østens og vestens tankegang. Det ligger ham meget på sinde, at skabe forståelse for fred og enhed, samt gør mennesket bevidste om jorden og vores miljø. Han arbejder også tæt sammen med Morya. Han var med til at give impulsen til den Teosofiske lære. Denne lære er stadig under udvikling. Han var Leadbeaters og Alice A. Baileys mester. Kuthumis nærmeste discipel var D.K. gennem flere hundrede år.

Hvad hævdes der om Kuthumi og hans inkarnationer?

Bogen: Levende Visdom:

Her hævder Søren Hauge, at Kuthumis tidligere inkarnationer var som: Filosoffen Pythagoras – Sarthov ægyptisk ypperstpræst – En buddhistisk reformator Någårjuna.

Crimson Circle:

En engelsk hjemme sider hvor det hævdes: Kuthumis tidligere inkarnationer var som: Farao Thutnose den 3. – Filosoffen Pytagoras – Balthazar, en af de tre vismænd – Frans af Assisi – Shah Jahan.

Kuthumi, School of Wisdom:

En engelsk hjemmeside hvor det hævdes, at Kuthumis tidligere inkarnationer var som: Filosoffen Pytagoras – Balthazar, en af de tre vismænd – Frans af Assisi.

Alice A. Bailey skriver om Koot Humi:

Mesteren Koot Humi, som også er meget kendt i vesten og har mange elever overalt, stammer fra Kashmir, selv om familien oprindeligt kom fra Indien. Han er også en indviet af høj rang, og på den anden stråle for kærlighed/Visdom… Mester K. H. har stor erfaring og en bred uddannelse, idet han oprindeligt er uddannet på et af de britiske universiteter og taler flydende engelsk. Han er umådelig belæst, og alle gængse bøger og al litteratur på forskellige sprog finder vej til hans studerekammer i Himalaya. Han befatter sig i stor udstrækning med at belive visse af de store filosofiske retninger og interesserer sig for en række filantropiske virksomheder. Han er blevet overdraget det hverv hovedsageligt at stimulerer manifestationen af den kærlighed, som ligger latent i alle menneskers hjerter, og i menneskehedens bevidsthed, at vække sansen for broderskabets fundamentale kendsgerning.

Specielt i denne tid interesserer mesteren M. mesteren K. H. og mesteren Jesus sig stærkt for arbejdet med så vidt at forene østerlandsk og vesterlandsk tankegang., således at østens store religioner og den senere udvikling af den kristne tro, med alle dens mange forgreninger kan være hinanden til gavn. Det er et håb, at der derved til sidst vil opstå en stor universel kirke. Uddraget er fra Alice A. Baileys bog ”Indvielse” side 70.

A.D.K. Luk skriver om Kuthumi:

Kuthumi har været Chohan af den anden stråle, og har stadig dette embede, skønt han, sammen med Jesus, har påtaget sig ansvaret som Verdenslærer. Hans virksomhed er oplysning. Hans gerning er opdragelse, forståelse og visdom gennem kærlighed.

Herren Maitreya var Kuthumis lærer, men han blev også trænet af Herren Maha Chohanen og Den guddommelige leder, og blev belært om den nøjagtige instruktion af: ”Jeg Er.”

Han var den græske filosof Pythagoras (580/500 f. Kr.) i en af sine inkarnationer. Han slog sig ned i Syditalien ved Crotona mellem 540 og 530 f. Kr. hvor han gjorde mange vigtige opdagelser inden for forskellige studier: Matematik, geometri, astronomi og musik. Han fastslog, at jorden var rund, at planeterne frembragte musik i sfærerne og at det virkelige Selv var udødeligt, og kom tilbage i inkarnation mange gange. Han underviste i disse ting på sin skole.

I en anden inkarnation var han Balthazar, en af de tre vise mænd, som fulgte stjernen til Jesu fødested. Han kunne have nået opstandelse, men lige som Morya, gjorde han det ikke, for at have en nærmere fysisk kontakt til at fremføre teosofien i fremtiden.

Den hellige Frantz af Assisi (1181/1236) var en anden af hans inkarnationer. Han var en sådan elsker af naturen, at han i timevis kunne iagttage visse foreteelser eller være ved siden af en blomst en hel dag for at se den åbne sig fuldt ud, og måske atter se den lukke sig om aftenen. Han var en af de få, som repræsenterede hjertet i naturens rige. Han var i stand til at nå gennem elementalriget og accelerer sin bevidsthed til et punkt, hvor han kunne være til assistance i dette rige. Fugle og dyr blev tiltrukket af ham for at være i hans udstråling – tiltrukket af hans konstante opmærksomhed og tilbedelse af sit ophav. Den hellige Frantz gik ud for at prædike i 1208. Han stiftede Fransciscanermunkenes orden og senere St. Claras orden og derefter en tredje, kaldet Tertiærerne.

Nogle hævder, at han var Farao af Ægypten, Thutmosis den tredje, som rejste en obelisk, der nu befinder sig i Central Park i New York.

Han byggede Taj Mahal Templet (1630/1652) i en anden in karnation. Han byggede det som en af verdens smukkeste bygninger for en som han elskede. Det siges, at hvis noget marmor brækkes af nu, erstatter det automatisk sig selv.

Kuthumi var ved Oxford Universitet i 1850 i sin sidste inkarnation og var medvirkende til at fremføre teosofien. Han kom fra Indien. Det hævdes, at han vedligeholdte det indiske legeme i tre hudrede år og derefter rejste til en dal i Himalaya-bjergene og fuldførte opstandelsen der omkring 1889.

Han yder en vis særlig tjeneste gennem musik ved at spille på sit orgel ved sit centrum (brændpunkt) i Shigatse i Tibet. Han er en af De opstandne Mestre, som gik i vores byers gader i dec. 1937. Han er af en meget mild natur og yderst mild og tålmodig, når han fremfører sin instruktion. Uddraget er fra side 40 i studiehæftet ”Livets Lov.”

Teresa Thaning skriver om Kuthumi:

Mesteren Kuthumi har tidligere skrevet bøger og har i flere liv boet i Indien, hvor han som Shah Jahan byggede Taj Mahal fra 1632 og 20 år frem. Han besidder et stærkt klarsyn, han arbejder intensivt med retfærdighed og rimelighed, og var bl.a. inspirator for Gandhi.

Kuthumi har i lang tid været mester på 2. stråle, men har nu overtaget kristusembedet. Han har, som de andre mestre og engle af denne stråle, en meget mild energi. Hans øjne er varme, venlige og bløde, og hans fremtoning er meget rolig og imødekommende. Som mester på 2. stråle har Kuthumi arbejdet med kærlighed i alle aspekter, men i høj grad ned blødgørelse og åbning af hjertet i mennesket. Han giver meget trøst, men anviser også mennesket til handling. Gennem sit gyldne hjerte påvirker han andre med en flamme af gyldent lys og giver hjertechakraet liv og åbner op til forbindelse til visdommen, det tredje øje og den kosmiske bevidsthed. Kuthumi er kendt for stor disciplin og arbejdsomhed i sine foretagender og ansvarsområder.

Han forener Østens og Vestens religioner og videnskab, han arbejder på at forene racer og mindske racehad og inspirerer mennesker til at leve efter kærlighedsprincipperne, dvs. næstekærlighed. I sin rolle i kristusembedet arbejder Kuthumi stadig med næstekærlighed og åbning af hjertechakraet i mennesket.

Kuthumi inkarnerede som, Frans af Assisi i årene 1182/1226. Denne inkarnations formål var at vende menneskets opmærksomhed vær fra materialismen og hen imod de indre processer, som leder mennesket mod højere lag i bevidstheden. Inkarnationen som Frans af Assisi kom på et tidspunkt, hvor ”hellige” mennesker var henfaldet til bekvemmelighed og materialisme. Frans satte med sine handlinger en energetisk bølge i gang, som gav nyt liv til kristusimpulsen.

På Jesu tid inkarnerede Kuthumi som Balthazar. Han var en af de tre vise mænd, som kom til Jesus efter hans fødsel. Balthazar kom fra en velstående indisk familie med høj social samfundsrang.

Kuthumi har således haft en inkarnation som den græske matematiker Pythagoras ca. 500 år. fvt. Her var han kendt for at være livlig og let, men også for at have en seriøs og disciplineret tilgang til livet. Han inkarnerede som Pythagoras for at udvide menneskets forståelseshorisont og forene modsætninger mellem den logiske og æstetiske tænkning.

Uddraget er fra side 33/34 i bogen ”Beskeder fra Ærkeengle og Mestre.”

Doreen Virtue skriver om Kuthumi:

Kuthumi er et pseudonym for en spirituel sikh leder, der levede i 1800 tallet under navnet Sirda Thakar Singh Sadhanwalia ifølge teosofiske forskere (inklusiv forfatteren K. Paul Johnson). Kuthumi er også kendt som Mahatma Kuthumi mal Singh, Koot Hoomi. Sirda Thakar Singh Sadhanwalia og K.H.

Madam Blavatsky mødte Singh under sine omfattende rejser i Indien. Det var også der, hun mødte og studerede de østindiske spirituelle læremestre, der skulle danne basis for Djwhal Khul, Mester Hilarion og El Morya, som hun betegnede som ”Mahatmaerne.” Blavatsky virkede for at fremme disse mænds spirituelle lære i Nordamerika og beskytte deres sande identitet med pseudonymer. Hun fremlagde breve fra Singh og de andre Mahatmaer og påstod sommetider, at breve materialiserede sig fra det overjordiske.

Da disse mænd døde, begyndte Blavatsky og hendes tilhængere navnlig Alice A. Bailey og Elizabeth Clara Prophet at kanaliserer budskaber fra dem. Det var den første anvendelse af vendingen ”opstegne mestre.” Ifølge de ”nye” teosoffer omfatter Kuthumis tidligere liv Frans af Assisi og Pythagoras.

Da jeg påkaldte Kuthumi, kom han til mig klædt som en cirkusklovn. Han sagde: ”Livet er et cirkus med tre maneger, og nøglen er ikke at lader dig distrahere af de ting, der sker omkring dig. Konstant fokus og viljen til at søge efter den højere sandhed vil fjerne din bevidsthed fra ængstelse og fylde den med fred.

Nægt at lade dig blive distraheret eller modarbejdet. Brug din stædighed rigtig ved kun at koncentrere dig om det, der er godt – på den måde vil du i sandhed overvinde det onde i enhver betydning af ordet. Lad mig vise dig metoder til at få adgang til udstrækningen af de højere dimensioner, hvor fred er tilgængeligt for alle. Oven over jordplanets når vi sammen Nirvana, en ad gangen og alligevel side om side. Det helligste projekt er at undervise i fred gennem selvopfyldelse.

Kuthumi hjælper med:

– Hengivelse til formålet med livet

– Fokus

Uddraget er fra side 135/136 i Doreens bog: ”Ærkeengle og Opstegne Mestre.” Jeg har taget Doreen citat med for at belyse teosofiens tilblivelse ud fra en anden synsvinkel, som hun kalder videnskabelig. Men… Er hendes viden om teosofi ikke stærkt begrænset? Det hun skriver om teosofi og især Alice A. Bailey virker just ikke videnskabeligt eller tyder på en større indsigt i teosofien eller studie af samme.

Niels Brøndsted skriver om Kuthumi:

Kuthumi er en Kashmir brahmin med lys hudfarve som en europæer, gyldenbrunt hår og fuldskæg og vidunderlige dybblå øjne, der udstråler tidernes kærlighed og visdom svarende til anden stråle. Han er høj, om end han er en smule mindre end sin nære ven og uadskillelige ledsager i en lang periode, Mester Morya.

Han har en ædel fremtræden og en omfattende erfaring og viden. Han er uddannet på et af de engelske universiteter og taler flydende engelsk. Han er uhyre belæst og har alle typer bøger, skønlitteratur og faglitteratur på forskellige sprog i sit arbejdsværelse. Han er ofte beskæftiget med at stimulere de store filosofier, og han interesserer sig for filantropiske bevægelser og organisationer.

Kuthumi er den kommende Verdenslærer og arbejder derfor meget tæt sammen med Kristus som dennes højre hånd. Han er allerede aktiv på dette område, idet han forsøger at bearbejde religionernes tankeformer, så de bliver gennemtrængt af ideen om Kristi genkomst. Derfor arbejder han også nært sammen med de engle, som vogter kirker, katedraler, templer og moskeer i verden, så de i fællesskab kan højne vibrationen hos menighederne og stimulere de religiøse tankeformer, som støtter åndelig aspiration og hengivenhed.

Han samarbejder med de højere gejstlige i katolske kirker – romerkatolske – græskkatolske og anglikanske – og protestantiske menigheder. I den forbindelse er det hans opgave at stimulerer den latente kærlighed i menneskets hjerte og vække dem til erkendelse af, at broderskab er en realitet i de indre verdener.

Historisk kender vi ham som Pythagoras (580/500 fvt.), store græske musiker og åndelige lærer. Sener var han den buddhiske filosof og reformator Nagarjuna (150/250 evt.), og i nyere tid står han sammen med Mester Morya bag stiftelsen af den teosofiske bevægelse. Han var C. W. Leadbeaters og Alice A. Baileys Mester, og de havde begge to fysisk kontakt med ham. Uddraget er fra Niels Brøndsted bog ”Livets indre dimensioner” Bind 1, side 461/462.

 

Bøger der relaterer til denne artikel:

Beskeder fra ærkeengle og mestre. Teresa Thaning. Forlaget Sacred Books
En afhandling om kosmisk ild. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
En ufuldendt selvbiografi. Alice A. Bailey. Visdomsbøgerne
Et Vindue til Universet. Birgitte og Peter Fich Christiansen. Forlaget Sphinx
De syv stråler. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Karma og Dharma. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Levende visdom. Søren Hauge. Lemuel Books
Livets lov. A.D.K. Luk. Et studiehæfte udgivet af Den gyldne Cirkel
Livets indre dimensioner. Bind 1 – Esoterisk filosofi. Niels Brøndsted. Soul Publishing
Indvielse. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Stof til Eftertanke. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Strålerne og indvielserne. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Ærkeengle og Opstegne Mestre. Doreen Virtue. Forlaget Sphinx

NB.
Da flere af de omtalte bøger, hvorfra citater og udsagn er hentet, er blevet til via clairvoyante iagttagelser og/eller kanaliseringer, så kan du læse artiklerne: ”Er clairvoyance objektiv?” – ”Kanalisering fra Mestre.” og ”Skelneevne på den åndelige vej.” I de 3 artikler behandler Asger Lorentsen kanalisering og clairvoyance indgående. Det sker bl.a. ud fra spørgsmålene: Hvordan fungere det, og hvad nærmere er det? Artiklerne er at finde under åndelig udvikling.

Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger og DVD´er om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser.

Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.

Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard.