Dette kapitel er en beretning om, hvordan personlig karma har vist sig i dette liv for forfatteren, og med årsager tilbage til to tidligere liv.

Glimt fra to tidligere liv

Personligt har jeg haft flere transpersonlige oplevelse, der illustrer, hvordan karma virker. Den mest lærerrige og stærkeste oplevelse indtraf under en fredsmeditationer på kursuscenteret Kilden d. 7. nov. 1996. Her bringes et uddrag af oplevelserne under fredsmeditationen, de giver et godt indtryk af karmas virke.

Vi sidder 23 mennesker i en rundkreds i et lyst og smukt kursuslokale. På gulvet midt i lokalet står en stor vase med farvestrålende blomster. Der er grønne aks, hvide liljer, røde trompetblomster og nogle med dybgrønne stængler med orange blomster der eksplodere som små sole. Nabo til vasen er et stort hvidt stearinlys med en klar flamme. Toner af gregoriansk kirkemusik fylder rummet. En intens og højtidelig stemning går gennem lokalet og alle falder hurtigt til ro.
Jørgen, den ene indehaver af Kilden, holder et inspirerende oplæg om kristen meditation, som det foregik i Syd Europa på den tid, da paven var en stor politisk magtfaktor. Jørgen trækker en rød tråd fra munkenes måde at bruge musikken på, som hjælp i deres søgen efter Gud til i dag, hvor det er en musikform, der kan bruges som en hjælpe til at finde sit selv. Han slutter med at sige: ”Vil man prøve at opleve og forstå katolikkerne, deres dyrkelse af Jomfru Maria og forskellige helgener er gregoriansk musik et must.”
Den latinske hymne: ”Ubi caritas et amore – deus ibi est,” bliver gennemgået og sat ind i en historisk dimension. Efter det er der fællessang. Hymnen lyder smuk, og det er en fryd at synge med. Jeg kan godt lide ordens enkelthed, og måden de bruser på. En art eufori breder sig, som når jeg har nydt spiritus i lettere mængde. På trods af den smukke lyd, vokser der lidt efter lidt en indre vrede frem, der ikke er rettet mod nogen eller noget. Vreden vokser sig stor og virker isolerende. Det opleves, som en kæmpe og vildvoksende tjørnehæk, der er vokset op hele vejen rundt omkring mig. Pludselig føles halsen som sandpapir, den snøre sig sammen og ”min” sang stopper. Jeg prøver at tvinge ordene ud, men pludselig kan jeg ikke huske den simple tekst, eller læse den på tavlen, hvor Jørgen har printet teksten. Det er som om hjernen går i sort. I tankerne spørger jeg igen og igen: ”Hvorfor denne stærke vrede?”
Langt om længe slutter fællessangen, og selve fredsmeditationen begynder. Forskellige billeder kommer og går på den indre skærm. Pludselig toner et lysflimmer frem. På en total uforklarlig måde ved jeg, at der er ”nogen” der vil vise mig noget. Dybt forunderligt: Jeg ved blot, det er sådan.

Biskop og en kætterbrænding

På den indre skærm toner et arbejdsværelse frem. Lokalet er smukt med malerier, flotte udskårne og solide møbler. I en stol sidder jeg bag et arbejdsbord. På min højre side er et stort vinduesparti med smukke glasmosaikker. Et vindue står åbent, og fra første sal er der udsigt ned over et torv i en by. Torvet er tæt pakket af mennesker. Bødler er ved at gøre klar til, at brænde en ung kvinde i hvide gevandter. Fra det åbne vindue lyder en summen fra torvets menneske mylder, og de begynder at huje og hyle. Larmen bliver til vild jubel da bålet antændes og pigen flammer op. Husene der indhegner torvet er specielle og smukke.
Finn, der meditere, fornemmer at torvet er fra et sted i Spanien eller Frankrig.
Ham der sidder på sit kontor og kigger ned over torvet kender pigen, og kunne have forhindret henrettelsen, ved at bruge sin magt og prestige, men lod være. Han forstår ikke hendes tankegang, og heller ikke hendes valg. Hvorfor valgte hun ikke at konverterer til katolicismen, og give udtryk for anger? Jeg føler også, ved ikke at blande mig, gør jeg det alligevel, ved at undlade handling og yderligere indblanding. Jeg er i tvivl, er det rigtigt at brænde kættere? Ordene: ”Hun har jo selv valgt” hænger fast i min mund, bliver en dårlig undskyldning, og en ansvarsflugt fra den frygtelige handling.

Bevidstheden er delt, men langt mest i ham der iagttager brændingen, og ikke ret meget i den mediterende – Finn. Ham der sider på sit kontor er i tvivl, om det rigtige i, at sende levende mennesker på bålet. Ham der meditere har det dårligt, og tager afstand fra hændelsen. Han syntes ham på det flotte kontor virker selvretfærdig, hyklerisk, arrogant og uforstående. Finn er parat til at rejse sig, og tordne om manglende retfærdighed, men bliver siddende og fortsætter meditationen. Det ene øjeblik er jeg nu en der meditere, i næste øjeblik ham der sidder og overvære afbrændingen på sit kontor. Til sidst forsvinder torvet stille, med sin larm, røgen der hænger over torvet og den modbydelige lugt af brændt menneskekød. En tanke krydser gennem Finn: Det var en ubehagelige og modbydelige oplevelse, at blive konfronteret med sin egen fortid og skygge. Både tanker, følelser, lugte og lyde fra dengang blev genoplevet sammen med selve hændelsen – afbrænding af et levende menneske.

Ung og dødsdømt

En flimren går over den indre skærm, et billedskift finder sted. Pludselig er jeg i en stor arene og bliver ført ind i lænker. Midt i arenaen er anrettet et kommende bål omkring en træpæl. Jeg bliver brutalt løftet op og tøjret til pælen. En alt dominerende tanke larmer konstant: ”Alle i hujende og råbende tilskuer, om en time eller to, kan I rejser jer og gå hjem efter forestillingen. Jeg er borte, af min krop er intet, kun lidt aske bliver efterladt.”
Følelsen af uretfærdighed pisker gennem kroppen. På en måde virker det som en beskyttelse i forhold til de hadefulde og voldsnydende tilskuer, og mod de voldsomme smerter da bålet flammer op. Alligevel – mange hundrede år sener – skære en skarp fysisk smerte gennem Finn, som blev kroppen flænset op med en sløv ragekniv i hele højre side. Det udløser et jag og spjæt i den mediterende Finn, og han åbner fluks øjnene.
Åh – jeg sidder i en stor rundkreds på Kilden til fredsmeditation. Blot det at se de andre sidde fredeligt med lukkede øjne og meditere, frembringer en bølge af tryghed, der skyller gennem kroppen. Efter lidt tid, måske nogle minutter, får jeg igen mod til at lukker øjnene, så meditationen kan fortsætter.
Nu hænger jeg vægtløs, og svæver oppe over arenaen og ser på bålet nede i arenaens bund. Det brænder lystigt, og det tøjrede legeme forsvinder i flammerne. Hele arenaen koger af begejstring – en kæmpe heksekedel.
”Videoen” fra arenaen dør ud. Pludselig går alvoren op for mig, da den mediterende udbryder: ”Jamen Finn – det var dig der blev brændt, dig der hang over arenaen, og dig der sidder og mediterer.”
Øjne åbnes. Ser nogen uforstående på mig, hvor højt lød ordene? Nej, alle de andre er langt væk i deres meditation. Tankerne fortsætter: ”Det var en yderst mærkværdig oplevelse, stærk, grim, smertefuld og grusom, men også forunderlig.”

”Videoforestillingen” er slut og jeg vender jeg tilbage. Bevidstheden samler sig i et hele og jeg er tilbage i Kildens lokaler, netop som meditationen slutter. Jeg misser med øjnene og gnider dem, samt bevæger arme og ben for at blive kropslig hel. Efter disse oplevelser og mange tanker, lyder et pænt farvel til Kilden og turen går uhyre stille hjem. I kabinen hersker ydmyghed. Et står fast: Formens opløsning ved ild er brændt ind i mit sind, ved disse hændelser. Først i et levet liv og så i reprise. Samtidig fornemmer jeg, at noget er blevet sat frit, gjort mere rummeligt. Hjulene synger på asfalten og tanker kommer og går. Forunderligt: Du har lige oplevet klip fra forgangne liv, ingen tvivl om det.
– Først et liv hvor du var gejstlig, og sendte mennesker på bålet.
– Så et liv hvor du var ung, og blev brændt på et bål, uvist af hvad grund.

Det slutter ikke med disse to videoklip. Under to ferierejser til Sydfrankrig blandede det ene af de to liv sig på forunderlig vis i to ferieoplevelser.

Varsel     

Sydfrankrig august 1996.
Det er sommerferie, og i bil går det af motorvejen fra Avignon mod den vestlige del af Pyrenæerne efter familiebesøg i hjertet af Provence. Kursen er sat mod syd, og på vores højre hånd passerer vi en lidt større by. Den ligger badet i varmedis, og i udkanten af byen ses et stort boligkvarter af cementklodser og betonsiloer.

Pludselig udbryder jeg: ”Hvor er de grimme. Syntes du ikke?”
”Hvad er grimt?” Spørger Margit, min hustru.
”Sig mig en gang, kan du ikke se de mange gyselige betonklodse? Dem der ligger nogle kilometer inde til højre – et skue i udryddelse af bolignød!” Udbryder jeg letter ophidset.
”Ja. Og hvad så,” svare Margit.
”Synes du ikke de ligner betonghettoer noget lignende vores hjemlige Brøndby Strand?”
”Vores betonafdeling er da ikke nær så stor,” lyder svaret.
”Det er ikke et spørgsmål om størrelsen, men om hjerteløst beton. På et lille jordlod, ved navn Brøndby Kommune, er opført firkantede skotøjsæsker. Højhuse i trøstesløs beton der står på ræd og række i mere end 2 kilometers længde. Hvordan kan nogen arkitekt være med til at skabe noget, der er så grimt og menneske fjendsk? Ud over det gennemskæres kommune af to stærkt trafikerede motorveje og jernbaner – fantasiløst støj inferno.”
”Hids dig lidt ned. Jeg er hverken en fantasiløs arkitekt, bygmester eller kommunal politiker der producere grimhed. På denne afstand aner du jo ikke, hvordan byggeriet derinde præcist ser ud,” runger det i bilen.
”Du forstår da heller ikke noget. Det handler om manglende kvalitet og godt håndværk, samt originalitet. Kan du ikke give mig noget koldt at drikke, det er ulideligt varmt.”
”Du trænger vist også til at blive kølet ned. Her er en flaske kold vand. Tænk at hidse sig op over noget byggeri, som du intet har med at gøre. Formentlig er det en forstad eller et boligkvarter til Nimes og hvad så: Du skal jo ikke bo der.”
Jeg ryster på hoved og tænker – kvinder.
Hastigt forsvinder byen bagude og det går videre af motorvejen. På en rasteplads omkring Carcassonne holder vi middagspause. Solen bager fra en blå, skyfri kuppel og et cikadekor levere taffelmusikken. De synger i et nærliggende krat mens vi spiser. Sydens sol og varme nydes i skygge under store grønne platantræer.
Hen på aftenen hvor skyggerne er ved at blive lange, finder vi en campingplads ved en sø oppe i den nordvestlige del af Pyrenæerne. Vi bruger den næste uge på at køre fra kyst til kyst gennem Pyrenæerne, og slutter med at bo en uge i et byhus i flækken Paraza.

Lørdag formiddag d. 31. aug. går det fra Paraza ud til motorvejen og lidt efter er vi på vej mod nord. Vi køre uden om Nimes og Margit kommer med flere hentydninger til gruppen af hvide højhuse på vores venstre side, hun kan ikke dy sig. Jeg lader som om jeg ikke høre noget, men kort efter syntes jeg; måske går det lige hurtigt nok hjem over. Hastigheden sænkes betydeligt, jeg var simpelthen ved at tage livet af den gode bil en ny Toyota. Vi når planmæssigt hjem efter to overnatninger undervejs.

Helvede, tur retur                

Sydfrankrig, Nimes juli 2000.
Det er igen sommerferie, og i bil går det af motorvejen mod Nimes og afkørslen til byen toner frem ret forude. For en lille time siden har vi forladt en campingplads i udkanten af Avignon. Vi ankom lørdag d. 1. juli, og har boet der i nogle dage. Vi er på udflugt og skal blandt andet besøge Nimes, og dens store seværdighed. Et romersk amfiteater, der er opført i år 50 f. Kr. Det er efter sigende, det mest velbevarede efter Colosseum i Rom.
Rask går det ind til byens centrum, og vi finder en parkerings plads på Boulevard Amira Courbet ved Place de la Liberation. Vi går lidt rundt på pladsen, og betragter et smukt springvand, samt ser efter arenaen, som efter kortet skulle ligge ved pladsen, som vi trasker rund på. Ingen af os kan se eller findes noget tegn på nogen arena, så et bykort bliver studeret nøje. Efter lidt snak, en venden og drejen af kortet, peger jeg ned af en sidegade og siger: ”Vi skal ned af den gade, og lidt nede skal arenaen ligge.”
Ned af gaden går det i rask trav. Lidt efter står vi nær banegården, og er ikke stødt på nogen arena eller har set skyggen af den. Igen bliver kortet vendt, drejet og studeret. Ingen af os kan forstå, at vi ikke har set arenaen. Den har kunnet rumme ca. 22.000 mennesker, så hel lille kan den vel ikke være, og så er den byens største turistattraktion.
I 20 minutter har vi ledt efter noget, som vi efter kort og foto skulle have fået øje på, da vi steg ud af bilen. Efter et nøje studium af et bykort siger jeg knottent: ”Vi er gået den forkerte vej, stik væk fra arenaen.”
”Ja. Det har du vist ret i,” lyder det irriteret fra Margit.
Tilbage til Place de la Liberation, og midt på pladsen siger jeg til Margit: ”Efter kortet så skal arenaen nu ligge lige foran os.” Ganske rigtigt, det gør den også.
Vi ser lidt på hinanden, og føler os som totale idioter, at vi ikke så den første gang vi stod på torvet ved springvandet. Alt i alt har vi fjumret rundt i en lille halv time, for at finde en stor arena, som vi stort set hele tiden burde have set.
Indgange bliver fundet, og vi køber billetter. Margit vil godt med på en guidet rundvisning, men det har jeg ikke lyst til. Jeg foreslår, vi skal gå videre og finde et kaffested. ”Mærkelig er du, vi er kørt fra Avignon og hertil, ledt efter et gammelt amfiteater, endelig fundet det, købt indgangsbilletter, og så gider du ikke se det. Hvad har du tænkt dig? Jeg vil godt se denne smukke gamle og restaurerede arena,” lyder det syrligt fra Margit.
Surt snerrer jeg: ”Gå du bare med på rundvisningen om lidt, så sætter jeg mig op på tilskuerrækkerne, og slapper af.”
Tørt lyder det: ”Det trænger du vist også til.”
Som sagt så gjort, så kort efter sidder jeg højt oppe på tilskuerrækkerne, så højt oppe som muligt. Åh. Tænker jeg, endelig fred. Pludselig tager fanden ved det hele. Amfiteateret bliver levende, et kogende og sydende menneskemylder, hvor en dødsdømt skal brændes. Jeg føler stor væmmelse, får kvalme og trang til at kaste op. ”Rejs dig op, og forlad arenaen,” råber en tanke. Kroppen er lammet, jeg kan ikke røre mig ud af stedet, kun blive siddende.
Pludselig er jeg flere stedet samtidig. En turist der sidder i et gammel amfiteater, en der sidder på Kilden og meditere og en der skal brændes nede i bunden af menneskehavet.
Hele oplevelsen fra meditationen på Kilden, tilbage til d. 7. nov. 1996 køre gennem mit hoved på den indre skærm. Ikke nok med det, samtidig og med fuldt åbne øjne oplever jeg hændelsen med lyde og lugte fra dengang den virkelige henrettelse fandt sted – en slags avanceret super stereo. Flere gange prøver turisten at komme op og stå, men han er total lammet, og kan ikke rejse sig. Det er den mest modbydelige oplevelse jeg nogen sinde har oplevet, og det slutter i nogle korte og fysisk stærkt smertefulde sekunder, hvor jeg oplever at være fire steder samtidig. Bevidstheden skifter lynhurtigt mellem turisten i arenaen, ham der mediterede på Frederiksberg, ham der begynder at brænde nede i bunden af amfiteateret og ham der pludselig hænger oppe i luften højt over arenaen med sit kogende menneskehav – en ren heksekedel. Der er fire tider på samme tid, og to steder Frederiksberg og Nimes.
Den mediterende på Frederiksberg falder ud, og ham der brænder nede i arenaen dør. Nu er jeg skiftevis højt over arenaen, og ser min krop brænde nede i bunden og en lammet turist i et næsten tomt amfiteater – stærkt beroligende.
Efter nogen tid, jeg har ingen fornemmelse af hvor længe, sænker roen sig over arenaen og væk er ham der så heksekedlen i fugleperspektiv. Alt er igen sommer år 2000, hvor en turist sidder på en bænk, og ser på et gammelt, afskyeligt amfiteater. Stille lyder en tanke: ”At være i centrum på denne måde, er aldeles modbydeligt.” Samtidig skyller følelser af uretfærdighed, sorg og død gennem kroppen – tidevands skifte.
Jeg kommer på benene, finder indgangen og lidt efter kommer Margit tilbage. Lidt nede af en gågade finder vi en nødvendig cafe. Svimmel og utilpas lander jeg på en stol ved et cafebord.
Margit syntes jeg ser sløj ud, så vi bliver enige om, at jeg drikker for lidt vand i varmen, det er noget der jævnligt sker, når vi er sydpå. Efter masser af vand og lidt salat finder vi bilen og køre op i en smuk blomsterpark med en skøn udsigt over byen. På en bænk i en skyggefuld olivenlund ligger kroppen og slapper af. Det grønne bliver et vidnesbyrd om livets frodighed, mens de stærke følelser klinger af. Der er noget familiært over de gamle oliventræer, og mange blomstrende buske – en egen skønhed og blidhed.
I den mentale verden køre tankerne: ”Hvordan kunne vi være så lang tid om at finde arenaen? At jeg ikke ville tilbage til den, og ikke brød mig om byen, det forstår jeg nu. Måske blokerede en stærkt chokerende og oplevelse, det at blive brændt i et tidligere liv, for mine og Margits tanker orienteringsevner og påvirkede vores handlinger?”
Tankerne fortsætter: ”At den gamle oplevelse kan blokere for mine handlinger forstår jeg – måske. Margits opførsel og handling forstår jeg ikke, med mindre hun også i et tidligere liv er blevet brændt, og på nuværende tidspunkt er ubevidst om det. Den anden mulighed er, at mine stærke følelser og tanker havde indflydelse på Margits handling. Det kan også være en kombination af begge muligheder. Hele arenaoplevelsen, der begyndte med en henrettelse på et bål, og sluttede mange hundrede år sener med to tilbage spolinger. Først meditationsoplevelsen på Frederiksberg, og senere den mere end livagtige genoplevelse på åstedet, amfiteateret i Nimes. Var det et led i en oplysnings og healingsproces, ud fra devisen kendt dig selv?”
Efter middagspausen køre vi videre til den gamle havneby Aigues-Mortes. Den ligger i det flade og sumpede Rhone delta, og var havneby og udgangspunkt for flere af middelalderens korstoge til ”Det Hellige Land”. Byen er stort set intakt og forsynet med en høj ringmur med tårne og byporte, der indhegner hele byen. Den gamle bykerne har ikke forandret sig meget i tidens løb, og dens 5000 indbyggere bor stadig inden for bymuren.

Sidst på aftenen når vi tilbage til campingpladsen i Avignon og godt trætte går det på hovedet i seng. Min sidste bevidste tanker, før luftmadras, dyne og telt toner bort:
– Nu ved du, hvilken by og amfiteater det var, du i et tidligere liv som ung blev brændt i. Hvornår og hvorfor er stadig et åbent spørgsmål.
– Efter et besøg i helvede for mange år siden, og to gange i helvedes forgård må jeg konstatere; oplevelser fra tidligere liv er ikke for sarte sjæle. Et spørgsmål rejser sig: ”Hvem er det, der skaber helvede?” Svagt lyder svaret: ”Levende almindelige mennesker.” Det må konstateres: Gud som sådan skaber ikke eller har et helvede, hvor han sender mennesker hen. Gud er ikke sadist! Hvordan kan kristne mennesker tro, at Gud skaber nogen mennesker til evig helvedesstraf? Når de påstår: Gud er både god og retfærdig. Evig straf for noget timeligt, er det retfærdigt? Nej og atter nej!

Frodighed, livsglæde og oplysning         

København feb. 2010.

I bil svinger vi ind på Bispebjerg Bakke i Københavns Nordvest kvarter. Kort efter holder vi ud for opgangen, hvor Jesper og Signe, samt vores to børnebørn Kaja og Hjalte bor i en lejlighed på første sal. Vi træder ud af bilen, og står en stund og betragter byggeriet.
Brøndby Strand og forstaden til Nimes kontra Bispebjerg Bakke byggerierne er om noget modsætninger. Stedet her er et bevis på, at det er muligt at skabe og bygge anderledes – menneske venligt. Det må de også have indset i Brøndby, for her er betonkolosserne under renovering.
Idemanden og formgiveren af dette byggeri er kunstneren, Bjørn Nørgaard, der udtaler: ”Det her byggeri er en gammel drøm, der strækker sig mere end 40 år tilbage i tiden. Drømmen er bygget på tanken om, at kunsten skal påvirke samfundet og at det, som vi omgiver os med, har indflydelse på vores livsglæde. Denne tanke er kombineret med glæden ved at udvise omhu for omgivelserne – og at bevise, at det kan betale sig at bygge i en kvalitet, der holder. Velkommen til et byggeri, der er opført med lige dele hensyn til: Æstetik, driftsøkonomi, livsglæde og miljø. Velkommen til Bispebjerg Bakke.”
Indgangs partiet findes, og vi går gennem en frodig indgang med kakler – en fødselsåbning. Indenfor bydes vi velkommen i en lys og venlig rund trappeopgang. Vi lader den sølvglinsende elevator passe sig selv og går op af trappen, der sammen med gulv og trin er udført i sort granit. To barnehoveder ser glædesfuldt ud over gelænderet og ned på os, mens de råber: ”Hej, bedste og bedstefar.”
Stor gensynsglæde, og lidt efter er vi inde i den smukke og lyse lejlighed. Den er præget af åbne rum, buede vægge, vinduer fra gulv til loft og to altaner. Hurtigt er der leben og glad barneleg. Signe siger farvel, hun skal undervise på en skole for mavedansere og Jesper kommer først hjem fra arbejde omkring klokken 21,oo.
Vi leger, spiser aftensmad, leger igen og senere går det i seng. Efter godnat læsning sover begge rødder hurtig ind i deres køjesenge. Efter oprydning af det allesteds nærværnede legetøj tænder Margit for fjernsynet, og jeg finder en bog frem, den hedder Mystik og Videnskab. Jeg er godt i gang med at læse den, for senere at skrive en anmeldelse til Lys-strejfet. På side 134 læser jeg:
– Følelser fra hjertet kan påvirke hjernens evner til at tænke, hvor positive og harmoniske følelser skaber harmoniske elektriske bølgemønstre. Det fremmer tænkeevnen, mens følelser som frustration, depression og aggression skaber uharmoniske bølgemønstre, der hæmmer tænkeevnen.
Nu har jeg fået en god forklaring på, hvorfor jeg ikke kunne tænke eller finde rundt i Nimes. Min tænkeevne var stærkt hæmmet, nærmest lammet. Jeg forstår også hvorfor harmonisk eller uharmonisk byggeri påvirker os som de gør. At mit hjerte kunne skabe så uharmoniske bølgemønstre, at Margit også blev påvirket af det, det forstår jeg ikke. Det må blot konstateres; sådan var det. Hvornår og hvorfor jeg dengang, i et tidligere liv blev brændt, er fortsat et åbent spørgsmål?

Psykologisk tjek

Mine oplevelser som beskrevet var usædvanlige stærke. Rent psykisk kunne de have slået mig omkuld. At give mig sådanne oplevelser, og risikere at de ville slå mig ud rent psykisk, måske for resten af livet, det går jo ikke. Så ville mit livsformål lide skibbrud, og denne artikel og andre var formentlig aldrig blevet skrevet. Så jeg blev prøvet både fysisk og psykisk i en tidlig alder. Det skete bl.a. mens jeg var i Søværnet.

Vi skal tilbage i mit liv til 1966, hvor jeg gjorde tjeneste på ubåden ”Springeren.” I vinteren var ubådseskadren forlagt til den norske flådebase Haakonsvern, på grund af is i de Danske farvande. Vi sejlede på øvelser i de Norske Fjorde, i skærgården ud for Bergen og Stavanger, samt på åbent vand i Atlanterhavet. Vi gennemgik også et træningsprogram for ubådsbesætninger. Bl.a. trænede vi fra uddykning fra en ubåd, hvis den blev sænket. Det foregik på selve ubådsskolen på den norske flådebase. Her trænede vi fri uddykning fra 30 meters dybde. Det foregik i et tårn, hvor der i bunden af tårnet var indrettet et lille rum, og her stod en gruppe ubådsfolk. Mens vandet steg i rummet iførte vi os våddragt og redningsveste. Der var en svag rød nødbelysning, og vejrtrækningen foregik via iltmaske, noget lignende som på et fly i en nødsituation. Det var just ikke let, at tage sit arbejdstøj af, og iføre sig rednings udstyr, mens man trak vejret gennem en iltmaske, der hang og dinglede ned fra loftet. Det lykkes ved fælles hjælp.
Det blev min tur til uddykning. En dyb indånding, iltmasken blev sluppet, helt ned under vandet, ind i et bredt rør af plastik, der var trukket ned fra loftet. Inde i røret var en lejder. op af en jernlejder, åbne en luge, vider gennem et mandehul, udløse redningsvesten og så gik det ellers med raketfart 30 meter op gennem vand. Vel oppe i et bassin på tårnets top hoppede jeg ud, og blev tjekket af en læge. Alt var som det skal være, så jeg satte mig på en bænk, og drak frisk vand.
Tankerne begynder at kværne: Det var uhyggeligt at stå nede i et rum, der forestillede en nedskudt og sunken ubåd. Det værste var at vente, mens vandet langsomt og konstant steg. For mit vedkommende gik det af sted, da vandt nåede til armhulerne. Det er lidt underligt, at det først er bagefter at følelser og tanker dukker op. Jeg kommer til at tænke på en psykologs bemærkning under udvælgelsen til ubådstjeneste, hvor vi blev tjekket i to dage: ”Du er mere end egnet til ubådssejlads og maskintjeneste, længe efter ubåden er sunket vil du stadig stå og slå manøvre ved hovedtavlerne.” Dengang forstod jeg ham ikke rigtig, det gør jeg nu. Mit sinds reaktioner bl.a. følelser indtræder først noget efter en hændelse eller stærk oplevelse.

Også det at sejle i ubåd træner ens sind og psyke. I ubåden er luften nogle gange ulidelig varm, tit noget over 30 grader, andre gange er der bidende koldt, men man vænner sig til de ustadige temperaturer, larmen og trækken. Hvis man klager, så får man bare historien om en tysk admiral, der skulle have sagt: Ubåde var de eneste skibe i hans flåde, hvor der ikke var nogen rotteplager. Rotterne kunne simpelthen ikke holde miljøet om bord ud. Rotter eller ej, det er en helt speciel oplevelse, at gøre tjeneste på en ubåd. I neddykket tilstand er der en særlig stemning; hvor ro og stilhed hersker, kombineret med en svag lyd af strømmende vand og dæmpet rød belysning.
Så ja, jeg blev tjekket, og fundet egnet til at modtage disse stærke scener fra tidligere liv. Der var nu også flere andre af mine mange transpersonlige oplevelser, der var meget stærke, og psykisk krævende. Dengang i Søværnet var jo ganske uviden om, at jeg blev vurderet, tjekket og trænet fra de indre planer, til senere grufulde oplevelser, og godt det samme. Tilbage til begrebet karma.

Karma i relation til ovennævnte hændelser

Når du tænker, taler, føler og handler skabes karma. Det store spørgsmål: Hvad er virkning og hvad er årsag? For stort set alle mennesker er karma et system, det er umuligt at gennemskue. Karma kan med rette kaldes: Kærlighedens lov. Symbolsk sagt: Karma er et pædagogisk princip hvis formål er; at lære det enkelte menneske, at blive et kærligt væsen. Reinkarnation og døden er en del af kærlighedens lov og et gode. Sammen bortriver de vores slidte legemer og giver os nye. På den måde bliver det muligt igen og igen, at spille nye roller på livets scene og drage nye erfaringer. Det handler om at lære – livets skole.

I livet som katolsk biskop er jeg med til at sende mennesker i døden ved ild – bålbrænding. Som biskop var jeg ansvarlig for forfølgelse af kættere, og dermed for den vederstyggelige handling, at brænde levende mennesker, for at frelse deres sjæle. Den gang var jeg i tvivl om det var det rigtige at gøre, men handlede ikke på min tvivl. I stedet fik jeg bondeanger – ansvarsflugt. På den mediterende Finn virkede biskoppen selvretfærdig, hyklerisk, arrogant og uforstående.
I et senere liv bliver jeg som et ungt menneske selv brændt. Den karmiske årsag til denne hændelse skal søges i livet som biskop. Min egen tur på bålet er virkning eller eftervirkning af min handling som biskop. Karma er enkelt: Det du har delt ud, får du senere mulighed for, at forholde dig til. Ret beset handler det vel også om retfærdighed. Du har ikke, selv om du som biskop var i tvivl om det rigtige i, at sende mennesker på bålet, taget konsekvensen af dine tanker og tvivl dengang. Altså, jeg havde ikke lært det centrale i livet som biskop; du må ikke slå ihjel. Så må man undgælde for sine tidligere handlinger i et senere liv. Som jeg ser det, er karma også et princip om retfærdighed. Det er svært at erkende, at alt i et liv er retfærdigt. Følelserne siger et, tankerne og forståelsen noget andet. Ingen mennesker kan klart og detaljeret se X antal liv tilbage eller X antal liv frem. Heller ikke jeg. Det jeg har kunnet se eller retter oplevet, er især glimt af de store og grumme hændelser, samt glimt af de smukke og skønne hændelser i forgangne liv. Hvad med de mennesker der ikke kender til karma og reinkarnation? De vil formentlig tit opleve et liv som uretfærdigt, og uden nogen form for logik. Det gælder især hvis et liv indebærer sygdom, ulykke og andre lidelser, eller tidlig død for børn, venner, familie og slægtninge. Den praktiserende kristne må trøste sig med ordene: ”Guds veje er uransagelige”. Forhåbentlig giver troen fred.
Havde jeg som biskop kæmpet i mod bålbrændingen, og måske frasagt mig jobbet som biskop, da ville jeg formentlig ikke blive sendt på bålet i et senere liv. Der ville være kommet en karmisk virkning, men i langt mildere grad.

Da jeg i dette liv blev præsenteret for de to omtalte hændelser og liv, var den mediterende Finn parat til at tordne om manglende retfærdighed i forbindelsen med kætterbrændingen af den unge kvinde. Samtidig fik jeg det dårligt, og tog afstand fra hændelsen. Det kan også siges: Nu har jeg lært lektien: Du må ikke slå ihjel. Karma er en esoterisk lov om respons. Det kan også siges på en anden måde: Karma er en esoterisk lov om kredsløb. Den højfrekvente energi du sender ud, vender tilbage til dig.

Bøger der relaterer til denne artikel:
Døden det store eventyr. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Karma og Dharma. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Livets Karma. Carmen Harra. Borgens Forlag
Mystik & Videnskab. Alex Riel. Forlag 1.
Reinkarnation. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Reinkarnation og Frihed. Poul Lauritsen. Forlaget Borgen
Stof til Eftertanke. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag

NB
Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger og DVD´er om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop.
Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser.
Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.

Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard