Dette er en beretning og en atypisk lysarbejder og mystiker. Hvem taler vi om? Pater Pio. Han blev født i 1887 med navnet Frans Forgione. Han døde i 1968 med navnet Pater Pio. Han var katolskmunk, præst og mystiker. Han var en af de største mystikere, om ikke den største, der har levet siden Jesus? Pio er især berømt for sine mirakuløse helbredelser og stigmatisering. I 2002 blev Pater Pio helgenkåret. Et katolsk magasin har lavet en undersøgelse, der viser: Pater Pio er den mest populære helgen. Han er den helgen som flest katolikker beder til, så han kan gå i forbøn for dem til Gud. På grund af Pios liv og virke er byen San Giovanni Rotondo i dag et af Italiens mest berømte og besøgte pilgrimssteder. Flere millioner besøger årligt stedet.

Pater Pio besad mange sjældne evner, af Romerkirken kaldet nådegaver. Mellem ham og Jesus er mange ligheder. Under mine studier af skikkelserne Jesus og Pio har jeg fået en fornemmelse af, at Pio med sit liv fremviste Jesus efter hans korsfæstelse og død. Sagt på en anden måde: Efter Jesu død tog Pater Pio over ca. 1.900 år senere. Han levendegjorde Jesus på en helt usædvanlig måde, der aldrig før er set. Pio besad mange sjældne evner, som mig bekendt aldrig før har været samlet i et menneske. Jesus er måske undtagelsen, der bekræfter udsagnet. Vi kender ikke nok til detaljerne i Jesu liv, så det kan siges med sikkerhed. Nu vil nogen måske spørge: Hvilke særlige evner besat Pio?

Han beherskede og rummende mange evner. Pater Pios helt specielle evner er listet i tilfældig rækkefølge:

– Han kunne være flere steder på samme tid – bilokation. Begrebet omtales i Det Nye Testamente med ordene: Jesus der af Ånden blev ført et sted hen…

– Han besad store og helt usædvanlige, mirakuløse evner som healer. Godt 1.000 mirakuløse helbredelser er blevet registeret alene i klosteret ved San Giovanni Rotondo af medbrødre.

– Han var synsk. Det vil sige, han kunne forudsige eller se ud i fremtiden. En evne han især brugte som skriftefader, når han vejledte folk.

– Han var en populær skriftefader og åndelig vejleder. Det anslås at godt 600.000 mennesker nåede at skrifte hos Pio i hans virke gennem 52 år i klosteret nær San Giovanni Rotondo. Ind i mellem var der lang køer inden folk nåede frem til skriftestolen. Nogen ventede i dagevis.

– Han var dybt clairvoyant, og så direkte gennem et menneske. Kirkens folk siger det på følgende måde: Pio kunne læse menneskers sjæle som en åben bog. I dagens esoteriske miljøer vil man sige: Pio kunne læse menneskers aura. Det gælder både de æteriske, astrale og mentale legemer. Selv i disse kredse er det yderst sjældent at nogen kan læse alle legemerne, især det mentale. Jeg har ikke hørt om eller mødt nogen, der kunne læse ret meget af det mentale legeme og slet ikke det kausale. (De tre øverste underplaner af mentalplanet).

– Han hentede sin livskraft fra det ikke fysiske, også kaldet den åndelige verden. Hans daglige mad forbrug i klosteret var en portion suppe om morgenen, og han sov kun tre til fire timer i døgnet. Han var om nogen asket.

– Han kunne udholde ubeskrivelig smerter. Gennem 50 år var han konstant plaget af stærke smertende på grund af hans stigmatisering. Selv under alvorlige operationer ville han ikke bedøves. Han udholdt smerterne, når lægerne skar i ham. En læge skriver: ”Det var svært for mig at kigge på ham, når han gik foroverbøjet, trækkende sine opsvulmende fødder efter sig, mens han støttede sig til væggene for ikke at falde. Peder Pios lidelser var enorme, men han bar dem uden at beklage sig, og gav sig selv til dem, der havde brug for ham.” (Læge citatet stammer fra Assisi Nyt 2006 af Bente Wolf).

– Hans blod duftede af blomster. Det skete også under hans mange bilokationer. På steder hvor han viste sig for andre mennesker ved bilokation duftede der af blomster eller lavendel. På et tidspunkt besøgte en biskop Pio i klosteret. Bagefter påstod biskoppen forarget: Pio og munkene brugte dyr Eue de Cologne.

– Fra hans sår på hænder og fødder samt i siden flød gennem 50 år frisk, rødt og velduftende blod. Hans blod duftede af friske blomster. Nogen syntes duften mindede om violer, jasmin, roser og alligevel lidt anderledes. Sårene var placeres på nøjagtig de samme steder som på Jesus, da han døde på korset. Pios sår var konstant friske i 50 år, de helede ikke og var uden betændelse eller forrådnelse. Flere læge har udtalt, at de oplevede et særligt lys i forbindelse med sårene. Et lys de ikke kunne forklarer.

– Mange der har mødt Pio har sagt: Han udstrålede godhed, virkede kærlig og vis. Engang var der en, der spurgte Pio: Hvem er du? Pio svarede: Ved alteret er jeg offer. I skriftestolen er jeg dommer. I fællesskabet er jeg broderen. Pio var ydmyg på sin helt egen måde. Han brød sig ikke om at blive prist i høje toner. Hvis det skete, sagde han: ”Jeg er kun en munk, der beder.” Hvis nogen takkede ham for en healing, sagde han: ”Tak ikke mig, tak Gud. Det er Gud, der er kilde til miraklerne.”

– Gennem hele sit voksenliv ejede han ikke noget fysisk, andet end en rosenkrans. Selv hans munkekutte og tøj var til låns fra klosteret.

Nogle af disse evner vender jeg tilbage til. Her følger en kort historien om Pater Pio.

Pios biografi

Han blev født i 1887 i et lille og fattigt landbohjem i landsbyen Pietreclina. Den ligger nordøst for Napoli i Syditalien. Familien ejede et lille jordlod, der lå lidt uden for landsbyen. Her arbejde familien fra morgen til aften, for at familien kunne få mad på bordet. Penge var et ukendt syn i huset, men familien manglede aldrig noget. Frans var det fjerde barn i familien. De boede i et lille hus, der var bygget af de naturmaterialer, der var på stedet. Det vil sige sten, der blev holdt sammen af lidt mørtel. Huset bestod af fire små rum, og med direkte adgang fra gaden. I et rum sov drengebørnene, i et andet pigerne, et tredje rum var indrettet som køkken, og her sov forældrene. Familien Forgione levede et meget spartansk og fredsfyldt liv. Frans forældre og bedsteforældre var analfabeter, men forældrene havde lært lidt af Bibelens skrifter udenad, som de fortalte til deres børn. Så børnene voksede op med kristendommen. Den lokale sognepræst kom også jævnligt på besøg. De kaldte ham Onkel Tore, rettelig hed han Don Salvatore Pannullo. Tidligt i livet gik Frans til messe hver morgen og til andagt hver aften.

De første måneder af Frans liv græd han så meget, at moderen trodsede den lokale præst Don Salvatore. Hun opsøgte en ”klogmand,” der boede lidt fra dem. Præsten mente; han var en svindler og tryllekunstner, og havde forbudt sine bysbørn at opsøge ham. Han var kendt i hele området, og kunne både læse og skrive. Ja, han var meget belæst, og havde sit eget bibliotek. I dag ville man ikke bruge ordet en ”klogmand,” men kalde ham clairvoyant. Da han så den lille dreng, blev han helt stille en stund og sagde: ”Denne dreng vil blive verdenskendt, æret af alle i verden og mange, mange penge vil gå gennem ham, men selv vil han ikke eje noget.” Og sådan kom det til at gå.

Allerede som barn fik Frans, eller Francesco som han hed på italiensk, åbenbaringer. En dag, da han stod foran alteret i byens lokale kirke, mødte han Jesus, som gav ham tegn til at komme nærmere. Senere fortalte han, at Jesus havde kærtegnet hans hoved med sin hånd. Bagefter så han djævelen, der prøvede at få ham til at gå imod Jesus. Oplevelser af denne art fulgte ham resten af livet. Han troede det var helt normalt, og noget der skete for alle. Han havde svært ved at tro, at det var noget særligt. Det er en holdning; der gennem livet vidner om Pios ydmyghed. Han var enkel i storheden, og stor i enkeltheden. Med sin ydmyge holdning, gav han plads til den anden, og skabte derved nærhed. Han udfoldede ro, stilhed og intensitet. Pio var konge i sit liv, men på ingen måde verdens centrum. Han erkendte; der er altid noget der er større end mig. Pios sind var uden sentimentalitet, egeninteresse og blottet for ondskab. Han virkede som et harmonisk menneske, der gennem kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed skabte harmoni mellem og i mennesker.

Da Frans var 10 år, var han sikker på, at han ville være præst i kapucinerordnen. Problemet var, at han ikke kunne indtræde i ordnen, førend han havde gennemgået gymnasiet. Forældrene havde ikke råd til, at betale for denne undervisning. Familien var fattig, og havde kun en beskeden indtægt fra deres lille jordlod. Forældrene ville godt støtte Frans, så faderen rejste til Pennsylvania i Amerika, hvor han arbejdede ved landbruget og senere som jernbanearbejder. Det gjorde ham i stand til at sende penge hjem, så Frans kunne begynde på gymnasiet i år 1900. Han fik flotte karakterer, trods det at han måtte hjælpe sin mor med landbruget bl.a. som hyrde.

Som 14-årig indtræder han i den gren af Franciskanerordnen der hedder Kapucinerne. Det er en orden, der er karakteriseret ved ekstrem fattigdom, afkald, bod, lange fasteperioder, tavshed, daglige tidebønner og meditation. Selv om natten står munkene op for at bede og mediterer i timevis. Det sker sommer og vinter i et uopvarmet kloster. Ufortrødent fortsætter Pio den krævende og strenge træning, og bliver præsteviet i en alder af 23 år.

I forbindelse med første verdenskrig blev Pio, sammen med mange andre munke og præster, indkaldt til militærtjeneste. Men Pio blev fundet uegnet til militærtjeneste, på grund af dårligt helbred. Senere blev han atter indkaldt, for at udføre sanitetstjeneste ved en garnison i Neapel. Hurtigt gik det ned af bakke med hans helbred. Han kastede blod op, og fik skyhøj temperatur – tuberkulose. Nu blev han endegyldigt kasseret som soldat, og hjemsendt med den barske besked: ”Rejs hjem og dø!”

Han vender hjem og fortsætter sin præstegerning og bøns liv. Hans helbred er stadig meget ringe, og yderligere løber han ind i en åndelig krise.

Gennem hele livet var Francesco plaget af et dårligt helbred. Det begyndte allerede kort efter hans fødsel, hvor han bare græd og græd uvist af hvad årsag. I 1904 i en alder af 17 år blev han pludselig syg. Han mistede appetitten, kastede op, kunne ikke sove, var udmattet, fik besvimelses anfald og led at stærke hovedsmerter. I juni 1905 var han så svag, at hans overordnede beslutte at sende ham til et kloster, der lå oppe i bjergene. De håbede; at luftforandringen vil hjælpe på hans helbred. Dette hjalp ikke, så han vendte tilbage til klosteret i Morcone. I 1907 blev han ordineret capuchiner munk, og i 1910 blev han ordineret til præst.

På grund af det dårlige helbred fraflyttede han klosteret, og boede hjemme hos sin familie. Han boede i et lille tårn ved siden af familiens landejendom. Her levede han alene og efter capuchiner munkenes regler. Samtidig virkede han som præst ved den lokale kirke i Pietreclina. I sep. 1916 blev han beordret tilbage til et normalt munke- og præsteliv. Han flyttede ind i klosteret Vor Frue af Grace, Cahuchin Friary. Det ligger i Garganobjergene lidt uden for landsbyen San Giovanni Rotondo. Han forlod aldrig klosteret og opholdt sig i kloster komplekset indtil hans død i 1968. Efter hans ankomst til klosteret blev hans helbred bedre.

Den 20. sept. 1918 sker en alt afgørende begivenhed i Pio liv. Han bliver stigmatiseret ligesom hans ordensstifter Frans af Assisi blev ca. 700 år tidligere. Pio havde læst morgen messen, og holdt sin taksigelse i koret. Pludselig falder en ubeskrivelig fred over ham, og en overjordisk skikkelse står foran ham med blødende hænder, fødder og side. Pio troede selv, at han skulle dø. Da skikkelsen forsvinder, var det Pios hænder og fødder der var gennemborde. Blodet flød fra disse sår og fra et dybt snit i venstre side. Pio besvimede af smerte. En klosterbroder finder ham liggende udstrakt på gulvet. Han tror at Pio er kommet til skade, og bærer ham tilbage til hans klostercelle. Flere brødre kommer til, og efter en nærmere undersøgelse af Pio, forstår man, hvad der er sket. Alle er dybt forbløffet. Her begynder den utrolige historien om Pater Pio for alvor, og tager fart gennem resten af hans liv.

Efter stigmatiseringen fulgte en sværd tid for Pio. Alles opmærksomhed blev rettet mod ham. Lokalt var han meget populær, men Vatikanet var ham fjendtlig stemt. Kun nogle enkelte kardinaler var ham venligt stemt. Vatikanet i Rom sendte den ene læge efter den anden, og den ene højtstående prælat efter den anden. De første var stort set enige om, at Pater Pios stigmata var ægte. Prælaterne mente de var falske, en påstod de skyldtes syre. Der blev skrevet mange rapporter og lige meget hjalp det. På et tidspunkt erklærede Vatikanet, at hans stigmata, og de utallige åbenbaringer og helbredelser ikke havde fundet sted. Derefter sendte de en højt stående prælat til San Giovanna Rotondo for at forberede en tvangsflytning af Pio til et anden kloster. Ideen måtte opgives, da de lokale bysbørn holdt vagt ved klosteret, og med magt ville forhindre en flytning. Mange kardinaler og biskopper var ganske enkelt misundelige på Pater Pio og klosteret, det modtog mange og store donationer. De kaldte hånligt klosteret for en pengemaskine.

I 1924 sendte Vatikanet en ny gejstlig til klosteret. Efter en grundig undersøgelse af Pio og forholdene på klosteret forkastede Pater Celestino da Desio alle anklager mod Pio, munkene og klosteret. Det hjalp ikke, ingen reaktion fra Vatikanet. Nu var det blevet for meget for flere af de lokale bl.a. byens borgmester og en velhavende industrimand. Så to hvidbøger blev forfattet og sendt til Vatikanet, men intet skete. På et tidspunkt kom en højtstående gejstlig til San Giovanna Rotondo, ikke for at undersøge Pio, men for at gennemgå det omfattende materiale i forbindelse med de to hvidbøger. Utroligt hvad der kom for dagen. Skandaler, løgn og bedrag, samt bagvaskelse i Vatikanet. Nogen af Pios fjender blev klæd af til skindet, og nogen af dem blev fjernet fra deres stillinger. Men det hjalp ikke for alvor.

Vatikanets fordømmelse og ”krig” mod Pio, klosteret, samt de lokale bysbørn blussede op igen. Den bølgede længe frem og tilbage. Først i maj 1939 sænkede freden sig. Eugenio Parcelli blev valgt som ny pave under navnet Pius den 12. En af hans første handlinger var en ordre til Vatikanets ”regering:” Lad Pio og klosteret være i fred! Paven erklærede: Pio er en hellig mand. Lokalt var man ikke i tvivl om dette, i tusindvis af mennesker kom dagligt op til munkene på bjerget.

Hele denne ca. 10 år lange ”krig” var ganske menneskelig. Mange højtstående gejstlige især i Vatikanet kunne ganske enkelt ikke kapere; at en simpel bondedreng, senere munk og præst var mere populær end dem og paven. Ikke nok med det, så boede han langt ude på bøh landet, oppe i bjergene og i det fattige Syditalien. Det var for dem ganske uforståeligt: Hvordan Jesus kunne finde på, at vise sig sådan et simpelt sted? Tja; magt, højtstående gejstlige titler og embeder er ingen garanti for en god kontakt til hverken Jesus eller Gud. Det er heller ingen garanti for gode menneskelige kvaliteter eller karakteregenskaber.

Nu sænkede freden sig, og så kunne Pio og munken koncentrere sig om deres arbejde. I en periode havde det været Pio forbudt at holde messe og virke i skriftestolen. Dette efter direkte ordre fra Rom. Trods Vatikanets ”krigeriske” indstilling beklagede Pio sig aldrig eller tog til genmæle. Dem der tog til genmæle, var lokale bysbørn. Nu blev livet lettere for Pio, men kun lidt lettere. Thi, gennem livet led Pio af astmatisk bronkitis og nyresten med hyppige mavesmerter. Han led også af betændelse i øjne, næse, øre og hals, og fik kronisk mellemørebetændelse. Han blev opereret for lyskebrok, en stor cyste på halsen, og fik fjernet en ondartet svulst på halsen. Under disse operationer ville han ikke bedøves. Han lå helt afklaret og fulgte med i operationerne til stor forundring for lægerne. Han led af for meget væske i kroppen, dette trods hans konstante blodtab. Flere gange var han sengeliggende i månedsvis. Men heller ikke disse tilstande beklagede han sig over, men passede sit arbejde efter bedste evne.

I hans alderdom var han stærkt plaget af smertefuld gigt flere steder i kroppen, udover de konstante smerter fra hans stigmata. Flere gange gennem Pios liv vurderede læger, at hans helbred var så dårligt, at han snart ville dø. Hver gang kom Pio sig på mirakuløs vis, og han blev 81 år.

Den flyvende præst

Bilokation var en af Francescos evner eller nådegaver. Det vil sige, at den samme person kan optræde to steder på samme tid. Pio havde sin første bilokation i 1905, og besad evnen til hans død i 1968. Det er en evne, der er knyttet til nogle få, meget få mystikere eller mennesker med helt usædvanlige psykiske evner. Det tog for alvor fart i de mange år Pio tilbragte i kloster. Samtidig med at han var i sit kloster, viste han sig rundt omkring i verden i synlig skikkelse, hvor han snakkede med folk og helbredte dem. I godt 50 år forlod Pater Pio stort set ikke sit kloster, men gang på gang viste han sig forskellige steder i legemlig skikkelse. Han dukkede op i Rom, i Amerika, ja flere steder rundt om i hele verden. Om dette skriver Pio til sin skriftefader: Jeg ved ikke, om det er legemet, der bærer sjælen, eller sjælen, der bærer legemet, men jeg er mig bevidst at bevæge mig til et andet sted, og at befinde mig og være to steder samtidig. (Kilde Assisi-nyt juli 2006 Bente Wolf)

Hvor viste Pio sig? Han viste sig i:

Peterskirken i Rom:
I Peterskirken blev han observeret adskillige gange af pålidelige vidner. Han blev bl.a. set knæle i bøn foran Pave Pius d. 10.s sarkofag. Francesco elskede denne pave, og Pius hævdede: Ingen har lignet Jesus så meget som Pio.

Et simpelt værelse:
En anden gang mødte Francesco op hos en italiensk general, som efter et stort nederlag var blevet suspenderet og degraderet. Han trak sig tilbage til sit aflukke, gav vagterne besked om, at ingen måtte komme ind til ham. Han ville skrive nogle afskedsbreve og bagefter begå selvmord. Pludselig var der en munk hos ham i værelset, og fik ham overbevist om, at han skulle leve, og ikke dø, så forlod munken værelset. Vagterne blev tilkaldt for at forklare, hvorfor de ikke havde stoppet munken. Men igen af dem havde set nogen munk. Nogle år efter generalen var blevet afskediget, besøgte han San Giovanni Rotondo. Her mødte han Pio, og genkendte ham som den munk der mødte op på hans værelse. Pio kom generalen i møde med åbne arme, og sagde: ”General, det var virkelig en grim aften dengang, ikke?”

Kvinden der mødte Pio i Peterskirken:
En kvinde med navnet Giovanna besøgte på et tidspunkt Peterskirken i Rom. Hun ville have afklaret nogle tvivlspørgsmål om sin tro. Hun spurgte sig for, og fik at vide: Hun måtte vente til den næste dag med af skrifte, da alle præsterne havde forladt kirken. Pludselig så Giovanni og hendes veninde, at der lidt fra dem stod en kapucinerpræst. Hun gik hen til præsten og spurgte om hun kunne tale med ham. Han sagde ja, og satte sig ind i den nærmeste skriftestol. Hun talte længe med præsten om hendes tros og tvivlsspørgsmål. Efter samtalen forlod hun skriftestolen, og følte sig vidunderlig befriet. Sammen med veninden ventede de på, at præsten skulle komme ud af skriftestolen. Hun ville godt vide, hvor hun kunne træffe ham igen. En opsynsmand kom nu hen til dem, og fortalte at kirken lukkede. De fortalte ham, at de ventede på at præsten skulle komme ud af skriftestolen. Opsynsmanden åbnede døren til skriftestolen, og den var tom. Giovanna så bestyrtet på ven inden og udbrød: ”Hvordan i alverden bar han sig ad med at komme ud?” De to kvinder forlader Peterskirken fuld af undren. Året efter i 1923 besøgte Giovanna og noget familie San Giovanni Rotondo. Pater Pio kom gående langs klostergange, og gik lige hen til hende. Han udbrød: ”Mit barn jeg har ventet dig.” Giovanna så forundret på ham og svarede: Fader, måske tror du jeg er en anden. Det er første gang jeg er her, og indtil for få dage siden vidste jeg intet om din eksistens.

”En sensommerdag sidste år gik du ind i Peterskirken med en veninde, og ledte efter en præst, som kunne hjælpe dig med nogle trosspørgsmål. Er det sandt?”

”Ja, fader,” udbrød Giovanna.

”Du mødte en kapucinerpræst og tale med ham, og han hjalp dig tilbage til troen. Kan du huske det?”

”Ja, Fader, det husker jeg tydeligt,” svarede Giovanna. ”Jeg var den kapucinerpræst,” sagde Pater Pio.

Giovanna blev meget rørt og brast i gråd. Hvorefter en længer samtale udspandt sig mellem dem. (Dette er et uddrag af et livslangt forhold mellem Pio og Giovanna. Kilde bogen ”Pater Pio, menneske og mystikeren.”

Et radiostudie:
Det helt særlige ved Pater Pio var: Når han på den måde, ved hjælp af bilokation, færdes rundt i verden, var han ved fuld bevidsthed; han vidste hvad han gjorde, og han glemte det ikke. Om dette beretter en programsekretær ved den italienske radio følgende: En dag fik jeg lige før en udsendelse så voldsomme smerter i hoved og øjne, at jeg næsten var lammet, og synet var stærkt svækket. Pludselig trådte Peter Pio ind i studiet, gik direkte hen til mig og lagde sin hånd på mit hoved og i samme øjeblik var smerterne forsvundet. Bagefter var jeg sikker på, at det havde været en hallucination. Nogen tid efter besøgte jeg Peter Pio, for at fortælle om min mærkelige oplevelse, men før jeg fik begyndt, gik Peter Pio hen til mig, lagde hånden på mit hoved og sagde med et stort smil: Ja, ja! Disse hallucinationer. (Kilde bogen: Pater Pio side 24.)

I Uruguay:
På et tidspunkt besøgte biskop Fernando Damiami fra Uruguay Pater Pio i hans kloster. Alt hvad han så og mødet med Pio gjorde et stort indtryk på ham. Så stort at biskoppen ønskede at ende sine dage i San Giovanni. Men Pater Pio rystede på hoved og sagde: ”Nej, Deres plads er i Deres bispedømme.” Til det svarede biskoppen: ”Vil De så love mig, at De vil stå mig bi, den dag jeg skal dø?” Længe var der stilhed, og så svarede Pio: ”Ja, det vil jeg love.”

I 1941 var samtlige biskopper fra Argentina og Uruguay samlet til møde i nogle dage. Midt om natten vågner ærkebiskop Barbieri ved, at der bliver banke på hans dør. Han farer op og råber: ”Hvem der?” I det samme kommer der en ukendt kapucinermunk hen til hans seng og siger: ”Gå ind til biskop Damiami, han er ved at dø.” I en fart får ærkebiskoppen vækket nogle andre præster, og sammen går de ind til Damiami. Her finder de ham hjælpeløs midt i et voldsomt hjerteanfald, og de ser straks, at han ikke har langt igen. Efter at have modtaget de syges salvelse forlader han stille og fredfyldt denne jord. Da præsterne går ud af værelset bemærker de en seddel på natbordet. Stor er deres forbløffelse, da de læser de ubehjælpsomt nedkradsede ord: ”Pater Pio har været her.”

I 1949 rejser ærkebiskoppen til Rom, og i den anledning besøger han Pater Pio. Han vil spørge Pio ud om denne hændelse. Men Pio svare ikke på ærkebiskoppen spørgsmål andet end med et smil. Ærkebiskoppen spørger igen – intet svar. Aha, lo ærkebiskoppen, så har jeg forstået. Godt svare Pio: ”De har forstået.” (Kilde bogen: Pater Pio, side 26).

I skyerne:
Pater Pio brugte også sine evner på et mere kollektiv plan. Under 2. verdenskrig var der udstationeret tyske tropper ved San Giovanni Rotondo. Når de allierede piloter – og det gjaldt englændere, amerikaner, polakker, palæstinenser, italiener og dermed både katolikker, ortodokse, protestanter, jøder og muslimer – fløj ind over San Giovanni Rotondo for at bombe de tyske stillinger og våbenlagre, så kom en munk til syne i skyerne. Piloterne vendte om eller fløj forskrækket tilbage, fordi de simpelthen ikke kunne manøvrere flyene ind over byen på grund af denne mystiske munk.

Alle spurgte hvem denne munk kunne være, og første efter krigens afslutning blev det afsløret. Den italienske general Bernardo Rosini, som selv havde været i spidsen for et af de forgæves bombetogter besøgte Pios kloster. Han genkendte straks den mystiske munk som Pater Pio. Inden generalen kunne nå at sige noget, lagde Pio hånden på hans skuldre, og sagde smilende: Nå, så det var altså dig, som bille bombe os alle. Generalen faldt på knæ, og blev en af Peter Pios største støtter. (Kilde Bente Wolf. Assisi nyt, juli 2006)

Overnævnte hændelser er kun få ud af mange. Ud fra disse kan det konstateres: Pater Pio beherskede bilokation som få, var en stor helbreder, og hans healende evner var af en helt usædvanlig art.

Super healer og mirakelmager

Pio besad store og helt usædvanlige, mirakuløse evner som healer. Godt 1.000 mirakuløse helbredelser er blevet registeret i San Giovanni Rotondo af Pios klosterbrødre. Hvad skriver Romerkirken i dag anno 2015 om Pater Pio og hans mirakler?

Her følger nogle mirakler fra en katolsk hjemmeside: ”pader.pio.catholicwebservis.com.” Den Katolske Kirke definere ordet Mirakel, som noget der kan betragtes som et udtryk for det overnaturlige (Læs: Det åndelige). Et mirakel er et fænomen, hvor hjertet adlyder en indre kraft: Guds vilje!

Tante Darias mirakel:
Ifølge den Katolske kirke fandt Pater Pios første mirakel sted i 1908. På det tidspunkt boede han i klosteret Montefusco. En dag samlede han kastanjer i en nærliggende skov. Han sendte posen med kastanjer til hans en tante i sin hjemby. Kvinden fik kastanjerne, spiste dem, og gemte posen. Et par dage senere ledte hun efter noget i en skuffe, hvor hendes mand opbevarede krudt. Pludselig eksploderede det, og tante Darias ansigt blev forbrændt. Resolut tog hun posen fra Pio, og holdt den ind til sit ansigt. Straks forsvandt smerterne, og bagefter var der ingen sår eller brændemærker på hendes ansigt.

Et mirakel om brød:
Under anden verdenskrig var brød rationeret i Italien. Klosteret havde altid mange gæster, og man bespiste de fattige. En dag var der kun to pund brød tilbage, og der var på ingen måder nok til alle. Munkene bad inderligt om; at de måtte få mere brød. Peter Pio gik ind i kirken, og efter et stykke tid kom han retur med favnen fuld af brød, nok til alle. Prioren spurgte Pio: ”Hvor har du fået alle disse brød?” Pio Svarede: ”En pilgrim ved døren gav dem til mig.” Ingen kommenterede dette, men alle var overbevist om, at kun Pater Pio kunne møde sådan en ”pilgrim.” Det er i øvrigt et mirakel, der minder om Jesu brødmirakel.

Søofficeren:
Under anden verdenskrig var Fru Louisa, en af Pios bysbørn, nervøs for hendes søn, der gjorde tjeneste på et engelsk krigsskib. En dag kom nogle engelske pilgrimme til San Giovanni Rotondo, og de medbragte nogle engelske aviser, som hun kiggede i. En artikel beskrev sænkningen af det krigsskib, som hendes søn gjorde tjeneste på. Grædende kontakte hun Pater Pio, der trøste hende med ordene: ”Hvem har fortalt dig, at din søn er død?” Derefter forklarede Pio; at hendes søn nu opholdt sig på et hotel, efter krigsskibet var sunket i Atlanterhavet. Han gave hende navn og adresse på hotellet, hvor hendes søn boede, mens han ventede på at påmønstre et nyt krigsskib. Louise sendte et brev til sin søn, og efter nogle uger modtog hun et svar fra ham.

Pio talte med fuglene:
I klosterhaven var der flere træer som cypresser, frugttræer og fyrretræer. Om sommeren elskede Pio at tilbringe tiden under de skyggefulde træer. En varm eftermiddag sad han i dyb samtale med venner, under nogle skyggefulde træer. Pludselig lyder der en voldsom fuglesang og kvidren fra nogle nærliggende træer. Pio vil godt have fred, så selskabet kan snakke sammen. Så han rejste sig og sagde: ”Ti.” Freden sænkede sig, både fugle, fårekyllinger og cikader tav. Alle Pios venner var meget forbavset. Joe, Pio kunne også tale med fuglene, ligesom Frans af Assisi.

Et skolet barn:
En mor berettet: Om morgnen d. 6. jan. 1955 var min mand og jeg til messe. Min datter blev passet hjemme hos bedstefar. Her skete en ulykke. Hun faldt i en balje med kogende vand, blev alvorligt skoldet på hendes mave og ryg. En læge blev tilkaldt, men han kunne ikke gøre noget. Han sagde: Bring din datter til et hospital med det samme, fordi hun kan død af sine sår. Lægen forlod os, og jeg bedte om hjælp af Pater Pio. Da jeg kom ind i soveværelse for gør hende klar til hospitals turen, var sårene væk. ”Hvem har taget din sår,” spurgte jeg. ”Pater Pio, han satte hånden på min sår,” lød svaret. Jeg kiggene nærmer på hendes krop, men der var ingen sår.

En syg ægtemand:
En kvinde hvis ægtemand var alvorligt syg, begav sig til klosteret. Hun tænkte: Hvordan kan jeg få fat i Pater Pio. Der var tre dages ventetid, hvis hun ville møde ham i skriftestolen. Hun gik derfor til messe i kirken. Her bad hun først Jomfru Maria, og derefter Pater Pio om hjælp flere gange. Efter messen stillede hun sig i en korridor, som Pater Pio skulle passerer. Da Peter Pio nærmede sig hende, sagde han: ”Du kvinde med en liden tro, når du endelig beder om min hjælp, tror du, jeg er døv? Du har bedt fem gange om min hjælp, og jeg har forstået. Gå hjem! Alt er Ok.” Kvinden gik hjem, og fandt ægtemand helbredt.

Ingeniøren og regnvejret:
En aften opholdt en ingeniør sig i klosteret. Da han ville gå hjem, øsede ned i stride strømme. Så han spurgte Pater Pio, om han kunne låne en paraply eller blive til næste dag. ”Det er desværre umuligt. Bare rolig, jeg vil holde dig med selskab.” Lød svaret fra Pio. Ingeniøren indså, at der ikke var andet at gør, end at begive sig ud i regnen. Så han tog sin hat på, gik udenfor og begav sig af mod landsbyen, der ligger to miles fra klosteret. Han blev meget overrasket, for det regnede ikke mere. Da han ankom til et hjem, hvor han var gæst, begyndte det at støvregne. Åh, sagde kvinden, der åbnede døren: ”Du må være drivende våd, helt ind til benet.” ”Overhoved ikke, det regner ikke mere.” Svarede ingeniøren. ”Hvad?” udbrød nogle bønder, der var kommet til: ”Det fosser ned, lyt!” De åbnede igen døren, og alle konstaterede; at det styrt regnede. Kvinden spurgte: ”Hvordan har du formået at komme hertil, uden at blive våd?” Ingeniøren svarede: ”Pater Pio lovede; at slå følge med mig.” Nu forstod alle: Det var et af Pater Pio mange mirakler.

Pios kamp mod Satan/Djævlen

Pios kamp mod Satan begyndte allerede som 5 årig, da han fik sin første vision. Først mødte han Jesus og bagefter Satan, der forsøgte at få ham til at gå imod Jesus. Gennem resten af livet, var det Pios holdning, at Satan skulle bekæmpes med alle midler: Så Pio kæmpede med Satan, hver gang han tonede frem i en vision, og det skete mange gange.

En senior eksorcist (En djævle/dæmon uddriver) i Vatikanet udtaler i et interview, at Pater Pio var i stand til at skelne mellem Jesus, Maria, de hellige, og de illusioner som djævlen skabte. Det kunne være en ”lysets engel,” men det kunne også være mere fysisk relateret, fx rettelse i breve eller ødelæggelse af de breve Pio sendte til sin åndelige vejleder, Pater Augustin. Han udtaler: ”Djævlen viste sig nogen gange som en ung pige, der dansede nøgen rundt, som en af Pios venner, som Vor Frue eller som pave Pius d. 10. Pater Augustin førte dagbog over brevvekslingen med Pater Pio.

Pios kamp mod Djævlen antog nogle gange fysiske dimensioner. Hans medbrødre hørte nogle gange høje lyder som ved et slagsmål, strømme ud fra Pios klostercelle. Næste morgen var Pios krop forslået, hans tøj revet i stykker under nattens kamp mod Satan. Pios tilhængere mente også, at Djævlen brugte sataniske tricks for at øge Pios pinsler. Pio forholdt sig anderledes til Satan eller Djævlen end Jesus gjorde. Jesus blev fristet af Djævlen, og afviste ham. Fristelserne handlede om: At gøre sten til brød, at blive tilbudt alverdens rigdom ved at bevise sin herkomst, samt at bevise sin udødelighed ved at kaste sig ud fra klipper. Du bliver prøvet. For Jesus var det uden tvivl en prøvelse af de store, og han bestod. Jeg fornemmer ikke, Jesus kæmpede mod djævlen. Nogen teologer hævder: Disse fristelser kan opfattes som en indre kamp mod egne lavere egoistiske begær.

På trods af intense lidelse og den evindelige kamp mod Satan var Pio ofte glad, smilede og havde en udpræget humoristisk sans. Men han kunne også være brysk og affejende over for mennesker der søgte ham, hvis de var stolte, hårde, hyklere eller stak en løgn. Pater Pio var overbevist om, at Guds kærlighed er uadskillig fra lidelse. Ja, vejen til Gud går gennem lidelse. Det må konstateres; selv for kirken var Pater Pio en udfordring og et mysterium. Var Pios kamp mod Satan reelt en indre kamp mod Pios eget begær?

Pios kamp mod satan kontra mine oplevelser af mørke kræfter

Som mystiker har jeg haft mange transpersonlige oplevelser. Som barn og gennem de sidste ca. 25 år har jeg haft rigtig mange af dem. Under disse oplevelser har jeg bl.a. mødt modstandskræfterne eller sorte brødre, det som Pio kalder Satan. Pios udtrykker sine mystikere oplevelser i et sprog, der relaterer til kristendommen. Jeg udtrykker mine oplevelser i et sprog, der relaterer til den teosofiske visdomslære. Umiddelbart husker jeg tre gange, hvor jeg har oplevet eller mødt mørke kræfter – modstandskræfter.

Første gang var i en drøm, hvor jeg mødte en sort broder, og fik lyst til at tage kampen op mod ham. Jeg besindede mig, trådte nogle skridt tilbage og han forsvandt.

Anden gang jeg mødte en sort broder var under et spirituelt kursus, hvor jeg overnattede på kursusstedet. Jeg sov i et kælderværelse, vågnede, stod op, gik i bad og pludselig stod der er en sort skikkelse i en døråbning. Jeg må sige: Skikkelsen lignede satan, jeg kunne kun se det øverste af skikkelsen. Jeg kiggede lidt på vedkommende, og en samtale tog form. Jeg fortalte ham bl.a. at jeg respekterede hans arbejde som sort broder. Som jeg sagde til ham: Dit arbejde er nødvendigt, du er med til at trække sjæle ned i den fysiske materie – involution. Derefter kommer de lyse brødre til, og hjælper sjæle op til en lysverden af andre kaldet evigheden eller paradis. Uden mørke og lys ville det ikke være muligt for mennesker i inkarnation at opleve noget – dualisme. Den sorte broder nikkede, og væk var han. Så måtte jeg en tur ned på knæ, og takke keruberne. I skrivende stund anno 2015 må det blot konstateres: Jeg gik ikke ind i nogen former for kamp hverken fysik eller psykisk. Dette modsat Pater Pio. Jeg fik også et tilbud om at gå Venstrehåndsvejen, men takkede nej.

Tredje gang lå jeg og sov i et værelse på en kursusejendom i Pyrenæerne. Pludselig fornemmede jeg, at der var en skikkelse tilstedet i værelset. Jeg vågnede, og for enden af sengen stod en genkendelig lysskikkelse og sort broder. I øvrigt den sammen lysskikkelse som ved første møde. Jeg stirrede på ham en stund. Mine tanker var tavse, jeg følte ingen frygt, og der var ingen kommunikation mellem os. Efter en stund forsvandt han. Han tonede bar ud, og var væk. Jeg sundede mig, tændte lyset, stod op og bad en lang takkebøn til englegruppen keruberne. På et tidligere tidspunkt mødte jeg dem i forbindelse med en transpersonlig oplevelse, og de lovede at passe på min sjæl i resten af mit liv. Jeg stolede 100 % på aftalen deraf min frygtløshed. Den sorte broder havde, hvad angår bilokation, samme evner som Pio. Den sorte broderens navn kan være ligegyldigt.

Mine egne oplevelser er kun skrevet, for at sætte Pios kamp og fristelser i relation til mystiker oplevelser. Det må ikke glemmes: Der er en afgørende forskel på vores handlinger og udgangspunkt i forbindelse med mystikere oplevelser. Pio var munk, havde aflagt løfte om cølibat og var kristen mystiker. Et er, at aflægge et løfte, noget ganske andet er at styre selve driften og begæret. Denne indstilling i forhold til sex, det feminine, livsglæden, frugtbarheden og det sanselige blev den forvandlet til noget djævelsk og ondt i Pios sind, som han gennem livet kæmpede med? Jeg er hverken munk, præst, praktiserende kristen, og heller ikke kristen mystiker. Jer er derimod erkendelsesmystiker, og det præger mine transpersonlige oplevelser. Jeg prøver blot at opklarer og berette om, hvad der kan ske hinsides. De åndelige verdener kan være så virkelige og intense, så de opleves som den fysiske verden. Det er fx det der sker i forbindelse med bilokation.

Skriftefaderen

Pios dybe indsigt i den åndelige verden bag tid og rum, brugte han flittigt som skriftefader og åndelig vejleder. Han var en populær skriftefader. Det anslås at godt 600.000 mennesker nåede at skrifte hos Pio i hans virke gennem ca. 52 år ved klosteret nær San Giovanni Rotondo. Til dette tal skal lægges et stort antal brevvekslinger med mennesker fra hele jorden, som han vejledte og hjalp.

Ind i mellem var der lang køer inden folk nåede frem til skriftestolen. Nogen ventede i dagevis. Dette til trods for, at han sad i skriftestolen i adskillige timer hver dag. Nogen gange begyndte han selv skriftemålet ved at fortælle vedkommende, der skriftede, om hans eller hendes syndere og problemer. Han mindede også folk om ting, der for længst var gået i glemmebogen, eller han korrigerede dem hvis de huskede forker. Pio var dybt clairvoyant, og så direkte gennem et menneske. Pio så hele deres liv. Kirkens folk siger det på følgende måde: Pio kunne læse menneskers sjæle som en åben bog. Når det enkelte menneske grædende modtog syndsforladelsen gik vedkommende ofte forløst, forvandlet eller helbredt fra ham. Om dette sagde Pio: Min mission er at føre mennesker til Kristus gennem sakramenterne. Dette skete også under de messer, han forestod. Det skete især under eukaristien, det vil sige forvandlingen af brødet og vinen til Kristi legeme og blod. Det kunne også ske i forbindelse med bøn og under forbøn.

Der findes mange beviser på, at Pio var synsk. Det vil sige, han kunne forudsige eller se ud i fremtiden. En evne han især brugte, når han vejledte folk. Under 2. verdenskrig var det meget aktuelt. Ulykkelige forældre kom til ham, og spurgte til deres sønners skæbne. Nogen kunne han trøste med, at de snart ville vende hjem. I andre tilfælde sagde han blot meget stille og sørgmodigt: ”Guds vilje er sket.” Så vidste de besked.

En vision om 2. Verdenskrig:

En dag i 1942 sad Pio og diskuterede krigens gang med nogle herre. På det tidspunkt havde Italien vundet en stor sejr i Nordafrika. Pludselig blev Pio meget stille og indadvendt. Langsomt sagde han følgende: Vi har vundet nogle sejre, men vi vil tabe til sidst. Englænderne vil lande i Italien, de vil føre krig i hele landet, og det vil være godt for os. Alle stirrede bestyret på Pio! Havde han mistet forstanden? En læge tog ordet, og spurgte: Pater, hvordan kan De dog sige, at det vil være godt for os at få ødelagt vores land?”

Pio svarede: ”At vinde krigen ville ikke betyde, at vi vandt den, men at tyskerne vandt den. Vi ville alle komme unders nazisternes slaveri. Det er det mest djævelske slaveri, noget menneske kan forestille sig.” En af herrerne spurgte: ”Ja men Pater, hvis vi skulle vælge mellem nazisterne og kommunisterne, var det da ikke at foretrække, at Nazisterne vandt?”

Pio svarede: ”Nej, tværtimod, nazismen angriber al religion, ja selve guds ideen. Raceforherligelse og et Stortyskland vil indtage religionens plads. Dette vil begejstre mange, især ungdommen. Derimod vil det aldrig lykkes Sovjets negative materialisme, at tilfredsstille den hang til mystik, som er den del af den russiske sjæl. Rusland vil engang vende tilbage til religionen og til Gud.” Det hører med til historien: Gennem 25 år havde Pio aldrig hverken læst en bog eller avis. (Citatet er fra Inge Stoltenbergs bog: Pater Pio side 40-41.)

Pio og transpersonlige oplevelser

Frans/Pater Pio havde utallige transpersonlige oplevelser gennem hele livet. I kristen sprogbrug taler man ikke om transpersonlige oplevelser men om visioner eller åbenbaringer. Hvad man end kalder oplevelserne, så var den åndelige verden lige så virkelig som den fysiske for Pater Pio helt fra barnsben. Jeg tror han var mere på hjemmebane i den åndelige verden end i den fysiske. Dermed hævder jeg ikke, han var verdensfjern, snare tværtimod. Jeg vil hævde: Pio var til stede i nuet på en måde, kun meget få har oplevet, og med en bevidsthed af en helt speciel type. Pio var også yderst sensitiv, og hans empati enestående. Han kunne om nogen, mærke den anden i sig selv. Han blev let dybt berørt, meget dybt. Jeg tror: Pio mærkede Jesus korsfæstelsen i sig selv gennem 50 år.

Jeg har aldrig læst eller hørt om et menneske, der har haft så mange transpersonlige oplevelser som Pio. De indtraf allerede da han var barn, og fortsatte konstant til han døde. Det vil sige, de indtraf gennem ca. 75 år. Ikke nok med det, han fik forskellige typer af indre oplevelser. Han nøjes ikke med at gå ud af kroppen, han blev en mester i bilokation. Jeg tror: Hans bevidsthed var alle steds nærværende i forhold til dem, der kendte ham, men også i forhold til de mennesker, der kom i akut nød eller som blot tænkte på ham.

Sjælens mørke nat

Pater Pio oplevede også sjælens mørke nat. Den 9. aug. 1912 skriver han til sin åndelige vejleder: Her er et blegt billede af, hvad Jesus gør i mit indre: Lige som en strøm river alt, hvad den møder, ned i havet dyb, på samme måde rives min sjæl der er sunket ned i Jesu kærligheds grænseløse ocean ind i hans uendelige rigdomme. Efter denne mystiker oplevelse kommer en periode, hvor Pios sjæl er omgivet af mørke. Han føler: Gud har forladt ham, og han lider grufulde pinsler. Til hans vejleder skriver han: En uendelig ørken af mørke, af fortvivlelse, af lammelse, dødens fødested, forladthedens nat, fortvivlelsens hule. På dette sted befinder min sjæl sig langtfra Gud og fuldstændig alene. Denne tilstand har intet med tvivl at gøre. Pio tvivler ikke på Gud, men han føler sig forladt af Gud. Efter en periode kommer Pio ud af sjælens mørke nat. I en vision oplever han, at han skal bo i klosteret Santa Maria del Grazie i San Giovanni Rotondo, der ligger på Garganobjerget. Jesus fortæller ham, at han har brug for at styrke sin krop der.

Nu vil nogen måske spørge: Hvad nærmere er sjælens mørke nat? Det kan du læse meget mere om i artiklen ”Sjælens mørke nat, stilhedens mirakel.” Det skal pointeres: Den teosofiske eller esoteriske synsvinkel var formentlig helt ukendt for Pater Pio. Han var om nogen en Guds stridsmand, og en stærkt troende katolik. Hans liv var dedikeret til Jomfru Maria, Jesus og Gud.

Pater Pios sidste dag på jorden

Den 22. sep. 1968 var Pater Pio meget svag. Han var fuldstændig klar over at han skulle dø. Da han modtog sine stigmata sagde Jesus til ham: Du vil bære dem i 50 år, og så vil du se mig.

Klokken 18 samme dag stod han i klostercellens vindue og velsignede folk der stod på pladsen foran klosteret. Broder Pellegrino passede Pio denne aften. Klokken to om natten ønskede Pio at forny sit løfter om fattigdom, lydighed og kyskhed. Efter det ville Pio op af sengen, da han havde svært ved at trække vejret. Han fik tøj på og blev soigneret. Pludselig spurgte Pio: Er det stjerneklart i nat. Ja, svarede Pellegrino. Så rejste Pio sig pludselig ved egen kraft og gik ud på verandaen. Pellegrino var dybt forundret, for Pio havde ikke kunnet gå ved egnen hjælp i mere end et år. Pio nød den friske natteluft og stjernehimlen. Det var som hans ansigt lyste. Pludselig blev han bleg, kunne ikke stå op og måtte hjælpes tilbage til sin celle.

Pio havde svært ved at trække vejre, så Pellegrino tilkaldet klosterets leder. Han ankom og tilkaldte en læge, der gav Pio ilt. Pio modtog de syges salvelse, mens han bad. De sidste ord han sagde, var: Jesus, Maria. Det skete flere gange, men det blev svagere og svagere. Alle brødrene var vågnet. Mens de bad for Pater Pio sjæl, døde han. Lidte efter bar de Pater Pio ud på verandaen, vaskede ham og gjorde ham klar til begravelse. Under dette arbejde opdagede de, at Pios krop ikke mere bar nogen stigmata. De var fuldstændig forsvundet. En broder tog et billeder af det, og lægen skrev en rapport om det. Dagen efter blev han lagt på en ligbåre og bragt til kirken, hvor han lå på lit de parade, mens tusindvis af mennesker strømmede forbi i tre dage og sagde farvel.

Til begravelsen samlede der sig ca. 100.000 mennesker i og uden for byen. Han fik en begravelse mere storslået end nogen pave. Efter begravelsen og rekviemmessen blev Pio lagt i en granitsarkofag, som blev placeret i krypten under alteret i Santa Maria delle Grazie kirke i San Giovanna Rotondo.

Pios livsgerning var også eventyrlig

Pios liv bør ikke kun anskues ud fra lidelse og afsavn. Det rummer også et eventyr. Da Pio ankom til klosteret på bjerget, var det et uanseeligt kloster med få munke. Det lå i en øde egne, og man kunne kun komme op til klosteret af en sti fra landsbyen San Giovanna Rotondo, der på det tidspunkt havde mellem 2.000 og 3.000 indbyggere. Da Pio døde fremstod San Giovanna Rotondo som et bysamfund med ca. 27.000 indbyggere. Byen rummer et super moderne hospital, moderne boliger, hoteller, plejehjem, gæstgiverier og caféer, samt en stor hovedvej der føre op af bjerget til byen, og videre op til klosteret. Store dele af klosterområdet og byen og er blevet plantet til med blomstrende buske og mange skyggefulde træer. Klosteret og byen ligger i udkanten af et stort natur reservat med en rig fauna, mange fugle og forskellige dyr. I middelalderen var byen omgivet af en massiv bymur med tårne og fire porte. I dag er der kun få spor tilbage af dette fæstningsværk. Hele klosterkomplekset er også vokset betragtelig med bedre boliger til munkene, en nye kirke blev bygget i 1959. I 2004 kom to store pladser til, samt den nye Pater Pio Basilika. Denne fantastiske udvikling af kloster og by skyldes i vidt omfang Pater Pios visioner, ihærdighed og stålsatte vilje. Hans liv var en gåde, og han var et stor mystiker.

Pios liv set i et esoterisk lys

Hvis Pios liv anskues ud fra læren om reinkarnation og indvielse, som den er formuleret i den teosofiske litteratur af Alice A. Bailey, tegner der sig et billede: Pios sjæl tog 4. indvielse. Nu vil nogen måske spørge, hvorfor det? Her er listet nogle få hoved argumenter:

– Ved 4. indvielse spiller især døden og måden den inkarnerede person dør på en helt afgørende rolle. Pios død var meget ualmindelig. Hans død lignede på flere måder Jesu død.

– Genne 50 år kendte Pio datoen for sin død. Det fortalte Jesus ham, da han blev stigmatiseret.

– Fjerde indvielse handler om, at give afkald på alt, og sætte sig selv fri. Det gjorde Pio om nogen. Fx ejede han kun en rosenkrans gennem store dele af sit liv.

– Sjælens lys strålede ud fra Pio. Flere læger oplevede dette lys rent fysisk. Det skete, når de undersøgte hans sår. Mange der har mødt Pio oplevede; han udstrålede godhed, virkede kærlig og vis. Pateren der passe Pio, den nat han døde, oplevede et særligt og uforklarligt lys der skinnede fra Pios øjne og ansigt.

– Pio oplevede sjælens mørke nat. Det er typiske hændelser i forbindelse med 3. og 4. indvielse.

Man kan sige: Pio levede for næsten. Gennem hele hans klosterliv, trådte personen Pio i baggrunde og stillede sig til rådighed for næsten.

Man kan også spørge: Påtog Pio sig, at udleve noget af den Katolske Kirkes karma? Det er ikke utænkeligt. Jeg er helt klar over, at sådan ville Pio aldrig selv spørge. Formentlig kendte han ikke til begrebet karma?

Om stigmatisering udtaler en kendte dansk teosof B. Kim Pedersen: ”Stigmatisering sker især for et menneske i inkarnation, når en stråle seks sjæl tager 4. indvielse. Jo mere vedkommende er præget af stråle 6, fx også et stråle 6. astrallegeme, jo større er chancen for stigmatisering.” Hvis dette står til troende, hvad jeg tror, det gør. Så er det måske en del af svaret på, hvorfor meget få mennesker gennem tiden er blevet stigmatiseret.

Refleksion

Hvis nogen finder det her skrevne uforståeligt, har svært ved at tro på det, eller hævder det direkte er løgn, så er det forståeligt. Thi det ligger langt uden for de fleste menneskers hverdag og fatteevne. Hvor mange mennesker forstår mystik? Hvis du som læser vil gå i dybden med dette, så findes der adskillige artikler, bøger og beretninger på nettet. Bl.a. har Alberto del Fante skrevet tre bøger om Pater Pio og hans liv samt om mange af Pios undergerninger. Bøgerne indeholder en lang række beretninger, der er fuldgyldigt bevidnet. Pios liv er så vel dokumenteret, at de overnaturlige evner ikke kan bortforklares eller bestrides. Hans evner, og især de mirakuløse helbredelser, er blevet omhyggeligt undersøgt og tit af uvildige personer. Romerkirkens folk har været mere end kritiske, de er gået nidkært til værks. Han er nok den mystiker og healer, der nogensinde er blevet grundigst undersøgt.

Hvis du studere nettet nærmere, vil du opdage: Der er mange versioner om Pios liv og oplevelser. Også nogle der strider mod hinanden. Kig på det, og forhold dig til det. Det her skrevne, er ikke nogen garanti for sandheden. Jeg har forsøgt at være tro mod kilderne. Noget af det skrevne er efter bedste evne oversat fra engelsk til dansk af undertegnede i samarbejde med Google. Hovedkilde til det skrevne er tre bøger, se litteraturlisten.

Hele Pater Pios liv er et nutidigt vidnesbyrd om Jesus storhed. Jesu mange healinger, som beskrevet i Det Ny Testamente, var noget der virkelig fandt sted. Det er ikke noget, der kun skal forstås symbolsk. Det er Pater Pios mange healinger et bevis på. Pio er nok den største lysarbejder, der har levet. Han kæmpede om nogen for lyset og mod mørket.

Bøger der relaterer til denne artikel:

Bibelen. Det Danske Bibelselskab 1992
De store indviede. Edouard Schure. Lemuel Books
Gyldendals Fremmedordbog. Nordisk Forlag
Pater Pio. Giorgio Bressan. Books on Demand
Pater Pio, en af vor tids største mystikere. Inge Stoltenberg. Visdomsbøgerne
Pater Pio, mennesket og mystikeren. Lissie Lundh. Katolsk Forlag
Symbolordbog. J. E. Cirlot. Visdomsbøgerne

NB.
Hvis du vil vide mere om: Sjælens mørke nat, kan du læse artiklen ”Sjælens mørke nat, stilhedens mirakel” under feltet: Om Teosofi.

Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab, lysarbejde og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger og DVD´er om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser.

Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.

Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard.