I denne artikel er skildret en række mystiker oplevelser, der især handler om Jesus/Kristus, og et rendezvous med ham i Israel. Den indeholder også en beretning om et møde med en gammel sjælebroder på Mazada, og om englegruppen keruberne. Hvem er de, hvordan arbejde de, og hvad er deres opgave? Alle disse forunderlige oplevelser indtræffer under en rundrejse i Israel. Overordnet betragtet så handler artiklen om en unik form for lysarbejde.

Kapernaum d. 7. nov. 1997.

I en Mesters fodspor

Dagen starter med en bustur gennem Golan Højderne, hvor vi i en turistbus bl.a. køre langs den Syriske grænse. Flere steder ser vi spor og mindesmærker efter krigen i dette område. På en dag hvor solen står højt på himlen og bager fra en dybblå, skyfri hvælving, besøger vi Kapernaum centeret for Jesus virke. Min hustru Margit vælger at følge rejseselskabet på en guidet rundtur, mens jeg går rundt for mig selv.

Dybt forundret stopper jeg adskillige gange, og nyder en særegen kraftig og kærlig stemning, som ruinerne kalder til live i mig. En egentlig by er der ikke mere tale om. På et tidspunkt står jeg i nærheden af en gamle synagoge og betragter landskabet. Blomsternes farvepragt, fuglenes sang, bier og insekters summen, de gamle træer og buske, samt solens stråler, danner sammen med det bølgede landskab, et blidt og smukt overjordisk lys. Det er af en særegen art, og hviler over hele området. På en forunderlig måde bliver jeg et med landskabet og dette lys. Fornemmelsen af tid forsvinder. Dybt afslappet står jeg længe, venter, skuer mod de fjerne bakkekamme og nogle bagved liggende småbjerge. Stille spørger en tanke: ”Hvem venter du på Finn?”

”Jesus og Johannes må vel snart dukke op.” Lyder svaret.

Anklagende lyder en ny tanke: ”Finn – syntes du ikke det er urealistisk at stå og venter på dem?”

I mit indre opstår en intens stilhed, sammen med en stigende tilstand af spænding. Øjnene lukkes. På den indre skærm er lyset gyldensort og glasagtigt. Pludselig lyser skærmen op, og der kommer en masse hvirvlende hvide og pulserende lysprikker mod mig. Det kan minde om at køre bil i let snevejr en vinternat i et område uden nogen former for belysning. Pludselig lyder en række ord i mit hoved. Jeg har svært ved at tro. Det er sandt, og oplæsningen fortsætter uanset mine tanker og tvivl. Det er en fortæller, der betror mig sit inderste. Da ordstrømmen stopper, spørger jeg i tankerne: ”Hvad var det for en tekst, der lød ud over Fader Vor?”

”Lidt af Bjergprædiken,” lyder et inderligt svar.

Spændingen stiger og nye betroelser lyder: ”At sætte skel, at trække kunstige grænser, at dyrke adskillelse og separatisme føre til: Ufred, vold og i sidste ende til krig. Brug kærlighed, søg og skab retfærdighed, fred vil da følge.”

Indre stilhed. Efter en stund går jeg dybt berørt videre på min rundtur i Kapernaum. Lidt uden for byen ender jeg der, hvor vi med bus var kørt ind til byen. Jeg hviler mig på et lille stendige, nyder varmen og det smukke landskab. Foran ligger nogle store bakkedrag, med spredt bevoksning og til venstre for mig er en dybblå og spejlblank Genezareth Sø. Det samme som før indtræffer, jeg bliver et med lyset der hviler over landskabet. Det sker på samme forunderlige måde. Tiden går i stå, måske baglæns – forunderligt. Pludselig opdager jeg, at jeg igen står og vente. ”Hvem venter du på?” Lyder det i mit hoved.

”Jesus og Johannes må vel snart dukke op over bakkekammen.” Lyder en anden tanke.

Da ordene i mit hoved stopper, skifter landskabet svagt udseende, en kort flimren følger, som passerer en let hvirvelvind gennem området.

”Åh” – tænker jeg. ”Det ligner et landskab et sted i Sydfrankrig.”

Jeg falder igen hen i venten og tænker pludselig: ”Hvem venter du på?”

”Jesus må vel snart dukke op over bakkekammen.” Er svaret.

Landskabet skiftede igen svagt udseende, en kort flimren følger, som går en svag hvirvelvind gennem området. Åh – tænker jeg. Det ligner et landskab i Norditalien.”

Igen falder jeg hen i dyb venten, og spørger pludselig: ”Hvem venter du på?”

”Jesus må vel snart dukke op over bakkekammen. Lyder svaret.

Målløs og dybt forundret tænker jeg: ”Fire gange har du nu stået to forskellige steder i Kapernaum og ventet på to for længst afdøde personer. Midt i din venten på Jesus og Johannes lød en strøm af ord i dine øre, men hvilke ord: Noget af bjergprædiken. Sidste gang oplevede du samtidig lignende landskaber i Sydfrankrig og Norditalien, mens du ventede på Jesus.”

Ordstrømmen der lidt efter fortsatte. ”At sætte skel, at trække kunstige grænser, at dyrke adskillelse og separatisme føre til: Ufred, vold og i sidste ende til krig. Brug kærlighed, søg og skab retfærdighed, fred vil da følge”.

En tanke spørger: ”Kan det udlægges til: Din fremtidige vej går gennem kærlighed og retfærdighed for at skabe fred?”

”Ja.” Lyder det højt og glædesfuldt i mit hoved.

Forunderlige tanker følger: ”Du har nok hørt bjergprædiken nogle gange i en søndagsskole i Nærum og i forbindelse med din konfirmation, samt i faget kristendomskundskab. Hvorfor noget af bjergprædiken nu og her? Hvorfor den inderlighed med hvilken den blev mig betroet?”

Tankerne lægger sig og kursen sættes mod bussen, der holder på en parkeringsplads lidt fra hvor jeg stod og ventede på Jesus sidste gang. Margit kommer gående hen af vejen og vinker. Vi når bussen og kort efter køre selskabet mod Nazareth. Vemodigt betragter jeg stedet og længtes allerede tilbage. Jeg forstår ikke det hændte. Måske skal det ikke analyseres eller forstås – blot erkendes. I Nazareth ser vi Bebudelseskirken og fortsætter til Jerusalem hvor vi skal bo i 3 dage.

 

Gensyn med Kapernaum

I efteråret 2013 besøger jeg igen Kapernaum. Nu virker stedet helt anderledes på mig. Nu oplever jeg et stort turistcenter, hvor man har bygget en stor og grim kirke over ruinerne af Simon Peters hus. Den nye beton kirke ligner en ufo, der er nødlandet. Den gamle landsby med sin synagoge og ruiner, er tilpasset en strøm af troende og turister. Der er mange salgs boder af forskellig art, flere steder er der opstillet borde og spraglede parasoller med reklamer for… Hele stedet er solidt indhegnet, og der er kun en indgang med en gigantisk sikkerheds port.

Uden for den gamle synagoge sætter jeg mig på en hvid plastikstol, og falder ind i den mentale verden. Som tidligere beskrevet fik jeg i 1997 her på stedet en transpersonlige oplevelse. Jeg sansede stedets lys, og dets kvaliteter. Samtidig fik jeg betroet/oplæst en del af Bjergprædiken og nogle centrale ord lød dengang: ”At sætte skel, at trække kunstige grænser, at dyrke adskillelse og separatisme føre til: Ufred, vold og i sidste ende til krig. Brug kærlighed, søg og skab retfærdighed, fred vil da følge.” Dengang i 1997 ventede jeg på Jesus, men han viste sige ikke. Nu står det klart for mig; han var der, og alligevel var han der ikke. Mester Jesus viste sig som energi, og læste op fra Biblens Bjergprædiken, samt gav mig et par ord med på vejen.

Jerusalem d. 8. nov. 1997.

 

Den Gyldne Bro

På første dagen i Jerusalem går busturen til Oliebjerget. Det er den højeste top på et højdedrag, der ligger øst for den gamle bydel i Jerusalem. Oliebjerget ligger ca. 800 meter over havets overflade, højere end Jerusalem, så der er en storslået udsigt over byen. I den gamle bydel ligger tempelpladsen smukt badet i sollys. Derefter køre vi ned til Getsemane Have og Alle Nationers Kirke, der ligger på højde med Jerusalem.

De fleste følger rejselederen, ligeså Margit, mens jeg går stille rundt for mig selv. I Getsemane Have hersker fred og stemningen minder om den i Kapernaum. Vejret er også det samme, varmt med solskin fra en blå skyfri himmel. Grundstemningen og kraften på stedet, føles dog lidt anderledes end i Kapernaum. Jeg har læst, at det var stedet, hvor Jesus følte dødsfrygt og kvaler. Efter min bedste overbevisning og indføling, mærkes ingen form for frygt, men en manifestation af stålsat viljestyrke og fasthed. Kraften føles meget stærk og intens. Gad vide om; fuglene, de mange blomster, buskene og de gamle oliventræer stadig husker Jesus? Over stedet hviler en helt speciel glans.

Stille og ydmygt går jeg rundt, det er simpelthen umuligt at være andet. Fred er til stede over alt, sammen med en udefinerlig form for stor og overmenneskelig viljestyrke. Det opleves nu som fasthed og stor karakterstyrke. Fra haven går det af en trappe op under halvtaget og de store buer på Alle Nationers Kirke. Her står jeg stille i den midterste af de tre buer og betragter Jerusalems ringmur og Den Gyldne Port. Ved Jesu indtog i Jerusalem gik turen fra Oliebjerget netop gennem denne port.

Mens jeg står og betragter den Gyldne Port, danner der sig en gylden bue fra solen, højt på himlen, og ned til Den Gyldne Port. Den gyldne bue af solild forsvinder bag Jerusalems gamle ringmur, og Den Gyldne Port, der har været tilmuret siden 1530. Omkring porten er der nu et gyldent skær. Ifølge jødisk tradition hævdes det, at det vil være den port, hvorigennem Messias en dag vil drage ind i Jerusalem. Det er et fantastisk skue: En pulserende og ildagtige gyldne bue, stråle eller bro, og det opleves med åbne øjne, samtidig med den fysiske verden.

Pludselig tænder en ny gylden lysbue, der minder om en gangbro. Den udgår fra Den Gyldne Port og ender i Alle Nationers Kirke, lige hvor jeg står. Den vokser og bliver til en stor og flot gylden pulserende hængebro. Den er dannet af en masse små og store gyldne lysstråler. De udgør et mønster, der hele tiden pulserer, og ligner flydende guldlys. Jeg er dybt forundret og forstår ikke, hvad det er, jeg oplever. En ting er sikkert, jeg oplever et syn med åbne øjne, samt er klar over, at jeg nok er den eneste, der har denne åbenbaring.

Efter en stund opdager jeg, at der midt på Den Gyldne Bro, udgår en mindre lysbro. Den forsvinder ned i en dal. (det er formentlig bunden af Kidrons Dal, og lysbroen er til venstre for mig). Denne lille lysbro, er ikke særlig tydelig i forhold til den store lysbro mellem Den Gyldne Port og Alle Nationers Kirke. Længe står jeg forundret og bare betragter.

Pludselig synger et kor inde i kirken: Dejlig er Jorden. Ind i kirken går det, for at se koret, men der er ikke noget kor. Der er kun nogle turister, der går rundt med deres fotoudstyr og blitzer.

Med et slår stemningen om, som ved en begravelse. Et syngende kor toner frem, men ikke af denne verden. Kort efter stopper sangen, og der ses en masse skikkelser, der deltager i en begravelse. Der er gejstlige og ledere tilstede fra alle religioner. Tydeligst lægger jeg mærke til en lama i hans farvestrålende gevandter og en af pavens håndgangne mænd med hans særegne hovedbeklædning. Midt i kirken står et stort hvidt lystårn, der hvor kisten skulle have stået, men der er ingen kiste eller noget lig at se.

I tankerne spørger jeg lystårnet: ”Hvem er du, og hvad sker der?”

”Du er til en begravelse, af en der kæmpede for os alle,” lyder det i mine øre.

”Du store lysskikkelse, hvem er du,” spørger jeg i tankerne.

”Dit højere selv. Vi er alle tre samlet til de tos begravelse,” lyder det i mine øre.

”Det forstår jeg ikke, er det min egen begravelse jeg overvære,” tænker jeg.

”Ja. Det kan man godt sige, men det er mere end det,” lyder svaret.

”Jeg forstår det ikke. Du siger, at det er min egen begravelse jeg overvære. Er det fra slutningen af dette liv eller først den jordiske afslutning af mit næste liv,” tænker jeg.

”Du har næsten selv svaret. Det er muligt at nå i dette liv, men ikke sandsynligt eller ønskeligt,” lyder det i mine øre.

”Dette syn, her i kirken, er altså afslutningen på mit næste liv, som jeg oplever nu,” tænker jeg.

”Ja. – sådan kan man godt sige,” lyder svaret,

”Jeg forstår det stadig ikke. Er du min sjæl eller højere selv?” spørger jeg i tankerne.

”Dit højere selv. Nogen vil måske bruge ordet sjæl.” Lyder det i mine øre.

Et orkester begynder at spille. Det er trompeter og basuner der dominere og de spiller forrygende godt. Jeg forstår det ikke. Der er ikke noget orkester at se, så hvor kommer musikken fra? Jeg opgiver at stille flere spørgsmål, for jeg forstår ikke svarene. Jeg er også tilfreds med, blot at vide, at begravelsen måske er et fremtids syn fra afslutningen af mit næste liv. Jeg bliver stående i kirken og lytter til den skønne musik.

Stille og ydmyg går jeg mod udgangen og indgangen, der er en og samme. Ude foran kirken er stadig de smukke gyldne broer at skue. Bag mig inde i kirken begynder alle nu at synge: Altid frejdig når du går. Det lyder himmelsk som et kor af engle. Jeg er dybt forundret og ydmyg ved at overvære dette og står igen på samme sted, som før jeg gik ind i kirken. Sangen dør ud og Den Gyldne Bro er nu meget tydelig og pulsere utroligt stærkt og ildagtigt.

En tanke tager form: ”Mon de snart bærer kisten ud på broen og ned på kirkegården.” Men intet sker. Der er jo heller ingen kiste eller noget lig.

Så står jeg igen og venter, ligesom i Kapernaum, men Jesus kommer ikke til syne og murværket i porthvælvingen forbliver, hvor det er. Pludselig fornemmer jeg, at den Gyldne Bro godt nok udgår fra Den Gyldne Port i Jerusalems ringmur og over til Alle Nationers Kirke, men den går videre og forsvinder på en uforklarlig måde et sted i mig og uden om mig. Jeg føler at den har en samhørighed med mit kronechakra og pinalchakra, men også med hjertechakraet. ”Lysbroerne må være oplevede symboler.” Tænker jeg.

”Hele hændelsen er langt mere end det.” Siger en anden tanke.

Dybt berørt og med blanke øjne forladers kirkens buegang af en trappe. Jeg går ned i en tilstødende have modsat af, hvor jeg kom op. På vej ned af trappen forsvinder hele synet. På en forunderlig måde bringer de gamle træer og buske, de mange blomster, fuglenes sang, varmen og sollyset mig blidt tilbage, så kun den fysiske verden nu sanses.

Jeg er total uforstående over det skete, og trøster mig med, at tiden nok vil åbenbare betydningen af det oplevede. Efter en stund dukker en tanke op: ”I går stod du i Kapernaum og ventede på Johannes og Jesus, den sidste gang du ventede, var det kun på Jesus. I dag står du igen og venter og denne gang på Jesus. Hvorfor ventede du ikke mere på Johannes? Hvorfor var det Jesus, du ventede på til sidst?

Pludselig tænder tanken. ”Det er for tidligt.”

Længe lyser tanken op, og en ny tanke tænder: ”Der er relationer mellem beskeden fra Den gamle af Dage og denne hændelse.”

Jeg forstår det ikke. Det skal nok heller ikke forstås, men opleves. Tankerne lægge sig, og en samhørighed med stedet indtræder, som jeg aldrig før har oplevet så stærkt.

Efter en stund forlades Getsemane Have, og jeg tilslutter jeg mig rejseselskabet. Kort efter går det i bus tilbage til vores hotel, og resten af dagen er til fri disposition. Til fods får vi set noget af det gamle Jerusalem, og helst så meget som muligt. Så vi er godt trætte og fødderne er ømme, da vi når tilbage til hotelværelset. Inden vi går i seng, sidder vi begge og små pjatter som børn på kanten af et badekar med ømme fødder forankret i sæbevand.

Efter fodbad og brusebad findes et kort frem over Israel. På det står tydeligt, at et af de bjerge, der ligger bag bakkekammen som jeg så på, da jeg i går stod og ventede på Jesus og Johannes i Kapernaum, hedder Saligprisningsbjerget. Bjergprædikenen handler meget om saligprisning, især det jeg fik læst op – forunderligt.

Margit ligger og læser i sengen, mens jeg sidder og grubler ved et bord. Tankerne drejer sig fortsat om bjergprædikenen, måske det mest centrale i kristen etik. Måske er den det centrale i kristendommen som helhed – hjertet i kristendommen? Det er måske mere korrekt at sige: ”Jesus er kristendommen?”

Jeg oplevede lys på en helt speciel måde, og følte det var en velsignelse af fremtidigt arbejde og måske et kald. At blive ønsket held og lykke med fremtidigt arbejde, er vel heller ikke det værste, man kan opleve. Jeg tror at velsignelsen også rækker ind i det næste liv. Synet og hændelsen var noget helt enestående, og en meget stærk oplevelse. Noget helt andet end religiøse doktriner, og det at tro. Hvor Jesus kommer ind i denne sammenhæng, forstår jeg stadig ikke rigtig. Navnet Johannes dækker over flere personer med tilknytning til Jesus, da han vandrede på Jorden for ca. 2000 år siden. Hvilken Johannes var det, jeg ventede på? Hvorfor holdt jeg pludselig op med at vente på Johannes? Var han kommet til mig?

Ydmyg og stille går det i seng. De sidste bevidste tanker, efter et godnat kys:

– Om Messias vil gøre sin entre gennem Den Gyldne Port, når tiden er til det, skal være usagt. Jeg tror det ikke. En ting er dog sikker: Den Gyldne Port er et symbol på, at mennesker skal åbne deres lukkede hjerter, så ”Kristus” kan komme ind. Det handler om en ny bevidsthed, der vil folde sig ud – Kristuslys/bevidsthed.

– Med denne oplevelse er det for alvor gået op for dig: Arketypen Gud som den gamle vise mand med et gråt skæg er for alvor skrottet og erstattet af: Alt er i Gud og Gud er i alt.

– Var det en åbenbaring? Ja. Det var også et kald med indhold, samt en belæring.

Refleksion anno 2013
I nov. 2013 er jeg igen på rundrejse i Israel. Denne gang er det med min datter Lenette. På denne rejse besøger vi også Oliebjerget og Alle Nationer Kirke. På et tidspunkt sidder jeg i Getsemane Have, og nyder stedets fred og ro. Solskinnet og de gamle oliventræer påvirker mig på en uforklarlig måde. Kan de mon huske Jesus? Pludselig står det klart for mig: Den lysbro du oplevede i 1997, var en åbenbaring, hvor Jesus viste sig for dig. Er det måden Jesus/Messias, vil tone frem for det enkelte menneske? Ja, det tror jeg. I dagens verden handler det ikke om, at møde en fysisk frelsende person, eller en opstanden der kommer ned gennem skyerne. Det handler om udvikling af bevidsthed. På den måde er det pt. muligt at møde Jesus, Kristus, Buddha eller andre opstegne Mestre. I dette tilfælde mødte jeg Jesus og Kristus. Samtidig fik jeg en belæring, og blev velsignet. Det var en mystiker oplevelse af de helt store. En af dem der har været med til at ændre mit liv på en gennemgribende måde.

Hvordan vil et møde med Mestrene ske i fremtiden? Mit bud er: Adskillige århundrede ud i fremtiden, når jorden er blevet et fredeligt og kærligt sted, bliver det muligt at møde dem i fysiske inkarnationer.

Masada d. 10. nov. 1997.

 

Søn af lys

I en turistbus ankommer vi til foden af Masada Klippen og svinger ind på en parkeringsplads lidt fra, hvor en svævebane går op til toppen. Selve klippen tårner sig ca. 400 m. op fra Jordandalen, og alle siderne er meget stejle. Den er en del af de klippeformationer, der rejser sig op til det Judæiske Ørkenplateau, men er afskåret fra dette med dybe wadier. På klippens flade top ligger resterne af en fæstning og palads, den hedder Masada. Ud af bussen vælter hele rejseselskabet ca. 25 danskere med en rejseleder i spidsen. Hun hedder Hanne, er af dansk oprindelse nu jødisk gift, og bosat i Israel. Alle tager svævebanen op til fæstningen, og en rundvisning følger under hendes kyndige ledelse. Hun er en god fortæller og har en stor historisk viden, som hun flittigt øser af.

Historien fortæller, at i år 66 indtog en gruppe jødiske oprører fæstningen fra dens romerske garnison. Gruppen blev kaldt Sicarii, opkaldt efter sicaen, en daggert som var deres foretrukne våben, og som formentlig blev flittigt brugt ved indtagelse af fæstningen. Denne handling udløste den jødiske krig mod Rom. I begyndelsen havde jøderne stort held mig sig, de fik befriet det meste af landet, men det varede ikke længe, før Romerne fik samlet store forstærkninger og generobrede landet lidt efter lidt. I år 69 holdt kun Jerusalem og en eller to fæstninger stand mod overmagten. I sommeren år 70 faldt Jerusalem, og i 73 blev Masada indtaget. Den dag de romerske soldater gennembrød de sidste forsvarsværker og trængte ind i selve fæstningen, fandt de intet liv, kun række på række af lig. Oprørerne ønskede ikke at overgive sig. Derfor havde mændene først dræbt deres egne familier, så hinanden og den sidste begik selvmord efter en lodtrækning. 960 jødiske, mænd, kvinder og børn lå døde. Kun 2 kvinder og 5 børn overlevede ved at gemme sig under massakren.

Store dele af anlægget blev udgravet i løbet af 1960’erne og afslørede hvor storslået Herodes fæstning og palads havde været. Det var ham, der havde bygget både fæstning og palads på denne utilgængelige klippe. Der blev fundet spor af de jødiske oprørere i form af skeletter, potteskår, ildsteder og madrester, måske fra deres sidste måltid. Der blev også fundet rester af badstuer og en synagoge som zeloterne, en fælles betegnelse for jødiske oprører, havde bygget i deres korte tid på Masada.

Vel oppe på det store plateau er der en formidabel udsigt. Vejret er smukt med solskin og en flimrende dis over Dødehavet, men skyet over bjergene mod vest. Mod sydøst ligger Negev Ørkenen tørt hen badet i flimrende solskin. Alt i alt et forunderligt og smukt sceneri, men stemningen på stedet er uhyggelig, trykkende og Hannes beretning om fæstningens barske historie gør det ikke bedre.

Rejseselskabet når hen til den nordlige del af plateauet, hvor paladset lå, og vi går rundt i ruinerne. Vi står alle i en rundkreds om Hanne, der er ved at fortælle om zeloternes endeligt. Pludselig ser jeg en skikkelse stå i resterne af et rum lidt fra mig. Først syntes jeg, det ligner en soldat fra Jesus tid. Nej – det er det ikke. Det er en lysskikkelse, og den er ikke af denne verden.

Lysfiguren er nu stor, ægformet og stærkt hvidt lysende, men også andre farver stråler. Jeg går hen af en art gade, og for enden af den står lysskikkelsen. Jeg stopper da noget gammelt murværk og nogle få meter skiller os. Han er helt upåvirket af min tilstedeværelse. Jeg kan ikke se, hvad han laver, men fornemmer at han står foroverbøjet og bliver ved at gentage en bestemt bevægelse. I min krop skifter følelserne konstant, og de er stærkt ambivalente. Først forekommer en dyb følelse af sorg, total ensomhed og isolation. Det fornemmes, som er nogen hensat i fangeskab – en art helvedes forgård. Samtidig er der en spirende og jublende glæde at spore. Det føles dybt ækelt og ubehageligt, men samtidig også godt. Jeg tænker: ”Skal du ikke videre?”

Intet svar, ingen reaktion, så i tankerne gentager jeg spørgsmålet.

Nu reagerer lysskikkelsen, den monotone bevægelse ophør og en bemærkelses værdig stilhed indtræder. Måske studser han, retter sig op, som havde nogen forstyrret ham, men han ved ikke hvad og hvem. For tredje gang stiller jeg spørgsmålet: ”Skal du ikke videre? ”

Højt lyder det i mine øre: ”Videre – er du klar over, hvad jeg har gjort?”

I baggrunden lyder Hannes stemme pludselig uhyggelig højt og klart: ”De begik først mord på deres egen familie, ved at skære halsen over på dem…”

En ækel følelse og en kort, modbydelig smerte løber hen over min hals og skyller videre gennem krop og hoved. Resten af det Hanne siger, forsvinder i følelsernes vold, smerte og lidelse. Efter at have sundet mig lidt svare jeg, ”Ja – jeg er klar over, hvad du lavede.”

Og fortsætter lidt efter: ”Skal du ikke videre?”

Jeg flytter blikket fra lysskikkelsen og bemærker nu, at der på en mur nogle meter til venstre for mig, sidder tre fugle med hovederne lidt på skrå og synger. De sidder hver især midt i en lysende ring, og derfra lyder den skønneste fuglesang. Yderligere fire fugle slår sig ned på muren lidt til højre for mig, ser på mig og falder ind i et brusende væld af evighed. De er med til at fastholde hele situationen og gør deres til, at jeg kan forblive på stedet. Helt stille, rolig og samtidig uhyre stærkt på virket af hændelsen. Forskellige følelser ræser rundt i kroppen som buldrende, opsvulmede floder. Gennem mit hoved, som lysende maskingevær byger, sprøjter rækker af tanker af sted. Langt væk, helt inde i dybet af mit selv, spirer glæde og den vokser.

Lysskikkelsen har nu frigjort sig fra sine ”lænker” på jorden og svæver lidt oppe til højre for mig. Det er et strålende festfyrværkeri i farverne, rosa, gyldengul og blåt, på baggrund af et stærkt hvidt ægformet lys. Stemningen skifter til fælles glæde, og en form for gensidig kærlighed. Den er synlig som farvede, ildagtige lysbyger mellem os. Dette, sammen med fuglenes sang et himmelsk lyskor, gør hele hændelsen utroligt smuk. Taves tårer triller ned af mine kinder. Da lyder det i mine øre: ”Du lysets søn, skal du ikke snart have børnebørn?”

En masse følelser og tanker skyller gennem kroppen, båret på glædens vingesus. Der er i et kort øjeblik ingen enkeltheder, ingen adskillelse, sind og sjæle er et – bevægende lys, uden noget bestemt lys.

Pludselig ruller billedbølger, der indeholder følelser, tanker og informationer i et omfang, der ikke kan beskrives, hen over den indre skærm. Oplevelsen er hinsides sprog og ord, trods det, at jeg står med åbne øjne og oplever hele denne hændelse, må jeg konstatere: Den indre lysverden er til tider stærkere eller tydeligere end det fysiske syn og den fysiske verden.

”Jo – Det ønsker jeg mig,” er ordene, det er mig muligt at viske i mit hoved.

”Så ses vi måske igen,” lyder det i mine øre og lysskikkelsen opløses i en kæmpe hvirvel af blændende hvidt lys.

Sekunder sener føler jeg et enormt sug langt oppe over mit hoved og en kæmpe blå, ildagtig lyskugle dannes og begynder at rotere. En lystornado der smider blåt lys i alle retninger. Alt bliver ildagtigt, pulserende blåt. Hele landskabet ligner en art rullende røntgenbilleder eller negativer i blåt lys. Jeg bliver ”opløst” i det eksploderende lys, tid og rum forsvinder. Der er intet ydre eller inder, kun ildagtigt blåt ekspanderende lys.

Lidt efter lyder nogle store tordenskrald, og det begynder at dryppe og småregne. Som ved et trylleslag ligner alt igen sig selv, stille letter de syv fugle, kredser kort rundt i luften, som vil de sige farvel, og flyver derefter bort.

Nu ser jeg, at rejseselskabet er gået over til resterne af en synagoge, så jeg går over til dem og stiller mig i rundkredsen for at lytte til Hanne. Regn og torden tager til, så hun beder os alle gå tilbage til svævebanen, og mødes nede i bussen. Selskabet sætter kurs mod svævebanen, mens jeg finder centrum i synagogen, og beder min sædvanlige bøn for fred. Alle turisterne på plateauet skal ned samtidig. Der ikke er meget ly for uvejret at finde heroppe, så der er kø ved svævebanen. I køen står jeg ved siden af Hanne. Vi snakker lidt om vejret og fuglene, jeg mødte. Hun fortæller, at regn og torden sjældent forekommer på disse kanter, højst en til to gange om året. Fuglene beskrives for hende, og hun fortæller, at de er almindelige på disse kanter. De er i familie med vores hjemlige stære.

Godt våde samles vi alle i bussen, og køre mod en kosmetikfabrik, som vi skal besøge. Derefter går det til et luksus hotel, der ligger direkte på stranden til Det Døde Hav. Her prøver Margit og jeg flere former for bad både i havet og indendørs – renselse. Det er en særpræget oplevelse, at bade i det meget saltevand. Jeg har læst, at man kan sidde op i havet og læse sin avis. Prøves skal det, selv om jeg ikke er særlig god til engelsk. Jeg nåede at læse billeder og overskrifter, inden avisen blev alt for våd.

Mens jeg står og tørrer mig, spørger jeg i tankerne: ”Har du i et tidligere liv været barn på Masada, søn af en jødisk kriger, og dræbt af samme før han begik selvmord, for små to tusinde år siden?”

Svaret lyder: ”I små 2000 år har han været bundet til gerningsstedet, og kunne ikke komme videre i hans dødsproces.”

Konklusion: Jeg har ikke været barn på Masada.

10 år senere får jeg en fødselsdagsgave af min datter og svigersøn: Shakespeares samlede værker. I den læser jeg en monolog mellem Hamlet og et genfærd, hans far:

– Jeg er din faders ånd, dømt til at går igen om natten og til at smægte dagen hen i luer, indtil min synd, begået i kødets dage, er brændt og renset ud. Var det mig ikke forbudt, at røbe mit fængsels gåde, så kunne jeg forkynde dig en sandhed, hvor selv det mindste ord oprev din sjæl og gennem isnede dit unge blod, så dine øjne sprang af øjenhulen som stjerneskud, og dine tætte lokker adskiltes, og hvert enkelt hår stod oprejst som pigge på det vrede pindsvins krop. En evighedens gru ej for øren af kød og blod. Hør Hamlet, hør, å hør: Hvis du holdt af din far dengang han levede.

Gang på gang læste jeg det, og er adskillige gange er jeg vendt til bage til det. Citatet berørte mig dybt og gør det stadig. Jamen, er det ikke fantastisk, at få opført og levendegjort en monolog fra Hamlet i Masadas ruiner, og så på en helt unik måde.

Gensyn med Masada

Her følger yderligere en beretning fra Mazada. Den blev fortalt til mig i nov. 2013 da jeg igen besøgte Mazada. På et fredsommeligt sted læser vores guide en tale, som oprørslederen Eleazar Ben-Yair holdt, inden de begik kollektivt mord og selvmord.

En morderisk tale:
”Mine loyale følgesvende! For lang tid siden vedtog vi, aldrig at tjene romerne eller andre, kun Gud. Vi var de første, der begyndte oprøret, og vil være de sidste, der opgiver kampen. Vore fjender kan ikke forhindre os i at vælge en ærefuld død som frie mennesker sammen med vore kære, selv om de hellere vil have os levende, men vi kan heller ikke vinde slaget over dem. Lad vore kvinder dø umishandlede og vore børn uden kendskab til slaveri. Men først skal vi brænde alle vore ejendele. Kun et skåner vi: Vores madlagre. Det vil vidne om, at vi ikke overgav os på grund af mangel på føde, men valgte døden frem for slaveriet. Vi er trods alt alle født til at dø, men ikke til overgreb og slaveri. Er nogle for blinde til at se, hvor rasende de vil blive, hvis de får os levende. En mand vil se sin kone blive slæbt væk, hans barn vil råbe ”far,” mens hans egne hænder er i lænker. Kom, mens vore hænder er frie og kan holde et sværd, lad dem yde en nobel tjeneste. Lad os forlade denne verden, som frie mænd med vore koner og børn.”

Guiden holder en lille pause, mens vi sunder os. Derefter fortsætter han:

”Som tidligere sagt så var jøderne på Mazada Sicariier. De var frygtet for deres politiske attentater. De myrdede med koldt blod deres fjender i Jerusalem. Var gruppen frihedskæmpere eller attentatmænd, som under deres ophold på Masada myrdede og plyndrede løs i nabobyerne for at overleve? De overfaldt og plyndrede bl.a. den nærliggende oase Ein Gedi. Den massakre kostede flere hundrede mennesker livet bl.a. mange kvinder og børn.”

Efter en tid forlader vi dette dystre sted. Masada kan beskrives som et sted hvor mod, kamp, heltemod, martyrium, mord og ekstrem fanatisme gik op i en højere enhed. Under min resurse har jeg set alle ordene brugt. Uha, uha. Tænk hvilken karma de involverede fanatiske jøder, har pådraget sig. De to beretninger om mine oplevelser på Mazada giver et indtryk af, hvad karma er, og hvordan det virker.

Refleksion
Anno 2017 må det konstateres:

– Alle de store religioner omtaler et sted eller en bevidsthedstilstand efter døden. Det ypperste af verdenslitteraturen gør det samme, men her er beskrivelserne mere detaljerede, som fx i citatet fra Hamlet.

– I Platons dialog ”Faidon” Beskriver Sokrates ”et sted”, hvor sjælen, for slet livsførelse, tynges til ”jorden” fjernt fra det sande Hades/dødsrige.

– Buddhismens dødebog og åndsvidenskabelige bøger, især teosofiens litteratur, beskriver og omtaler meget detaljeret hændelser efter døden, samt karma og reinkarnation.

Af disse bøger og kilder får jeg en dækkende og fyldestgørende forklaring på min oplevelse på Masada:

Min krop stod fysisk på toppen af Masada, da hændelsen forekom. Der fik jeg en midlertidig bevidsthedsudvidelse også kaldet et kosmisk glimt. Pludselig kunne jeg se, føle og høre langt ud over det fysiske. I den tilstand mødte jeg en gammel sjælebroder, der havde været låst fast på stedet ”lænket til jorden i 1924 år” på grund af gerninger begået i et forgangent liv. Det blev mig muligt at ”hjælpe” ham, og samtidig kunne en langt større energi afbalancering finde sted på andre planer.

Jeg har nu fået en tilfredsstillende forklaring på hændelsen, og den er samtidig et vidnesbyrd om rigtigheden og sandheden af det skrevne i den omtalte litteratur.

Holiday Inn Crowne Plaza d. 10. nov. 1997.

 

Belært af kerubere

En god og begivenhedsrig dag slutter med middag i hotellets store og smukke spisesal. Det er et stort, flot luksus hotel, og det er sidste overnatning, før det går hjem mod Danmark.

Da tiden for middagen nærmer sig, er det ved at blive mørkt uden for. Vi er trætte efter dagens rundtur, badningen i det salte hav, men også mætte efter en smuk og lærerig ferie. Vi får et bord nær nogle store panoramavinduer ud mod Det Døde Hav. Vinen og måltidet nydes uden den store snak, ved bordet hersker en velsignet ro.

Lidt inde i måltidet indtræder en stemning i den store restaurant af fred, intens ro og ophøjet stilhed. En mild lyksalighed breder sig i hele kroppen. Jeg lukker et kort øjeblik mine øjne, og takker for ferien og det hændte. Da ser jeg, på den indre skærm, at hele den store spisesal henligger i et meget smukt hvidgyldent lys. Jeg fornemmer en stor lysskikkelse, højt oppe over både spisesal og hotel, men jeg ser den ikke tydeligt. Følelserne er langt mere intense end synet. Alt virker meget skønt, ophøjet, fredeligt og i balance, men også meget klart og let.

”Hvem er du? ” Spørger jeg i tankerne lysskikkelsen.

”En og mange kerubere.” Lyder svaret.

”Med de fine, men også store følelser du udløser i mig, samt med den store lystintensitet du gennemtrænger lokalet med, så troede jeg, du måtte være Jesus eller en anden af de store,” er mit svar.

”Da du er rundet af kristendommen, vil du bedst forstå, hvis jeg kalder mig en og mange kerubere. En af mange fordi, så er der altid den nødvendige kraft til at løse vores opgaver. Jeg er en, men også alle kerubere. Vi er gruppebevidste, der gør, at vi er en, men også alle. Vi kan være mange steder samtidig, og altid besidde den nødvendige kraft og viden.” Lyder svaret.

Jeg svare ikke rigtigt, men trækker lidt på det med et – nå.

Da lyder den mest hjertelige latter, i mine øre, jeg nogen sinde har hørt. Latteren stopper og det lyder i mit indre: ”Er du ikke også en af de tunge drenge? Det er da ikke så længe siden, du var formand i en fagforening.” Nu er latteren ved at koge over i mine øre.

Min vægt og forhenværende faglige aktiviteter til trods, så kan jeg ikke lade være med både at smile og smågrine, dybt inde fra mit hjerte rulle glæde båret af kærlighed frem og breder sig til hele kroppen. ”Hvorfor sidder du helt stille, afslappet og smågriner?” spørger Margit pludselig.

”Åh – jeg tænker på dagen og slapper blot af,” er mit svar – og skål.

Der efter fortsætter vi middagen i ro og mag. Jeg forstår, på en forunderlig måde, de mange aspekter som den hjertelige latter og glæde rummer.

”Nu ser jeg du forstår – lidt” Lyder det i mine øre.

”Ja en lille smule, men hvad er din opgave, og hvorfor har du vist dig for mig?”

”Vi er dine ledsager, på de åndelige planer. Vores opgave er at passe på dig, men også at passe på andre, ved at fungere som tærskelvogter. Man kan også sige, vi er en intelligent styret bevidsthedsstruktur. Vores hovedopgave er, når et menneske giver os mulighed for at arbejde, da at gøre det, som fx ved Mazada i dag. Det er også sket andre steder, hvor du har færdes, men denne gang skete det med din fulde dagsbevidsthed. Denne gang betød det meget. Det blev muligt, midt i Israel, at forankre retfærdighedens og fredens lys, samt at foretage en større afbalancering af energi på flere planer. Det du oplevede som en kæmpe blå eksplosion af lys. Vi har vist os for dig, for at du kan lære noget om sådanne energi afbalanceringer.” Lyder det i mine øre.

”Er du en slags bodyguard for mig, på det åndelige plan?” Er mit spørgsmål.

”Ja – det kan man godt kalde det. På en måde opfylder vi et af dine egne ønsker. Da du, for nogle måneder siden, havde en meget speciel natlig oplevelse, som du oplevede som en eksamen, bad du meget ydmygt om, at hvis du kom til at skade de oplevede planer og energier, så ville du hellere dø. Du bad direkte om at dø, hvis du kom til det, og helst inden du gjorde skade. Det, at du gjorde det af ydmyghed, og ikke for at fralægge dig et ansvar, gjorde et vist indtryk. Det er ikke almindeligt, at nogen gør sådan, og slet ikke inden de ved, hvad der egentligt er sket, og hvad det indebærer.” Lyder det i mine øre.

”OK – jeg tror, jeg forstår lidt.” Lyder mit svar.

Tavse tårer trillede ned af mine kinder. Åh tænker jeg: ”Hvorfor kan du ikke lade være at tude Finn?”

Tænk over ordene: ” Du – Lysets Søn. De berørte dig meget stærkt. Prøv at søge de årsager og erfaringer der er skjult bagved eller i disse få ord, det er af stor betydning. Nyd nu din mad og snak lidt med Margit,” er svaret på mine glædes tåre og dybe rørelse.

Langsomt toner det stærke lys ud i spisesalen og jeg kan mærke, at stemningen forandre sig, og væk er lysskikkelsen. En lysskikkelsen jeg aldrig så helt klart. Den havde en enorm udstråling, som jeg følte meget intenst.

Dagen efter går det med fly hjem til Danmark. Det bliver en lang dag, med mange sikkerheds foranstaltninger og check, inden flyet letter fra en lokal og militær lufthavn i Negevørknen. Mens Israel forsvinder agter ud, tænker jeg om ferien. Det var den mest forunderlige rejse i dit liv. På det fysiske plan var den usædvanlig smuk. Rejsen bragte dig samtidig tilbage i tiden omkring Jesu virke i området for ca. 2000 år siden. Et møde med nogle engle ved navn keruber. Jeg oplevede dem som en engel, som jeg anede, hørte og snakkede med samt tydeligt kunne mærke. Mine tanker falder på det keruberen sagde om deres arbejde, at det ved Mazada skete i fuld dagsbevidsthed, og andre steder var sket uden min dagsbevidsthed.

Et spørgsmål rejser sig: „Hvor kan det være sket ubevidst?“

”Åh – Ja. Selvfølgelig i Carassone hvor jeg blev dirigeret rund af en lysskikkelse. Det skete bl.a. til steder, hvor der var blevet udført tortur. Det skete formentlig også ved et tidligere besøg i koncentrationslejeren Bergen Belsen, samt da jeg stod på De brændtes Eng ved Montsegur?” Alt i alt så er det en helt unik form for lysarbejde.

Tankefrø/visdomsord om Jesus:

Dette er som sådan ikke mine visdomsord. De er kommet til mig gennem en årrække. Når de dukkede op i hjerne, skrev jeg dem ned.

– Det er ikke et spørgsmål om at forstå Jesus. Det store spørgsmål: Hvem eller hvad er det i dig, der forstår? Når du erfare det, da forstår du Jesus, og det bliver muligt at møde ham.

– Gennem mange århundrede har teologer arbejdet på, at gøre Jesus til Guds søn og en frelsergud. Jesus er ikke Gud, eller Guds søn, som kristendommen påstår! Da Jesus levede, var han menneskesøn, det ypperste af det, at være menneske. I dag er han Mester.

– Hvad var Jesus store styrke, da han vandrede på Jorden? Han gjorde kærlighed til en oplevelse for sine medmennesker.

– Jesus afslørede hykleri, selvbedrag, løgn og ondskab. Derfor blev han lagt for had af mange mennesker på den tid, især af skriftkloge og farisæer.

– Jesus er født af Moder Maria, og et led i en evolutionær proces. Det gælder især på det bevidsthedsmæssige område.

– Jesus havde ikke behov for prælater og religiøse magthavere. Hvorfor er de her stadig i
hobetal?

– Jesus kom for at frelse! Ja. Men du skal selv gøren en indsat for, at det sker. Det sker ikke pr. automatik. En stærk tro er nødvendig.

– Jesus kunne tilgive alt med et blik.

– Jesus skal ikke forgudes eller forherliges, gå i stedet i Mesterens fodspor.

– Jesus var ikke en tandløs og bovlam trøstermand, der ikke forlangte noget af nogen.

– Jesus vej er præget af: Spirituelt lys, bevidstheds ændring og erfaring – oplysning.

– Jesus vidste, han var forbundet med alt levende, på tværs af tid og rum.

– Med Jesu liv begyndte et daggry for alle mennesker. Et lys blev tændt. Det vil brede sig, og på et tidspunkt vil det skinne og lyse fuldt og helt op i dig.

– Teologiens Jesus og mennesket Jesus er to vidt forskellige personer.

– Tiden er kommet, hvor Jesus må ned af korset og Kristus ind i vore hjerter. Tortursymboler er ikke gangbare mere, nu handler det om kærlighed.

– Ved at gå Jesu vej, forløser du det ondes problem – oplysning.

– Ved at gå i Jesus fodspor, kommer du bag om dualismen – du forstår.

 

Bøger der har relationer til denne artikel:

Bhagavadgita. The Bhaktivedanta Book Trust
Bibelen. Det Danske Bibelselskab 1992
De store indviede. Edouard Schure. Lemuel Books
Den Tibetanske Dødebog 1 og 2. W. Y. Evans-Wentz. Atlantis Bøgerne.
Den æteriske dublet. Arthur E. Powell. Visdomsbøgerne
Døden det store eventyr. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Hvid Magi. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Karma og dharma. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Kristi tilsynekomst. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Platons samlede værker 1 til 6. Gyldendals Bogklub
Politikens store fremmede ordbog. Politikens Forlag
Reinkarnation. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Reinkarnation er forenelig med kristendommen. Karl Åge Kirkegaard. Visdomsbøgerne
Rejsen rundt i Israel. Politikens Forlag
Samlede Shakespeare. P. Hasse & Søns Forlag
Shakespeare Mysteriet. Søren Hauge. Lemuel Books
Stof til eftertanke. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag
Vejen til paradis. Martinus. Åndsvidenskabsforlaget
Undervisning i den ny tidsalder. Alice A. Bailey. Esoterisk Center Forlag

NB:
Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Du skal også være velkommen på Den Gyldne Cirkels forskellige kurser.

Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.

Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard