Biografi: Maximilian Kolbe (1894/1941)
Den 8. jan. 1894 kommer en dreng til verden i byen Zdunska Wola i Polen. Han får navnet Raymund Kolbe. Hans far er etnisk tysker og moderen Polak. Han vokser op samme med fire brødre. Korte efter Raymunds fødsel flytter familien til byen Pabianice, der ligger nær byen Lodz i det centrale Polen.

I 1906 indtræffer en hændelser der får betydning for Raymund resten af hans liv. Han er da 12 år gammel. I kirken beder Maximilian ofte. En dag viser Jomfru Maria sig for ham. Om det skriver Kolbe senere: ”Jeg spurgte Guds Moder Jomfru Maria, hvad der skulle blive af mig. Så kom hun til mig med to kroner, en hvid og en rød. Hun spurgte om jeg var villig til at acceptere en af disse kroner. Den hvide betød, at jeg skulle holde ud i renhed, og den rød betød, at jeg ville blive martyr. Jeg svarede, at jeg ville acceptere dem begge. Efter det kiggede Maria på mig med uendelig ømhed, og så forsvandt hun.”

En mystiker var født. Det bliver samtidig begyndelsen på en kærligheds mission af helt usædvanlig art, samt på et enestående og bemærkelsesværdigt liv.

I 1907 tilslutter Raymund og hans broder sig en gren af franciskanerordnen. De bliver indskrevet på et katolsk seminarium i byen Lviv. I 1910 bliver han munk, og får navnet Maximilian Kolbe. I 1912 bliver hans sendt til Rom og indskrevet på Det Gregorianske Universitet. Her studerer han filosofi og teologi. I 1918 bliver hans præsteviet og får et mellemnavn Maria. Han slutter studierne på det pavelige Universitet Bonaventure med en doktorgrad i teologi. I Rom få han sit første anfald af tuberkulose, en sygdom der plager ham livet igennem. Resten af livet lider han under et vaklende helbred, med mange hospitals og rekreationsophold.

Under Kolbes studie tid i Rom oplever han voldsomme demonstrationer i Vatikanet. De er vendt mod paverne Pius d. 10. og Benedikt d. 15. I Vatikanet ophænger demonstranter sorte standarter hvor ærkeenglen St. Michael er afbildet liggende under fødderne på Satan. Der bliver uddelt utallige pjecer til befolkningen, hvor de hellige fædre bliver angrebet. Disse oplevelser præger Kolbe. Han syntes de er grufulde og skammelige.

Kort efter disse oplevelser organiserer Kolbe organisationen Militia Immaculatae. (Marias Hær). I dag er det en verdensomspændende katolsk bevægelse, der tæller ca. 4. mil. medlemmer med hovedsæde i Rom. På verdens plan er de repræsenteret i 48 lande med nationale centre. Alle har de hovedfokus på Jomfru Maria. Medlemmerne dedikerer sig personligt til Jomfru Maria, og bære en speciel medalje i den anledning. Ordnen arbejder med forbøn og bøn for at få syndere og fjender af den katolske kirke til at konvertere. De beder især for frimurer. Udover det udgiver de tidsskrifter, pjecer og laver radioudsendelser. Alt i alt driver de et omfangsrigt missionsarbejde.

I 1919 vender Kolbe tilbage til Polen. Ud fra en politisk synsvinkel vil man i dag sige: Han var stærkt venstreorienteret, men ikke kommunist. Frem til 1922 underviser han på et præsteseminar i Krakow. På grund af hans tuberkulose, tvinges han til at holde orlov fra seminariet. I den periode grundlægger han et katolsk tidsskrift med navnet ”The Knight of the Immaculata.” I løbet af får år når de et oplag på 70.000 eksemplarer. Det udkommer selvfølgelig også på polsk. Kolbes mål er, at det bliver et verdens omspændende tidsskrift deraf det engelske navn. I dag udkommer tidsskriftet på talrige sprog.

Kolbe starter også et bogforlag. I 1927 grundlægger han et franciskanerkloster. Det får navnet ”Niepokalanow” og ligger nær Warszawa. På kort tid vokser det sig stort, og bliver et centralt og vigtigt missionscenter. To år efter åbningen af klosteret, starter brødrene et nyt præsteseminarium op i tilknytning til klosteret. De begynder også at udgive en daglig katolsk avis. Der hurtigt når op på et oplag af 137.000 aviser, og det dobbelte i weekenden.

Mellem 1930 og 1936 missionerer Kolbe i Østasien. Først kort i Shanghai og senere i Japan. Den første tid i Japan er hård. Kolbe og de ledsagende munke sover i usle hytter, og madrasserne er en bunke halm på gulvet. Det hænder tit at sovesalen er fuld af sne, og vandfadet er frosset. Møbler er et ukendt begreb, og maden bliver lavet under åben himmel. Munkene kan ikke sproget, har få eller ingen penge. Trods det bliver et Franciskansk munkekloster med navnet ”Mungenzai no Sono” indviet efter et års hårdt arbejde. Klosteret ligger i byen Nagasaki, og er bygget på bjerget Mount Hikosan. Klosteret ligger på en bjergskråning, der vender væk fra byen Nagasaki. Klosteret bliver hurtigt en stor succes, der rummer skoler for både munke og præster. Det bliver også et centralt center for den romersk katolske kirke i Japan. Kolbe er intelligent, en ivrig iværksætter og fuld af energi trods det, at han plages af megen sygdom. Trods det, så foretager han i denne periode to missionsrejser til Sibirien og Indien, men de er uden den store succes.

Ifølge den lokale Shinto religion er Mount Hikosan ikke det bedste sted, at bygge en helligdom. De hævder: Bjergsiderne er ikke i harmoni med naturen. Da atombomben bliver droppet og eksplodere over Nagasaki, bliver Kolbes kloster frelst, fordi det ligger på en bjergskråning, der vender væk fra byen. Kun nogle få ruder bliver smadret. Men på det tidspunkt var Kolbe vendt tilbage til Polen. I 1936 tvinger dårligt helbred ham til at opgive sit missionærarbejde i Japan. Under opholdet i Japan lider han tit af voldsom migræne, og har jævnligt bylder over hele kroppen, men også tuberkulose volder ham store kvaler. Så Romerkirken kalder ham hjem til klosteret i Polen. Vel tilbage i Polen tror Kolbe; at det var i Japan, hans martyrium havde udspillet sig. Også sprogligt udviser Kolbe enestående evner. Efter hjemkomsten taler han følgende sprog flydende: Polsk, russisk, tysk, fransk, italiensk og noget japansk.

To år efter Kolbes hjemkomst, får klosteret en radiolicens, og starter en radiostation op i tilknytning til klosteret. Navnet på radiostationen er Radio Niepokalanow. I tiden før 2. Verdenskrig er klosteret vokset sig stort. Det er verdens største kloster og huser ca. 800 brødre, der driver adskillige missionssteder rundt om i verden. Klosteret er inddelt i forskellige afdelinger, der løser de daglige opgaver. Der er bl.a. tekniske værksteder, bageri, køkkenafdeling med kokke, gartneri, skomager og skrædder værksteder, samt flere andre grupperinger. En vigtig gruppering er et stort trykkeri, med den tids mest moderne teknik. Kort sagt: Klosteret er et selvforsynende samfund og et vigtigt missionscenter.

Udenlandske kardinaler, biskopper og præster besøger tit kloster, og Kolbe modtager dem med stor hjertelighed. De prominente gæster indtager deres mad sammen med brødrene i en fælles spisesal. Her spiser de den enkle mad med det samme bestik og ramponerede blikservice, som munkene bruger. Duge er et noget ukendt.

I dag er det fortsat et af verdens største klostre. Det huser ca. 160 brødre, samt 30 nonner. Ud over det er der et stort antal franciskanske lægfolk, der arbejder som hjælpere i klosteret. Efter Kolbes død, har munkene bygget og udsmykket en stor basilika, der nu er klosterets hjerte. Den første lille trækirke står urørt hen, det samme gør Kolbes munkecelle. Klosteret modtager ca. 800.000 pilgrimme årligt. Der afholdes også talrige møder og symposier.

I 1939 bryder Anden verdenskrig ud, med tyskernes besættelse af Polen. På klosteret indretter man et midlertidigt hospital, til behandling af sårede. Kolbe bliver anholdt af tyskerne, og tilbageholdt i godt 2 måneder. Vel tilbage på klosteret i dec. 1939 fortsætter Kolbe sin gerning. Klosteret huser ca. 3.000 flygtninge og ca. 2.000 af dem er jøder, som skjuler sig for tyskerne.

I begyndelsen af 1941 udgiver klosterforlaget nogle anti-nazistiske publikationer, og radiostationen omtaler nazisterne og deres forbrydelser. Den 17. feb. 1941 bliver klosteret lukket af besættelsesmagten. Samme dag bliver Kolbe og fire andre brødre arresteret af Gestapo, og sendt til det berygtede Pawiak fængsel i Warszawa for at blive afhørt. Her bliver han udsat for mishandling og tortur af Gestapo og SS vagter. Senere har en medfange fortalt, at Kolbe virkede upåvirket af torturen. Han brugte flittigt sin rosenkrans og bad til Kristus. Hovedparten af brødrene, jøderne og flygtningene bliver sendt direkte til forskellige dødslejre. D. 28. maj bliver Kolbe overført til koncentrationslejeren Auschwitz.

I 1982 bliver Kolbe kanoniseret af den katolske kirke som Sankt Maximilian Maria Kolbe. Pave Johannes Paul den Anden erklærer ham for martyr for velgørenhed. Paven betegner ham som en profet for Kærlighedens Civilisation. Kolbe er skytshelgen for narkomaner, politiske fanger, journalister og familier. Ud over det er han også skytshelgen for hele verden.

Var Kolbe en kærlig mystiker?

Ja, hans oplevelse med Jomfru Maria, da han var 12 år, er en ægte mystiker oplevelse. Den er til gengæld ualmindelig, meget usædvanlig. Oplevelsen var gådefuld, og den indeholdt også et kald og et varsel. Senere i livet fik han flere transpersonlige oplevelser, men ikke mange. En af dem var en vision han formulerede på følgende måde: Der vil komme en stor krig (Anden Verdenskrig), som vil rense Polen. Men ud af krigens aske opstår et nyt Polen, hvis spirituelle lys vil skinne over hele Jorden. En anden gang under et møde siger han: En krig vil komme, og grænserne mellem Polen og Tyskland vil bliver her. Samtidig tegner han en linje på et kort. Sener viser det sig, at grænsen mellem de to lande efter Anden Verdenskrig følger den linje Kolbe tegnede i 1936.

Bente Woolf skriver: Kolbe var det, vi måske kan kalde en både indre og ydre mystiker – eller en hjertets/kærlighedens mystiker, samt en intelligensens/handlingens mystiker. I denne ”dobbelte” vej gik han tæt i fodsporene på sin store serafiske fader, Frans af Assisis, i hvis orden Kolbe valgte at virke. Bente kalder Kolbe for: Det nye årtusindes mystiker og disciple. (Citat fra side 97 i Bentes bog).

Kolbe deler skæbne med mange andre kristne mystikere med hans elendige helbred. Det er i øvrigt noget, der tit har kendetegnet mystikere gennem tiderne. Ikke alene var Kolbe en kærlig mystiker, han var i alle henseender et helt usædvanligt kærligt menneske. Han tændte lys i mange menneske hjerter, selv da han befandt sig i et jordisk og menneskeskabt helvede – Auschwitz.

Historien om Kolbe er en dybt tragisk historie, og dog er den på sin egen måde også vidunderlig. Først og fremmest er det en historie om barmhjertighed, godhed, offervilje, heltegerning og ikke mindst næstekærlighed. Det er også en beretning om troskab i forhold til Gud, Kristus og Jomfru Maria. Selve martyriet udspiller sig i dødslejren Auschwitz. Stedet for et nazistisk inferno af organiseret ondskab og massemyrderier, hvor næsten 3. mil. mennesker bliver aflivet på bestialsk vis. Det er også historien om fange nr. 16.670 Fader, Maximilian Kolbe, der af næstekærlighed frivilligt går i døden for en anden fange. Det er også en historie om en katolsk præst, der bliver helgenkåret i 1982. En martyr der udviste næstekærlighed af gigantiske dimensioner.

Det hører med til historien: Da Kolbe bliver kanoniseret, toner et fortidigt spøgelse frem – antisemitisme. I nogen af hans publikationer misbilliger han en overdreven tilstedeværelse af jøder i polens økonomiske liv. Bevægelser som frimurerne og kommunismen forbinder han også med jøder. Kirken forsvarer det med; at det blandt den tids polske intellektuelle var almindeligt.

Det er også historien om fangen Franciszek Gajowniczek, der tilbragte 5 år, 5 måneder og 9 dage i to koncentrationslejre og overlever. Der må være nogen, der holdt ”hånden” både over og under ham. Han blev 95 år gammel. Ja, hans overlevelse er en mirakuløs hændelse. Ikke nok med han overlever, flere andre fanger fra samme blok som Kolbe overlever også.

Endelig er det også en historie om ”Bloddy” Krott. Han var en sadistisk ex kriminel fangevogter. SS og Gestapo hentede stærkt kriminelle fanger direkte fra fængsler og brugte dem bl.a. som fangevogtere i koncentrationslejre, og i forbindelse med døds kommandoer. Det vil sige mobile SS Indsatsgrupper der i stor stil likviderede jøder, russiske krigsfanger, mulige partisaner og andre af nazi styrets uønskede personer.

Det er også historien om en ondskabsfuld SS-Oberst og lejrkommandant, Karl Fritzsch. På grund af Kolbes næstekærlighed bliver han forvirret og slået helt ud af kurs. Han kunne ikke bære at møde et kærligt menneske i hans private helvede. Nok om det, over til selve historien.

Endelig er det historien om den ene mirakuløse hændelse efter den anden. Ret beset er det et vidnesbyrd om: Jomfru Maria var aktiv på de indre planer. Det er hun stadig, men nu (anno 2015) fremstår hun som Verdensmoderen Maria.

Auschwitz 1941

Den 28.maj 1941 bliver Kolbe sammen med ca. 300 andre overflyttet i kreaturvogne fra Pawiak Fængslet til Auschwitz. Her får han sin stribede fangedragt og tatoveret fange nummeret 16.670. Han bliver sat til at transportere byggematerialer i forbindelse med opførsel af et krematorium. Her tvinger Krott præster, som er under hans ledelse, til at bære og tilskære store træstammer. Arbejdet står på hele dagen og uden pauser. Hvis ikke det går hurtigt nok, får fangerne piskeslag at vagterne. Krott udviser en ubarmhjertig og hadefuld opførsel især i forhold til Kolbe, ved at give ham hårde og tungere opgaver end de andre fanger. Nogle gange vil de andre kollegaer komme Kolbe til hjælp, men det vil han ikke have, fordi det udsætter dem for fare. Hvis de tilbyder ham hjælp, er Kolbes svar altid: Jomfru Maria giver mig styrke. Alt vil gå godt.

På et tidspunkt finder Krott nogle usædvanlige store og tunge planker, som han beordrer Kolbe til at flytte. Kolbe gør sit bedste, men han falder. Krott sparker ham i mave og ansigt, samt giver sin mænd ordre til at give ham 50 piskeslag. Kolbe efterlades bevidstløs i en mudderpøl for at dø. Men det lykkes hans medfanger, at transporter ham til lejerens sygeafdeling uden Krott opdager det. På sygeafdelingen kommer Kolbe sig, og han overlever. Også her udviser Kolbe næstekærlighed af overmenneskelig art. Han insisterer på, at de andre syge fanger bliver behandlet før ham. De sparsomme supperationer deler han tit med andre syge.

Det er på det tidspunkt Kolbe skriver sit sidste brev til hans mor. Det er skrevet på tysk, fordi så går brevet lettere gennem lejerens censur system. Citat… Min kæreste mor. I slutningen af maj kom jeg med mange andre til koncentrationslejre Auschwitz i tog. Alt går godt for mig. Elskede mor, lad være med at bekymre dig om mig og mit helbred. Den gode Gud er overalt og våger over os alle med umådelig kærlighed. Det er bedst, at du ikke skriver til mig, før jeg sender dig et nyt brev. Jeg ved ikke, hvor længe jeg er her. Hjertelige hilsner og kys, Raymond Kolbe… Citat fra bogen: Maximilian Kolbe, glem ikke kærligheden.

Trods hans lidelser, fortæller han de andre indespærrede om Guds kærlighed, når det er muligt. Han deler også tit egne sparsomme brød og supperationer med andre fanger. I den forbindelse bliver han spurgt: Giver en sådan selvfornægtelse mening på et sted, hvor enhver fange er engageret i en kamp for at overleve? Kolbe svare: Enhver mand har et mål i livet. For de fleste mænd er det, at vende hjem til deres koner og familie. For mit vedkommende, giver jeg mit liv til gavn for alle mennesker.

I de simple træbarakker, hvor fangerne sover, samles nogle af dem i hemmelighed, når natten er faldet på. Det sker ved, at nogen fanger kravler hen over gulvet, for at høre Fader Kolbes ord. Så bliver de opmundret og høre Kolbes ord om Gud, Jomfru Maria og kærlighed. Det er en yderst primitiv og simpel form for gudstjeneste. Kontakten til medfanger sker tiest på en hel anden måde. Kolbe hviler og sover ikke ret meget. I stedet flytter han fra sengeplads til sengeplads gennem natten. Fangernes soveplads var reoler af træ i flere etager. Til den nye ”senge kollega” starter han samtalen med ordene: Jeg er katolsk præst. Kan jeg gøre noget for dig?

En fange, der overlever Auschwitz, fortæller senere: Hver gang jeg så Fader, Kolbe følte jeg mig overvældet af hans godhed. Selv om han havde det samme lasede tøj på som resten af os, med det samme tin madkar hængende fra hans bælte, så glemte jeg elendigheden, sulten og stedets hadefulde stemning. Kolbes ansigt udstrålede hellighed, og han inspirerede os.

Dø om så det gælder…

Den sidste dag i juli måned hyler lejerens sirener. Hvilket betyder, at en eller flere fanger er flygtet. I Auschwitz hersker der en regel, der skal forebygge fangeflugt: Hvis en fange flygter, skal 10 fanger dræbes som gengældelse. Ved en optælling af fangerne i de forskellige blokke, bliver det konstateret: Tre fanger mangler. Den ene er fra den barak, hvor Kolbe tilbringer natten.

I to dage bliver fanger fra Kolbes blok hver morgen kaldt ud, og står på rad og række ude i det fri fra morgen til aften. Mad og drikke får de ikke. Joe, suppen bliver smidt på jorden foran hver enkelt. Ved aftentide træder de af og vender tilbage til barakken.

På tredjedagen er den forsvundne fange ikke dukket op. Så nu skal der udvælges 10 mand til en langtrukken og frygtelig død. Fritzsch lader sin øjnene glide hen over rækken af mænd. Han udvælger den ene efter den anden med et fingerpeg og kommandoen, dig, dig, dig… De udvalgte fanger træder frem, når Fritzsch peger på dem, og snart står der 10 fanger foran resten.

Fritzsch brøler: I 10 skal betale for den flygtede fange. I blive låst inde i en bunker uden mad og vand til I dør. For en sikkerheds skyld fyrer han ordene af en gang mere. Tænk hvis nogen ikke havde fattet budskabet. Fangerne skælver og bævre.

En af de udpegede fanger begynder at græde hjerteskærende. Det er Franciszek Gajowniczek. I dyb smerte skriger han: Min stakkes kone, mine stakkels børn. Jeg skal aldrig se dem igen. Hulkende fortsætter han: Hvad vil der blive af dem?

Pludselig bliver der uro i rækken af de øvrige fanger. Fader, Kolbe træder frem med faste skridt og et fredfyldt ansigt. En fangevogter brøler til Kolbe: Træd tilbage i rækken.

Kolbe svare roligt: Jeg ønsker at tale med kommandanten. Mens han med faste skridt går hen til Fritzsch, og stopper foran ham. Ser ham direkte i øjnene og siger på formfuldt tysk: Hr. Kommandant, jeg har en anmodning.

Efter en stund svare Fritzsch: Hvad ønsker du?

Fra Kolbe lyder det, mens hans peger på Gajowniczek: Jeg er en katolsk præst i Polen, og jeg vil gerne tage hans plads, fordi han har en kone og børn. Jeg er en gammel mand, der ikke kan bruges til noget som helst. Denne fange er i meget bedre form.

Fritzsch, manden der er herre over liv og død, er reduceret til et stammende og usikkert menneske, træder et skridt tilbage. Efter en stund, siger han: Anmodning givet.

Nogle overlevende beretter senere, at Fritzsch virkede usikker og nervøs. De mener, det var et mirakel at Fritzsch, ikke bare skød Kolbe på stedet, men i stedet spurgte: Hvad ønsker du?

De 10 fanger marcherer til den berygtede blok 11. Det er en beton bunkers, hvis kælder rummer adskillige celler. Fangerne bliver smidt ned af en trap, og beordres til at klæde sig af. Nøgne føres de 10 fanger ind i en dødscelle. Kun et lille vindue, placeret højt oppe, sender lidt dagslys ned i cellen. Ud over rå betonvæge og gulv er der kun en spand til at forrette deres nødtørft i. De låses inde i en af cellerne udelukkende for, at de skal lide. Så rygterne kan brede sig, om en grufuld død, så andre fanger ikke får den ide at flygte. I cellerne ved siden af er der også låst fanger inde, for at lide sultedøden efter tidligere fangeflugter. Herfra lyder der skrig, råb og forbandelse over den ubærlige sult og tørst, der giver mareridt og hallucinationer. Fangerne drikker deres egen urin og slikker fugt af væggene, men det er kun en stakket frist.

Kolbe forvandler cellen med de 9 medfanger til et helligt rum – en primitiv kirke. Kolbe leder intense bønner og alle 10 synger salmer. Det kan høres i flere af de andre celler, hvor fangerne istemmer bøn og salmer. Hver dag inspicerer en SS-Vagt cellerne en efter en, og beordrer fangevogtere til at bære de døde ud. I de første dag er Fader Kolbes gruppe så dybt absorberet i bøn, at de ikke opdager, der kommer nogen ind i cellen. Marias engle er så nærværende i cellen, så seks af fangerne giver slip, og går over til en ny dimension med fred og afklarethed. Efter 14 dage er der stadig liv i fire af de dødsdømte. Kolbe er stærkt afkræftet, men han er ved fuld bevidsthed. Hans bønner er kun en svag visken. Da SS mangler plads til et nyt hold fanger, besluttes det; at de fire skal aflives med én indsprøjtning af karbolsyre. En bøddel tilkaldes. Det hævdes: Han var en tysk SS-læge. Med en svag bøn på læberne rækker Kolbe selv sin arm frem. I en alder af 47 år, dør Kolbe d. 14. aug. 1941, kl. 12,30. Alt blev registeret med tysk grundighed.

En af fangevogterne, en tolk og skriverkarl i Blok 11, overlever Auschwitz. Han beretter efter krigen til sin sognepræst om de fire sidste fangers død: De 3 fanger døde en grufuld og smertefuld død. Kolbe lænede sig op af væggen og døde, med klare øjne, et roligt og lysende ansigt. Det var ikke forvredet i smerte som de tre andres.

Det var en frygtelig måde at dø på. Jeg tror: De følte det, som ild, der brændte dem op indefra. Kolbes stille død kan med fuld ret betegnes som et mirakel. Fangevogterens overlevelser er også et mirakel. Alle fangevogter og medhjælpere blev udpeget af SS til jobbet. Jævnligt blev de dræbt, så der bagefter ikke var nogen til at vidne om alle nazisternes myrderier og begåede grusomheder. Det er skæbnens ironi: Senere finder man den savnede fange. Han var ikke flygtet, men druknet i et af lejrens latriner.

Hvem var Franciszek Gajowniczek?

Han blev født i byen Strachomin i Polen i 1901 og dør fredeligt i hans hjem i 1995. Han var for svagelig til at deltage i højtideligholdelsen af 50-året for Auschwitz befrielse. Fortæller hans kone Janina. Hun fortæller også: Hendes mand havde en følelse af, at Kolbe var til stede ved Franciszeks dødsleje. Så da han udånder udbryder hun: Nu er han gået til Kolbe. I øvrigt dør han kort efter mindehøjtideligheden i Auschwitz.

Franciszek bor sammen med hans kone Helena i Warszawa, og de får to sønner. Han er befalingsmand i den polske hær, og deltager i forsvaret af Polen i 1939. Efter hans enhed lider et nederlagt til tyskerne, ender han på flugt fra den tyske besættelsesmagt. Det siges: Han tjente den polske modstandsbevægelse. På et tidspunkt forsøger han at krydse grænsen til Slovakiet. Her bliver han taget til fange, og ender i gestapos fængsel i byen Tarnow.

I sept. 1940 bliver han overført til Auschwitz. Ca. 4 år senere bliver han overført fra Auschwitz til Sachsenhausen koncentrationslejr. Efter 5 år. 5 måneder og 9 dage i tyske koncentrationslejre bliver han befriet af de allierede. Han når aldrig at se sine sønner igen. De bliver dræbt under et sovjetisk bombardement, kort før koncentrationslejren bliver befriet. Han genser sin kone Helena, der dør i 1977. Han gifter sig senere.

Da Kolbe bliver kanoniseret ved en storslået ceremoni i 1982 på Peterspladsen i Vatikanet, er Franciszek med som Pavens æresgæst.

Franciszek rejser rundt i store dele af Europa og USA, hvor han holder mange taler. Tit begynder han med ordene: Jeg ønsker at udtrykke min tak, for livets gave. Han kunne ikke glemme Kolbe, og bruger resten af sit liv til at ære den mand, der gik i døden på hans vegne. Kort før hans død siger han: Det var min pligt, at fortælle folk om Kolbes heroiske handling og kærligheds gerning. Jeg gjorde det af kærlighed til Kolbe.

Gennem mange år vender Franciszek tilbage til Auschwitz for at ære Kolbe. Det sker den 14. aug. år efter år. I den anledning skriver han på et tidspunkt til familien: Jeg har svært ved at beskrive oplevelsen af, at gå rundt på et sted bygget til ondskab. Det var nervepirrende og et af de mest følelsesladede øjeblikke, da jeg stod i kælderen og døren ind til den celle hvor Fader, Kolbe tilbragte sine sidste dage.

Kolbe set i et esoterisk lys

Det er forunderligt; i Auschwitz hvor millioner af mennesker blev udslettet og ikke efterlod sig nogen fysiske spor andet end aske, overlevede forholdsvis mange af de fanger, der kendte Kolbe. Bl.a. vidner 12 tidligere fanger, herunder Franciszek Gajowniczek, om Kolbes tid i Auschwitz. Det sker i forbindelse med hele processen, der ender med at Kolbe helgenkåres. Ud over de 12 kunne nævnes flere andre bl.a. tolken fra Blok 11. At så mange overlever, det kan med fuld ret kaldes mirakuløst.

Fangernes vidnesbyrd om hændelses forløbet og om Kolbes tid i Auschwitz var planlagt fra de indre planer bl.a. af Jomfru Maria. Der med påstår jeg ikke, at alt var forudbestemt. Udtrykt i filosofiske termer; alt var determineret. Determinismen er læren om, at alt er forudbestemt, og mennesket ikke har en fri vilje. Læren om determinisme er ikke sand. Mennesket har netop en fri vilje, så ethvert hændelsesforløb er ikke bestemt på forhånd. Det enkelte menneske er ikke en robot. Læren om determinisme er dybt forankret i den katolske tro.

Når jeg skriver, at Jomfru Maria bl.a. var med til at planlægge hændelsesforløbet mener jeg: Alle mennesker har en livsplan, der er udarbejdet på sjælsniveau før et menneske går i inkarnation. I Kolbes tilfælde var karmiske rådgivere og Maria med. Hun har også sine egne planer. Den handler især om at fremme den feminine energi på Jorden som helhed. Ja, hun er i dag centrum i et feminint Hierarki – Verdensmødrene. I dag er Marias hovedopgave, at hjælpe mennesker med den spirituelle fødsel, som er et menneskes formål. Maria, der i en tidligere inkarnation var mor til Jesus, er virkelig blevet trænet til denne opgave.

Verdensmødrenes hovedopgave er at harmonere det enkelte menneskes feminine og maskuline poler, og dermed harmonere modsætninger på joden som helhed. Kvinder og mænd er lige meget værd. En anden af deres opgaver er bl.a. at heale på forskellige måder og niveauer, lige fra sjæls niveau til det fysiske. Maria, et kvindeligt Hierarki eller ej, så har alle mennesker en fri vilje. Det vil sige; ingen ved, heller ikke Maria, hvordan det enkelte menneske vil reagere på det planlagte eller på de udfordringer og oplevelser, der indtræder hen af vejen. Kolbes liv og de omtalte hændelser i Auschwitz er et vidnesbyrd om, at lys er stærkere end mørke, samt at lyset til sidst vil sejre.

På et plan blev en ”kvindelig” svend til mester, en prøvelse, af andre kaldet indvielse, blev bestået. En ny kanal til Jordens buddhistiske plan blev åbnet for menneskeheden via det enkelte menneskes bevidsthed. Adgangskrav: Åben dit hjerte, træd indenfor, men glem ikke kærligheden. Thi, kærlighed er det vigtigste. Det er ikke noget nyt; Thi det er meget centralt i Paulus liv og skrifter.

Nu vil nogen måske spørge: Hvordan åbner jeg mit hjerte? Når du bortskræller din grådighed, dit materielle begær, dine fordomme, kan styre din seksualitet og har et veludviklet mentallegeme, da vælder kærlighed frem fra dit hjerte og breder sig. Det handler om at være: Ydmyg, uselvisk, harmløse, forstående og kender værdien af tjeneste.

Det er i øvrigt værd at tænke over: Polens tilblivelses historie, det land vi i dag kalder Polen, er blevet til gennem megen lidelse, blodsudgydelser, krige og efterfølgende sorg. Kolbes livshistorie er en miniature udgave af polens historie og synonym med den. Forfatteren til bogen ”Maximilian Kolbe, glem ikke kærligheden” Bente Wolf kalder Polen: Et smukt land og folk med en dyb sorg.

Her følger nogle af Kolbes visdomsord og citater fra bogen: Maximilian Kolbe, glem ikke kærligheden. De er medtaget, fordi de ”fortæller” noget om Fader, Kolbe.

– Ondskab er essensen af, at afvise kærlighed.

– Maria har sine planer klar.

– Den som undgår lidelse, ved ikke hvad lykke er.

– Hitlers filosofi er imod det, som Jesus levede og døde for.

– Den mest dødelige gift er ligegyldighed.

– Kilden til fred er overgivelse til Guds vilje: At gøre hvad der står i vores magt og overlade resten til det guddommelige forsyn – i samme tillid som et barn har overfor for sin kære mor.

– Alt vil skride fremad i overensstemmelse med Marias ønsker. Fremtiden er sikker i hendes hænder. Min eneste opgave er, at opdage og virkeliggøre hendes ønsker.

Her følger et sidste citat. Det stammer fra Niepokalanow Klosterarkiv Det er fra et foredrag Kolbe holdt i 1938 til brødrene.

– Mine sønner, en forfærdelig krig truer. Vi kender ikke detaljerne endnu, men her i Polen må vi forvente os det værste. Det vil betyde, at vores fællesskab spredes til alle sider, men vi behøver ikke at bekymre os, bare vi tappert følger Marias vilje. På en måde kan vi endog glæde os over den nuværende situation, fordi vi gennem disse vanskeligheder kan opmuntre hinanden til større mål, og mere klart vil vi realisere vort behov for bøn og bod. Lige meget hvad der sker, vil det være godt for os. Vi er i en sådan situation intet vil kunne skade os. Den moralske og fysiske lidelse, som vi oplever, vil kunne fremme vor helliggørelse. Vi bør endog takke vore bødler og vise dem vor taknemlighed ved gennem Marias nåde at opnå deres omvendelse.

Måden Kolbe døde på er total uforståelig, og et stort mysterium. Han lænede sig op af væggen og døde, med klare øjne, et roligt og lysende ansigt. Dette trods de gigantiske smerter karbolsyre giver efter en injektion i en blodåre. For mig vidner det om: Fra de indre planer hjalp Maria Kolbe. Marias healende kraft ”gik” ind i Kolbes legeme, så han døde fredeligt. Det vidner om: Verdensmoderen Maria har healende evner af stort format – meget stort.

Nu vil nogen måske betvivle det skete? Jeg kan kun svare: Der er adskillige vidner til hændelserne i Auschwitz. Min egen kontakt med Marias healende evner bekræfter, at hun og ”hendes” sjælegrubbe besidder store healende evner. Uden hende og hendes englegruppes healende hjælp ville jeg for længst være død. Så jeg har meget at være taknemlig for. Maria er mig til stor glæde, selve det, at opleve hende arbejde gennem mig for andre.

De fysiske hovedkilder til dette kapitel stammer flere steder fra. Dels fra Bogen Maximilian Kolbe, glem ikke kærligheden, samt fra flere hjemmesider. Især fra hjemmesiden: www.ewtn.com Når det er sagt, så hviler beretningen også på mine egne mystikere oplevelser, samt på min forståelse af det skete og læste. Det er kun en fattig gengivelse af virkeligheden. Jeg påstår ikke: det jeg skriver er 100 % sandt. Denne historie om Kolbe er med garanti, kun delvis sand. De mange gennemlæste hjemmesider og artikler fortæller historien om Kolbe ud fra en given tro, opfattelse eller vinkel. Hjemmesidernes indhold er meget forskellige. Fx er flere sammenlignelige datoer og steder end ikke ens.

Symbolsk sagt: Jomfru Maria bar en fakkel ind i helvede, tændte den, og den lyste kraftigt op. Mørket slukkede den, mens nye fakler tændte og lyst op, så selv mørket blev rystet. En stor kærlighedsgerning foldede sig ud i dødsriget, og Maria trådte frem som Verdensmoder.

 

Refleksion anno 2015
Verdensmoder Maria har spurgt mig: Vil du besøge Auschwitz? Det lovede jeg hende.

Her følger mine tanker om et af ondskabens-lig Auschwitz. Symbolsk sagt: Tiden er kommet, hvor ondskab bør lægges i graven. Det kan ikke gøres kollektivt. Det er noget hvert enkelt menneske selv må vælge at gøre. Det er et valg mellem lys og mørke. Mere præcist: Det er et valg mellem had og næstekærlighed. Umiddelbart lyder det enkelt og let, men både had og næstekærlig opleves i mange kombinationer og grader.

Nu vil nogen måske spørge: Finn, udover at du elsker Maria, hvad er så dine relationer til hende? Det er meget enkelt: Maria er i mig. Jeg er i Maria og tjener Verdensmoderen.

Er der en forskel på det du gør, og så det Kolbe gjorde, samt på det Maria gjorde ved Jer? Maria var i Kolbe og arbejdede. Kolbe var i Maria og tjente Jomfru Maria.

Vores kærlighed til Maria, har vi til fælles. Vores kærlighed udtrykkes og udleves forskelligt. Kolbe belyser den ultimative næstekærlighed med hans gerninger. Han udviste ubetinget næstekærlighed, det vil sige kærlighed til hele menneskeheden. Det skete, selv til dem, der torturerede og myrdede ham. Det er sjældent – helt enestående. Det rejser et spørgsmål: Formåede kvinderne ved Jesus kors, at hjælpe Jesus på en lignende måde? Et er sikkert, de blev trænet til det. Ja. De gjorde en forskel. Det må ikke glemmes: Jesus havde, og ”han” har stadig en enestående bevidsthed.

Da jeg lukkede Bents bog, efter adskillige gennem læsninger, og satte det sidste punktum i dette kapitel må jeg erkende: Jeg kom til at holde meget af Kolbe, om end jeg ikke deler hans udlægning af kristendommen som katolsk præst. Hans menneskelighed og kærlighed trådte tydeligt frem, meget tydeligt. Marias healende kærlighedslys mærkes tydeligt. Det er i øvrigt noget af det smukkeste lys og energi, jeg har oplevet på de indre planer. Det er et rødt og gyldent ildlys, der pulsere kraftigt.

I skrivende stund anno 2017 skal det være usagt, hvornår jeg kommer til Auschwitz. På et tidspunkt planlage jeg en rejse dertil under en uges ferie i Krakow. Turen til Auschwitz blev aflyst af rejsebureauet.

 

Bøger der relaterer til denne artikel:

Bibelen. Det Danske Bibelselskab 1992
De store indviede. Edouard Schure. Lemuel Books
Gyldendals Fremmedordbog. Nordisk Forlag
Maximilian Kolbe. Bente Wolf. Lemuel Books
Pater Pio, en af vor tids største mystikere. Inge Stoltenberg. Visdomsbøgerne
Pater Pio, mennesket og mystikeren. Lissie Lundh. Katolsk Forlag
Symbolordbog. J. E. Cirlot. Visdomsbøgerne

NB.
Hvis du vil vide mere om Verdensmoder Maria, og mit møde med hende, kan du læse artiklen Maria.
Den står under bjælken Mestre.
Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab, lysarbejde og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger og DVD´er om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Vi har i øvrigt stadig Bentes bog på lager. Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser. Med jævne mellemrum holder Bente Wolf kurser hos os. Se vores hjemmeside.
Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.

Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard.