Denne artikel handler om teosofi og de teosofiske pionerer i perioden 1860/1920. Det geniale ved den teosofiske lære er: Ved dens tilblivelse, fra den blev formuleret af Blavatsky i 1870’erne og har udviklet sig til dato, sandsynliggøre læren sandheden i dens hovedtese: Solsystemet og jorden er levende væsner, der konstant udvikler sig. Det sammen gør menneskeheden, og det enkelte menneske. Alt fysisk gennemgår et evolutionært udviklingsforløb, der er styret fra de indre planer bl.a. af Hierarkiet. Det må ikke glemmes: de indre universer gennemgår også et evolutionært forløb.
Teosofiens rødder
Teosofien har sine rødder tilbage i tidligere tiders visdomslære, den hemmelige lære, den esoteriske lære eller den tidløse visdom, kært barn har som bekendt mange navne. Det var forskellige forme for hemmelige lære, der blev undervist i og praktiseret i mysterieskoler helt tilbage i det gamle Grækenland og Ægypten. Den mest kendte lære er Hermes Trismegistos. Det siges: Han levede og underviste for flere tusinde år siden i Ægypten. Reelt vides der ikke ret meget om ham, heller ikke hvornår han levede. Ja, nogen påstår; han slet ikke har levet, de taler om en legende. Ifølge traditionen er han grundlægger af den esoteriske visdom, som han videregav mundtligt til mennesker, som han mente, var i stand til at forstå læren. Op gennem tiderne har der altid været nogle få mennesker, der kendte og videregav læren, til dem der var åndeligt udviklet, så de kunne forstå læren og videregive den.
Der var også en anden måde, læren blev præsenteret på. Det foregik via intuition og transpersonlige oplevelser, af andre kaldet mystikeroplevelser – altså undervisning fra de indre planer. Typiske eksempler på dette er:
– Nyplatonikeren Ammonios Saccas, hvis elev Plotin er en kendt nyplatonisk filosof. Han studerede under Saccas i elleve år i Alexandria fra 232 til 243 evt. Selve Saccas filosofiske synspunkter kender vi ikke ret meget til i dag. Han skrev intet, og er kun kendt gennem andre filosoffer. Hierocies af Alexandria var græsk nyplatoniker, og aktiv omkring år 430 evt. Han skriver om Saccas: ”Han var den første, der havde en guddommelig nidkærhed for sandheden i filosofi, og foragtede flertallets synspunkter, som han mente var en skændsel for filosofien. Han fremsatte gode synspunkter af filosofferne Platon og Aristoteles, der var baseret på intuition. Dette videregav han til sine disciple, især til de bedste såsom Plotin og Origenes. Der så videregave læren til deres elever.” (Kilde Wikipedia. Redigeret fra engelsk af undertegnede.)
– Jacob Boehme (1575/1624) var tysk mystiker og teosof. Andre kalder ham filosof eller teolog. Han modtog ingen form for bogliguddannelse, men blev uddannet skomager. Han blev også kaldt skomageren fra Gørlitz. Han læste Bibelen, værker af Paracelsus, og den jødiske kabbala. Han udviklede sin egen teosofi på baggrund åndelige oplevelser eller syn. Det første syn fik han som 25 årig. I 1610 fik han et syn om kosmos, som han udlagde som et kald fra Gud. Hans kosmologi handler om, at menneskeheden bør vende tilbage til Gud. Den frie vilje er en gave fra Gud, der giver et menneske mulighed for; at søge guddommelig nåde som et bevidst valg. Han har skrevet adskillige bøger på baggrund af hans transpersonlige oplevelser. Hans kendteste værk er ”Aurora.” Så ingen tvivl; Jacob Boehme er mystiker og en kristen af slagsen. Han blev undervist fra de indre planer.
– William Blake (1757/1827) var engelsk digter, kunstmaler og forfatter, men stort set ukendt i sin samtid. I dag er han en af Englands kendteste poeter. Han fik aldrig en decideret skoleuddannelse, men blev undervist af hans mor. Han stod i lære som gravør i syv år, og blev færdiguddannet i 1779. Tidligt i hans barndom fik han transpersonlige oplevelse. Han talte med Gud og så engle. Trods den manglende boglige uddannelse skrev han adskillige bøger, bl.a. om menneskesjælens to modsatte tilstande. Han skrev også et meget smukt digt ”Lysets visdom.” Det skete efter en transpersonlig oplevelsen, der indtraf en dag, hvor hans sad på stranden i Sussex i strålende solskin. Han har skrevet mange digte, også mere dunkle og mørke digte. Gennem livet var han inspireret af Bibelen, men fjendtligt indstillet over for den engelske kirke. Hans skriverier og kunst var især baseret på intuition. Som jeg ser det: Han blev undervist og inspireret fra de indre planer.
Denne måde at præsenterer læren på, via intuition og undervisning fra de indre planer, foregår stadig. Det er ikke almindeligt, men jeg er selv et eksempel på dette. Denne personlige beretning tjener kun det formål; at beskrive hvordan undervisningen sker fra de indre planer. Først fik jeg mange transpersonlige oplevelse, men jeg vidste ikke, hvem underviserne var på de indre planer. Oplevelserne var usædvanlige. De udløste stærke følelser af forskellig art i kroppen på ham Finn, og samtidig førte det til mental aktivitet. Det store spørgsmål: Hvad var det nærmere, der skete? Det hører med, da mange af de transpersonlige oplevelser indtraf, havde jeg ikke noget kendskab til teosofi. Bagefter fulgte så et større arbejde for at få klarlagt, hvad det nærmere var, jeg havde oplevet. Adskillige år gik med studier, kurser og med delragelse i forskellige studiegrupper. Under dette arbejde indtrådte nye transpersonlige oplevelser, der havde tilknytning til tidligere oplevelser. På et tidspunkt var jeg klar til, at sætte de mange transpersonlige oplevelser ind i et større og forståeligt sammenhæng. Det var esoterisk detektivarbejde – langvarigt mentalt arbejde. Man kan sige; den skoling jeg har fåret fra de indre planer, bl.a. i form af transpersonlige oplevelser, var mental vejledning og samtidig træning af mit mentallegeme.
Teosofiens Pionerer
H. P. Blavatsky og Olcott:
Hun grundlagde den teosofi vi kender i dag. Hun blev født i 1831 i Ukraine, som dengang var en russisk provins, og fik navnet Helena von Hahn. Hun døde i London i 1891 med navnet H. P. Blavatsky. Hun var clairvoyant og gennem sine aktiviteter, skrifter og bøger, lagde hun grunden til den teosofi, vi kender i dag. Når det er sagt, så er der langt fra det hun skrev og berettede om dengang, og til den teosofi der florer i dag, med sine mange varianter. Hendes mest kendte bog er ”Den hemmelige lære,” som blev en grundbog i teosofiens barndom. Det er den til en vis grad stadig, især når vi snakker klassisk teosofi. Det vil sige den teosofi der toner frem via: Blavatsky, H. Olcott, A. P. Sinnet, Annie Besant, og Leadbeater. Hvem var disse mennesker? Hvad bragte de på banen på det teosofiske område?
Blavatsky var en farverig kvinde. Da hun var 17 år, blev hun gift med en 23 år ældre mand N. V. Blavatsky, der var viceguvernør i Ukraine. Ca. 3 måneder efter giftermålet stak hun af fra ham, og steg ombord på en dampbåd til Istanbul. Derefter er det svært at følge hende. Ved forskellige lejligheder berettede hun om rejser bl.a. til: Nord og Sydamerika, Ceylon, Indien, Kina, Japan, Tibet, Ægypten og flere lande i Mellemøsten. Hun ernærede sig som cirkusrytter, spåkone og kæmpede med Garibaldis soldater i Italien. Han var guerillaleder og italiensk nationalist. Et er sikkert, hun rejste meget. I perioden 1848-1873 var hun stort set konstant på farten. Overalt hvor hun kom frem, opsøgte hun mystikere, okkultister og erhvervede sig et indgående kendskab til den esoteriske tradition og den hemmelige lære. Gennem de 25 år hun rejste rundt i verden, samlede hun stof til sit senere forfatterskab. Gennem en stor del af livet var hendes leveregel: Udvis medfølelse! Hun hævdede også: Broderskab er ikke kun et ideal, det er en kendsgerning i de indre verdener.
I 1873 kom Blavatsky til New York, hvor hun fik kontakt med oberst og advokat Henry S. Olcott (1832/1907). Han skaffede hende en lejlighed, og delte hendes interesse for den indre visdom. Han var amerikaner af europæisk afstamning, og den første kendte Amerikaner der konverterede til buddhismen. Han var en buddhistisk modernist, der fortolkede buddhismen gennem en vestlig linse. Blavatsky imponerede ham og mange andre med en række spiritistiske fænomener, såsom møbler der gav bankelyde fra sig, usynlige bjælder der ringede og genstander der materialiserede sig for øjnene af forbløffede tilskuere.
I efteråret 1875 opretter de sammen Det Teosofiske Samfund i U.S.A. I den nystiftede forening blev Olcott formand og Blavatsky sekretær. Olcott var en dygtig organisator, og Blavatsky havde en stor esoterisk viden. Foreningens formål var at fremvise moralske sandheder til dens disciple. Et andet formål var at lægge afstand til spiritismen, som de nu fandt mere eller mindre uetisk på grund af dens påkaldelse af ånder. De hævdede: Spiritistiske ånder er ikke virkelige åndelige væsner, men blot astrale skaller, som ikke har nogen individualitet. I stedet for astrale skaller vil jeg hellere bruge ordet astrale lig.
Foreningens trefoldige formål blev sener formuleret og lød
1. At danne en kerne af menneskehedens universelle broderskab uden hensyn til race, tro, køn, kaste eller hudfarve.
2. At fremme sammenlignelige studier af ariske og andre østlige religioner, filosofier og videnskaber.
3. Et tredje formål, som forfølges af en del venner af samfundet, er at efterforske de uforklarlige naturlove og menneskets psykiske kræfter.
I 1877 udkom hendes bog ”Isis Unveiled”. Den vakte stor opsigt, og fik rosende omtale. Så på kort tid fulgte flere oplag. I bogen hævder hun bl.a.: Al sand religion og sand videnskab er ikke modsætninger. Alle religioner udspringer af en fælles sandhed, og de sande indviede i alle religioner har til alle tider været klar over dette.
I slutningen af 1878 rejste Blavatsky og Olcott til Bombay i Indien, for at flytte hovedkvarteret for det Teosofiske Samfund til Indien. Efter en kort tid i Bombay, blev foreningens hovedkvarter flyttet til Adyar, Madras i dag Chennai. Samfundets navn blev: The Theosophical Society of Adyar. I tilknytning til hovedkvarteret oprettede de også Adyar Biblioteket og et forskningscenter. Olcott blev præsident for samfundet.
Blavatsky og Olcott samt Det Teosofiske Samfunds medlemmer udviste stor respekt for Indiens religiøse traditioner, og vandt på den måde mange tilhængere og sympatisører. De kontaktede mange religiøse ledere fra forskellige trosretninger i Indien og på Sri Lanka. På den måde bidrog de til at stimulerer den religiøse selvbevidsthed i Sydasien. Olcott underviste bl.a. i buddhismen på singalesisk. De engelske koloniherrer var just ikke begejstret for deres aktivitet, og de modarbejdede dem. Det er måske forståeligt? Olcott tjente som officer under den amerikanske borgerkrig 1861/1865. Han var kommissær for krigsministeriet, og bistod i efterforskningen af mordet på præsident, Abraham Lincoln. Blavatsky kæmpede med guerillaleder Garibaldi og hans soldater i Italien. Men den engelske kolonimagts fjendtlighed medførte blot, at lokalbefolkningen blev endnu mere begejstret for Blavatsky og Olcott. I dag betragtes Olcott som en af heltene i kampen for Ceylons selvstændighed eller Sri Lanka, som det hedder i dag.
I 1885 opstod der stor polemik om de såkaldte mesterbreve. Det var breve, som A. P. Sinnett og hans ven A. O. Hume modtog på forunderlig vis, fra ikke fysiske væsner. Sinnett var teosof og redaktør på den engelsksprogede avis Pioneer. A. O. Hume var en højtstående britisk embedsmand med sympati for den teosofiske lære. Brevene blev offentliggjord under navnet: The Mahatma Letters to A. P. Sinnett. Ordet Mahatma betyder; en stor sjæl. Da brevene tilskrives Mester Morya og Koot Hoomi/Kuthumi, passer det jo godt med, at de er blevet til via store sjæle. En stor del af brevene findes i dag på British Museum i London, og andre opbevares i det teosofiske hovedkvarter i Adyar. Mange af dem er skrevet med en ukendt teknik. De er bl.a. skrevet med en særlig type blåt blæk, og det er umulige at rette i dem eller lave tilføjelser. Brevene er udgivet i bogform under navnet: ”Letters from the Masters of the Wisdom.” Efter sigende rummer brevene en stor viden om kosmos og åndelige hierarkier. Nogen hævder: De er en hjørnesten i den teosofiske lære.
Madras Christian College Magazine anklagede Blavatsky for at have forfalsket/skrevet nogen af brevene. To ansatte ved det teosofiske hovedkvarter skulle efter sigende have hjulpet hende med dette falskneri. Anklagerne førte til en nærmere undersøgelse, der mundede ud i en rapport, den såkaldte Hodgson Rapport. Den konkluderede bl.a.: Blavatskys påståede fænomener/breve var falske. Hodgson hævdede at Blavatsky var en russisk agent, og hendes arbejde med teosofi var et skalkeskjul for dette. Rapporten førte til mange udmeldelser af Det Teosofiske Samfund.
Godt 100 år senere tager det engelske selskab til psykisk forskning sagen op igen. En ny undersøgelse og rapport frifinder Blavatsky. Den gamle sag blev undersøgt på ny af dr. Vernon Harrison, forskningsleder for Thomas de la Rue, og ekspert i forfalskninger. Kort så konkludere den nye rapport: ”Hodgson Rapporten var fyldt med fejl, den var utroværdig, den var ikke upartisk og Blavatsky blev uretfærdigt fordømt. R. Hodgsons observationer og konklusioner bør modtages med stor skepsis. Blavatskys sag behøver at blive reeksamineret i dette lys. Hun fortjener intet mindre.” Til det er at sige: Bedre sent end aldrig.
På det tidspunkt hvor Hodgson foretog sine undersøgelse i 1885, havde Blavatsky forladt Indien med en damper til Europa. Hun vendte dog tilbage til Indien, hvor hun blev alvorlig syg, og var lige ved at dø. Hun kommer sig, nedlægger sit erhverv som sekretær og forlader endegyldigt Adyar og Indien i foråret 1885. Hun ankom til Neapel (I dag Napoli), og rejste videre til Sydtyskland., hvor hun slog sig ned i Würzburg. Her skrev hun manuskriptet til hendes teosofiske hovedværk ”Den Hemmelige Lære.” Fra 1887 og til sin død i 1891 levede Blavatsky i London, hvor hun færdiggjorde sit hovedværk. Samt skrev mange artikler, breve,
og flere mindre bøger.
Hvad var Blavatsky for et menneske? For nogen fremstod hun som en utroværdig fupmager og okkultist. En cigaret rygende kvinde og fremtrædende udforsker af psykiske evner, det var mere en mange dengang kunne kaperer. Det siges: Blavatsky virkede stærkt provokerende, grotesk og bemærkelsesværdig på mange mennesker i datidens samfund. For andre var hun altid hjælpsom, godgørende, vis og et menneske med en umådelig viden. Ja, på nogen virkede hun efter sigende ”helgen agtig.”
Jeg vil ikke gøre mig til talsmand for nogen af synspunkterne om hende, da jeg aldrig har mødt hende. For mig fremstår Blavatsky som en religiøs og kulturel reformator. Jeg har hørt nogen omtale hende som en kvindelig ”Jesus.” Det mener jeg ikke, der er belæg for at hævde. Til gengæld var hun en religiøs reformator af Lutherske dimensioner. Man kan også kalde Blavatsky for en moderne profet, da hun formidlede og åbenbarede nye budskaber. Hvad hendes teosofi angår, vil jeg blot konstatere: Mange af Blavatskys teosofiske synspunkter er jeg enig i, nogen få er jeg lodret uenig i. Det gælder især hendes holdning til Jesus. Kort sagt så påstod hun: Jesus er ikke en historisk person. Jesus figuren er skabt ud fra en person som hed Jehoshua, som blev født i Lydda omkring 120 år fvt. Hun omtaler dramaet på Golgata som den rene myte, og hun bringer mere uvidenhed eller fantasi af samme slags til torvs. Hun udtaler bl.a.: ”Om menneske-guden og ham som hed Jesus af Nazareth, fra år 1 til 33, her er alt mørke og stilhed”. Underforstået Jesus har ikke eksisteret, som vi kender ham fra Bibelen og gamle skrifter.
Det kan konstateres: Jesus og Kristusimpulsen var Blavatsky fremmed – meget fremmed. Hun responderede formentlig ikke på disse impulser. Hun var stærkt clairvoyant og havde en veludviklet evne til at modtage telepatiske beskeder. I den forbindelse var hendes bevidsthed noget helt særligt. Det hører også med, at hun var en stråle 1. natur. Morya, den Mester hun arbejdede tæt sammen med, er netop en Mester der transmittere stråle 1. Hun arbejdede også tæt sammen med 2. stråle Mesteren Koot Hoomi. Jeg tror nogle Mestre brugte hende som et mellemled eller som et medie, de direkte kunne arbejde gennem.
Olcott antyder noget i den retning. Han skriver: ”Hun (Blavatsky) fortalte mig, at hun havde været til stede som frivillig med Garibaldi i det blodige slag ved Mentana. Som bevis på rigtigheden af sin historie viste hun mig sin venstre arm, der havde været brækket på to stedet af et sabelhug, og i højre skulder lod hun mig føle en musketkugle, der endnu sad i muskelen, og en anden som sad i hendes ene ben. Hun viste mig også et ar lige under hjertet, hvor hun var blevet såret med en stilet. Dette sår brød op i mindre grad, mens hun var i Chittenden, og det var for at spørge mig til råds med hensyn til det, at hun viste mig det. Undertiden har jeg dog været fristet til at mene, at ingen af os, hendes kollegaer, overhovedet nogensinde har kendt den normale Blavatsky, men at vi blot havde at gøre med et kunstigt belivet legeme, en slags fortsat psykologisk mysterium – et legeme, hvis rette jiva (Det er et sanskrit ord, der bedst kan oversættes til sjæl) var blevet drevet ud af det, da det blev dræbt i slaget ved Mentana, d. 2. nov. 1867, hvor hun fik disse fem sår, og blev samlet op af en grøft, betragtet som død.”
Efter hun var kommet sig over sårene, besøgte hun Mester, Kuthumi i Tibet i 1868. Citatet stammer fra bogen: H. P. Blavatsky side 181-182. Andre stedet i samme bog omtaler Olcott hende helt anderledes. Han mente hun besad flere forskellige naturer eller personligheder. Du kan læse meget mere om Blavatskys eventyrlige og forunderlige liv i bogen: H. P. Blavatsky, hendes egne og andres erindringer. Det er ikke en traditionel biografi, men en samling notater, dagbogs optegnelser og breve, der belyser Blavatskys liv. Det var et spændende liv, med forbløffende hændelser og stærke oplevelser. Hun var adskillige gange tæt på døden meget tæt, men overlevede hver gang. Det var som holdt ”nogen” hånden over og under hende. Hun var en ejendommelig, og fascinerende person. Som jeg seer det; tog den sjæl der havde Blavatsky i inkaration 3. indvielse, og måske 4. indvielse.
To af Blavatskys tidligere inkarnationer
I teosofiske kredse hævdes det: To af Blavatskys forrige liv var som Paracelsus og Cagliostro. Hvem var de?
Paracelsus (1493/1541). Hans fødenavn var Philippus Bombastus von Hohenheim. Han er kendt som renæssance læge, filosof, botaniker, astrolog, forfatter, alkymist og okkultist. I hans ungdom var han omvandrende læge. Han rejste meget i det, der i dag kaldes Vesteuropa og nåede helt til Rusland. Det siges han også opholdt sig en tid i Østen. På et tidspunkt var han militær kirurg. Han var meget kritisk i forhold til datidens kirurgi og lægelige behandling. Sener beskæftigede han sig meget med videnskabelig forskning. Han udviklede bl.a. nye lægemidler. Under et ophold i Konstantinopel lærte han at udvikle og anvende præparatet Laudanum. Det er et smertestillende præparat, der er udvundet af opium. Han var en pioner i brug af kemikalier og mineraler i medicin. Som person var han stædig, uafhængig, kritisk og mod alle former for autoritet, og overordentlig selvbevidst. Hans støtte og behandling af ofrene for pest og spedalskhed, er legendarisk. Han blev fulgt af flere disciple, der hjalp ham i hans arbejde. Han havde mange fjender i lægeverdenen.
Paracelsus skriver også om ”lumen naturale.” Han skriver: Den Hellige Ånd er den, der tænder dette lys. Fra naturen lys kommer altså: Illuminationen. Den indre oplysning eller inspiration, som sætter os i stand til rigtigt, at forstå ”teksten” i naturens bog. Denne bog er i sidste end Gud selv. Først gennem dette ”naturens lys” fatter vi den sande og højeste skabende årsag i alting, thi dette naturen lys stammer fra ”lys perpetua.” Det evige lys. Vi kan føje en titel mere til Paracelsus: Han var clairvoyant og lysarbejder.
Alessandro Cagliostro (1743/1795). Han var en italiensk forfatter, frimurer og eventyrer. Han blev født af fattige forældre i Bolzano. I en tidlig alder blev han tilmeldt et præsteseminarium, hvorfra han løb bort 13 år gammel. Han blev derefter medhjælper i et klosterapotek, hvor han lærte fysik og kemi. Han blev imidlertid bortvis på grund af dårlig opførsel. Derefter drog han rundt i dele af Europa. Han færdes hjemmevandt i adelige kredse. Her vandt han mange tilhængere især blandt kvinder. Han beskæftigede sig med åndelig helbredelse, og havde opfundet en livseliksir. Han nåede helt til St. Petersborg. Hvor han mødte Katharina d. 2. af Rusland. Han mødte flere gange Greven af Saint-Germain, der også er omgærdet af stor mystik. Cagliostro kalder sig selv elev af Saint-Germain. I denne periode stiftede han flere frimurerloger. Cagliostros omflakkende liv bragte ham helt til Grækenland, Ægypten, Rhodos, Persien, Indien og Etiopien. Der sættes store spørgsmålstegn ved flere af disse rejser. Et er dog sikkert, han erhvervede sig en okkulte og alkymistiske viden, så flere af stederne må han have besøgt. Han forudsagde angiveligt også flere fremtidige hændelser bl.a. den franske revolution. Han rejste rundt under forskellige navne som Tischio, Grev Pellegrini, Baron Joseph Balsamo eller kaldte sig Alessandro Greve de Cagliostro. Overalt hvor han kom frem, omgav han sin herkomst med megen mystik. I 1780 var han i Paris, og sad en overgang fængslet i Bastillen. Han blev løsladt, og forvist fra Frankrig. Han arbejdede med frimureri, da han i 1789 ville stifte en loge i Rom, gik det galt. Den pavelige inkvisition lod ham fængsle for kætteri. Han blev dødsdøm i 1791, men blev benådet. Resten af sit liv sad han fængslet og døde i 1795.
Meget tyder på: To af Blavatskys forrige inkarnationer var som de to omtalte personer. Der er mange lighedspunker mellem Blavatskys fantastiske liv, og de to andres oplevelses rige liv. Der er også mange evner, karaktertræk, holdninger til livet og en veludviklet begavelse, der går igen. De var alle tre meget aktive i deres måde at leve livet på bl.a. med mange rejser. Måden deres liv foldede sig ud på minder utroligt meget om hinanden. Hvis Blavatsky i et forgangent liv har været Cagliostro, kan det forklare hendes store modstand mod kristendommen, og den totale afvisning af Jesus. I 1789 blev Cagliostro fængslet af den katolske og pavelige inkvisition i Rom. Formentlig torturerede de ham? Vi ved det ikke, men der er stor sandsynlighed for det. De var berygtet for; at arrestanter blev torturer i forbindelse med afhøringer. Inkvisitionen arbejdede i Jesu/Kristi navn. I 1791 blev Cagliostro dødsdømt for kætteri. Dengang var det ensbetydende med, at blive brændt levende på et bål. Han blev i 1791 benådet, og fængslet til sin død i 1795. Hele 2 år i kløerne på inkvisitionen og 4 år i Vatikanets fangekælder på fæstningen San Leo, der ligger i byen af samme navn, det sætter dybe spor ”ar på sjælen.” Sådanne ”ar/traumer” påvirker en person i et efterfølgende liv. Det er en mulig forklaring på Blavatskys fornægtelse af Jesus.
Paracelsus skrev også: Du skal vide, at mennesket ud af fortidens bøger, og af samtidens kan forudsige fremtiden. Blavatsky besad clairvoyante evner, der formentlig var på linje med Paracelsus evner. Nej, Blavatskys clairvoyante evner var mere udviklet. Livet som Paracelsus var en givtig oplærings periode. Ud fra sine clairvoyante evner kunne Blavatsky sanse vibrationer og lys, og forudsige fremtiden. Så i tæt samarbejde med flere Mestre sammensatte hun det første teosofiske univers. I livet som Paracelsus blev Blavatsky trænet i dette. Hun blev også trænet i, at formulerer sig skriftligt om indre oplevelser af lys.
Efter Blavatskys død i 1891 påstod Olcott; at Blavatsky kunne dematerialiserer sin krop og materialiserer den igen. Jeg har ikke kunnet finde andre end Olcotts postulat om dette. Umiddelbart er der ikke noget der tyder på, at hun kunne det. Det er muligt det handlede om levitation. Det at en person kan frigøre sin bevidsthed fra kroppen, hæve sig op i luften og flytte sig. Det sker efter sigende ved hjælp af spirituel energi. Det var noget flere i de spiritistiske kredse arbejdede med, om Blavatsky og Olcott også gjorde det, skal være usagt. Det er blot et forsøg på, at forklarer Olcotts argument om, at Blavatsky kunne dematerialiserer sin krop og materialiserer den igen. Jeg tvivler på, at hun kunne det?
Henry S. Olcott
Olcott (1832/1907) stod bag byggeriet af buddhistiske skoler bl.a. på Sri Lanka eller som det hed dengang Ceylon. Olcott var med til at designe et buddhistisk flag. Det blev senere et symbol for The World Fellowship of Buddhisme, og det universelle flag for alle buddhistiske traditioner. Olcott forskede også i de buddhistiske og hinduistiske religioner, samt i zarathustrianismen. Han skrev bl.a. en ”buddhistisk katekismus” for at genoplive buddhismen på Sri Lanka. Den bruges i øvrigt den dag i dag, og bære navnet ”Buddhisme og videnskab.” Olcott beskæftigede også med emner som aura, hypnose og buddhistiske mirakler. Han ”pustede” nyt liv i buddhismen især på Sri Lanka. Mange skoler som han hjalp med at grundlægge eller grundlagde mindes ham med mønter eller statuer, for at ære hans bidrag til buddhistisk uddannelse. Den dag i dag huskes han stadig af mange srilankaner for sin kærlighed til buddhismen og Sri Lanka. Han var om nogen en brobygger mellem Vest og Øst. Set på baggrund af ovennævnte er det ikke underligt, at teosofien rummer flere af buddhismen begreber som; reinkarnation, karma og dharma, men de er tilpasset Vestlig tankegang. Det hører med; Olcotts nære samarbejdspartner H. P. Blavatsky var også stærkt præget af buddhismen.
Det skal tilføjes: Den 14. og nuværende Dalai Lama (anno 2014) har ved flere lejligheder besøgt Teosofisk Samfunds hovedkvarter i Adyar. Det eksisterer stadig, men i en fornyet og ikke særlig dynamisk udgave. Dalai Lama har også deltaget i flere teosofiske arrangementer. Han har talt positivt om Blavatsky og Olcotts store indsat for at sprede viden om tibetansk religion og traditioner. Da Blavatsky levede, hævdede hun; at hendes lære ikke er baseret på buddhismen alene. Da Olcott dør i 1907 tager Annie Besant over, og bliver leder af Det Teosofisk Samfunds hovedkvarter i Adyar.
Annie Besant
Hvem var Annie Besant (1847/1933)? Hun var en fremtrædende britisk socialist, en stor forkæmper for kvinders rettigheder, forfatter, en god taler der gik meget aktivt ind for Irsk og Indisk selvstyre. Hun kæmpede bravt for kvinders rettigheder, og var bagmand og agitator ved flere store strejker i London bl.a. den såkaldte London Dock Strike i 1889. Det var en milepæl i udviklingen af den engelske fagbevægelse, men henledte også offentlighedens opmærksomhed på et stort fattigdomsproblem i det victorianske England. Hun var også med til at grundlægge en frimurerloge ”Le Droit Humain.” En orden hvor både mænd og kvinder var lige ordnede medlemmer. Hun endte som storkommandør i ordnen, og var meget aktiv i dens internationale vækst.
Efter Annie Besant læste Blavatskys bog ”Den hemmelige lære, mødte hun Blavatsky og blev fascineret af hende og hendes store viden. I løbet af de næste år øgede Besants sin interesse for teosofi. Den svorne ateist ender med at blive en glødende fortaler for den teosofiske lære. I samme tidsrum neddroslede hun sit politiske virke i England. I 1894 mødte hun Charles W. Leadbeater i London. De indledte et tæt samarbejde i den teosofiske bevægelse. Dette samarbejde bestod til Besants død i 1933 med en kort pause.
Charles W. Leadbeater
Hvem var Charles W. Leadbeater (1854/1934)? Oprindelig var han ordineret som præst i Church of England, men hans interesse for spiritisme, okkulte emner og teosofi fik ham til at forlade hans præstegerning. Senere blev han medstifter af Liberal Katolsk Kirke. Den arbejder ud fra et esoterisk synspunkt. Grundpiller i kirken er: Karma, reinkarnation, læren om involution og evolution, samt læren om verdens indre styre Hierarkiet. Ud over det søger de at videreføre Kristi kærlighedsarbejde for menneskeheden, ved at arbejde med Kristus-bevidsthed og den tidløse visdom. Her i Danmark er Liberal Katolsk Kirke et anerkendt trossamfund.
I London møder han Blavatsky, og bliver en af hendes elver, samt ivrig vegetar. I øvrigt noget han gik meget op i gennem resten af sit liv. I 1884 tilskyndes han fra de indre planer til at flytte til Indien, og kort efter er han på vej. Her tilslutter han sig Teosofisk Samfund i Adyar, og det blev starten på en lang karriere i teosofiens tjeneste. I gennem flere år blev han undervist og trænet fra de indre planer af Mester, Kuthumi. I den forbindelse mødte han også mesteren Djwhal Kul. I øvrigt samme Mester som senere arbejdede sammen med Alice A. Bailey. Han blev trænet i clairvoyance med henblik på senere tjenestearbejde. Han blev bl.a. trænet til at mærke vibrationer på astralplanet. Det resulterede i, at han kunne beskrive dele af astralplanet, på samme måde som en geolog ville studerer et hidtil uudforsket område på jorden, og derefter beskrive det på videnskabelig vis.
Han blev også trænet til at se/sanse tankeformer, samt hele det menneskelige energisystem med æterlegeme, astrallegeme, mentallegeme, chakraer o.s.v. Senere arbejdede han sammen med Annie Besant. Hun havde også psykiske evner, og hun er medforfatter til flere af hans bøger. Samarbejdet resulterede i flere bøger bl.a. med plancher og tegninger af det man i dag betegner som menneskets aura, herunder en afbildning og beskrivelse af chakraer. I alt skrev han 69 bøger og pjecer. De handler bl.a. om emner som: Eksistensen af en kærlig Gud, hvad sker der efter døden, den menneskelige sjæls udødelighed, reinkarnation, karma, tankeformer, betydningen af drømme, vegetarisme og esoterisk kristendom. Han skrev også en bog om liturgi, der stadig bruges i Liberal Katolske Kirker over hele verden.
I 1906 indtræffer en skandale, hvor Leadbeater bliver beskyldt for, at lære nogle unge drenge at onanerer. Nogen hævder: Han viste dem, hvordan de skulle onanere. Beskyldningerne medførte megen uro i de teosofiske kredse. Det var helt uacceptable og virkede chokerende på samfundets medlemmer. Leadbeater træder selv tilbage fra Det Teosofiske Samfund, og forlader de poster han besad. Skandalen medfører tab af medlemmer. Få år senere henter Annie Besant ham tilbage.
Fra 1922 og til 1929 opholdt Leadbeater sig i Australien. Her grundlagde han ”The Manor” i Sydney. Det blev et centralt uddannelses center for både mandlige og kvindelige teosoffer. Flere senere kvindelige formænd for Teosofisk Samfund i Amerika blev uddannet her.
Det gælder bl.a. Dora van Gelder Kunz (1904/1999). Hun blev trænet af Leadbeater, og Dora blev hans dygtigste elev. Hun var en psykisk begavelse, og usædvanligt klarsynet. Hun kunne i detaljer beskrive dele af de indre verdener, som er usynlige for langt de fleste mennesker. Det resulterede i flere bøger bl.a. Alfernes Rige. Dora Kunz kommunikerede helt naturligt med mange væsner, som er usynlige for vores fysiske øjne. Det drejer sig om bl.a. om: Gnomer, alfer af forskellig art, devaer og engle. For hende var de en naturlig del af virkeligheden, og ikke noget overnaturligt. Dora Kunz var forfatter, healer og skabte flere terapiformer. Hun kunne ud fra en klients aura stille en diagnose om en klients sygdomme, længe før den viste sig fysisk. I 1987, efter 12 år som formand for det teosofiske Samfund i Amerika, trak hun sig tilbage og skrev flere bøger, samt gav belæringer. I dag er Dora Kunz et anerkendt navn i teosofiske og holistiske kredse verden over.
Ægteparret Helena og Nicholas Roerich
De to næste der gør sig bemærket på den teosofiske scener er ægteparret Nicholas Roerich og Helena Roerich. Nicolas (1874/1947) er kendt for sine mange talenter. Han var: Filosof, forfatter, teosof, poet, mystiker, diplomat, fredskæmper, opdagelsesrejsende, videnskabsmand, advokat, og så er han en verdenskendt kunstmaler. Et af hans berømte malerier hedder ”Slaget i Himlen.” Det forstiller en voldelig kamp mellem lys og mørke. Det er malet et par år før første verdenskrig bryder ud. Det siges; maleriet tyder på, at Roerich fornemmede en kommende katastrofe. Personligt tror jeg maleriets tilblivelse skyldes transpersonlige oplevelser, det kan også kaldes en fremtidsvision.
Hvis man ikke selv har haft nogen transpersonlige oplevelser, er det en god ide, at betragte Nicholas malerier især dem fra Himalaya regionen. I dem er det transpersonlige lys synligt, meget synligt. Nicolas malerier hjælper mennesker til at transformere deres væsen, og nærme sig sjælens dybder. Hans malerier er bærer af guddommelige budskaber, fordi de udtrykker harmoni, skønhed, kærlighed og vilje til det gode. Samtidig rummer de en meget stærk symbolik, der direkte ”taler” til en sjæl. Hans malerier er spejlbilleder af hans fysiske oplevelser, mystiker oplevelser og transpersonlige oplevelser, som indtraf livet igennem. Kort sagt: Hans malerier er sublim kunst. I dag findes der i New York et stort museum, der rummer et stort udvalg af hans malerier, samt en samling akvareller. Hvis du vil købe et af hans malerier, skal du have den store pengepung frem. Ved en auktion i 2013 blev et af hans malerier solgt for 7.881.250 engelske pund.
Man kan sige: Hans livsopgave var at skabe harmoni. Han søgte at forbinde den østerlandske visdom med den vesterlandske videnskab, det subjektive med det objektive, det indre med det ydre. Kort sagt: Han søgte at forbinde tilsyneladende modsætninger til et harmonisk hele. I hans poesi beskriver han med ord den indre natur. Det sker fx med digtet ”Flowers of Morya,” hvor Nicolas hylder Mester Morya.
Når jeg skriver at Nicholas var fredskæmper skydes det Roerich Pagten. Den blev i 1935 underskrevet af præsident, Franklin Roosevelt U.S.A. i Det Hvide Hus, og med deltagelse fra 20 latinamerikanske land. De var enige om, at alle historiske monumenter, uddannelses institutioner og videnskabelige institutter skal beskyttes under freds- og især krigstid. Det synliggøres ved at institutionerne flager med et særligt fredsbanner tegnet af Nicholas. Traktaten er stadig i kraft, og den er det første internationale forsøg på at beskytte kulturværdier. Han grundlagde også et center, der arbejder for fred. På grund af sit fredsarbejde blev Nicholas nomineret til Nobels fredspris flere gange.
I 1901 gifter Nicholas Roerich sig med Helena Shaposhnikov (1879/1955). Sammen fik de to sønner. Helena og Roerich fik et begivenhedsrigt og lykkeligt liv. Hun gav sine sønner en kærlig opdragelse, ved at skabe gunstige betingelser for deres udvikling. Det skete på trods af, at de flyttede meget, og bl.a. måtte forlade Rusland i 1918, da revolutionen rasede. Familien hørte til overklassen og Nicolas var kritisk mod det bolsjevikiske styre. Han syntes Lenin var afskyelig, hensynsløs og grusom. Nicholas frygtede også; at bolsjevikkernes styre ville føre til ødelæggelse af Ruslands kunstneriske og arkitektoniske arv. Senere viste det sig, at hans frygt var velbegrundet.
Så først flytter de til Finland, og kort efter går turen videre til London. Her bliver de begejstret for teosofien og dens mystik. I efteråret 1920 rejser de til Amerika. Hvor de turnerer rundt i staterne. De besøger bl.a. New York, Chicago, New Mexico og Californien. De ender med at bosætte sig i New York for en kort stund. For i 1923 går turen videre til Bombay i Indien. Herfra planlægger de ekspeditioner til Himalaya og Centralasien. Mange af Nicholas malerier skildrer naturen i Himalaya med et helt specielt indre lys, der ”stråler” ud af dem. Efter afslutningen af deres store ekspeditioner bosætter de sig i Himalayas bjerge i en højde af 6.500 meter. Herfra har de en storslået udsigt over Kullu Dalen og de omliggende bjerge. På stedet grundlægger de et institut, der skal bearbejde al deres indsamlede materiale såsom en stor samling af planter og lægeurter. Det sker i samarbejde med deres to sønner. De foretager omfattende botaniske og arkæologiske studier. De studerer og beskriver også gammel tibetansk og kinesisk lægekunst.
Helena var en meget talentfuld og begavet kvinde. I en alder 7 år behersker hun 3 sprog. Hun studerede historie, religion og filosofi, samt tog en højere musikuddannelse. På et tidspunkt fik hun kontakt med Mester Morya. Det resulterede i en bogserie om Agni Yoga. Om denne form for yoga udtaler Helena: ”Agni Yoga er en form for undervisning, der skal hjælpe den studerende med åndelig vejledning og til en bedre etik.” Det vil sige: Det handler om at styre sit liv på den rette måde, og dermed bidrage til det fælles bedste. Agni Yoga bliver også kaldt: Levende etik. Hun udtaler også: ”Det handler om udvidelse af vores bevidsthed, forbedring og berigelse af vores tænkning, rensning af hjertet (læs hjerte centeret), styrke vores udstråling, hæve vores vibrationer, genoprettet vores sundhed. Det gælder for dig selv, og for alle der omgiver dig. Det handler om, at give din næste en hjælpende hånd.” Kilde Agni Yoga Society og deres hjemmeside.
Gennem hele sit liv skrev hun flere bøger, undervist og hjalp andre. Hun skrev adskillige breve til disciple og åndeligt søgende. Disse breve er senere blevet udgivet i 2 bind. Hun oversatte flere teosofiske bøger fra engelsk til russisk. Hun deltog i hendes mands mange ekspeditioner bl.a. i Rusland, Indien, Kina, Tibet, Mongoliet og andre lande. Flere af disse ekspeditioner blev gennemført under meget vanskelige forhold. Hun rådgav Nicolas i hans kunstneriske virke. Ja, han påstod: Mange af mine malerier er et udtryk for fælles kreativitet. Han hævdede: Vi skabte sammen, og ret beset burde der stå to underskrifter på mange af malerierne. Helena fik ideer til flere kulturelle eller velgørende institutioner, og var med til at oprette dem. I andre institutioner deltog hun i bestyrelsesarbejde.
Nu vil nogen måske spørge: Har teosofien været på afveje i forhold til ovennævnte, og især til Blavatskys definition af, hvad teosofi er? Ja, det har den!
Teosofi på afveje
I teosofiens barndom blev J. Krishnamurti (1895/1986) ført frem som en kommende messias og avatar. Det skete i årene fra 1909 til 1929. Hvor teosofferne C. W. Leadbeater og Teosofisk Samfunds præsident Annie Besant promoverede ham som den kommende verdenslære. Det skete på en sekterisk måde, bl.a. i 1911på et teosofiske konvent, der blev afholdt i Indien. Som 14 årig blev Krishnamurti sendt til England, så han kunne uddanne sig til sin fremtidige rolle. Organisationen ”The Ordre of the Star” blev kort efter grundlagt, for at understøtte verdenslærerens virke og udbredelse. I 1929 brød Krishnamurti med ordnen, og det internationale teosofiske samfund. Han opløste ordenen, en orden med ca. 8.000 medlemmer og forgreninger til flere lande, og sendte de mange opsparede penge retur til de mennesker, der i tidens løb havde doneret dem. I forbindelse med dette proklamerede han: ”Sandheden er et land uden veje, uden organisation og ritualer. Mennesket må først som sidst tage ansvaret for sit eget liv, og se sig selv i øjnene.” Han fornægtede gamle begreber, og opmuntrede mennesker til ikke at tro på nogen autoriteter. Han opfordrede folk til, i stilhed og med et fuldkomment nærvær i nuet, selv at se og lytte sig til klarhed og viden om tankens og sandhedens natur. Det er frihed der vil noget, og reelt er det også en dødsdom over datidens teosofi.
I tiåret 1930/40 rejste Krishnamurti rundt i verden og holdt taler. Han besøgte bl.a. Europa, Latinamerika, Indien, Australien og U.S.A. Under anden verdenskrig var han under overvågning af F.B.I. Det skete formentlig på grund af hans stærkt pacifistiske holdninger. På det tidspunkt boede han i Californien. I årene fra 1940/1944 holdt han ingen offentlige taler. Efter krigen genoptog han sin rejseaktivitet med mange foredrag og gruppediskussioner med forskellige berømtheder. Det var bl.a. med folk som fysiker David Bohm, Dalai Lama, fysiker Fritjof Capra, biolog Rupert Sheldrake, og den indiske premierminister Indira Gandhi. I 1984 og 1985 talte han til et større publikum i FN. Talerne handlede om nødvendigheden af fred på jorden.
Krishnamurti var en af verdens mindst dogmatiske filosoffer. Han skrev adskillige bøger, og mange af hans samtaler med berømtheder er udkommet i bog format eller som artikler. Sammen med Annie Besant stiftede han Krishnamurti Foundation. En institution der grundlagde og driver flere skoler. Det skete især i Indien, men også i flere andre lande. Senere grundlagde han flere fonde bl.a. i U.S.A. Interessen for Krishnamurtis arbejde har varet ved siden hans død. Mange af hans bøger er oversat til forskellige sprog, og udgivet på forskellige digitale medier. Ingen tvivl; Krishnamurti var mystiker, en stor tænker, esoterisk filosof og forfatter. Som jeg ser det, er det et åbent spørgsmål, hvor mange der forstod Krishnamurti. Selv mente han, der ikke var nogen. Så man kan sige: Trods det, at Krishnamurti er død, så er han en fremtidens mand.
Jeg vil hævde: Krishnamurti er den, der er kommet det teosofiske ideal nærmest. Dermed hævder jeg ikke, han var teosof. Han var usædvanlig godt inde i den teosofiske lære. For ham var begrebet frihed alt dominerende. Det er i øvrigt et begreb, der just ikke præger teosofien ret meget. Det er meget forståeligt, for den totale indre og ydre frihed, udgør en trussel mod den teosofiske lære. Den indre frihed går ikke hånd i hånd med den autoritet som mange teosoffer tillægger Mestrene og Hierarkiet. Nogen teosoffer udviser også en autoritær holdning eller guruisme. Frihed er en metafysisk lov: Loven om frigørelse. Den figurer stort set ikke i den teosofiske lære. Joe, i praksis fx handler 3. 4. og 5. indvielse om frigørelse, og slutter med den totale frigørelse fra det fysiske liv.
Om Leadbeaters ophøjelse af Krishnamurti skriver den danske forfatter og lysarbejder Asger Lorentsen: ”Da en stor del af denne kommunikation (kommunikation mellem Kristus og Leadbeater) foregik ud fra Leadbeaters eget ønske og en åndelig ambition – ”fanget” som han var af sin proklamation om Krishnamurtis fremtid – begyndte Leadbeater at modtage budskaber fra Verdenslæreren, som i virkeligheden blev skabt af hans egen højere imaginative evner, uden han selv opdagede, at hans såkaldte møder med Kristus ikke svarede til en højere virkelighed.” Citatet er fra side 71 i Asgers bog: Spirituelle impulser.
Jeg er ikke så diplomatisk som Asger. Som jeg ser det, handler det hos Leadbeater om ønsketænkning eller slet og ret fantasi. På en måde blev Leadbeater forført af hans egne åndelige ambitioner. Måske handlede det også om åndelig glamour? Det store spørgsmål: I forbindelse med disse projektioner mistede Leadbeater forbindelsen til de indre planer, Hierarkiet eller Mestrene? Vi ved det ikke, men det er en mulighed? Et andet spørgsmål: Blev Leadbeater i forbindelse med hele Krishnamurti projektet angrebet af mørke kræfter, og bukkede han på et tidspunkt under for dem? Vi ved ikke, om han bukkede under for dem. Det skal pointeres: Leadbeater har ydet en stor indsats for teosofiens udbredelse og tilføjede den nyt. Samtidig gjorde han også nogle erfaringer, som vi andre forhåbentlig kan lære af.
Det Teosofiske Samfund i Adyar
Teosofi Society – Adyar i Indien blev grundlagt af H. P. Blavatsky og andre. Det var i en periode hovedkvarter for udbredelsen af den teosofiske lære på verdensplan. Men det er blevet splittet op flere gange. Nogen mennesker brød ud, og dannede deres egne teosofiske centre rundt omkring i verden.
Hele forløbet af hændelsen med Leadbeater kontra Krishnamurti var en katastrofe for Det Internationale Teosofiske Samfund i 1928. Den førte til mange udmeldelser, især mange unge mennesker der havde fulgt Krishnamurti vendte teosofien rygge. Efter Leadbeater fulgte G. Arundale som ledere for Teosofisk Samfund i Adyar. Efter Arundales død i 1945 fulgte C. Jinarajadasa, som formand fra 1945 og til hans død i 1953. Han var Srilankaner og en meget aktiv teosof, der skrev godt 25 bøger. Kun en af hans bøger er oversat til dansk.
Da rajayoga eksperten Radha Burnier (1923/2013) tog over som leder af Det Teosofiske Samfund i Adyar fra 1980 og til 2013, begyndte hun og bestyrelsen at rense ud i de teosofiske loger verden over. De måtte ikke længere vægte og undervise ud fra nogle moderne teosofiske strømninger. Efter hendes og bestyrelsens mening, havde nogle af disse strømninger ikke rødder i teosofien. Det betød bl.a.: Undervisning ud fra Alice A. Baileys litteratur til dels var yt.
Radha Burnier og ledelsens beslutninger samt deres handlinger førte til yderligere opsplitning af Det Internationale Teosofiske Samfund. I Danmark kappede man fx forbindelsen til Indien og smækkede pengekassen i. For pengene købte man en villa på Frederiksberg, og startede et nyt teosofisk center på danske præmisser. Det Internationale Teosofiske Samfund i Adyar mente, at etableringen og overtagelse af eksisterende værdier var ulovlig. De anlagde derfor retssag mod det nye danske Teosofiske Center, men tabte sagen ved to retsinstanser.
Efter filosoffen og teosoffen C. Jinarajadasas død begyndte den dynamiske kraft, der var typisk for ledelsen i Adyar, at tørre ud. Rettelig begyndte det med Leadbeaters skandale. Det store internationale overblik i Adyar er langsomt skrumpet ind. I skrivende stund anno 2017 er de på ingen måde primus motor for teosofiens udbredelse eller tilfører den nyt. Det hører med; jeg har erfaret: Der er nogen, der er dybt uenige med mig i det jeg skrivere og hævder i forbindelse med Det Internationale Teosofiske Samfund.
Bøger der relaterer til denne artikel
At være menneske. J. Krishnamurti. Forlaget Aschehoug
Den gyldne tråd. Natalie N. Banks. Esoterisk Center Forlag
Den hemmelige lære. H. P. Blavatsky. Visdomsbøgerne
Guddommelige mysterier. H. P. Blavatsky. Lemuel Books
H. P. Blavatsky. Mary K. Neff. Visdomsbøgerne
Levende visdom. Søren Hauge. Lemuel Books
Livets indre dimensioner. Niels Brønsted. Soul Publishing
Mahatmaerne og deres breve. Geoffrey Barborka. Visdomsbøgerne
Mestrene og Vejen. C. W. Leadbeater. Visdomsbøgerne
Paracelsus. Visdomsbøgerne
Saint-Germain, den mystiske greve. M. A. von Lowzow. Dansk historisk Håndbogsforlag
Sjælens Leksikon, Donald Watson. Nordisk Forlag A.S.
Spirituelle impulser. Asger Lorentsen. Borgens Forlag
Symbol ordbog. J. E. Cirlot. Visdomsbøgerne
Ærkeengle og opstegne Mestre. Dooreen Virtue. Forlaget Sphinx
NB.
Hvis du vil vide mere om teosofi, åndsvidenskab og spiritualitet, så er det muligt at købe bøger om disse emner i vores bogudsalg eller via vores webshop. Du skal også være velkommen på vores forskellige kurser. Se mere på: www.dengyldnecirkel.dk.
Kærlig hilsen, Finn B. Langgaard.